Kronik

Plejehjem er ikke rustet til mødet med døden

Kun de færreste plejehjem har det personale, der skal til for at give døende forsvarlig og værdig pleje. Så da min far døde for nylig, måtte min bror og jeg overtage store dele af plejen
Hvordan får andre døende mennesker, som ikke har pårørende med professionel indsigt, en værdig død? En stor del af plejehjemsbeboere i dag kan ikke tale deres egen sag, skriver dagens kronikør, som ikke oplevede, at hendes døende far fik den rette behandling på sit plejehjem.

Hvordan får andre døende mennesker, som ikke har pårørende med professionel indsigt, en værdig død? En stor del af plejehjemsbeboere i dag kan ikke tale deres egen sag, skriver dagens kronikør, som ikke oplevede, at hendes døende far fik den rette behandling på sit plejehjem.

Sille Veilmark

7. marts 2017

Min far er død efter cirka halvandet år med betændelse i bugspytkirtlen, som de sidste fire-fem måneder sandsynligvis udviklede sig til kræft.

Sygdommen medførte manglende appetit, smerter både ved indtagelse af mad og ved fordøjelse, vanskeligheder med at fordøje og optage maden, blodmangel og derfor træthed og hurtig udmattelse, ustandselig trang til at komme hurtigt på toilettet mm.

De sidste to-tre måneder kunne han ikke gå alene og blev nødt til at bede om ledsagelse til de mange toiletbesøg. Han var åndsfrisk næsten til det sidste, men følte sin stigende hjælpeløshed ydmygende og nedværdigende, specielt fordi han ofte ikke fik den hjælp, han havde brug for.

Da han indså, at sygdommen var uhelbredelig, bad han min bror og mig om aktiv dødshjælp i Schweiz. Det kunne imidlertid ikke etableres særlig hurtigt, og slet ikke i hans dårlige tilstand. Dernæst var hans højeste ønske at komme på hospice. Det viste sig desværre at være umuligt. Han døde, 14 dage efter at han havde fået afslag på at blive indstillet til en hospiceplads.

Tanken om en rolig død på hospice forsvandt, da han kortvarigt var indlagt for at modtage såkaldt lindrende behandling. Hospitalslægen forklarede, at min far ikke skulle regne med at opnå point nok til en hospiceindstilling, og at han tilmed som plejehjemsbeboer desværre ikke skulle regne med at komme i betragtning til én af de få hospicepladser, der er i Danmark.

Det var tydeligt, at lægen ikke havde det godt med at skulle formidle det budskab. Min bror og jeg opgav temmelig lamslåede kampen for hospice på stedet. Da udsigten til bedre pleje den sidste del af livet forsvandt, blev vores far slået helt ud. Han oplevede en total afmagt, aldersdiskrimination og nedværdigelse ved som plejehjemsbeboer at blive stillet bagest i køen til hospiceplads.

Hjælpen haltede

Jamen, kunne han så ikke bare modtage den nødvendige pleje på plejehjemmet, spørger mange sikkert sig selv. Svaret er, at de færreste plejehjem – inklusiv vores fars – er gearet til at tage sig af komplicerede uhelbredelige sygdomsforløb som hans. Dels er personalet ikke uddannet til det, dels er der for lidt og ikke veluddannet personale.

Der var kun to sygeplejersker i dagvagt til at tage sig af plejehjemsbeboerne i 114 boliger på det hjem, hvor vores far boede. Mit indtryk var, at det personale, der er på vores fars plejehjem, virkelig knoklede, men at det med de nuværende rammer ofte ikke kunne yde faglig kompetent pleje.

Fra de sidste fire-fem måneder af min fars liv har jeg adskillige eksempler på, at han ikke fik den hjælp, han havde behov for. Første gang han faldt og ikke kunne rejse sig, bad han om hjælp via plejehjemmets kaldesystem, men ingen kom, hvorfor han måtte kravle hen til døren og råbe efter hjælp.

Anden gang han faldt, lå han hjælpeløs på gulvet om natten, ude af stand til at røre sig, og blev først opdaget, da nattevagten gik sin runde. I den forbindelse fik han blærebetændelse.

Først efter femte fald blev der etableret en sensor, så personalet ville blive gjort opmærksom på et eventuelt nyt fald.

Han ringede ofte til os om aftenen og sommetider om natten og bad os kontakte personalet, fordi han havde ventet 20 minutter eller mere på hjælp til at komme på toilettet og ikke havde kunnet holde sig. Det var ydmygende og uværdig for vores far, og det var enormt stressende for os konstant at have mobilen på os dag og nat, fordi vi ikke kunne være sikre på, at vores far fik hjælp.

Han var specielt bange for nætterne, fordi det var her, han især måtte vente forgæves på hjælp, og måske også fordi han frygtede døden; han havde kort forinden oplevet min mors meget bratte død på nært hold. Hans utryghed betød, at jeg en nat blev og overnattede hos ham.

I den forbindelse talte jeg med nattevagten, som orienterede mig om, at der var 28 beboere, der skulle passes om natten, at vedkommende ikke kunne nå at tage beboerne på toilettet, hvorfor de havde ble på, og måtte tisse i den! Den melding blev næste dag bekræftet af et andet personalemedlem.

Det er helt uacceptabelt og kan under ingen omstændigheder forsvares rent fagligt. Samtidig var det medvirkende til, at vores fars sidste tid var unødvendigt svær for ham og for os.

Opslidende dobbeltrolle

Vores far døde på plejehjemmet i løbet af tre-fire døgn, hvor jeg, som selv er sygeplejerske, stort set var hos ham i døgndrift med hjælp fra min bror, der også er sygeplejeuddannet. Vi valgte selv at være hos ham, dels fordi vi mener, at der konstant bør være nogen hos den hjælpeløse døende, og det var der ganske enkelt ikke personale til.

Dels fordi jeg ville være sikker på, at den smertestillende medicin, som blev givet hver fjerde time de sidste dage, rent faktisk blev givet hver fjerde time. Jeg turde ikke stole på, at personalet sørgede for det.

F.eks. oplevede jeg, at et personalemedlem ikke syntes, at min far havde smerter, og derfor ville vente med at give medicinen, hvorfor jeg måtte gøre opmærksom på, at smertebehandlingen gik ud på ikke at få smerter, hvorfor medicinen skal gives kontinuerligt. Kun ved konstant at være til stede de sidste døgn, kunne jeg forebygge den slags misforståelser.

Vores far var heldig, at han havde en søn og en datter, som er sygeplejersker. Vi var tovholdere til det sidste på næsten alt fra ambulante kontroller, hospitalsbesøg, en stor del af plejen på plejehjemmet og møde hos praktiserende læge, som endda måtte udskiftes i sidste øjeblik, fordi vores far oplevede ikke at blive taget alvorligt af den læge, han havde haft i ca. 30 år.

Det var meget trættende og udmarvende at være pårørende og samtidig skulle agere professionelt, hvilket jeg egentlig havde gjort, siden min far flyttede på plejehjem omtrent et år tidligere.

Specielt i de sidste tre måneder aflyste min bror og jeg stort set alt: arbejde, fritidsinteresser, socialt samvær m.m., for at være på plejehjemmet og tage os af alt vedrørende hospitalsindlæggelse, diverse sms’er, telefonsamtaler, e-mails indbyrdes og med hospitalspersonale, plejehjemspersonale, praktiserende læge m.m.

Det har været et privilegium at være så tæt på vores døende far. Samtidig har det været en enorm belastning ikke at kunne fremtrylle den hjælp, som vi synes, specielt døende har krav på. Ligesom det har været opslidende selv at måtte agere professionelt i forhold til plejen af vores far, når den ikke fungerede optimalt på plejehjemmet.

Hvordan får andre døende mennesker, som ikke har pårørende med professionel indsigt, en værdig død? En stor del af plejehjemsbeboere i dag kan ikke tale deres egen sag.

Kompetencemangel

Ifølge landsformand for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk, mangler der cirka 250 hospicepladser i Danmark. Kun halvdelen af de meget syge mennesker, som visiteres til hospice, når at få en plads, før de dør.

Umiddelbart er det fristende at forlange flere hospicepladser, men faktisk har det altid undret mig, at man har behov for at specialisere pleje og omsorg af døende.

Spørgsmålet er, om ikke opkomsten af hospices i virkeligheden dækker over, at der mangler uddannet personale og nok af det til at varetage pleje og omsorg af os som døende, uanset om vi vælger at dø hjemme, på hospital eller på plejehjem?

Hvis vores fars plejehjem havde fungeret, er vi ikke så sikre på, at han havde efterlyst aktiv dødshjælp eller havde ønsket hospice.

Jette Joost Michaelsen er cand.comm., ph.d. og sygeplejerske. Hun er associeret forsker på Institut for Folkesundhedsvidenskab, Afdeling for Sundhedstjenesteforskning, Københavns Universitet

Serie

Døden i velfærdsstaten

I denne artikelserie sætter vi fokus på, hvordan velfærdssamfundet er rustet til, at stadigt flere danskere de kommende årtier får brug for lindring og pleje hen mod døden.

Seneste artikler

  • Når ens kære dør, må man genopdage sig selv

    30. marts 2017
    Når jeg som præst møder mennesker i sorg, giver mange af dem udtryk for at være blevet lukket ude af livet og ikke engang kunne kende sig selv. Det er i arbejdet med sorgen, at man indser, at man stadig er sig selv, selv om døden og sorgen har ændret ens liv for altid
  • Døden er det ultimative kontroltab. Det er vi ikke opdraget til

    21. marts 2017
    For hospitalsvæsnet er døden den ultimative fiasko. For mange dødssyge patienter og pårørende er den en mulighed, man ikke vil acceptere. Derfor glemmer mange at leve livet, mens det er der
  • Vi skal turde se døden i øjnene

    20. marts 2017
    Der er en grund til at bryde tavsheden – både blandt politikere og alle os andre. Så døden ikke ender som en følelse af nederlag for lægen, de pårørende og patienten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Slettet Bruger
  • Steffen Gliese
  • Niels Duus Nielsen
  • Anne Eriksen
  • Ken Sass
Hans Larsen, Slettet Bruger, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen og Ken Sass anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej, døden i "velfærdsstaten" kan man kun frygte - der er ikke penge i døende, undtaget de fremtidige de sparede folkepensioner og de rækker nok ikke til det nødvendige.
Nemlig menneskesynet, der intelligent kan forudse, hvordan sygdom og mangelende praktiske evner får plejehjemsbeboerne til at mistrives gr. manglende hjælp til ganske simple behov som mad og toilethjælp.
Er det ok? - nej, selvfølgelig er det ikke det. Især ikke, når man fremstiller sig som foregangsland på ældreområdet og ønsker at sælge "know how"!
Jeg tror, at der er mange her, som har oplevet at blive ringet op om natten (også mange år tilbage) fordi en forælder var i nød på et eller andet punkt?

Tak Jette for en meget nærværende og bevægende artikel.

Beskrivelsen af ovenstående hændelsesforløb er desværre ikke et enkeltstående tilfælde på de danske plejehjem. Det er desværre min overbevisning, at det rent faktisk ER SÅDAN på ALLE plejehjem i dag.

Jeg kan nikke genkendende til mange af de samme uværdige episoder, som der er beskrevet oven over. Som pårørende til min nylig afdøde mor, som havde Parkinsons, havde jeg en meget tæt kontakt, og besøgte hende to-tre gange om ugen. Derfor kan jeg godt bekræfte om den uværdighed, som rigtig mange borgere på et plejehjem oplever i dagligdagen.

Det er også min opfattelse og iagttagelse, at plejepersonalet ikke er uddannet godt nok. Bevares, plejepersonalet gjorde hvad de kunne under de kommunale skrantede rammebetingelser, men to ansatte til 25 borgere har sine konsekvenser for beboernes daglige velfærd og trivsel – eller mangel på samme.

Især de daglige toiletbesøg kunne beboerne ofte sidde uværdigt og ydmygende og vente 30 minutter eller længere før plejepersonalet ankom. Og i mange tilfælde skal der to ansatte og en lift til, at få beboeren ud på toilettet. For slet ikke at tale om alle de gange når en beboer er faldet, og ikke ved egen hjælp kan komme op igen.

Som pårørende har jeg også oplevet gentagende gange, at blive ringet op af min mor, fordi plejepersonalet ikke kom min mor til hjælp - på trods for min mors utallige forsøg via plejehjemmets kaldesystem.

Derudover, er der også alt for mange på plejehjemmene af udenlandsk herkomst, som ikke kan tale ordentligt dansk, hvilket bevirker, at beboerne ikke kan forstå hvad plejepersonalet siger, og omvendt.

Afslutningsvis, er det min helt klare opfattelse, at tilstanden på de danske plejehjem er meget, meget værre end sundhedsstyrelsen tør vedgå sig via de pyntede og usaglige tilsynsrapporter. Tilsynsrapporterne bliver ALDRIG lavet ud fra beboernes personlige synspunkter og inddragelse, fordi mange utilsigtede hændelser ikke bliver rapporteret eller at beboeren ikke har overskud, eller er i stand til, at indgive en skriftlig klage.

Tak til Jette Joost Michaelsen for hendes meget personlige indlæg og beskrivelse af situationer, som er hørt før......mange gange.