Klumme

Jeg priser mig lykkelig for, at jeg går i ét med Dannebrog

Mens jeg udfylder dagpengekort, udfylder mine gamle gymnasievenner fra Metropolitanskolen hver deres plads i samfundet. De står tidligt op, afleverer børn, går på arbejde, henter børn, laver mad, tager opvasken, tænder fjernsynet og ser, at de ikke er danske
17. marts 2017

Mine gymnasievenner og jeg har aftalt at mødes snart, over lidt mad, måske en øl, et sted på Nørrebro. Det var jo dér, det hele begyndte, en klæg augustmorgen med tavshed og blikke i asfalten, som genlød af et spil basketball.

Vi er blevet voksne nu, os fra den første dag. Vi var næsten børn, og slet ikke. Vi var fremmede, og omtrent halvdelen af os blev det igen forleden, da danskheden pludseligt krævede et adgangsgivende gennemsnit af gener.

Jeg klikker mig rundt i deres liv. Nysgerrigt og lidt formålsløst bladrer jeg i ansigter, der ligner sig selv plus tid, og lægger en kommentar til et nyt hus, trykker en anderkendende blå tommelfinger mod lillesøster, som er en ordentlig krabat på 4.000 gram.

Det var dengang, for et øjeblik siden, at folk udefra spurgte mig, om jeg var o.k. med, at der var så mange indvandrere i min klasse. Det var jo en noget høj procentdel, sagde man med et smil, der mest var en trækning. Og jeg måtte gøre rede for andres kærligheds-, alkohol- og svinevaner, når jeg sad middagsbænket i de forstæder, jeg tog toget og flugten fra hver morgen. Og hvad med tørklæder, var der mange af dem, i den sorte skole, i min sorte skole?

Det er næsten 14 år siden, vi endelig fik huerne og forlod Metropolitanskolen og hinanden, lokket af livet. Det har efterhånden indfanget os, ser jeg. Der er barnefødsler, bryllupper, forfremmelser, huskøb, og det knuger lidt i mig, når jeg liker, hjerter og lykønsker mig igennem, for ingen af delene er mine.

Det er ikke som sådan misundelse. Jeg under dem alt det fine. Det er mere en forpustet følelse af ikke at være nået tilstrækkeligt med ind i de 30’ere, vi alle er havnet i. Ikke at have opdaget, at årene er løbet med en ungdom. At stå lidt uglet og alene tilbage.

Jeg har fundet os frem igen, fordi jeg synes, vi mangler. Dem med bagte farver og høj chilitolerance. Mig med mit knækhvide ansigt. Vi er dét, det kan ende med, og de er det gode eksempel.

Mens jeg udfylder dagpengekort, udfylder de hver deres plads i samfundet. Står tidligt op, afleverer, går på arbejde, henter, kysser, flygtigt måske, laver mad, tager opvasken, tænder fjernsynet og ser, at de ikke er danske, at de ender galt, at det ender galt. De skal bidrage eller ud.

Det skal jeg også, men på arbejdsmarkedet, ikke af landet. Jeg hører til her, med mine støjbergske nuancer og mine indenrigske rødder.

Jeg mistede mit job en novembereftermiddag, blev fortvivlet, forbandet og forstået. Det sagde ikke noget om mig, sagde man. Det, der sker for mig, sker for selv den bedste.

Jeg går i ét med Dannebrog og bærer ingen bevisbyrde, det gør de. De skal knokle, hviske, liste og undskylde, ellers vækker de Holger Danske.

Når de tager et job, så tager de det fra en af de rodfaste; når de ikke gør, så tænkte vi det nok. De har allesammen arbejde, og de tog ikke mit, det mistede jeg selv.

Vi finder en dato, hvor alle kan være med og et hyggeligt hjørne på Nørrebro. Vi slår os ned ved et bord med plads til os og historierne, som strækker sig fra dengang og ud gennem natten. Jeg bliver behageligt hvidvinsfuld, og vi bliver en multietnisk gendigtning af gensynet i Det Forsømte Forår (med mig som den sære Mikkelsen, er jeg bange for).

Når vi endelig mødes, så håber jeg, at det er med jer. For I er også inviteret, til genforeningen af 3.b. Vi kan sige kl. 20 foran Klovnens Bodega, ligesom dengang. Jeg er der nok lidt senere, ligesom dengang, ligesom i livet.

I skal se, hvad det kan ende med. Se, at vi er lige; arbejdsomme, uheldige, dovne, danske, menneskelige og bange.

Camilla Buch er cand.mag. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Torben Lindegaard
Hans Larsen og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu