Kommentar

Regeringen taler om tryghed, mens den cementerer uligheden på boligmarkedet

Boligskat er til for at opnå en rimelig og retfærdig fordeling af den værdiskabelse, vi frembringer i fællesskab. De enorme friværdistigninger, vi har set de seneste år, er nemlig skabt af samfundet; ikke af den enkelte boligejer
Boligskat er til for at opnå en rimelig og retfærdig fordeling af den værdiskabelse, vi frembringer i fællesskab. De enorme friværdistigninger, vi har set de seneste år, er nemlig skabt af samfundet; ikke af den enkelte boligejer

Jens Dresling

14. marts 2017

Regeringen siger, at den vil sikre tryghed for boligejerne. I virkeligheden vil den sikre, at boligmarkedet forbliver lige så asocialt, som det har været i de seneste årtier.

De bedst stillede boligejere i udviklingsområderne skal trygt kunne regne med, at deres friværdier fortsat vil øges med millionbeløb.

Trygheden for boligkøberne er der mærkværdigvis ikke mange af politikerne, der bekymrer sig om. Alt tyder på, at de (trygt) kan regne med, at de vil få en boligudgift, som er langt større end den, deres ældre og mere veletablerede kommende naboer har.

Boligskat er kort fortalt en nødvendighed for at kunne opnå en rimelig og retfærdig fordeling af den værdiskabelse, vi i fællesskab frembringer. Uden boligskat ender samfundsskabte værdier i boligejernes lommer i form af friværdistigninger. Det er som bekendt stigninger, der er geografisk meget ulige fordelt.

Politikerne omtaler ofte med tilfredshed et stigende ejendomsmarked som et sundhedstegn. Deres tilfredshed med de bedre konjunkturer burde imidlertid være tilsat en skamfuldhed over, at de er i gang med at forære værdien af opsvinget til boligejerne på bekostning af de kommende boligkøbere. Politikernes tilfredse miner skal få de unge til at glemme, at de udsættes for et generationstyveri.

Et øget provenu fra boligskat kan nedbringe de mere skadelige skatter, først og fremmest skatten på arbejde. Produktivitetskommissionen har påvist, at boligskatterne, og særligt grundskylden, er langt bedre skatter end skat på arbejde med henblik på forøgelse af produktiviteten.

Ingen bor på en isoleret ø

Debatten om boligskat bliver ofte meget uforsonlig. Den vil blive nemmere at håndtere, hvis vi ser på, hvad begrebet konkret dækker. Der er tale om to skatter: Grundskyld og ejendomsværdiskat. Det er to vidt forskellige skatter. Grundskyld er en ren jordværdiskat, mens ejendomsværdiskat er en skat på både bygningsværdi og jordværdi.

Skat på jordværdi er, rigtigt doseret, en skat, der sikrer, at de samfundsskabte værdier kommer alle til gode. Skattens stabiliserende effekt på grundpriserne modvirker generationstyveriet.

Grundskylden og ejendomsværdiskatten har ikke i tilstrækkeligt omfang fulgt med udviklingen, derfor har nye ejere måttet betale en langt højere pris for deres bolig end de, der købte for bare få år siden. De kommer således til at sidde med en langt større boligudgift. Sammenlignet med de noget ældre ejere er misforholdet helt grotesk.

Beskatningen af bygningsværdien er mere problematisk. Skal man sige noget godt om denne skat, er det, at den ligesom grundskylden er med til at stabilisere ejendomsmarkedet. Men de fleste boligejere har svært ved at se retfærdigheden i denne skat.

De har med allerede indkomstbeskattede penge betalt for murstenene, øvrige materialer og arbejdsløn, og så afkræves de ydermere en årlig ydelse for at besidde disse værdier. Økonomerne har en langhåret forklaring på denne skat, men efter mange årtiers pædagogisk indsats har de ikke overbevist boligejerne. Jeg vil anbefale, at skatten udfases og erstattes af en ren jordværdiskat, der gør det mere åbenlyst, hvad der betales for.

Hvem skal så betale boligskat? Det korte svar er alle. Uanset boligform bruger vi alle et grundareal af en vis værdi. I debatten fremføres hyppigt det argument, at når man har købt og betalt sin grund, kan det ikke være rimeligt, at man løbende skal beskattes af den.

Argumentet lyder besnærende, men er baseret på den misforståelse, at en grund kan ses isoleret fra det omliggende samfund. Det kan den ikke. Når samfundet investerer i infrastruktur, når private investerer i arbejdspladser og når konjunkturerne skifter, har det indvirkning på grundens værdi. Det er derfor rimeligt, at den løbende afgift justeres i takt hermed.

Men hvor meget skal der så opkræves i boligskat? I det store perspektiv er boligbeskatning ret enkel. Opkræves der for lidt, forærer man ejerne en friværdistigning. Opkræves der for meget, påfører man ejerne et tab. Ingen af delene er acceptable. Ergo skal den optimale boligbeskatning stabilisere markedet.

Et stigende provenu fra boligskatten kan passende anvendes til at nedbringe skatten på arbejde. For at denne skattelettelse ikke kun skal finansieres af ejerne, er det nødvendigt, at lejernes boligskat harmoniseres med ejernes.

Fair tryghed

Boligbeskatning, og først og fremmest jordværdiskat (grundskyld), er som beskrevet den bedste form for beskatning. Selv hvis staten helt hypotetisk ikke havde behov for provenuet, burde jordværdiskatten opkræves af hensyn til en retfærdig fordelingspolitik. Beløbet burde herefter udbetales ligeligt til borgerne.

Enhver medalje har imidlertid en bagside. Udviklingen i boligskatten følger ikke nødvendigvis udviklingen i skatteborgerens skatteevne. Det får nogle af de politikere, der kan og vil se det urimelige i store friværdistigninger, til at foreslå avancebeskatning i stedet for løbende beskatning. Det er et forsøg på at fremstå handlekraftig uden reelt at gøre en pind.

Avancebeskatning forhindrer nemlig ikke friværdistigningerne og det deraf følgende generationstyveri og den geografiske diskrimination.

Løsningen på problemet er en lempelig opkrævning i de tilfælde, hvor borgerens skatteevne ikke følger udviklingen i boligskatten. Vi har allerede i dag en ordning, som gør det muligt for pensionister at indefryse ejendomsskatterne mod pant i ejendommen.

Det er en ordning, der kunne udvides til at gælde alle ejere. På den måde får man en boligbeskatning, der både er fair og leverer den berømmede tryghed.

Ib Strømberg Hansen er pensionist, tidl. selvstændig inden for IT og investering. Medlem af Tænketanken CORIDA.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Søren Rønhede
Søren Rønhede anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Christiansen

Anders
Det er desværre ikke muligt.
Beskatning af værdier, som folketingsmedlemmer og eliten besidder, kan ikke beskattes.