Kommentar

Vi risikerer en ny form for globalisering

Europæiske lande er i vildrede med, hvordan de skal reagere på den nye globale uorden. Tre strategier aftegner sig, og de har henholdsvis Tyskland, Tyrkiet og hykleriet i hovedrollen
Ved sidste måneds sikkerhedskonference i München blev Angela Merkels kritik af Rusland for at invadere Krim og støtte Syriens præsident al-Assad imødegået af den russiske udenrigsminister, der klandrede Vesten for at have tilsidesat folkeretten ved at invadere Irak og anerkende Kosovos uafhængighed.

Ved sidste måneds sikkerhedskonference i München blev Angela Merkels kritik af Rusland for at invadere Krim og støtte Syriens præsident al-Assad imødegået af den russiske udenrigsminister, der klandrede Vesten for at have tilsidesat folkeretten ved at invadere Irak og anerkende Kosovos uafhængighed.

Guido Bergmann

3. marts 2017

Siden 2016, et sandt annus horribilis, har den liberale verdensorden været i alvorlig krise, mener de fleste politiske iagttagere.

Ved sidste måneds sikkerhedskonference i München blev spørgsmålet diskuteret blandt ledere som Tysklands kansler, Angela Merkel, USA’s vicepræsident, Mike Pence, Kinas udenrigsminister, Wang Yi, og Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, men diskussionen løftede sig aldrig rigtig, fordi der ikke var konsensus om, hvad den liberale verdensorden er.

Da Vesten og især USA dominerede verden, var den liberale orden selvindlysende. Andre lande kunne beklage sig og ønske sig alternative tilgange, men gik som oftest ind på de vestligt definerede regler.

Men i takt med, at den globale magt forskyder sig fra Vesten til ’resten’, er den liberale orden blevet stadig mere omstridt, og magter som Rusland, Kina og Indien udfordrer i stigende grad vestlige perspektiver.

Således blev Merkels kritik i München af Rusland for at invadere Krim og støtte Syriens præsident al-Assad imødegået af Lavrov, der klandrede Vesten for at have tilsidesat folkeretten ved at invadere Irak og anerkende Kosovos uafhængighed.

Den liberale orden 1.0

Den oprindelige udgave – lad os kalde den for Den liberale orden 1.0 – blev bygget oven på Anden Verdenskrigs askedynger for at sikre fred og fremme global velstand.

Den blev understøttet af institutioner som Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling (senere Verdensbanken), Den Internationale Valutafond og regionale sikkerhedsalliancer som NATO. Den lagde vægt på multilateralisme, især gennem FN, og på fremme af frihandel.

Men Den liberale orden 1.0 havde sine begrænsninger: de suveræne grænser. På grund af den geopolitiske rivalitet mellem USA og Sovjetunionen kunne den knap nok kaldes en ’verdensorden’. Hvad lande foretog sig bag egne grænser var dybest set deres egen sag, så længe det ikke påvirkede supermagtrivaliseringen.

Efter Sovjetunionens sammenbrud kunne et triumferende Vesten udvide den liberale orden, så den fik verdensomspændende omfang. Resultatet – Den Liberale Orden 2.0 – skar igennem landegrænser og orienterede sig mod menneskerettigheder som et globalt hensyn. 

Snarere end at opretholde nationers suverænitet søgte den at sammenlægge dem og etablere fælles regler, som nationale regeringer skulle overholde. På mange måder søgte Den liberale orden 2.0 – med støtte fra institutioner som Verdenshandelsorganisationen og Den Internationale Straffedomstol (ICC) og nye normer såsom Responsibility to Protect (R2P) – at forme verden i Vestens billede.

Suverænitetsfikserede stormagter som Rusland og Kina søgte dog snart at forpurre projektet. Og katastrofale fejl, som vestlige politikere var ansvarlige for – den langvarige krig i Irak og den globale økonomiske krise – kom til at cementere en tilbagerulning af Den liberale orden 2.0.

Selvpåførte katastrofer

Og nu er det centrale vestlige magter selv, der anfægter den orden, man selv ville skabe – ofte ud fra samme suverænitetslogik, som de udfordrende magter påkaldte sig. Det er ikke kun nyere konstruktioner som ICC og R2P, der er i fare.

Med Storbritanniens exit fra EU og Donald Trumps fordømmelser af frihandelsordninger og klimaaftalen fra Paris, synes nu også den mere fundamentale Den liberale orden 1.0 at være truet.

Nogle hævder, at Vesten gabte over for meget ved sit forsøg på at indføre Den liberale orden 2.0. Men selv Trumps Amerika behøver fortsat Den liberale orden 1.0 og den multilateralisme, der understøtter den. I modsat fald kan vi stå over en ny form for globalisering, der kombinerer fremtidens teknologier med fortidens fjendskaber.

I et sådant scenario vil militærinterventioner fortsætte, men ikke i den form, der tog sigte på at sikre en humanitær orden (som da vestmagter greb ind mod truende folkemord i Kosovo og Sierra Leone).

I stedet vil moderne og præmoderne former vinde frem: støtte til regimeundertrykkelser, som Rusland allerede har leveret i Syrien eller etnisk-religiøs stedfortræderkrige, som dem Saudi-Arabien og Iran fører i Mellemøsten.

Internettet, migration, handel og håndhævelse af international lov vil blive gjort til våben i nye konflikter i stedet for at være effektivt styret gennem globale regler. Internationale konflikter vil primært være drevet af en indenrigspolitik, der i stigende grad defineres ved statusfrygt, mistillid til institutioner og snæversynet nationalisme.

Bemestringsstrategier

Europæiske lande er i vildrede over, hvordan de skal reagere på den nye globale uorden. Tre strategier for bemestring aftegner sig.

Den første ville kræve et land som Tyskland, der har en vis internationl pondus, påtager sig rollen som vigtigste vogter af den liberale verdensorden. I det scenario må Tyskland arbejde for at opretholde Den liberale orden 1.0 globalt og for at bevare Den liberale orden 2.0 inden for Europa.

En anden strategi, i dag eksemplificeret ved Tyrkiet under præsident Erdoğan, kunne kaldes profitmaksimering. Tyrkiet gør ikke forsøg på at vælte den eksisterende orden, men tager heller ikke ansvar for dens opretholdelse.

I stedet søger Tyrkiet at profitere så meget som muligt fra vestligt ledede institutioner som EU og NATO og opdyrker samtidig gensidigt gavnlige relationer med lande som Rusland, Iran og Kina, der ofte forsøger at underminere samme institutioner.

Tredje strategi er hykleriets: Europa vil føre sig frem som ansvarlig interessent, men agere som profitmaksimator. Den vej tog den britiske premierminister, Theresa May, da hun mødtes med Trump i Washington. Hun sagde alle de rigtige ting om NATO, EU og frihandel – og tryglede samtidig om en særlig aftale med USA uden for disse rammer.

I de kommende måneder skal vestlige ledere beslutte sig for, om de vil satse på, at den liberale orden kan overleve – og investere ressourcerne i det. Vesten har kollektiv magt nok til at opretholde Den liberale orden 1.0. Men hvis vestmagterne ikke kan blive enige om, hvad de vil med denne orden – eller hvad deres ansvar er for at opretholde den –  er det tvivlsomt, om de vil gøre forsøget.

© Project Syndicate og Information, Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
  • Espen Bøgh
  • Benny Jensen
Mihail Larsen, Espen Bøgh og Benny Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

EN analyse der næppe holder i nutiden, men gerne vil cementere de gamle rettigheders fastholdelse for vesten om såvel liberalisme, som Amerikas exceptionalisme for verdensordenens opretholdelse i den Amerikanske forståelsesoptik.

Vestens selvforståelse om sine fredelige hensigter og dets dobbelttale, samtidig med snigende magtudøvelse globalt, sådan som især Sydamerika har mærket det igennem snart hundrede år fra Amerikansk side, men også Mellemøsten og Visse steder i Asien, står for fald på de ydre linjer.

På de indre linjer står især liberalismen for fald overfor befolkningerne i Såvel Europa som i Amerika, men også andre steder rundt omkring i verden, - og begrundelsen findes i den amerikanske liberalismens selvtilstrækkelighed under beskyttelsesparaplyen af exceptionalismen som alene tilhører Amerika.

Det politiske knæfald for liberalismens kapitalisme, og dyrkelsen af råheden heri overfor befolkningerne - skæmmes atter af talen om liberalismens herligheder og fordeling af rigdom til befolkningen via smarte ordspil, der alligevel kun lagde yderligere rigdom til liberalismens kapitalopsamling hos de få, og så den politiske klasse ingen magt havde tilbage.

Den væsentlige nedgang i behandlingen og synet på mennesker i samfundet i nedladenhedens lys kunne og ville politikerne ikke kæmpe imod, men lod sig indfange som hånddukker for kapitalismen og liberalismen.

Råheden mærker vi sandelig også i Danmark, - tag f.eks. bare hele parkeringshysteriet som er blevet privatiseret, - men også råheden fra politisk side i institutionerne overfor ledige eller uarbejdsdygtige, der skal arbejdsprøves i det uendelige, og som har udviklet sig i en helt umenneskelig og perverteret ånd af selvberettigelse og -forståelse.

Jo borgernes frihed er i dag begrænset, og sandelig om ikke vi også har udnævnt en fjende af samfundet, ganske som tilbage i 00erne, hvor de blev kaldt "samfundsmasserer" pænt pakket ind i ordene; "raske mennesker der går derhjemme", - liberalismen havde ikke selv leveret arbejdspladserne til disse mennesker, - derimod ledighed som følge af den førte økonomiske politik af det liberale Venstre og Konservative, - som løb fra deres ansvar for krisen, og samtidig forærede kapitalen over 40 mia. som for deres indsats.

Nutidens sprogbrug imod de ledige, uarbejdsdygtige er; "Det skal kunne betale sig at arbejde", og det lyder da også helt rigtigt for et samfund, - men siger vi det på et andet sprog kunne det lyde således; "Arbejd macht frei"!

Ostrakismen har taget sin begyndelse med udstødelsen af en eller flere befolkningsgrupper med disse smarte ordspil, - og desværre har mange valgte det lette, at følge og acceptere dette som sandheden, og næste trin er også allerede blevet politisk "normaliseret" at begrænse deres liv økonomisk, - så nu mangler kun tre led mere for fuldendelsen: fratage dem bevægelsesfriheden, sidenhen interneringen, - resten kan man selv tænke sig til, - men er det sådan et samfund vi vil!?

Men der ingen frihed i den morderne verdensorden af kapitalisme/liberalisme, - se bare Ryanair og andre der operer i de yderste grænser for menneskeværd hos deres ansatte, overenskomst eller nogen form for anstændighed i forholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver findes ikke i denne afstumpede form for liberalisme og kapitalisme - kun råheden overfor andre mennesker, så hvorfor skulle umenneskeligheden ikke også sætte sit præg herpå som ovenfor nævnt - "Arbejd macht frei"!

Hvis stater eller sammenslutninger(EU) vil noget som befolkningen kan tro på og have tillid til, er de nødt til at ændre kurs overfor liberalismen og definere en moderne tids liberalisme og statsligt samarbejde med kapitalen og den nutidige berigelsesherskere så den almindelige omgang mellem mennesker igen bliver anstændig, - og de kan ikke skyde skylden på hverken globaliseringen eller noget andet som skjold for at acceptere den udvikling som er sket igennem årene.

Holger Madsen, Helene Kristensen, Per Torbensen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Espen Bøgh, er man ikke i stedet nødt til at netop at knæsætte det demokratiske princip, der sætter vandtætte skotter op imellem magt og kapital? Det kræver jo en strukturel ramme, der løbende omfordeler magten, så ingen nogensinde kan korrumpere den - uden at måtte korrumpere alle, og så tabes målet ligesom af syne.

Michael Kongstad Nielsen

Lavrov har ret, og kunne have tilføjet, at Krims ønske om at blive optaget i Rusland skyldtes et kup i Ukraine, som Vesten holdt hånden over.

Artiklen er i øvrigt en ualmindelig tynd kop te.