Kronik

Ruslands stormagtdrømme er mere komplekse, end Vesten forestiller sig

Længe før Ukrainekrisen fastslog Putin, at ’Rusland er dømt til at være en stormagt, ellers kan landet slet ikke eksistere’. Problemet er, at det langt fra er entydigt, hvad det vil sige for Rusland at være en stormagt, og det overser Vesten ofte
Den russiske præsident Vladimir Putin har sagt: »Rusland er dømt til at være en stormagt«. Læses citatet på russisk, vil man se, at det både rummer en rettighed og en næsten selvopofrende forpligtelse.

Den russiske præsident Vladimir Putin har sagt: »Rusland er dømt til at være en stormagt«. Læses citatet på russisk, vil man se, at det både rummer en rettighed og en næsten selvopofrende forpligtelse.

KIRILL KUDRYAVTSEV

27. marts 2017

Den aktuelle ruslandsdebat handler ofte mere om debattørerne end om Rusland. Den ene fløj agiterer for accept af Ruslands udenrigspolitiske dispositioner, den anden betragter Putin som en tyran, der først og fremmest er ude på at destabilisere den vestlige verden.

Vores egne meningsdanneres overbevisninger bør i højere grad suppleres med formidling af faktuel viden. Viden er ikke lig med accept, men den er helt afgørende for at kunne forstå russiske ytringer og handlinger, hvilket igen er afgørende for konfliktløsning.

Skal vi opnå viden om Rusland, er vi nødt til at gå direkte til kilderne – ikke mindst i spørgsmålet om de stormagtsegenskaber, Rusland tillægger sig selv.

Ruslands stormagtsbegreb er ikke entydigt, men præget af tre forskellige niveauer: det globale, det regionale og det interne. Det er nødvendigt at forstå Ruslands intentioner på disse tre fronter for at forstå moderne russisk politik.

Ved Sovjetunionens sammenbrud blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt Rusland var den retmæssige arvtager til Sovjetunionens position i internationale fællesskaber. Men det er den generelle russiske opfattelse, at landet ikke i praksis fik tildelt den stormagtsbetingede medindflydelse, man mente at have krav på. Afviklingen af Den Kolde Krig forløb asymmetrisk, idet de vestlige institutioner ekspanderede, mens Østblokken blev opløst.

Ruslands ønske om indflydelse er ikke ledsaget af et ønske om global dominans eller eksport af ideologi. Landet ønsker først og fremmest global politisk og sikkerhedsmæssig symmetri. Et ønske, som Vesten ifølge Rusland bevidst har obstrueret siden 1991.

Det nære udland

Fra et vestligt synspunkt er Ruslands væsentligste regionale aktionsområder Baltikum, Arktis og Ukraine. Men vi bør ikke glemme det øvrige »nære udland«, hvilket er en uformel samlebetegnelse for de tidligere sovjetrepublikker.

Sovjets opløsning ses af mange som et russisk territorietab snarere end opløsningen af en union med ligeværdige republikker. Selv om alle republikkerne formelt var ligestillede, var den russiske sovjetrepublik i praksis stærkt overlegen – politisk, økonomisk og kulturelt. Forestilling om, at man tabte territorie er blevet et nationalt traume i Rusland.  

De historiske bånd til det nære udland er helt grundlæggende i den russiske selvforståelse, men det handler ikke kun om nostalgi. Rusland har som alle andre stater en naturlig sikkerhedsmæssig interesse i godt naboskab. Det ønsker man at opretholde gennem forskellige institutionaliserede fællesskaber, som bruges til at forsøge at skabe politisk, økonomisk og militær modvægt til vestlige ditto.

Rusland har tre store regionale fællesskaber, som sjældent omtales i vestlig sammenhæng: SNG (Fællesskabet af Uafhængige Stater), CSTO (Collective Security Treaty Organization) og EAEU (Den Eurasiske Økonomiske Union). De to sidste kan til en vis grad betragtes som eurasiske modstykker til hhv. NATO og EU.

Fakta

  • Fællesskabet af Uafhængige Stater – SNG. Grundlagt 1991. Formål: at opretholde et postsovjetisk fællesskab omkring militære, økonomiske og politiske spørgsmål. Medlemmer: Tidligere Sovjetrepublikker d undtagelse af Georgien, Ukraine, Turkmenistan og Baltikum.
  • Collective Security Treaty Organization – CSTO. Militæralliance grundlagt 2002. Observatørstatus i FN’s Generalforsamling. Formål: At overtage og styrke SNG’s militære samarbejde, at bekæmpe terrorisme og separatisme og at undgå vestlig indblanding af frygt for nye farverevolutioner (jf. Ukraine, Georgien og Kirgistan). Medlemmer: Rusland, Hviderusland, Kazakhstan, Kirgistan, Armenien, Tadsjikistan. Observatørlande: Serbien og Afghanistan.
  • Den Eurasiske Økonomiske Union – EAEU. Grundlagt 2015. Formål: Tættere økonomisk integration, fællesmarked og fri bevægelighed af varer, kapital og arbejdskraft. Medlemmer: Rusland, Hviderusland, Kazakhstan, Kirgistan og Armenien.

Rusland dominerer alle tre fællesskaber, men ingen af dem er velfungerende. De har på forskellig vis søgt dialog med EU og NATO, som dog foretrækker bilateralt samarbejde med regionens stater. Rusland betragter det som et forsøg på at skade russisk regional indflydelse, mens Vesten mener, at Rusland selv isolerer sig ved at afvise internationale organisationer – dem med vestlige lande, vel at mærke.

Lige nu beskylder både øst og vest hinanden for at gå bilateralt til værks og ignorere hinandens fællesskaber. Men begge parter beskylder groft sagt modparten for at nægte at forpligte sig til noget, de ikke selv er villige til.

Fare for separatisme

Ruslands mulighed for at blive opfattet som en stormagt af sin egen befolkning hænger tæt sammen med opbyggelsen af samlende narrativer i hele Den Russiske Føderation. Det er naturligvis en udfordring, når staten rummer op mod 200 etniske grupper.

Grundlaget for en fælles national identitet er lille, men denne diversitet er også en fordel, idet man i antivestlig ånd kan demonstrere, at multikulturalisme er mulig, og at man tager afstand fra nationalstatsprincippet.

Trods økonomisk krise står den russiske opposition svagt. Folk ser den ikke som et reelt alternativ, mener russisk forsker
Læs også

En ulempe er dog, at de regionale identiteter er i så hastig fremmarch, at de overhaler den russisk-nationale identitetsdannelse - hvilket nyere russisk forskning peger på. I et sikkerhedsperspektiv kan konsekvensen blive stigende illoyalitet eller endda separatisme og terrorisme.

Det er afgørende at fremstå uafhængigt af andre magter, hvilket har været ét af de diffuse grundlag for opbyggelsen af en national postsovjetisk identitet. Særligt Putin har formået at styrke Ruslands ontologiske sikkerhed. Der er ikke længere intern tvivl om, at Rusland er og skal være stort og uafhængigt, og at Ruslands egenart er betydelig. Det er idéer, der ikke var fremherskende i Jeltsins 1990’ere.

Forældet stormagtsbegreb

Siden Napoleonskrigene har antallet af stormagter svinget, men der har været enighed om, hvem der kunne tilskrives den status. Det afhang af konkrete magtressourcer. I dag er enigheden væk, og begrebet er blevet mere dynamisk i takt med, at mange magter nedprioriterer multilateralt samarbejde til fordel for mindre forpligtende bilaterale aftaler.

Giver det så mening at blive ved med at tale om stormagter? Absolut, mener Rusland. Som Putin har sagt: »Rusland er dømt til at være en stormagt«. Læses citatet på russisk, vil man se, at det både rummer en rettighed og en næsten selvopofrende forpligtelse. At være dømt til noget i denne betydning vil sige, at man i kraft af indre egenskaber er forudbestemt til at følge en særlig vej – i dette tilfælde én, der kræver, at Rusland forbliver en stormagt.

Historien spiller en central rolle i den offentlige debat i Rusland. På billedet fra den 9. maj 2014 deltager Putin i en parade på Krim for at markere den dag, Rusland vandt over Nazi-Tyskland i Den Store Fædrelandskrig.
Læs også

Det ses som Ruslands ret, men også lod i livet. For den stormagtsstatus, Rusland tillægger sig selv, indbefatter et gensidigt afhængighedsforhold til omverdenen, hvor det også er til omverdenens klare fordel at være en del af den russiske stormagts interessesfære, særligt regionalt.

Rusland tænker, taler og handler forskelligt på de tre stormagtsniveauer – globalt, regionalt og internet i Rusland. Man ønsker global indflydelse, men det er i øjeblikket mere presserende at fastholde en regional stormagtsstatus, at opretholde national sammenhængskraft og at forbedre økonomien. Global stabilitet er i høj grad afhængig af stabilitet på det regionale og interne niveau.

Spørgsmålet er, hvor længe denne mangel på en fælles opfattelse af verdens største land kan vare ved uden at føre til yderligere eskalering af konflikten mellem Vesten og Rusland. Det er vanskeligt at se, hvordan man kan iværksætte en politisk dialog med så forskellige opfattelser, men vi kunne som et første skridt invitere Ruslands fællesskaber med ved forhandlingsbordet.

Caroline Bilde er cand.mag. i russisk, fuldmægtig. Lars Bangert Struwe er ph.d., generalsekretær i Atlantsammenslutningen - Forum for Sikkerhedspolitik. Kronikken er baseret på Atlantsammenslutningens publikation ’Rusland som stormagt’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Per Jongberg
  • Flemming Berger
Niels Duus Nielsen, Per Jongberg og Flemming Berger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Putin er ude på at lave rav i den, så Rusland kan se godt ud i forhold til EU og Trumps USA, der begge er i krise. Putin ønsker at vække en nostalagi for sovjetunionen, så russerne føler sig godt tilfreds med deres fortid og det kan kunne lade sig gøre ved, at underminere og gøre vesten til grin.
Putin ønsker at Polakker, tjekker, rumanere osv. vender vesten ryggen og ønsker sig tilbage de gode gamle dage under Ruslands beskyttende vinger og for at det skal kunne lade sig gøre skal Rusland være mere succesful end vesten... og selvom det virker helt ulogisk, så har populisme og nationalisme vist, at det kan få mennesker til at ønske sig selv helt til helved, hvis man iscenesætter det, så nationalisme og populismen spiller på folks tro på snusfornuft og en ukompliseret verden....
....og hvis man tvivler på, hvad jeg skriver, så spørg dig selv om Putin har noget andet valg end at skaffe sig indflydelse hos sine naboer og underminere vesten..... hvilket!!!!

Mange tager som Poul Solrart Sørensen ovenfor fejl af det, Putin har sagt om Sovjetunionen.
Det Putin sagde var:

- People in Russia say that those who do not regret the collapse of the Soviet Union have no heart, and those that do regret it have no brain.

Poul Sørensen

Steen Sohn
Min kommentar tager slet ikke udgangspunkt i den bemærkning fra Putin. Det er blot den konstatering af at de fleste lande ønsker at se på deres fortid med en vis stolthed og det gælder 100% sikkert for Putin og hans nostalagi parader a la sovjet.
Putin vil være en stormagt og han kan ikke invadere de andre naboer, så han har fundet på noget andet, som han kan sælge befolkningerne i nabolandene og det er nostalagi og latterliggørelse af vesten.

Torben K L Jensen

Putin tænker på samme måde som Peter den Store og Katherina ditto -
Nationalistisk og det har ikke en døjt med Sovjetunionen at gøre.

Michael Kongstad Nielsen

Før 1600 - tallet var Rusland et 'fjernt' og tilbagestående land. At Rusland er 'dømt' til at være stormagt, skyldes den udvikling landet gennemgik i 1600-tallet, hvor det sydlige Rusland til Kaukasus og Sibirien blev erobret, og navnlig 1700-tallet under kejser Peter den Store, hvor landet blev moderniseret efter inspiration fra de andre stormagter i Europa og Sankt Petersborg.anlagt i 1703.

Sådan en mægtig og efterstræbt kolos har ligesom dømt sig selv til at være stormagt - hvordan skulle den egentlig kunne komme af med den status?

Per Torbensen, Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
David Henriksen

Ruslands stormagtsdrømme er dømt til at fejle. Diktaturet løber dybt i russernes årer og den sygdom er ikke lige sådan at slippe af med. Den eneste indflydelse landet nogensinde kan få er baseret på hård magt. Økonomisk magt kommer de aldrig til at få. Det løb er kørt i takt med at der er andre lande med store befolkninger på vej frem hvor investering er bedre beskyttet og samfundene mere åbne.

Selv hvis Rusland skulle åbne sig mod verden nu ville det ikke være særligt attraktivt set i forhold til andre dele af verden. Mistroen i vesteuropa er godt begrundet i Ruslands øgede tilstedeværelse i Østersøen, Ukraine, Krim osv.. Intet under at en sådan stat bliver frosset ude og investeringer udebliver. Det er russernes egen skyld at de giver den fremtid de kunne have haft til brasilianere, indonesere, mexicanere, ægyptere, filipinoer osv.

Henrik Petersen

Jeg tror, at mange har svært ved at se Rusland. De kan kun se Putin.

Det er en fejl at afskrive Rusland fordi vi ikke bryder os om Putin. Det er i vores interesse at have et velfungerende Rusland i vores baghave. Det betyder ikke, at vi behøver at være enige i alt de finder på.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Finn Thøgersen, Hans Aagaard, Torben K L Jensen, Anne Eriksen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Henrik, jeg skal lige korrigere din brug af det personlige stedord i 1. person flertal, "vi". Der kan godt findes danskere, der faktisk bryder sig om Putin, jeg er fx. en af dem.

Korrekt, Putin er Rusland - han prøver i hvert fald at undgå en opposition, med alle midler!
Faktisk er det ikke sådan, USA er heller ikke Trump og Danmark er ikke...
Indrømmer, at med Nordkorea, Syrien, Israel forsæt selv, så tænkes der jo, når landet nævnes, på den person der lige nu og her er valgt?
Ser vi så på Danmark, så tænker jeg ikke sådan. Men det er da rigtigt, at både skade og goder er iøjnefaldende beviser for en persons virke :)

Michael Kongstad Nielsen

Så må jeg også korrigere Anne Eriksen (eller har måske misforstået?) :
Rusland er en føderation. Den består af russere, samojeder, ostjaker, tatarer, kasakher, engagere, jakutter, lamuter, korjakker, kamtjadalikker, + en god portion flere. Disse mange folk vælger demokratisk lokale organer og repræsentanter til Dumaen, der er føderationens folketing, Præsidenten vælges for et maksimalt antal år. Det hele er såre demokratisk, undtagen i øjnene på folk, der lider af en slags fobi eller allergi over for manden ved navn Putin.

Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Hans Aagaard, Flemming Berger, Anders Graae og Jesper Nielsen anbefalede denne kommentar

Michael Kongstad Nielsen, Ja, jeg tror, du misforstår mig...
Man nævner dog sjældent et lands befolkning i detaljer i denne sammenhæng. Det var mere tanken om, at det for tiden regerende ("overhoved") farver perceptionen af hele landet, hvilket jo ikke kan være rigtigt.
Og inden du korrigerer mig (det er omtrent min eneste allergi), så kan jeg godt huske din "-" for Putin. Den deler jeg ikke, des længere tid der går, så er det min overbevisning, at manden er utroværdig og uheldig på posten.

Michael Kongstad Nielsen

Anne Eriksen, fint nok, men lige præcis Putin er vi meget uenige om vurderingen af.
Han er meget populær i russiske meningsmålinger. Jeg ser ham som en lykke for landet, en figur, der fik standset den selvopgivende nedtur under Jeltsin. En klog og afbalanceret person, der taler godt for sig, har godt overblik over verdenssituationen, kan sammenligne magt og moral i Vest som i Øst.
Jeg kan anbefale at studere nogle af de interviews, han har givet, både til tysk fjernsyn og via russiske kanaler, lange forespørgsler fra grupper af journalister, hvor Putin efter min opfattelse optræder meget velovervejet, klogt og behageligt.
Altså ligesom ikke noget i retning af Trump.

Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Hans Aagaard, Flemming Berger og Jesper Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvor er det dog godt, at vi har allieret os med en stormagt, hvor ledere og menigmand slet ikke taenker og opfoerer sig som russerne.

Sören Tolsgaard

Michael Kongstad Nielsen: "Rusland er en føderation. Den består af russere, samojeder, ostjaker, tatarer, kasakher, engagere, jakutter, lamuter, korjakker, kamtjadalikker, + en god portion flere. Disse mange folk vælger demokratisk lokale organer og repræsentanter til Dumaen, der er føderationens folketing, Præsidenten vælges for et maksimalt antal år. Det hele er såre demokratisk.."

Øhh, i en føderation, hvor ca. 80 pct. at befolkningen er etniske russere, er det muligvis vanskeligt for de øvrige befolkningsgrupper at skimte demokratiske rettigheder. Selv i autonome områder (som nogle etniske grupper i sin tid blev tildelt af hensyn til deres kultur), udgør de oprindelige folkeslag ofte en minoritet, som gradvis har tabt og fortsat taber terræn pga. russisk indvandring og deportation af systemkritikere. Omtrent som indianere i USA og etniske minoriteter i Osmannerriget/Tyrkiet. Etniske minoriteter kan miste enhver reel indflydelse, hvis de omklamres af en stormagt.

https://da.wikipedia.org/wiki/Den_russiske_folket%C3%A6lling_2010

Søren Ferling

"Giver det så mening at blive ved med at tale om stormagter? Absolut, mener Rusland. Som Putin har sagt: »Rusland er dømt til at være en stormagt«. Læses citatet på russisk, vil man se, at det både rummer en rettighed og en næsten selvopofrende forpligtelse. At være dømt til noget i denne betydning vil sige, at man i kraft af indre egenskaber er forudbestemt til at følge en særlig vej – i dette tilfælde én, der kræver, at Rusland forbliver en stormagt."

Det kunne ligne den amerikanske 'manifest destiny'.

"manifest destiny, amerikansk politisk doktrin, opstået i 1840'erne. Ifølge manifest destiny var det USA's skæbnebetonede pligt at brede sig over hele det nordamerikanske kontinent. Doktrinen indgik i agitationen for at udvide USA's territorium med Oregon, Mexico, New Mexico, Californien, Texas og senere Cuba og Canada.21. dec. 2013"

Niels Duus Nielsen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Godt set, Søren Ferling - der er god grund til at være meget forsigtig over for stormagterne, når man er en småstat.

Den type oplysende indlæg er så velkomne. Og jeg synes debatten her skulle tage mere udgangspunkt i indlægget end i almindelig fnidder.
Det er i dag blevet almindeligt, bla til stor glæde for de firmaer og lande, der er afhængig af våbenproduktion, at genopfinde det gode, gamle profitable skræmmebillede. Og i samme åndedrag støtte alt der ligner opposition i Rusland - også meget tvivlsomme erhvervsfolk/oligarker.
Jeg ved ikke om det er samme kræfters kynisme, der har "indfanget" flere tidligere sovjetrepublikker i NATO, men det er i al fald skidte udenlandske kræfter der i høj grad fik væltet en demokratisk valgt leder af Ukraine for, ligesom forrige gang, at indsætte korrupte, vestligt orienterede forretningsmænd o.lign. - de såkaldte orange revolutioner.

Jeg mener, at alle, for fredens skyld, må se så nuanceret på Rusland som indlægget lægger op til - det gælder ikke mindst jøder med afstamning fra områderne, som, delvist af gode grunde, lader sig farve alt for let.

Michael Kongstad Nielsen

Jo, men Sören Tolsgaard
- Føderationen består af 85 administrative enheder (regioner eller subjekter), der hver har 2 pladser i Føderationsrådet (overhuset) - altså uanset folketallet, og forholdstalsvalg til Statsdumaen. Det må give en følelse af demokrati, selvom russerne udgør 82 % af befolkningen

De 85 enheder bestå af 6 forskellige slags med varierende grader af selvstyre.
1 af typerne er 22 republikker med eget parlament. Krim er en af de 22.

Her yderlige citat fra wiki-artikel om emnet:

"Administrative inddelinger:
Uddybende Uddybende artikel: Ruslands føderale enheder

Subnationale enheder i Rusland

Føderale distrikter i Rusland
Rusland har i alt 85 administrative områder, der hver har 2 delegerede i forbundsrådet, som er overhuset i Ruslands parlament. De 85 områder er af 6 forskellige typer som har forskellige grader af selvstyre:

22 republikker har egen grundlov, parlament og præsident. De har selvstyre på mange områder og er normalt hjemland for et bestemt ikke-russisk folkeslag.
46 oblaster er den mest udbredte føderale enhed.
9 krajer er som oblasterne, men er sædvanligvis mere perifere og tyndtbefolkede.
1 autonom oblast, den Jødiske autonome oblast.
4 autonome okrugerer har mere selvstyre end oblasterne, men mindre end republikkerne. De har normalt en dominerende etnisk minoritet.
3 føderale byer: Moskva, Sankt Petersborg[45] og Sevastopol.[46]
De 85 områder er fordelt på 8 føderale distrikter, der med deres administrationsbyer er:

Centrale føderale distrikt (Moskva)
Sydlige føderale distrikt (Rostov ved Don) (inklusiv Krim)
Nordvestlige føderale distrikt (Sankt Petersborg)
Volgas føderale distrikt (Nisjnij Novgorod)
Nordkaukasiske føderale distrikt (Pjatigorsk)
Fjernøstlige føderale distrikt (Khabarovsk)
Sibiriske føderale distrikt (Novosibirsk)
Urals føderale distrikt (Jekaterinburg)
De 22 autonome republikker er Adygeja, Altaj, Basjkortostan, Burjatia, Dagestan, Ingusjetien, Kabardino-Balkarien, Kalmykija, Karatjajevo-Tjerkessien, Karelija, Khakasija, Komi, Marij El, Mordovija, Nordossetien–Alania, Sakha (Jakutien), Tatarstan, Tjetjenien, Tjuvasjien, Tyva, Udmurtien og Krim."

Sören Tolsgaard

Michael Kongsted Nielsen: “Det må give en følelse af demokrati, selvom russerne udgør 82 % af befolkningen”

Det er vel en sådan følelse centralregeringen forsøger at indpode de etniske minoriteter, men da etniske russere udgør majoriteten i de fleste af de 22 autonome republikker, opleves muligheden for selvstændighed (endsige suverænitet) snarere som ikke eksisterende. Check evt. de to republikker, som ligger nærmest vores del af verden: Karelija, hvor karelere udgør 10 pct. og Mordovija, hvor mordovinere udgør 33 pct. (begge folkeslag beslægtet med finner og ungarere, men etniske russere udgør i begge republikker det absolutte flertal).

https://da.wikipedia.org/wiki/Republikken_Mordovija

https://da.wikipedia.org/wiki/Republikken_Karelija

De autonome republikkers indflydelse i Dumaen svarer til Grønlands indflydelse i det danske Folketing. Grønlænderne har dog en reel mulighed for selvstændighed, hvis de på et tidspunkt måtte ønske det, ikke mindst fordi de endnu udgør majoriteten i Grønland. Havde den danske indvandring af en eller anden grund været langt større, ville selvstændighed ad demokratisk vej næppe være mulig.

De republikker, som løsrev sig fra Sovjetunionen omkring 1990, var endnu (trods deportationer og russificering) så etnisk intakte, at selvstændighed var en mulighed, om end der forestod en vanskelig proces, som i Georgien og Ukraine, hvor de traditionelle grænser ikke længere afspejler de etniske tilhørsforhold, så nye grænsedragninger formentlig er uundgåelige, hvordan processen nu end håndteres.

Sammenligningsvis ville Danmark snart miste sin nationale identitet, hvis vi blev indlemmet i den tyske forbundsstat. En overvældende tysk majoritet (om end aldrig så demokratisk) kunne overtrumfe enhver dansk beslutning, og ubegrænset tysk adgang til dansk territorium kunne hurtigt gøre danskerne til en minoritet i Region Nord. Og er det ikke stadig mere tydeligt, at EU bærer i en lignende retning?

Mindre folkeslag må ofte kæmpe hårdt for national selvstændighed, hvis de vil modstå det befolkningsmæssige, kulturelle og sproglige pres fra regionale stormagter.

Michael Kongstad Nielsen

Nej Sören Tolsgaard, - det er ikke sådan en følelse centralregeringen forsøger at indpode de etniske minoriteter, jeg ved ikke hvor du har den forestilling fra, at den føderale regering indpoder nogen noget.er det også sådan du forestiller dig, at de 4 nordatlantiske medlemmer af folketinget bliver behandlet af Danmarks Rigsfællesskabs regering?

Nej, de indpodes ikke noget, de deltager i et demokrati i Rusland, som jeg har redegjort for ovenfor, og som nævnt har hver af de 85 enheder 2 pladser i Dumaens Overhus. Altså uanset folketal. Måske blander du det hele sammen, og det er også svært at overskue, men de 22 autonome republikker er kun 1 ud af 6 forskellige måder, hvorpå de 85 enheder eksisterer på. jf. ovenfor.

Sören Tolsgaard

Jo Michael Kongsted Nielsen, - det er meget svært at overskue, så det er fint, at du gentager din redegørelse. Ruslands mest selvstændige enheder er, såvidt jeg forstår, de autonome republikker. Som jeg har påpeget med et par eksempler udgøres majoriteten, selv i disse republikker, i de fleste tilfælde af etniske russere, hvorved det folkeslag, som republikken har navn efter, og som i bedste fald skulle sikres en form for selvstyre, udgør en minoritet, der ikke har nogen reel politisk magt. Baggrunden er russisk indvandring og deportation af etniske systemkritikere, som går langt tilbage i tid.

Jeg tillader mig igen at sammenligne med oprindelige folkeslag i andre ekspanderende stormagters favntag, som indianerne i Amerika. Det er klart, at de nuværende regeringer ikke kan klandres for historiens forløb, og at der også må tages hensyn til stormagternes talrige indvandrere, og at de oprindelige folkeslag som følge heraf ikke kan forvente ret megen indflydelse, udover som folkloristisk islæt til gavn for turismen.

Hundredevis af oprindelige sprog og kulturer vil i løbet af de kommende årtier bukke under for stormagternes dominans. For de kulturer, som tilintetgøres, er det et ubeskriveligt tab, og folkeslag, som med nød og næppe har undgået tilintetgørelsen, som finnerne og esterne, har langt større forståelse for hårdt trængte broderfolk, som karelierne og mordovinerne, end danskerne i almindelighed kender til.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg gentager ikke noget, Sören, og på dette niveau og om dette emne er det åbenbart meget svært at få en meningsfuld samtale med dig.
Jeg hørte godt den radioudsendelse, du linker til.
Den er tendentiøst præget af deltagernes afsky over for Sovjetunionen, og mangel på åben indlevelse i det moderne Ruslands demokrati og støtte til de mange etniske mindretal i det kæmpe land.
Senest var der konference om Arktis i Rusland, som Danmarks udenrigsminister benyttede til at tale om noget andet i, nemlig Krimi. Igen denne totalt negative, fjendtlige indstilling til Rusland, som ingen er tjent med.
Absolut ingen. Heller ikke Karelere eller Mordovinere.

Sören Tolsgaard

Michael Kongstad Nielsen -

Ærlig talt, du gentog (forkortet) en lang udredning om Ruslands administrative inddeling. En meningsfuld samtale må grave et spadestik dybere.

En del af de sovjettiske republikker løsrev sig jo fra Rusland omkring 1990. Flere steder var der stærke bevægelser for uafhængighed, og Putin har forstærket Ruslands greb om disse, ikke mindst muslimsk dominerede områder, der traditionelt har stærke modstandsbevægelser, bl.a. Tjetjenien og Ingusjetien, som holdes i et jerngreb af russiske kommandanter, mens etniske russere stort set har forladt disse republikker, der nu kun huser den oprindelige befolkning (som er vendt tilbage efter Stalins deportationer). Det er vanskeligt at herske over fjendtligt sindede folkeslag, som har et stærkt ønske om at løsrive sig.

Jeg er i øvrigt ikke fjendtligt indstillet ift. Rusland, der er behov for en konstruktiv dialog, som dog ikke skal bero på en glorificering af stormagternes ambitioner.

Michael Kongstad Nielsen

Ok. jeg gentog, fordi betydningen af den administrative opdeling af Rusland åbenbart ikke var 'trængt ind'. Lader vi det ligge, så tilbagestår udgangspunktet for denne debat, nemlig at Rusland "er dømt til at være en stormagt", som Putin skal have sagt, stadig.

Hvad ligger der i denne udtalelse? Det er det, mine indlæg kredser om. Og jeg finder det helt oplagt rigtigt, hvad Putin siger, for sådan er det med dette kæmpe land. Det er dømt til sin historie. Det må få det bedst mulige ud af den, men afvise alverdens aggressive nedgøringer af Rusland som et Sovjet-efterladenskab, der er det samme som dengang. Sådan er virkeligheden bare ikke.