Læserbrev

Sæt universiteterne fri

15. marts 2017

Uddannelsesminister Søren Pind (V) har netop fremlagt et forslag til nye regler for udpegninger til universitetsbestyrelserne. Ministeren foreslår en ny procedure, hvor ministeren både skal godkende formanden og være en afgørende spiller i de organer, som indstiller og udpeger bestyrelserne. Allerede i dag har den politiske detailstyring af universiteterne nået et omfang, der reelt er kontraproduktivt for uddannelses- og forskningskvaliteten.

Begrundelsen for forslaget er den voksende politiske utilfredshed med, at universiteterne ikke i tilstrækkelig grad har modarbejdet dimittendledighed og lange studietider, hvorfor man har iværksat tvivlsomme tiltag som dimensionering og fremdriftsreform.

Spørgsmålet er, om problemerne løses via yderligere politisk indblanding. I mødet med virkeligheden på institutionerne, har de politiske tiltag afstedkommet store administrative udfordringer og utilsigtede konsekvenser, så man fra politisk side igen og igen har måttet ændre og tilpasse regler, mens de stadig var og er under implementering.

Djøf finder det kritisabelt, at man med lovforslaget netop nedtoner indflydelsen fra dem, det handler om, og som ved, hvor skoen trykker – forskerne, underviserne og de studerende – for i stedet at øge eksterne parters og ministerens indflydelse.

I stedet for et opgør med universiteternes uafhængighed bør ministeren gøre sin indflydelse gældende ved at benytte universiteternes udviklingskontrakter mere strategisk og aktivt i dialogen med bestyrelserne. Det er nemlig her, uddannelsesministeren kan og bør gøre sin indflydelse gældende.

Universiteternes bestyrelser skal ikke kun tænke på den til enhver tid siddende ministers politiske agenda. Nej, de skal tænke både længere og bredere for at imødekomme universiteternes store samfundsmæssige ansvar og betydning. Uafhængige universiteter er en styrke i vores demokrati. Løsningen er derfor at sætte universiteterne fri af de bånd, der igen og igen har medført uhensigtsmæssig konkurrence mellem dem i kampen om økonomiske midler og egen overlevelse.

Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lisa Herold Ferbing

"Sæt universiteterne fri"

Herlig overskrift; men.............vi skal lige have med, at de danske universiteter er tæt på 100% statsfinansierede, så hvis universiteterne skal være helt frie, så skal finansieringen skaffes ved bl. a. brugerbetaling - og det er jo slet ikke på dagsordenen.

Det er naturlig, at staten vil indflydelse på bestyrelsernes sammensætning.