Den satans (und)skyld

Regeringen, DF og Socialdemokratiet mener, det er en dårlig ide at sige undskyld til efterkommerne af de slaver, som danske købmænd med kongens velsignelse under horrible forhold sejlede til De Vestindiske Øer, mishandlede og udbyttede til, dét ikke lod sig gøre mere. Og det heller ikke kunne betale sig.

En grim historie nu atter på nationens læber og samvittighed takket være Gads Forlags prisværdige udgivelse i fem bind om dansk kolonihistorie.

Man kan sagtens forsvare standpunktet ikke at ville undskylde. Ofrene er for længst døde, bødlerne ligeså, de store summer, man tjente på slaverne, er for længst brugt og kan kun for den indviede genfindes i Københavns smukke senbarokpalæer. Den eventuelle skam over fortidens rå bjergsomhed er som sne, der faldt i fjor.

Det kan være svært at etablere skyldfølelse, i hvert fald hvis den skal være ægte. I det hele taget er det problematisk på den facon at forhandle fortiden. Man kan jo ikke omgøre ugerningerne, og hvem andre end arrangørerne af en eller anden kikset ceremoni, hvortil dronningen kludeklipper et vægtæppe, har glæde af initiativet?

DF, som altså, hvad angår dansk slavepiskeri i fortiden, ikke ser nogen grund til anger, er ellers før draget i felten for at få svenskerne til at aflevere særligt nationalt værdifuldt krigsbytte erobret i fortidens krige på dansk grund. Et sådant krav forudsætter jo en eller anden form for svensk skyldfølelse og/eller ønske om afbigt, hvilket ikke er til at håndtere i betragtning af de svinestreger omvendt også danskerne i tidens løb begik mod broderfolket.

Tusindvis af slagtede heste

En ny bog om slaget ved Helsingborg i 1710 beretter om den slagne danske hærs afskedsgave til sejrherrerne. Danskerne slagtede godt 4.000 heste, som de ikke kunne føre med sig ved det hastige tilbagetog over Øresund. Til gengæld blev de store dyr trukket ind i husene, op på første sal, inden de fik kniven. Nogle kadavere blev smidt i brøndene, så kunne svenskerne have det så godt. Det fik de så ikke, men mente uden selv at være særskilt sarte, at dét var lige groft nok.

En undskyldning værd, hvis man først tager fat og forlanger ting og sager retur fra Sverige såsom den erobrede afskrift af Jyske Lov, Margrethe den Førstes brudekjole og så videre.

Det duer ikke med de undskyldninger. Det er noget rod. Det er også lidt dumt.

Selvmodsigelsesfuldt kan man så mene, at en undskyldning for slaveriet alligevel godt kunne være på sin plads. Ikke så meget for de afdøde slaver og deres efterkommeres skyld, men for ikke at hensætte udlandet i den forståelige overbevisning, at danskere generelt ikke er noget at samle på.

Igen kommer en overdimensioneret lagkage og en smilende åndeligt testosteronpumpet minister på bordet. De handlinger hun og regeringen og ak og ve folketingsflertallet lægger navn til i disse år, er af en sådan art, at senere generationer akkurat som med slaveriet – og såfremt Danmark og verden ikke går helt af lave i kollektiv trumpisme – vil fremdrage og diskutere, hvorvidt , hvornår og hvordan man skal bede om forladelse for dette.

At afvise uledsagede børn under 12 ved grænsen er der bare den hage ved: Det kan ikke undskyldes, det vil det aldrig kunne.

Ét er en minister med sin vulgære lagkage; et anskueliggørende kontrafej af Lars Løkkes regering i historiebøgerne som en fremtidens todimensionale skamstøtte over politisk og menneskelig fallit.

Noget helt andet er unægteligt konsekvenserne af den underliggende mentalitet, der historisk sammenligneligt kommer i klasse med afvisningerne af folk på flugt ved Kruså i 1930’erne. Historien gentager sig ikke, men fornedrelse og lidelse gør. Det ansvar og den skyld bærer de ubønhørlige forvaltere af den nation, der ikke tåler uledsagede børn i et årligt blandingsforhold af et par hundrede børn til 5,7 millioner danskere.

Heri ligger det, der allerede nu er uafvaskelig uundskyldelig skam.

Let som at skære en lagkage

Det er selvfølgelig bundløst let at skrive en klumme som denne. Lige så let som at skære en lagkage for.

Det kommer med øvelsen at sætte sig ubesværet ved apparatet og uge efter uge nedfælde de 5.750 enheder, som redaktøren har bevilget. Denne handling giver smør på brødet, om end ikke tandsmør. Klummen er kun en underordnet funktion blandt mange i den komplicerede proces, der producerer en avis også om fredagen. Effekten af sådanne forestillinger der formidles her er dertil tvivlsom, klummisten har sit på det tørre, osv. Man kan efterhånden smøren.

Én ting er sikkert: Disse linjer ryster ikke den pumpede kagedame. De bekræfter måske i virkeligheden kun eventuelle læsere, der i forvejen mener, at det i det mindste er en overvejelse værd at beslutte enten at stikke vestinderne en undskyldning for disse fortidige overgreb eller lade være.

Med andre ord formulere en påkrævet holdning til begrebet skyld for noget, som man takket være oplysning om forholdene har mulighed for i det mindste at udtale sig om.

Hvad mere kan man, når det dybest set ikke giver mening over så store tidsafstande at undskylde med tilbagevirkende kraft?

Ja, så kan man gøre det alligevel og medtage et råb om tilgivelse for én selv og ens samtidige: at man altså tilhører en nation så ussel og smålig, så satans ufølsom som den, der fostrer et flertal og en minister, der giver lagkage og i samme uge får hamret grænsebommen ned for uledsagede børn. Oven i købet med den klausul, at børn netop skal afvises, når de ved udsigt til nye pludselige flygtningestrømme i al fremtid vil få allermest akut behov for en plads i herberget.

Så undskyld, kære efterkommere af Danmarks slaver i Vestindien, for den blodige uret, vi begik dengang, og undskyld fødte og ufødte børn på flugt for den uret, der bliver jer til del ved grænsen til dette sørgeligt miserable land.