Klumme

Selvfølgelig er flytteplanerne for DR’s orkestre en spareøvelse

Imens alle fra kulturministeren til DR’s bestyrelsesformand skændes om, hvorvidt det vil være en god ide at flytte koncerthus, orkestre og kor ud af DR-regi, undgår de behændigt at tale om, hvor mange penge der eventuelt følger med musikopgaven
9. marts 2017

I disse tider kan man momentant få den chokerende tanke, at selv politikere og bestyrelsesformænd opfører sig som pattebørn. Det gør de naturligvis ikke, tvinger man sig selv til at tænke, men mandagen bød på et par gode eksempler, som kunne få én til at tvivle.   

Søndag luftede kulturminister Mette Bock i Jyllands-Posten en ide om at fjerne koncerthus, orkestre og kor fra DR og eventuelt overdrage dem til Det Kongelige Teater. Tanken er hverken ny eller epokegørende. Den indgik f.eks. i de analyser, som blev foretaget, før DR fik lov til at opføre det dyre koncerthus, men det er første gang, den kommer fra en kulturminister.

Det bragte Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen på banen. Han var skuffet. Moderne mennesker bliver jo ikke vrede, men skuffede og kede af det. De slår ikke, de irettesætter. I dette tilfælde mente Ahrendtsen, at ministeren skulle gøre sig »mere umage«. Det var tophistorien i BT’s webavis mandag eftermiddag.

Ahrendtsens skuffelse handlede ikke om sagen. Han var nemlig meget enig. Nærmest mere enig end ministeren, fordi han i Politiken havde luftet samme ide. Selv om han ikke bruger det ord, mener han tydeligvis, at ministeren har stjålet hans ide og dermed frataget ham den ilt, som holder mange politikere ufortjent i live: medieomtalen.

I en kronik i Jyllands-Posten beskrev kulturminister Mette Bock (LA) tidligere på ugen den mulighed, at man flyttede orkestrene fra Danmarks Radio til Det Kongelige Teater, så DR fremover kun skulle »koncentrere sig om medieindholdet«, og Det Kongelige Teater ville »stå styrket som national kulturinstitution i verdensklasse«. Her ses DR’s Symfoniorkester.
Læs også

Man kunne nærmest i BT’s interview mærke, hvordan han hev efter vejret. Han vil nu, som han siger, »vende sagen med sin ledelse«.  Man fik dog en mistanke om, at det havde han allerede gjort, fordi han konkluderede, at »vores tillid til regeringen bliver bare mindre«.

Dermed føjede sagen om ophavsretten til ideen om at fjerne koncertsalen, orkestre og kor fra DR sig smukt ind i Dansk Folkepartis øvrige angrebsstrategi mod Liberal Alliance. Også selv om man ifølge samme ophavsret ikke kan kræve ejendomsret til en idé.

Mange mediers omtale af samme idé har så også bragt en anden rutinekonstatering i spil. Alle kan tælle til 90, og »der er nu flertal for Mette Bocks tanke«, som det hedder. Da SF uforvarende i en anden DR-relateret historie kom til at mene, at skat er bedre end licens, var der også flertal for den idé.

Nu er ingen af disse tanker jo kommet til afstemning, og da regeringens endelige udspil om den fremtidige mediepolitik ikke kommer før januar 2018, kan der jo tælles mange skiftende teoretiske flertal over de kommende ti måneder. Men nu er DR’s faste ejendom og fastansatte musikkunstnere også i spil.

Ud over Alex Ahrendtsens skuffelse kommer de mest markante udtalelser fra Det Kongelige Teaters teaterchef Morten Hesseldahl og DR’s bestyrelsesformand Michael Christiansen. Hesseldahl mener godt, at hans institution kan rumme en udvidelse med både DR-hus og musikere. Underforstået, hvis der følger en masse penge med.

DR-bestyrelsesformanden er dybt bekymret. Det er han stort set altid. Og han reagerer ofte hurtigt og helt på egen hånd, hvorfor man indimellem kan se tydelige nuancer mellem hans bastante og DR-direktionens forsigtige udmeldinger.

Christiansen er en mand, der konsekvent har haft betydelig succes med at minimere sin indflydelse i større og større politiske cirkler. Han mener, at en flytning af orkestre, kor og koncertsal kunne »udløse en meget stor skadevirkning for den almindelige dansker … hvis man flytter det væk og flytter det over i en almindelig kulturinstitution, som ikke er i stand til elektronisk at formidle tingene, så skiller man formidlingen og kunsten ad«.

Det lød som en trussel om, at så ville der ikke længere blive spillet klassisk musik på DR. Han havde ikke fantasi til at forestille sig, at DR ved en udskilning kunne blive kontraktmæssigt forpligtet til at udsende musik direkte, selv om musikerne ikke var fastansatte, og koncertsalen kom på andre hænder. Det er ikke dér, tampen brænder i denne sag.

Ingen skal fortælle mig, at hverken Ahrendtsen eller kulturministeren ikke har sparetanker i forbindelse med den idé, som de begge har taget patent på. Det er muligt, at man kan fjerne et sted mellem 95 og 150 millioner kroner på den samlede licens ved at flytte aktiviteterne til Det Kongelige Teater. Men nogen skal jo betale.      

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Sup Aya Laya
David Zennaro og Sup Aya Laya anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Man merkt den Absicht ...

Alle kulturministerens sprogblomster om bl.a. at kunne gå på alle fire ben, når man klasker DRs og det Kgl. Teaters ensembler sammen, skyldes enten ufattelig uvidenhed (hvilket næppe er tilfældet) eller kynisk rettidig omhu, der kan bane vejen for senere vupti-rationaliseringer og besparelser.

Hun, der vistnok har noget til overs for klassisk dannelse, burde skamme sig.

Det er et paradox, at borgerlige politikere i Danmark i praksis er kulturfjendtlige - også og specielt over for den ikke-kommercielle del af kulturen (teatre, symfoniorkestre, kor, operaer), der ellers ud fra et kulturkonservativt og åndsliberalt synspunkt naturligt hører med til en borgerlig almendannelse i dette begrebs bedste betydning. Men det ser ud til, at borgerlige politikere helt har overgivet sig til et varelogisk kultursyn (det er da også svært blandt politikerne at finde personer, der åndeligt talt 'rager op'; de fleste er kræmmere).

Det er også et paradox, at borgerlige politikere ser det som deres fundamentalistiske forpligtelse af spænde ben for DR; det har de gjort i omkring 50 år. Hel generelt ved at mistænkeliggøre, infamere og intimidere institutionen (med påstande om 'røde lejesvende', selv om et flertal af DR's nyhedsværter senere blev folketingskandidater for Venstre). Dernæst ved at 'bryde monopolet' ved at skabe TV2, der temmelig konsekvent anvender kilder, kommentatorer og vinkler, der passer de borgerlige politikere bedre - og som fra starten (Schleimann) anså det for en prioriteret opgave at lægge sine programmer, så de mest effektivt muligt kunne genere DR (det gælder fortsat). Senere endnu ved at oprette en alternativ radio 24/7 for at trække lyttere fra DR (foreslået og gennemtrumfet af kulturminister Per Stig Møller, der havde en fortid som bl.a. formand for radiorådet, hvor han også havde travlt med at lægge hindringer i vejen for DR).

DR har formået at tilpasse sig de nye vilkår og markedet. Jeg er personligt langt fra tilfreds og har meget kritisk at sige om DR, som efter min mening har mistet meget af sin kulturelle integritet 'for at følge med'. Men det er slet ikke den kritik, der nu føres frem fra borgerlig side mod DR.

Borgerlige politikere har i årtier bildt sig selv ind, at private løsninger er billigere og langt mere effektive end offentlige, og til deres store irritation har de set, at DR har formået at gøre deres fordom til skamme. DR har - trods politiske infameringer, økonomiske beskæringer - været i stand til at fastholde eller endog udvide deres markedsandel af nyheds- og kulturformidlingen. Dét er øjensynligt oprørende for de borgerlige politikere, der pludselig opfører sig som lobbyister for de trængte private medier og bruger deres politiske magt til at fremme økonomiske særinteresser. DR har været for dygtig, og nu skal institutionen ned med nakken.

Sådan er det.

Men sådan formidles det ikke i medierne. Her har antallet af dovne og uvidende journalister kronede dage, for ingen af dem sætter spørgsmålstegn ved den offentligt publicerede 'sandhed', at DR skal 'slankes'.

Tør jeg driste mig til at spørge: Hvorfor? Når DR er en så åbenbar succes (at de private konkurrenter klager), hvorfor skal DR så beskæres?

Har nogen journalist stillet dette indlysende spørgsmål? Tænkepause. Hvis nogen af Informations læsere kender eksempler på dette, så skriv det. Jeg gør ikke.

Anders Reinholdt, Jørn Andersen, Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming S. Andersen, Carsten Munk, jørgen djørup og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Den kendte melodi har været ...

at offentlige institutioner er ineffektive, dyrere og mindre omstillingsparate end privat virksomheder. Nu har vi så en offentlig institution, der gør denne kendte melodi til skamme.

Hvad gør kritikerne ved det?

Ja, jeg har jo min egen sympatetiske kritik, der går på indholdet af DR's formidling; det lader jeg ligge i denne omgang. Men de fjendtlige kritikere - hvad har de at hænge deres kritik og obstruktion op på? Andet altså end, at de vil forsvare privatøkonomiske interesser.

Hvorfor siger de det ikke direkte? Fordi de så ville afsløre, at de har en dårlig sag. Men journalisterne æder bedraget - måske fordi de har vænnet sig af med at tænke sig om. Tag jer sammen, journalister! Hvad pokker der det, de lærer på deres journalistuddannelser?

Anders Reinholdt, Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming S. Andersen, Carsten Munk, jørgen djørup og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror, at flytteplanerne er redningsplaner, for hvis DR skal spare, nedlægger de hellere kor og orkestre, end de sparer på direktørlønninger, hestetransporter og pendling pr. fly.

David Zennaro, Flemming S. Andersen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

For mig drejer det sig om lighed. Hvorfor skal DR aktiviteterne på kulturområdet indtage en særstilling.
DR kan indkøbe og bringe hvad DR vil - og naturligvis betale herfor.
DR er et medie for aktiviterne af enhver slags i HELE landet - og i verden.
Altså afspejle omverdenen - ikke være styrende for dele af omverdenen.
Som dengang monopolet var sig selv nok.

Mihail Larsen

Leo Nygaard

Ja, lad endelig markedet afgøre alting. Lighed, ikke sandt? Hvad er du selv værd på markedet? Dansk kultur - det er jo kun en vare, som enhver kan udbyde. Er du gift og har du børn? Så formoder jeg, at du har foretaget en nøgtern kalkulation af økonomiske fordele og ulemper. Og det kan naturligvis ikke falde dig ind at ville være 'styrende'; du vil være fuldt lykkelig over, at du selv og din familie er et spejl af omverdenen, sådan som kulturindustrien definerer virkeligheden - efter markedets behov. Kultur er en vare, og dens værdi bestemmes af markedet.

Anders Reinholdt, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Leo Nygaard [2]

Hvor meget efterspørges du? Hvis jeg har ret i min formodning, efterspørges du slet ikke. Er du så værdiløs?

MH - DR afgør indenfor de afstukne rammer, hvad de vil være medie for. Kald det bare markedet. Jeg vil kalde det Danmark.
Kulturen er OGSÅ en vare, men også frit tilgængelig og støttet af fællesskabet.
DR siger selv i deres reklame : "Licens er noget vi giver til hinanden".
Men til nogen mere end til andre.
Mine børn er uden for min styring - de er frie.

ML - Ja, vi forstå tydelig vis ikke hinanden. Måske kunne de hjælpe ar du læser :
"Public service , Orkestre...... 07.03, 15.39".
Så kunne du undgå stråmænd ift til min holdning og kalde en spade for en spade.
Det ville hjælpe på min forståelse.