Læsetid 4.3971428571429 min.

Da jeg slog hovedet, fik jeg konkurrencestaten at føle på min egen krop

Da jeg fik hjernerystelse og lå uproduktivt hen i månedsvis, opdagede jeg, hvor skadelig konkurrencestaten er for min selvforståelse, helbred og oplevelse af omverdenen. Samtidig indså jeg, at jeg selv har et ansvar for at leve mit liv, så jeg dæmmer op for konkurrencementalitetens hærgen
’Mit liv er ikke på pause, det bevæger sig, og den tid, der er gået, er ikke spildt. Den har bragt mig et andet sted hen, og jeg har erkendt, at jeg nok heller aldrig kommer tilbage til der, hvor jeg var før. Og det er også o.k.’ Det fik alvorlige konsekvenser for sociolog Pil Christensen, at hun for tre år siden fik en hjernerystelse

’Mit liv er ikke på pause, det bevæger sig, og den tid, der er gået, er ikke spildt. Den har bragt mig et andet sted hen, og jeg har erkendt, at jeg nok heller aldrig kommer tilbage til der, hvor jeg var før. Og det er også o.k.’ Det fik alvorlige konsekvenser for sociolog Pil Christensen, at hun for tre år siden fik en hjernerystelse

Sille Veilmark
20. marts 2017
Delt 4919 gange

Den 30. april 2014 er skellet mellem før og efter i mit liv. Der er nu gået næsten tre år, og tingene er ikke tilnærmelsesvis blevet, som de var før.

På den lune forårsaften i slutningen af april, slog jeg med fuld kraft mit hoved op i en spånpladehylde. Der var tryk på slaget, og det gjorde ondt, det sortnede for mine øjne, men jeg kastede ikke op og besvimede heller ikke.

Jeg har gonget mit hoved op i ting masser af gange før, det gør alle mennesker jo en gang imellem. Men denne gang var det helt anderledes. For den vante hovedpine, man kan opleve efter sådan et slag, forsvandt ikke. Den blev ved, og den blev værre.

Andre ting begyndte også at ske i løbet af de næste par dage. En spirende desorientering voksede og blev til en altomsluttende boble.

Almindelige lys- og lydindtryk blev overvældende. Både sol og lamper skar mig i øjnene, og rolig musik og normal samtale tordnede i mine ører. Det var, som om nogen havde skruet volumenknappen helt op.

To radiodokumentarer om hjernerystelser og deres mærkværdige følger er temmelig angstprovokerende, men også ambitiøse og opløftende
Læs også

Chokket over dette kropslige forræderi blev ikke mindre, da jeg ca. fire dage efter slaget for første gang kiggede på en avis. Bogstaverne kunne jeg genkende, men jeg kunne ikke længere læse.

Et dårligt hylster

Lægen på skadestuen konstaterede, at jeg havde fået en mindre hjernerystelse og skulle tage det med ro i helt op til et par uger. De kunne sådan set ikke gøre mere for mig.

Dagene sneglede sig afsted, mens jeg lå der i mørket for nedrullede gardiner og kiggede ind i væggen. Jeg var helt sygemeldt fra mit arbejde, jeg holdt mig helt i ro, tiden gik, men hovedpinen, koncentrationsbesværet og de overdimensionerede sanseindtryk forsvandt ikke.

En kvælende panik voksede dag for dag. Hvad var der sket med min krop og med mit liv? Jeg græd, jeg skreg, mens jeg rev og flåede i min pude i min dumme seng, som var blevet mit fængsel.

Før slaget så mit liv ganske anderledes ud. Fuldtidsjob, sport og masser af sociale arrangementer. Før slaget arbejde jeg langt mere end 37 timer og var derudover politisk aktiv og skrev og deltog i den offentlige debat. Speederen var i bund, og jeg elskede farten. Det var i hvert fald min egen fortælling. Sandheden er måske nærmere, at jeg ikke følte mig i stand til at gøre andet.

Med ét var dette liv væk. En dobbelt ensomhed blev definerende for mit nye isolerede, stille og civilisationsallergiske liv. På den ene side den konkrete ensomhed, der fulgte med ikke længere at være blandt andre mennesker.

På den anden side den eksistentielle ensomhed, der kommer af følelsen af ikke længere at være nogen. Hvad er tilbage, når man ikke længere kan noget af det, man kunne før; når man ikke gør noget af det, man gjorde før; når identiteten er blevet tappet for alt, der definerede den; når man ikke længere er noget i sine relationer, i sit arbejde, i det man tror på og brænder for, i sine egne drømme? – spurgte jeg mig selv. Hvad er der så tilbage? En lille, blød, ubeskyttet kugle af personlighed?

Jeg var ikke sikker, jeg tvivlede på, om jeg eksisterede som andet end et hylster … et dårligt et af slagsen.

Kollektiv identitetskrise

En krise som den, jeg har gennemgået, ville nok kunne ryste de fleste identiteter. Men mine mange ensomme timer i selskab med den hvide væg, har også fået mig til at overveje, om den krise, min identitet har lidt under, kan knyttes til noget, der kan forstås som en kollektiv identitetskrise.

Overgangen fra velfærdssamfund til konkurrencestat er også overgangen fra et fokus på det enkelte menneskes velfærd, til et fokus på det enkelte menneskes konkurrenceevne. Når danske erhvervsledere og borgerlige politikere bliver spurgt, om det ikke går godt i Danmark, understreger de igen og igen, at vi endelig ikke må læne os tilbage og nyde frugterne.

Vi skal producere mere, på kortere tid, ellers taber vi til asiaterne, amerikanerne og svenskerne i den internationale konkurrence. Et nulsumsspil med mange tabere og få vindere.

Konkurrencestatens principper gennemsyrer næsten alle de politiske reformer, der er blevet gennemført de seneste ca. 15 år. Gennemgående er menneskets forvandling fra et mål i sig selv til et middel, der kan nå et højere mål. Et mål om vækst, effektivitet og konkurrencedygtighed.

I en sådan virkelighed skal vi hele tiden optimere os selv, gøre os selv salgbare og mere attraktive end sidemanden og naboen. Det optimerede, toptunede menneske er idealet. Det svage ikke-producerende menneske er en belastning.

Mennesket som middel

Konkurrencestatens mentalitet sætter sig ikke kun igennem i de politiske tiltag, men også mennesker imellem og i vores forhold til omverdenen. Det skaber et etisk tomrum. Andre mennesker, såvel som naturen, betragtes i højere grad som midler, der eksempelvis kan give os et bedre, mere givende netværk, eller flere og billigere produkter.

Forandringen kan forstås som en øget ’instrumentalisering’, som professor i psykologi Svend Brinkmann, har kaldt den. Resultatet er, at vi ikke længere giver mening bare som mennesker, men kun i kraft af at være et middel, der kan nå noget andet.

I sådan et samfund er det langt sværere at stå af ræset. I stedet tilskyndes vi hele tiden til at skrue op, lave konkurrencefremmende tiltag i form af forskellige typer af arbejde, projekter, gode karakterer, efteruddannelse osv. Det er nemlig det, som er vores berettigelse.

Men hvis berettigelsen og pladsen her i tilværelsen skabes af vores status som middel og ikke som mennesker med en værdi i sig selv, så bliver vi meningsløse, så snart vi ikke længere er i stand til at deltage i konkurrencesamfundet. Det er denne meningsløshed, som skaber den kollektive identitetskrise, vi befinder os i.

Det er vores egen og vores omverdens status som middel, der skaber et etisk tomrum. Det var det, der ramte mig, da jeg lå alene i det stille rum med hvide vægge.

Farlig selvoptimering

Indsigten i konkurrencestatens vildveje kom ikke først til mig med hjernerystelsen. Jeg har igennem mange år udtrykt mig kritisk om det konkurrencesamfund, som Danmark efterhånden har udviklet sig til. Jeg har bare aldrig tidligere været så bevidst om, hvor konkret jeg selv var udsat for presset og pressede mig selv.

Konkurrencestatsmentaliteten var også inden slaget mod mit hoved dybt rodfæstet i mig. Den har sat sit tydelige præg på min egen måde at forvalte og forstå mit liv både før og til at begynde med også efter hjernerystelsen.

Det har været ødelæggende. Ikke kun for mit forsøg på at få et liv efter slaget, men også fordi jeg er overbevist om, at denne mentalitet har været medvirkende til, at slaget fik så voldsomme konsekvenser.

I konkurrencesamfundet skal vi hele tiden fremad, optimere os selv og presset på os, særligt unge mennesker, bliver enormt. Jeg tror, det gør vores hjerner og nervesystemer mere skrøbelige. Derfor kan selv små slag nemmere og oftere få de store konsekvenser, som jeg har oplevet.

Jeg har ikke tabt paradis

I dag er meget det samme i min tilværelse, og alligevel er noget grundlæggende forandret. Smerterne er blevet en integreret del af mit liv, og verden kan stadig være et uoverskueligt mylder af sanseindtryk, som jeg af og til må give op overfor, fordi det føles som om, nogen har tændt et bål under min hjerne, der bogstaveligt koger over, som en anden 5. klasses adhd-dreng.

Men jeg er holdt op med hulkende som et lille barn, halvkvalt at fremstamme, at det eneste, jeg vil, er at have mit liv tilbage. Jeg holdt op med at spørge ’hvorfor mig?, HVORFOR MIG?’

Mit liv er ikke på pause, det bevæger sig, og den tid, der er gået, er ikke spildt. Den har bragt mig et andet sted hen, og jeg har erkendt, at jeg nok heller aldrig kommer tilbage til der, hvor jeg var før. Og det er også o.k.

Det gamle liv, jeg igennem de mange første måneder af hjernerystelsen, hyldede som noget nær paradis, var måske ikke så perfekt. Det var meget presset, stresset, præget af en angst for at sige nej og gå glip af noget. Det var planlagt til sidste time. Det var totalt optimeret. Jeg var umådelig bange for at skuffe alle – ikke mindst mig selv.

Det er ikke, fordi savnet efter alle de ting, et normalt liv indeholder, ikke stadig er der. Men selv om smerterne forsvinder, og jeg får mere af min gamle formåen igen, kommer mit liv ikke til at se ud som før. Jeg nægter at underlægge mig formålstyranniet.

Jeg vil ikke lade et konkurrencesamfund, der hele tiden kræver, at jeg optimerer mig selv, styre mit liv. Som uddannet sociolog er jeg ganske klar over, at mennesker har særdeles svært ved at sige fra over for samfundets dominerende måder at tænke på.

Men jeg er også overbevist om, at hvis vi ønsker forandring – et andet samfund og et andet menneskesyn, end det som konkurrencestaten fremmer – så skal der både finde en forandring sted på samfundsmæssigt og på individuelt plan.

Derfor må vi også hver især kæmpe imod konkurrencestatsmentaliteten ved at forme vores liv sådan, at vi nyder det nu og her og ikke hele tiden er på vej et andet sted hen. Mod et nyt køkken, en ny bil, en forfremmelse.

Ved at se andre mennesker og naturen omkring os, som værdifulde i sig selv. Uden at forfalde til en individualisering af problemerne, må vi erkende det personlige ansvar, vi har for at ændre udviklingen.

Pil Christensen er sociolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Henrik Petersen
    Henrik Petersen
  • Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
    Poul Solrart Sørensen
  • Brugerbillede for John S. Hansen
    John S. Hansen
  • Brugerbillede for Jørgen Wassmann
    Jørgen Wassmann
  • Brugerbillede for Thomas Frisendal
    Thomas Frisendal
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for Tor Brandt
    Tor Brandt
  • Brugerbillede for Sidsel Jespersen
    Sidsel Jespersen
  • Brugerbillede for Olav Bo Hessellund
    Olav Bo Hessellund
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Poul Anker Sørensen
    Poul Anker Sørensen
  • Brugerbillede for Martin Åberg
    Martin Åberg
  • Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
    Bjarne Bisgaard Jensen
  • Brugerbillede for Hanne Koplev
    Hanne Koplev
  • Brugerbillede for Heidi Larsen
    Heidi Larsen
  • Brugerbillede for Peter Jensen
    Peter Jensen
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for Tue Romanow
    Tue Romanow
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Britta Hansen
    Britta Hansen
  • Brugerbillede for Kristen Carsten Munk
    Kristen Carsten Munk
  • Brugerbillede for Curt Sørensen
    Curt Sørensen
  • Brugerbillede for Torben Arendal
    Torben Arendal
  • Brugerbillede for Lars Bo Jensen
    Lars Bo Jensen
  • Brugerbillede for Torben Skov
    Torben Skov
  • Brugerbillede for Ulla Søgaard
    Ulla Søgaard
  • Brugerbillede for Søren Roepstorff
    Søren Roepstorff
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Hans Kvisgaard
    Hans Kvisgaard
  • Brugerbillede for Randi Christiansen
    Randi Christiansen
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Peter Wulff
    Peter Wulff
  • Brugerbillede for Lars Peter Simonsen
    Lars Peter Simonsen
  • Brugerbillede for Ervin Lazar
    Ervin Lazar
  • Brugerbillede for Ivar Nielsen
    Ivar Nielsen
  • Brugerbillede for Hanne  Pedersen
    Hanne Pedersen
  • Brugerbillede for ulla enevoldsen
    ulla enevoldsen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
David Zennaro, Henrik Petersen, Poul Solrart Sørensen, John S. Hansen, Jørgen Wassmann, Thomas Frisendal, Carsten Mortensen, Tor Brandt, Sidsel Jespersen, Olav Bo Hessellund, Steffen Gliese, Poul Anker Sørensen, Martin Åberg, Bjarne Bisgaard Jensen, Hanne Koplev, Heidi Larsen, Peter Jensen, Torben K L Jensen, Tue Romanow, Anne Eriksen, Britta Hansen, Kristen Carsten Munk, Curt Sørensen, Torben Arendal, Lars Bo Jensen, Torben Skov, Ulla Søgaard, Søren Roepstorff, Lise Lotte Rahbek, Hans Kvisgaard, Randi Christiansen, Ejvind Larsen, Peter Wulff, Lars Peter Simonsen, Ervin Lazar, Ivar Nielsen, Hanne Pedersen, ulla enevoldsen og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Karl Aage Thomsen
Karl Aage Thomsen

Virkelig god artikel, P. C. Som tidligere idrætsfreek og sportsidiot bliver jeg af familie og venner hele tiden konfronteret med de resultater jeg gjorde i min ungdom. Jeg har ikke været ude for nogen ulykke som dig, jeg er blot blevet ældre, men er stadig i topform i forhold til min alder. Men nu siger omgangskredsen blot "kan du huske den gang du opnåede de flotte resultater." Jo vi er i høj grad et kokurrencesamfund. Det ses bl.a. Når kendisser stabler sig op på en cykel og cykler derudad for at vise fåreflokken at de er med til at få konkurrencesamfundet til at indhente platheden i den måde vi behandler dem der er faldet af ræset. " Se, hvad vi kan, så bare op på heste/cyklen så vi kan få glæde af jeres arbejdskraft igen." Jeg har set et par stykker af kendisserne, når de er stået af cyklen, så kan de ikkegå normalt de næste 3 uger. Det er sgu da tragikomisk.
Katho

David Zennaro, Poul Solrart Sørensen, Steffen Gliese, Hanne Koplev, jørn andersen, Henrik L Nielsen, Anne Eriksen, Niels Nielsen, Kristen Carsten Munk, Torben Arendal, Henrik Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Roepstorff, Randi Christiansen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Konkurrence bør kun udfoldes i leg og kun frivilligt - i alle andre sammenhænge er konkurrence en hyldest til reptilhjernen, vi med vores ambition om et velfungerende samfund burde have droppet for længe siden.

Kan vi i 'lille damark' ikke være foregangsland for de kloge og indsigtsfulde løsninger, som fravælger det evindelige globale konkurrencetyranni og tilvælger livskvalitet i stedet for? Hvilket i virkeligheden er, hvad der har bragt os til nuværende niveau. En strategi der, selvom den også har ansvar for miljø-og socioøkonomiske ødellggelser, alligevel stadig er et samfund, hvor omsorgen for fællesskabet har haft afgørende betydning for den funktionalitet, som gør danmark til et af de mest attraktive lande at befinde sig i - selvom det spidser til og haster med den permakulturelle omstilling, hvis ikke alt skal tabes til een stor kollektiv hjernerystelse.

Det var en hård lektie i opmærksomhed, som du fik piv men respekt herfra for, at du i det mindste er vågnet op til indsigt i verdens egentlige problem, som er indbyrdes konkurrence om og privatkapitalisering af fællesejet.

David Zennaro, Anemarie Chloe Aabling, Steffen Gliese, Olav Bo Hessellund, jørn andersen, Jesper Nielsen, Peter Jensen, Claus Jørgensen, Anne Eriksen, Niels Nielsen, Kristen Carsten Munk, Torben Arendal, Henrik Nielsen, Peter Wulff, Søren Roepstorff og Hans Kvisgaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Bo Jensen
Lars Bo Jensen

Den vigtigste lære jeg får af denne artikel, er at hvor godt det end går, hvor højt man end ligger i hierarkiet så kan alle blive syge.
Derfor skal man tænke over hvilke vilkår man byder kontanthjælpsmodtagere i dette land, selv om man ikke selv regner med at blive iblandt dem.

David Zennaro, Mads Kjærgård, Poul Solrart Sørensen, John S. Hansen, Jens Kofoed, Christian Lucas, Christel Gruner-Olesen, Anemarie Chloe Aabling, Hanne Koplev, Claus Jørgensen, Henrik L Nielsen, Torben K L Jensen, Christel Larsen, Niels Nielsen, Anne Eriksen, Britta Hansen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anna Lønne Sørensen
Anna Lønne Sørensen

Og så skal vi alle huske vi selv er natur. Vi er en del af naturen. Vi kan ikke klare os uden resten af naturen. - Det er virkelig underligt at jeg igen og igen synes jeg skal minde andre mennesker om det, men igen i artiklen står der: "Ved at se andre mennesker og naturen...". Som om naturen er adskilt fra mennesker.
Stik fingeren i jorden, mærk blæsten og træk vejret. Det vejr, som måske har været omkring en løve, før den nåede til dig. Og som du puster videre...
Hvad vil jeg sige med det: Bare at naturen er det vi skal passe på, for natur er liv. Og meningen med livet er at det er der og at det fortsætter. Det modsatte giver ikke mening. I naturen er død ikke noget evigt, derimod en overgang fra en tilstand til noget andet. Det giver i hvert fald mig mening ;o)
Så FREM TIL NATUREN! NATUREN ØVERST PÅ ALLE DAGSORDENER ;o) Og ud med det der misforståede misfoster 'konkurrence-stat'.

Brugerbillede for Elsebth  Lindegaard
Elsebth Lindegaard

Godt skrevet. Det kunne have været mig jeg er bare blevet bidt af en flåt for 18 år siden. Det er ikke korrekt at man ikke kan gøre noget ved hjernerystelse - lægerne ved det bare ikke. Oxygen og trykkammerbehandling et fantastisk. h Læs her og blive meget klogere. ttps://www.youtube.com/watch?v=xWPsV0VWIi4&list=PL79F866B0A617B461 http://www.msntc.org.uk/

Søren Haastrup, Steffen Gliese og Hanne Koplev anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Derfor skal man tænke over hvilke vilkår man byder kontanthjælpsmodtagere i dette land, selv om man ikke selv regner med at blive iblandt dem."

Hvis man udelukkende bliver solidarisk, fordi det kan ramme én selv i røven ikke at være det, er man ikke solidarisk; så er man mere strategisk/taktisk egoist end man er empatisk indstillet.

John S. Hansen, Janus Agerbo, Søren Roepstorff, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Mette Poulsen, Hans Aagaard, morten rosendahl larsen og Jesper Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Naturen og andre mennesker, levende individer, er værdifulde i sig selv. Problemet må være at det ikke længere er en selvfølge og hvorfor?

Statens asociale økonomiske kassetænkning kan kun lade sig gøre, når mennesker er besat af at eje, forbruge og kræve nyt. Både tænksomhed og velvilje forsvinder i kampen "konkurrencen" om at rage til sig (politikerne - nogle af dem og deres kontakter) at være kendt osv.

Så det er helt personligt, det at lære at sætte pris på andre ting i hverdagen - der er mange at tage af. Ikke at lade sig forme af konforme krav fra andre. Det kræver en del - både en ændring og omgivelsernes måske manglende begejstring.
Konkurrencen består så i at overvinde sig selv og et bedre og mere tilfredsstillende liv.

Trond Meiring, Niels Nielsen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Mennesker er ikke skabt til at konkurrere, men til at samarbejde og udfylde roller i helheden. Selvom vi er mange, er vi ikke mange nok til at kunne dublere hinanden.

Poul Solrart Sørensen, ulla enevoldsen, John S. Hansen, Thomas Frisendal og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Else Marie Arevad
Else Marie Arevad

Steffen Giese, jeg er ikke sikker på, at mennesket ikke er skabt til at konkurrere. Vores stenalderforfædre samarbejdede med deres stammefæller, men konkurrerede med andre stammer ved at bekæmpe dem og prøve at overtage deres jagtmarker.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Som flere er inde på, direkte eller indrekte, så er det ikke konkurrencen som sådan, der er problemet. Det er spørgsmålet om, hvad der konkurreres om. Hvad der tillægges værdi, med andre ord.

Samtidig må det ikke tabes for øje, at i sociale fællesskaber udspiller enhver konkurrence sig på en baggrund af samarbejde: Som spillerne på et sportshold, der nok konkurrerer internt om spilletid, men samtidig samarbejder om at besejre modstandernes hold. Og selv med modstanderholdet samarbejdes der jo, i en fælles overenskomst om regler, og med henblik på at spille spillet på en måde, så man inviteres til at spille igen en anden gang.

Men har man ikke selv et begreb om det værdifulde - dvs. ingen egentlig moral - må man søge svar i samfundet, i kulturen. Her falbydes 'værdier' så det er en lyst, men i en kapitalistisk kultur som vores, er der mestendels tale om simulacrum.

Nietzsche skrev om menneskeguden, der nødvendigvis måtte opstå af en død guds aske: 'Fremtidens filosoffer', som ud af nihilismens intet, ville formå at skabe sine egne værdier - og dermed sin egen moral - i samklang med alt det bedste i mennesket.

Indtil videre må man halvt give ham ret: Hvad skabelsen af nye værdier - en ny moral - angår, har vi sejret over al måde. Samklangen, derimod, kniber det mere med.

Tor Brandt, Trond Meiring og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anemarie Chloe Aabling
Anemarie Chloe Aabling

Tak for en fantastisk artikel PIl, som meget præcist beskriver, hvad der er årsag til, at flere og flere af os mistrives, går ned med stress, eller får stressrelaterede sygdomme - og det gælder desværre også vores børn og unge. Din artikel er så vedkommende og vigtig for vores forståelse for, hvad konkurrencesamfundet/-staten gør ved os og vores relationer.

Kristen Carsten Munk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Else Marie Arevad, hverken du eller jeg var der, så vi må nok indrømme, at det bliver et gæt.
Når det kommer til samfundsdannelsen, har målet fra begyndelsen været at fjerne sig fra de bundne vilkår og sikre større indbyrdes frihed og diversitet.

Brugerbillede for Olav Bo Hessellund
Olav Bo Hessellund

Lars Løkke-regeringen proklamerer i sit regeringsgrundlag, at Danmark er et kristent land samtidig med, at den politisk – i lighed med den forrige socialdemokratiske regering – bekender sig til konkurrencestaten.

I kristen optik er mennesket uendeligt mere end sin sociale duelighed og samfundsmæssige produktivitet. I konkurrencestaten bestemmes menneskets værdi derimod af dets funktionsevne på et arbejdsmarked, der er indrettet med henblik på at maximere private virksomheders overskud, uanset det sker på bekostning af medarbejdernes trivsel og borgernes livskvalitet (deraf udspringer kravet om, at medarbejderne i konkurrencestaten skal være”robuste” - sidste nye buzzword).

Denne velskrevne artikel demonstrerer på fornem vis, at to større modsætninger næppe kan tænkes, når det gælder menneskesyn.

Trond Meiring, Anne Eriksen, Tor Brandt og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tor Brandt

Jeg ser enhver form for konkurrence som en slags krig, og dermed noget, vi efter min mening alle bør arbejde på at rense ud af vores bevidsthed.

Jeg er stadig selv mentalt i krigens kløer, idet jeg f.eks. drømmer om at blive den bedste til ting. Og det kan måske lyde uskyldigt, men jeg mener faktisk helt alvorligt at alle former for konkurrencetænkning er noget, som bidrager til et egoistisk og usolidarisk samfund, og derfor noget vi allesammen bør lægge et stort arbejde i at få amputeret fra vores liv.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Som barn og menneske oplever man jo en sund "kappestrid" om at komme først i mål. Konkurrence er også velkendt i sport og handel. No problem...

I sin usunde form, hvor staten behandler borgeren som en aktie, der skal tjene økonomisk vinding og hvor al planlægning i ly af at ville have borgeren til at leve sundt og længe, på trods af manglende uddannelse og dårlig levestil, faktisk går ud på, at man ved udskamning og nedskæringer kan få mere ud af vedkommende.
I øjeblikket kører man med store kampagner for "robusthed"/ mindre sygdom og læring/ kurser for alle offentlige ansatte for på den måde at pace til et billigere og bedre resultat.
Dyre IT-systemer skal sørge for effektivitet og bedre styring.
Styring er i virkeligheden blevet tidens mantra og resurserne bruges derefter. Borgeren skal dog helst tro på, at staten kun vil det gode, også for de svage. For du skal kunne arbejde til du er rigtig gammel, ellers bliver du for dyr i drift!

Brugerbillede for Christian Lucas
Christian Lucas

Det kan ske for enhver, for mig var det en sjælden gigtsygdom. At have den i "konkurrence staten" er faktisk værre en at miste min karriere og (sports)hobbyer, for den gioder iukke høre på det. Er du ikke omstillingsparat og [indsæt buzzword her] er du ikke noget værd.

Jeg behøver vel ikke nævne resource forløbene? Good God!

Brugerbillede for Leo Nygaard

Pil Christensen : "Derfor må vi også hver især kæmpe imod konkurrencestatsmentaliteten ved at forme vores liv sådan, at vi nyder det nu og her og ikke hele tiden er på vej et andet sted hen. Mod et nyt køkken, en ny bil, en forfremmelse."

Ja - Alle bestemmer selv om man vil konkurrere. Samfundet kan bidrage hertil ved at fjerne pisken og skabe det nødvendige økonomiske grundlag for den enkelte ledige, og for efter eget valg at melde fra overfor utålelige forhold.

Brugerbillede for Thomas Frisendal
Thomas Frisendal

Tak for en rigtig god og vedkommende artikel.
Jeg har tænkt over, om jeg har overset noget de sidste 20-25 år? Hvornår har vi haft folkeafstemning om indførelse af konkurrencestaten? Eller har vi lavet grundloven om?

Brugerbillede for John S. Hansen
John S. Hansen

God artikel med mange relevante tanker og overvejelser!

Jeg selv er komme til skade i statens tjeneste, og er således i en situation hvor jeg til fulde kan genkende problemstillingerne som beskrives ovenfor.

Jeg undrer mig over at så mange i(vælger)befolkningen lader til at acceptere den udvikling, som har gjort at vi har et så umenneskeligt samfund i dag, som tilfældet er - ses blandt andet i de sociale reformer, som har gjort det til et helvede for de som bliver syge eller kommer til skade.

Ebbe Overbye, Niels Nielsen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Tor Brandt, konkurrence med sig selv om at udvikle unikke færdigheder, er ikke konkurrence med andre, men om at kunne gøre sit bedste for sig selv og for fællesskabet.
Faktisk mener jeg, at det er et prærogativ, at vi forsøger at blive den bedste til det, som vi hver især brænder for.

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Jeg har selv haft mistet evnen til at læse og vores "fremragende" sundhedssystem satte mig med det samme under mistanke for at være depresiv og muligvis hypokonder.
Havde ikke været for min kærlighed til marxisme, der gjore at jeg stavede mig igennem udvalgte skrifter af Marx med et tempo på ca. en side i døgnet, som jeg stavede mig igennem igen og igen indtil jeg endelig kunne overskue, hvad et afsnit handlede om ... det var et helvede.
I modsætning til Pil lærte jeg at se mig selv som en total taber.....Først 30 år efter fik jeg taget en scanning af hjernen og man opdagede, at jeg haved haft en middelsvær blodprop i hjernen.... mine smerter forsvandt først efter 6 år.
- Lægerne er ikke ufejlbarlige og vores samfund er en bitch overfor en ung arbejdsløs der får problemer, de er så helvedes bange for at de ikke får pengene tilbage som de har investeret i ens folkeskole.
Humaniteten i vores samfund bør udsættes for et grundigt eftersyn i forhold til alle der er bare lidt anderledes..... de kan bruge pengene som der ellers ksulle bruges til at lave en endløs mængde af danskheds kannoner.... lav en humanisme kanon for en gang skyld...

Trond Meiring, Ebbe Overbye, Niels Nielsen, Leo Nygaard, John S. Hansen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Aldeles fremragende artikel Pil, tak for at sætte fokus på et allestedsnærværende problem i vores samfund. Kom for skade til at se programmet "Hjem til Gården" på TV2 igår, idet jeg troede det handlede om samarbejde mellem de enkelte mennesker for at få et gammelt miljø til at genopstå på en ny måde. Men det var det sædvanlige; Robinson om igen, gaaab. . Hvordan skal vi blive bedre til at respektere naturen og hinanden, når alt hvad vi efterhånden ser og hører handler om hvordan det enkelte menneske bedst udkonkurrerer det andet? Og nu er Norge løbet med titlen som verdens lykkeligste land, ups.. Her er det bedre at være "tough on crime ", istedet for at høre på fagkundskaben. Her er det bedre at dele lagkager ud for flygtningestramninger. Her er det bedre at skabe fattigdom for at øge arbejdsudbuddet. Det systematiske nedbrud af vores institutioner er sat i værk ved at de æder sig selv op indefra gennem systematisk udsultning og neoliberalistisk vampyrisme. Der er ikke styr på kapitalens flow, det ses tydeligt ved de seneste skandaler mht hvidvask af kriminelles penge via danske banker. Men det er kun en lille top af isbjerget. Vi får hele tiden at vide, at det handler om de uprivilligeredes modstand mod eliten. Men mon ikke det har mere at gøre med manglen på fairness og fællesskab?

Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Aldeles fremragende artikel Pil, tak for at sætte fokus på et allestedsnærværende problem i vores samfund. Kom for skade til at se programmet "Hjem til Gården" på TV2 igår, idet jeg troede det handlede om samarbejde mellem de enkelte mennesker for at få et gammelt miljø til at genopstå på en ny måde. Men det var det sædvanlige; Robinson om igen, gaaab. . Hvordan skal vi blive bedre til at respektere naturen og hinanden, når alt hvad vi efterhånden ser og hører handler om hvordan det enkelte menneske bedst udkonkurrerer det andet? Og nu er Norge løbet med titlen som verdens lykkeligste land, ups.. Her i Danmark er det bedre at være "tough on crime ", istedet for at høre på fagkundskaben. Her er det bedre at dele lagkager ud for flygtningestramninger. Her er det bedre at skabe fattigdom for at øge arbejdsudbuddet. Det systematiske nedbrud af vores institutioner er sat i værk ved at de æder sig selv op indefra gennem systematisk udsultning og neoliberalistisk vampyrisme. Der er ikke styr på kapitalens flow, det ses tydeligt ved de seneste skandaler mht hvidvask af kriminelles penge via danske banker. Men det er kun en lille top af isbjerget. Vi får hele tiden at vide, at det handler om de uprivilligeredes modstand mod eliten. Men mon ikke det har mere at gøre med manglen på fairness og fællesskab?

Randi Christiansen, Trond Meiring og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Annika Tiin Nielsen
Annika Tiin Nielsen

Jeg undrer mig nu alligevel over den lidt sort/hvide opstilling, Pil Chr laver mellem livet i overhalingsbanen i konkurrencestaten og så den rene væren. Jeg oplever, at der er en tendens til en forherligelse af den rene meditative tilværelse, hvor vi ikke kerer os om andet end nu'et, vore nærmeste og os selv. En forestilling som blandt veluddannede meningsdannere har det med at blive det eneste modsvar til konkurrencesamfundet i dag. Hvad med indignationen, anfægtelsen og ønsket om at skabe en bedre verden? Nu har skribenten været igennem et hårdt sygdomsforløb, så ingen har (forhåbentlig da) forventet, at Pil Christensen skulle fortsætte sit aktivistiske virke, mens hun kom sig. Men jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke selv skelner mellem erkendelsen af, hvad konkurrencesamfundet har afsat af rastløshed i hende (hvilket hun beskriver slående) og erkendelsen af, at det at gøre noget til glæde for andre, at være del af et større fællesskab end det allernærmeste, er vigtig for os alle sammen - og derfor helt naturligt opleves som er afsavn, når man på den ene eller anden måde er slået ud af hverdagen. For forhåbentlig blev det ikke skribentens erkendelse, at også det politiske engagement viste sig at være betinget af et skjult ønske om at være bedre, skarpere, klogere end andre? Det ville være en ærlig, men trist sag, hvis det var sådan...

Peter Jensen, Randi Christiansen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Jeg læser, at pil ser årsagen til sit fatale, uopmærksomme møde med en spånplade som værende konkurrencesamfundets dybe, nærmest ubevidste prægning af hende, der fik hende til at piske alt for hurtigt derudad. Det er farligt at køre race, en lille fejltagelse kan have store konsekvenser.

Kan man give konkurrencesamfundet hele skylden? Har det enkelte menneske ikke også et ansvar for sine livsvalg - som helt bestemt kan være enormt defineret af det omliggende samfund og dermed kræve mod og styrke og være meget omkostningsfyldt at være i modsætning til? Jo, og det at vågne til dåd og få øje på at der er hastighedsbegrænsninger, selv om man føler sig toptunet, kan så risikere at ske med et ordentligt gok i nødden. God bedring til pil med ønsket om at hendes betydelige intellekt og kampkraft finder et passende leje. Livsrejsen er et stort under, som bør mødes med tilsvarende respekt.