»Hvor liberalt er det lige at ville lukke KVINFO?«
Sådan spørger Information retorisk i en leder af samme navn (den 23. marts). Svaret er lige så indlysende, som avisens stereotyper om liberal ligestillingskamp.
Som kulturminister kan jeg af indlysende grunde ikke lukke en selvejende institution. Jeg ser alene på de opgaver, som løses inden for mit område. Og her ser jeg samlingen af biblioteksopgaverne på Det Kgl. Bibliotek som en rigtig beslutning i lyset af den udvikling, der i forvejen har været på biblioteksområdet de seneste år.
KVINFO modtager i 2017 6,8 millioner kroner fra Kulturministeriet, blandt andet til drift af biblioteket. I alt modtager KVINFO 38,5 millioner kroner i statsstøtte i år, så at sige at man fjerner den statslige støtte er mildt sagt en skævvridning af sandheden.
Og når vi taler ligestilling, så tillad mig lige at give Information et par borgerlige ord med på vejen: Ligestilling er ganske rigtigt – også – et liberalt projekt. Men hvor statsfinansierede opgaver skal placeres, må til stadighed kunne drøftes.
Ligestilling vil også i fremtiden være til debat, og det må være op til hver generation at kæmpe kampen på sin egen måde. Det væsentlige er resultaterne. Og der er meget at gøre endnu, også på en ny tids præmisser.
At påstå at Pia Kjærsgaard ikke var blevet formand for Folketinget, at Helle Thorning ikke var blevet statsminister, eller at jeg selv ikke var blevet kulturminister, hvis ikke det havde været for Kvinfo, er mildt sagt at overvurdere en enkelt institutions indsats.
Men måske tillægger lederskribenten ikke kvinders egen indsats hverken betydning eller værdi?
Det undrer mig, at en minister kan råde over og flytte en selvejende institutions ejendom, i dette tilfælde et bibliotek. Måske nogen kan forklare mig det?
I sin leder skrev Mette-Line Thorup med henvisning til og citering af KVINFOs strategi:
"Hvis det er venstreorienteret propaganda, så skylder Liberal Alliance at forklare, hvordan de definerer et liberalt frihedsbegreb."
Det finder Mette Bock det åbenbart ikke nødigt at give et svar på. Derimod skriver hun i sit bemærkelsesværdigt vrede, nedladende, defensive indlæg:
"At påstå at Pia Kjærsgaard ikke var blevet formand for Folketinget, at Helle Thorning ikke var blevet statsminister, eller at jeg selv ikke var blevet kulturminister, hvis ikke det havde været for Kvinfo, er mildt sagt at overvurdere en enkelt institutions indsats."
Men det er nu heller ikke, hvad Mette-Line Thorup skriver. Hun stiller derimod spørgsmålet, om de nævnte kvinder mon ville være nået så langt, uden kvindekampen og uden "en målrettet kamp for ligestilling", som altså også har været statsstøttet. At Mette Bock så, med noget der mest af alt ligner en stråmand, mener, at "det må være op til hver generation at kæmpe kampen [om ligestilling] på sin egen måde", er der vel ingen, der har udtrykt uenighed om? Men det er jo ikke ensbetydende med, at man dermed skal lade hånt om, negligere eller bagatellisere den kamp, der gik forud.
I det hele taget forstår jeg slet ikke tonen i ministerens indlæg. Det er jo ikke kun "Information", hun henvender sig til, og som læser og borger føler jeg mig ærlig talt lettere pikeret over, at hun – godt nok indirekte – henvender sig til mig som læser i den tone! Hvordan kan hun, og Laura Lindahl for den sags skyld, egentlig tillade sig at være så afvisende, næsten hadske, over for borgere, der måske ikke deler deres holdninger og politiske overbevisning?
Nogen lysende begavelse synes ikke at kunne spores ikke hos Mette Bock.