Jeg har skrevet mit testamente om igen.
Jeg skriver mit testamente om ved hver ny belejring, ved hvert snigskytteangreb, ved hvert morterangreb. Boom, boom, boom.
Jeg mister pusten.
Jeg gik i skole og var glad som alle andre børn. Jeg havde en kæreste som alle andre teenagere. Jeg blev led og ked af mine universitetsstudier ligesom mange af mine venner.
Jeg elsker at rejse, at svømme, og jeg har været så heldig at se havet flere gange i mit liv.
Jeg plejede at eje ting, mange ting, uden at forstå deres fulde værdi, før jeg mistede dem.
Jeg var engang en normal person, der blev trist over normale problemer.
Jeg var ikke en person, der troede, jeg ville forlade mit hjemland, Syrien. Jeg troede da slet ikke, at jeg ville ende i Danmark, hvis jeg endelig skulle tage væk.
Første gang jeg hørte en stille hvisken om frihed og revolution, var for seks år siden, da den syriske revolution brød ud 15. marts 2011, efter Assads regime ikke kunne tolerere, at nogle børn skrev kritiske ord på en væg i byen Dara’a.
Jeg hørte det først som et fødselsskrig, men begyndte hurtigt at tælle dagene, hvor jeg var under belejring.
Jeg talte missilerne, talte tøndebomberne, talte de sårede og talte de døde.
Og jeg talte riskornene, jeg skulle bruge for at holde liv i min skrumpede og svage krop.
Jeg var fri. For første gang var jeg fri.
Men jeg havde mistet alting. Jeg mistede mit øje, mistede min frihed, mine venner og mine ting.
Medbragte kun kærlighed
Jeg begyndte at lede efter et sted under denne smukke himmel, der lå lidt højere, så jeg igen kunne trække vejret.
Jeg tog af sted, og det eneste, jeg havde med mig i tasken, var kærlighed.
Jeg kom til Danmark, til de mest frie, frisatte og frigjorte mennesker i verden.
Jeg havde mit hoved fuld af spørgsmål. Har de overhovedet en moske her? Mon det er muligt at finde halalmad? Er det sandt, at de vil hjælpe mig med at finde et sted at bo – og med at overleve? Jeg kunne leve blandt dem, men kan jeg leve med dem? Er de mine humanistiske åndsfæller i denne verden?
Jeg prøver, men forstår hurtigt, at det er svært at komme tæt på, når man ikke kan deres sprog. Hvor lang tid mon det tager at lære det sprog? Og hvorfor lyder det, som om de spiser kartofler, mens de snakker?
Jeg bliver glad for hver ting, jeg læser om mit nye land, Danmark. Danskerne er det lykkeligste folk i verden.
Jeg leder efter politiet. Er der overhovedet noget politi i dette land? Man ser dem ikke på gaden. Det er jeg ikke vant til.
Jeg finder endelig en politistation klokken tre om natten. De beder mig om at komme tilbage dagen efter, når de åbner. Jeg tager i stedet selv til Center Sandholm og søger om ophold.
Et dansk Arabien
Jeg er taget til Nørrebro og har fundet et dansk Arabien. Der er mennesker, som taler arabisk på gaden. Der er danskere, der spiser shawarma; nogle, der siger, at de foretrækker durum!
Jeg har fundet en moske i Danmark, og de taler både på arabisk og på dansk. Der er også plads til kvinderne i moskeerne i Danmark, og det er kun på ’Planet Danmark’, at kvinder også kan blive imamer.
Jeg elsker at se på de børn, der står og venter i kø på bussen om morgenen. Der er en eksplosion af travlhed, leg og diskussion. Jeg prøver at smile, at søge kontakt, at hilse og tale med en fremmed.
Jeg tager kontakt til en kvinde i bussen med små børn for at tale om alt og om ingenting. Hun ser på mig, som man ser på en sindssyg.
Jeg lærer, at det er tilladt at kysse i en bus i Danmark, men man må ikke tale med en fremmed. Danmark er det modsatte af Syrien.
Jeg lærer, at her i Danmark kan man tale om alting. Jeg er vild med at høre dem tale intenst om politik og om kærlighed. Og om sex.
Jeg hører for første gang nogen, der taler om homoseksualitet, fuldstændigt lige så selvfølgeligt som når man taler om jul eller sammenkomster om lørdagen.
Jeg tænker tilbage på kongeriget af undertrykkelse og tavshed, og så savner jeg ikke Syrien.
Et skjult kys
Jeg er til øjenlægen og ser et pornografisk magasin i bunken af blade. Det hedder M!. Jeg prøver at kigge i det uden at se direkte, så jeg ikke bliver opdaget af de andre ventende.
Jeg har engang set et lignende blad i Syrien. Her var det gemt væk under sengen.
Jeg begynder at tænke over forholdet til kvinder og over, hvordan man gør her i Danmark. Jeg husker, hvordan man i Damaskus udnyttede, når strømmen gik, til et skjult kys eller en let berøring i ly af mørket. Uden at faderen vidste besked. Strømmen går aldrig i Danmark, og alligevel har alle danskere stearinlys klar.
Jeg troede, at nu havde jeg forstået det, og jeg spurgte en kvinde, om hun ville gifte sig med mig. Hun svarede nej. Jeg spurgte, om hun havde en kæreste. Hun svarede ja. Men kun i weekenden.
Det lykkeligste folk i verden.
Jeg ledte efter lykken overalt. I lufthavnen, ved trafiklys, i jobcentret, i posten. Jeg spurgte de danskere, jeg elsker, hvorfor de mon kalder sig de lykkeligste.
Jeg hører svar som ’værdier’, ’velfærd’, ’frihed’, ’systemet’ og ’politiet’.
Jeg troede, at lykken ville smitte, men måske er det bare forskellige slags lykke.
Jeg har lært at finde min lykke i de små ting – om morgenen. ’Hav en god dag’, ’hyg dig’, ’smil’. Det er lidt, som da elektriciteten gik, og ingen kiggede.
Jeg spørger en dansk kvinde, om hun vil drikke en kop kaffe. Jeg bliver overrasket, da hun kigger i sin kalender og spørger hvornår? Om tre uger måske? Sådan lyder et ja.
Min kalender var ligesom min vejr-app. Jeg havde aldrig brugt den før.
Kom sikkert hjem
Jeg har lært, at det bedste tidspunkt at møde danskere på er, når de lige er vendt tilbage fra ferie og ikke er begyndt på arbejde endnu. Glade, friske og klar til at tale med fremmede. Jeg har lært at tie stille, når de er begyndt på arbejde igen.
Jeg var i København ved midnat og var vidne til, at en halvnøgen, fuld pige væltede gennem byen om natten uden at blive forulempet eller råbt af. Jeg håber, hun kom sikkert hjem. Jeg kender steder, hvor selv en tildækket kvinde ikke kan gå alene midt på dagen.
Jeg havde en idé om Danmark som et paradis med frihed og rettighed, frigjorte kvinder, lys og berømte mennesker.
Jeg har lært, at danskerne betaler halvdelen af deres løn i skat. At de står op klokken syv for at nå toget, og at de tager frem og tilbage til arbejde uden at se op mod solen. Jeg har hørt, at gamle mennesker kan ligge døde i deres seng i ugevis, uden at nogen opdager dem. Jeg har hørt, at der er et firma, der tager sig af de gamle i stedet for familien. Igen er Danmark det modsatte af Syrien.
Jeg har prøvet at lære mine naboer at kende, men jeg har fejlet. Vi siger bare ’hej’, ’god morgen’ og ’god nat’ til hinanden. Jeg ser dem gå tur med hunden hver dag. Jeg taler med dem om hunden. Hunden har et pas. Den har rettigheder.
Jeg har set hjemløse mange steder i København. Jeg har ikke set dyr, der ikke får omsorg. Er det virkelig sandt, at Danmark sidste år brugte tid på at gøre sex med dyr ulovligt?
Et dejligt monarki
Jeg blev spurgt af politiet, hvorfor jeg kom til Danmark, og jeg svarede, at det var, fordi landet var frit og demokratisk. Betjenten smilte og sagde, at det også var et dejligt monarki. Jeg tænkte på Saudi-Arabien. Jeg kender systemet. Det ender med, at nogen hugger din hånd af.
Jeg elsker og hylder den danske dronning. Og håber, at denne artikel vil blive udgivet.
Jeg ved af erfaring, fra da jeg skrev artikler i mit hjemland, at en hyldest til landets leder er nøglen til at undgå, at ens tekst bliver sorteret fra. Sådan foreskriver traditionen det jo i ethvert monarki. Glemmer man det, vil hverken man selv eller artiklen se dagens lys.
Jeg må hellere skrive mit testamente en gang til, og så vil jeg gå ud og forelske mig i en skandinavisk kvinde.
I 2016 skrev Depp Mattock om sin flugt over Middelhavet. Læs hans beretning her:
Skrevet i samarbejde med og oversat fra engelsk af Anders Fjordbak-Trier
Sikken en dejlig hilsen fra Depp, en skarp iagttager af den danske "lykke" og af kontrasterne til sit eget (forhenværende) syriske liv. Depp, jeg håber du møder en sød, ung skandinavisk kvinde. For desværre er det svært at finde danske venner, at få os ud af busken.
Det der med at tale med "en fremmed i bussen - øh? Hvad med en tur med linie 5A - her går det ret nemt.
Kan du ikke finde lykken? Så er du vist blevet for dansk.
Og du har ret. Jeg gider ikke samtale i busser og tog.
I linie 5A er det nu en fordel hvis man kan arabisk. Dansktalende er der så at sige ingen af, medmindre det er sent fredag nat.
Ups, somalisk er også godt at kunne og jeg får ingen respons fra kvinder hyllet ind på mange forskellige måder når jeg byder dem på kaffe. Gud ved om Depp har prøvet at invitere nogle af de søde kvinder hvis eneste ikke tildækkede del er en smal sprække til øjnene eller hvad med at forsøge med nogle andre der tydeligvis kommer fra muslimske lande. Gud ved om det giver pote?
Jeg forstår godt chokket ved at opdage, at danskerne - verdens lykkeligste folkefærd - tilsyneladende er helt og aldeles forstenede. Tal om diskrepans! Eller som en columbianer engang sagde til mig: At stige ombord på en dansk bus eller ind i en S-togskupé, er som at træde ind i et gravkammer!
Kære Depp.
Det er en meget poetisk fremstilling af det gode, det dårlige og det finurlige ved Danmark. Tak for det!
Med hensyn til dansk "lykke", så handler det vist mere om at være "tilfreds", at finde glæderne i de små ting, og ikke at være i en konstant rus af lykke. Hvis du ikke føler dig "lykkelig" så er du nok som de fleste danskere.
I forhold til at møde nye mennesker så gælder de samme uskrevne regler for danskere selv som for alle andre. Du må møde dem et andet sted end i det offentlige rum. Det er mærkeligt, helt bestemt. Men eftersom du har været her i nogle år har du måske også opdaget at foreninger, arbejdspladser, uddannelser osv. er bedre steder at få venner.
Jeg håber at du fortsætter med at være glad for at bo i Danmark og jeg håber at du trods de udfordringer du giver udtryk for, har mødt en masse nye mennesker og venner.
Fin beskrivelse af os danskere og et stykke hen ad vejen af Nordeuropa. :-)
Kære Deep, sådan som du beskriver os danskere, er ogsåsådan jeg ofte føler det til trosforhold at jeg er femte generationsdansker indvandret fra Norge i 1815. Jeg har rejst meget i arabiske lande som journalist, har også der følt mig mega ensom, lige som du beskriver din situation hersteds. Jeg ønsker dig god jagt på både venner og en kæreste.
Katho
Der skulle stå til trods for. Min maskine kører bogstaveligt ofte sit eget liv.
Katho
Kan den manglende talelyst i busser og toge mon skyldes en overeksponering ud i det sociale? Der er mange der er online 24/7 og "står til rådighed" for kontakt via diverse apps. Jeg tror at mange anskuer rejsen som et slags frirum, hvor man kan være alene (omend man er omgivet af andre mennesker)... Det siger lidt om, hvor kvælende de sociale medier reelt set er for den egentlige socialsfære som personer som fx. Depp er "afhængige" af. Jeg er heller ikke selv god til at snakke med fremmede mennesker i tog eller bus, men er til gengæld en stor tilhænger af Gomore og lign. tilbud. Her findes den danskhed som mange tilsyneladende forbinder med det simple i at føre en samtale med et fremmed menneske. Desværre er det slet ikke så dansk endda... men tilsyneladende er der jo partier i landet, der mener at kunne tage patent på det at være dansk... så meget at de ligefrem har bygget deres partinavn op derefter... trist... lad os gøre noget ved det, ik..
Man har tilnærmelsesvis mest lyst til at kalde dette et stykke poesi. Der er både en finurlig og interessant belysning på det danske lykkekompleks, og den måde som det kan opfattes af andre. Danmark er på mange måder et så priviligeret land, at hvad vi i Danmark ser som basale og ligegyldige ting, opfattes som kun eksisterende i et Utopia, kommer man fra mellemøstlige eller u-lande. "jeg har været så heldig at se havet flere gange i mit liv" er en sætning jeg forestiller mig rammer dybt i alle danskere. Her er det normalt at havet er aldrig mere end én time væk og dette vidunder er egoistisk set, noget af det som danskeren henkaster som værende ligegyldigt, hvis de da ikke nogle gange fremvisser en tendens til at være træt af det. Jeg vil gerne give et tak, ikke kun fra undertegnede selv, men fra alle dem der havde glemt, at de allerede har vundet lotteriet.
Da jeg sidst var i Paris og stod af metroen i Belleville, havde jeg stort set kun medrejsende med anden etnisk baggrund end fransk. Afrikanere, nordafrikanere og asiater. Der var tyst som i graven. Folk der kører til og fra arbejde gider fandme ikke ikke æwle løs med nogen som helst.. Når jeg en gang imellem kører med metroen i København, sådan en fredag eller lørdag efter fyraften er der da masser af mennesker der snakker sammen. Hvor er det kedsommeligt at høre den samme historie om de kolde nordboere og de åh så livlige folk fra syden. Lige nu mærker man tydeligt hvad det for varme følelser de livlige syrere nærer for hinanden og lad os da endelig få en sludder.Sludder og vrøvl ikke sandt?
jens peter hansen - Hvornår har du sidst kørt med 5a? Mine oplevelser med den bus, er at her tales vist næsten alle sprog.
Mht. Belleville - pudsigt, der var konen og jeg for 2-3 år siden, og meget kan have ændret sig. Men vi havde nu ikke svært ved at finde blegansigter af indo-europæisk afstamning. Både på gader, cafeer, i butikker og i bydelens flotte park. Samt en masse fra andre verdensdele.
Generer den slags dig?
Jeg kører med 5A meget ofte, da jeg er bosat på det sorteste Nørrebro, og der tales langt overvejende dansk.
Jeg cykler oftest ad Nørrebrogade. Her står der mange og venter på bussen. De fleste er af ikke af dansk kartoffelafstamning . Når jeg en sjælden gang tager bussen 5A pga af regnvejr eller 350'eren er der overvældende mange med alt andet end pæredanskere med. Cykelstien er der derimod nærmest etnisk renset for ikke-danskere. Dog kan man en enkelt gang se en afrikaner eller en asiat på cykel. I Belleville bor der naturligvis franskmænd og andre europæere, men i metroen var der de sidste tre gange jeg har været i området stort set kun ikke-franskmænd. Hvad jeg,tilsyneladende uden held, forsøger at fortælle er, at der i de færreste storbyer er nogen der er på vej til arbejde der gider at snakke. Det kan gerne være der er nogle op af dagen uden arbejde der kan snakke løs, men de der som man siger på fransk lever efter opskriften : Metro, boulot, dodo gider af gode grunde ikke at høre på smalltalk kl. 6.27 om morgenen. Denne hæslige opdagelse ville alle der er bundet til at arbejde let finde ud af, men det er naturligvis lettere bare at fortælle at de er reserverede og forskræmte. En tur i et offentligt køretøj i en storby er ikke en samtalebænk når folk skal på arbejde. Hvor svært kan det være?
Hvordan kan der tales dansk når der IKKE er nogen der siger noget ??
Super god artikel - virkelig godt skrevet!
"Om tre uger måske? Sådan lyder et ja."
Forkert, sådan lyder et nej. )
Det er spændende, udfordrende og frustrerende at leve i og udforske en fremmed kultur. Noget skal tages som pålydende, andet ikke, hvad er hvad? De uskrevne regler noteres afprøves og justeres konstant.
Men fortvivl ej, sådan er det også for vi lokale i en grad.
Kære Deep
Tak for et stærkt og smukt indlæg.
Du har rørt mig.
Kh Heidi
Arne Lund, hvorfor tror du at det generer mig at der findes masser af forskellige folk og kulturer i Belleville? Hvad jeg forholdt mig til var disse heller ikke snakkede løs i metroen og kun det. Hvis jeg ikke kunne lide den diversitet der netop findes i Belleville, hvorfår skulle jeg så opsøge netop dette område? Hvad der generer mig er den fordom at man andre steder pludrer løs i offentlige transportmidler, når man er på vej til og fra arbejde. Jeg har ikke oplevet det i Rom, i Madrid eller i London. Storbymennesker på vej til arbejde er oftest reserverede, når de er på vej til arbejde. Transporten er ikke noget der er forbundet med eventyr, som hvis man var på togrejse til en destination ude i det fjerne, men bare en tidsrøvende nødvendighed. Små børn vil gerne sidde forrest i metroen og lege togfører, de fleste andre er ret ligeglade, da de foretager turen to gange om dagen. Det er de færreste der tror at lige nøjagtig transportmidler i myldretiden er det smarteste sted at score, men jeg tror dog det alt andet lige er lettere i DK end i Mellemøsten. Vores indelukkethed til trods.
ups. hvorfor ikke hvorfår
Jens Peter Hansen - Kan forstå, at vi har haft meget forskellige oplevelser i off. transportmidler. Vel komme det an på tidspunkt på dagen, men folk rejser nu også med andre formål end at de skal på arbejde. Kunne godt remse mange oplevelser op på det modsatte af hvad du har oplevet. Også at "de fremmede" ikke cykler på Nørrebrogade og andre steder. Vel gør de så.
Mon ikke det afgørende er om man selv gider være den, der åbner ballet, og taler til passageren ve siden af en i bussen. Prøv - og bliv overrasket.
Barmhjertighed.
Kronikøren må nok have danskerne undskyldt, den mentale folkesundhed er ikke, hvad den har været, blokeringer over for fremmede er blevet en ny folkesygdom ligesom ondt i ryggen … ;-)
Kære Deep, jeg har samme oplevelse i alle offentlige transportmidler. Man snakker bare ikke så meget i Danmark. . Og hvis man gør bliver man lidt ildeset. The National Ministry of Secrecy.
lykkeligste folk??? det er vel mest, når vi selv skal sige det. Mht. at snakke med hinanden oplever jeg ret stor forskel på, hvor man bor. er det mindre landsbyer, hvor de fleste kender hinanden, er der ofte snak og interesse for hinanden, er det i større byer er det noget med tilfældigt om nogen vil snakke.
Mht. at bruge offentlige transportmidler til og fra arbejde, er min oplevelse, at kommer der en, man kender, er der nemt basis for en gang snak. Men det kan altså også lade sig gøre at snakke med en, man ikke kender. Det korte af det lange: det er langt fra altid i storbyen man nemmest kommer i snak med hinanden
Han er da nuser, er der ikke en god dansk kvinde her der har lyst til at lyse op i hans tilværelse over en kop og hvad deraf følger og hjælpe ham til at forstå danskere lidt bedre?
Det er en usædvanlig flot kronik som du har skrevet. Dine observationer er så klare og friske. Det er meget rørende og lærerigt at låne dit blik på det du ser og oplever efter at du er kommet til Danmark. Det giver os en ganske særlig viden og indsigt som vi ellers ikke ville have fået. Tak for det!
Arne Lund
Jeg prøver nu at referere til hvad jeg tidligere har skrevet:
Folk der kører til og fra arbejde gider fandme ikke ikke æwle løs med nogen som helst..Når jeg en gang imellem kører med metroen i København, sådan en fredag eller lørdag efter fyraften er der da masser af mennesker der snakker sammen. !!! og :Cykelstien er derimod nærmest etnisk renset for ikke-danskere. Dog kan man en enkelt gang se en afrikaner eller en asiat på cykel.
Jeg kunne tilføje: mens Nørrebrogades fortove og stoppesteder myldrer med mennesker med anden etnisk baggrund end dansk.
Prøv cyklen og du vil blive overrasket hvor forskellig befolkningen er sammensat på cykelstien og på fortovet.
Dette er bare en konstatering ikke nogen bedømmelse af om det er godt eller skidt.
Hvad jeg brokker mig over er påstanden om at danskerne skulle være så indesluttede, mens de andre er så åbne. Prøv at starte en samtale med en tildækket kvinde i bussen.
Jeg har kørt i tog og taget den på stop som ung og snakket med gud og hver mand. Det er rigtigt at at mange ikke snakker sammen nu. Det nok også fordi der findes stillekupeer, hvor man angiveligt skal holde kæft et påbud som måske skyldes at der trods alt er nogle der snakker.
Jeg har længe spurgt mig selv, hvad det har på sig med denne angivelige lykke, når så mange nu går surmulende rundt, undgår enhver unødig kontakt med andre, når de ikke kender dem og holder sig for sig selv og blandt ligemænd og -kvinder.
Efter sigende indtager Danmark også en meget lav placering på ranglisten over diverse landes evne at dyrke 'interkulturel kommunikation' - ikke ligefrem en indikator for stor lykke.
Men det kan kun blive værre:
I dag udkom "...den nyeste rapport med titlen Verdens Lykkelighedsrapport 2017 udgivet af Sustainable Development Solutions Network (SDSN), der kårer verdens lykkeligste folkefærd.", der viser, at Danmark er blevet fortrængt fra pladsen som det lykkeligste folk i verden. Norge indtager nu 1.pladsen.
I Informations telegram fandt jeg også parametrene for 'lykken', og den er ikke lig 'happiness', for:
"Ranglisten er baseret på seks konkrete faktorer: bnp per indbygger, forventet levealder uden sygdom, frihedsgrad, social støtte, grad af generøsitet og fraværet af korruption i stat eller erhvervsliv."
Så står det klart, at Danmark vil falde længere og længere fra sin årelange placering som et socialt land med en høj grad af lighed. Det sidste årtis nedskæringer bærer 'frugt', og især den nuværende regerings hårdhændede behandling af landets egen underklasse og ikke mindst nytilkomne borgere og dem, der gerne vil blive det, skal nok bidrage til, at placeringen rasler ned i fremtiden!
https://www.information.dk/telegram/2017/03/norge-vipper-danmark-pinden-...