Kronik

Vi tror, at vi skal leve evigt – og det er vores ulykke

Når jeg debatterer døden og sorgen over den med danskere, står ét klart: Ingen kan forestille sig, at de selv skal dø. Jeg kender det fra mig selv. Selv da lægerne fastslog, at min søn var uden chance for at overleve sin kræftsygdom, ledte jeg på højtryk efter en kur i stedet for at koncentrere mig om et roligt farvel
Tegningen er lavet af Esben Kjærs dengang 9-årige søn David, som et led i hans bearbejdning af sin 7-årige brors død. Den blev senere udgivet som en del af Davids bog ’Hvordan man har en usynlig bror’, www.DavidCozmo.com

Tegningen er lavet af Esben Kjærs dengang 9-årige søn David, som et led i hans bearbejdning af sin 7-årige brors død. Den blev senere udgivet som en del af Davids bog ’Hvordan man har en usynlig bror’, www.DavidCozmo.com

13. marts 2017

Jeg har efterhånden hørt lidt af hvert fra de mange efterladte, som har skrevet mig deres egen lidelseshistorie, efter de har læst min bog Min usynlige søn – kunsten at leve med sine døde resten af livet. Men forleden fik jeg en mail, der har spøgt i mit hoved lige siden.

Den var fra en dame, der havde mistet sin mand til kræft i en alder af 76. Og som hun skrev: »Det var mindst 10 år før, vi havde regnet med. Så selv om han var ’gammel’, kom døden som en vanvittig overraskelse.«

Virkelig? Middellevealderen for danske mænd er ellers 78 år. Så han fik sådan set nogenlunde, hvad Vorherre og Danmarks Statistik mener, tilkom ham. Nej frue, han var ikke ’gammel’ – han var gammel, uden anførselstegn. Og han døde helt planmæssigt.

Og derfor blev jeg egentlig overrasket over hendes overraskelse: Hvorfor havde hun i ramme alvor forestillet sig, at lige netop hendes mand ville blive 90 år?!

I virkeligheden er jeg ikke spor overrasket. For jeg ser det hele tiden, når jeg møder høj og lav til foredrag og paneldebatter om sorg: Folk tror ikke, de skal dø. Eller rettere: De vil ikke indse, at det eneste her i livet, vi alle sammen kan være fuldstændig sikre på, også kommer til at ske for dem.

Altså for dig. DU skal nemlig også dø. Og sandsynligvis før du troede – måske endda meget før. Og alligevel sidder du og ser Hammerslag og Vild med Dans? Det gør du kun, fordi du heller ikke tror, døden gælder for dig. Ellers ville du bruge din sidste tid på noget mere fornuftigt. Du, og alle vi andre, er nemlig alle sammen døende.

Dødsfornægtelsen trives

Det er ikke bare mig, der ser dødsfornægtelse overalt. Alle, der arbejder med døden professionelt, oplever det. Jeg læste et interview med en sygeplejerske på et hospice. Hun fortalte, at hun havde 85-årige terminale patienter, der i ramme alvor udtrykte chok og raseri over, at døden også gjaldt for dem. I løbet af 85 år var det aldrig for alvor faldet dem ind, at de skulle dø.

Selv blandt professionelle kniber det med erkendelsen: En bekendt, der arbejder professionelt med død og sorg, fortalte mig, at når han holder foredrag for sygeplejersker – som jo ved en ting eller to om døden – spørger han dem, hvordan de tror, deres egen død bliver.

Halvdelen er ved at hoppe ud af vinduet – den anden halvdel svarer noget i retning af: »Jeg håber, jeg dør gammel og mæt af dage.« Hvortil han svarer: »Ja, det er hvad du håber – men hvordan tror du, den bliver?« Det ved de udmærket godt: Først blive de syge, og efter et opslidende forløb dør de. Det er sådan, de fleste af os skal herfra. Men selv disse dødens hospitalsengle vil ikke se det i øjnene.

Danskerne har verdensrekord i dødsfornægtelse. Til min bog talte jeg med en antropolog, der i 20 år har studeret dødekultur verden over. Han fortalte, at gennem hele menneskehedens historie har vi kunnet finde ud af at håndtere døden. Vi så den i øjnene, vi havde ritualer og sociale konventioner for at rumme sorgen – og vi gav plads til det faktum, at de døde ikke går væk, men på en underlig måde bliver ved med at være hos os, så længe vi selv lever (noget, som også sorgforskningen nu anerkender).

Det gør de stadig i andre dele af verden. Men ikke i Vesten – og navnlig ikke i de nordeuropæiske lande. Her har vi som endnu et ulykkeligt biprodukt af oplysning, modernitet og konkurrencestat smidt det meste af vores sorgkultur ud – med det resultat, at folk dør uafklarede, mens både de døde og de efterladte famler ensomt rundt i det tomme hul, der kunne have været fyldt af fællesskab og næstekærlighed til både de levende og de døde.

Sig dog farvel

Det er ikke bare dit eget problem, at du ikke vil indse, at du skal dø – det er vores allesammens:

Til en start spilder de døende ofte deres sidste, vigtige tid på Jorden. En ordentlig afsked er vigtig – og modsat meget andet i livet kan den ikke gøres om. Alligevel hører jeg igen og igen historier om døende, der nægtede at finde fred med det uundgåelige og i stedet spildte deres sidste tid på at undersøge nye behandlinger i udlandet.

Og hvis det ikke er de døende, er det de efterladte, der nægter at sige farvel – med store konsekvenser. Jeg ved det fra mig selv. Lægerne havde givet min kræftsyge søn Sebastian nul procents overlevelseschance. I det næste halve år rejste vi Europa rundt efter andre behandlinger. Med gode resultater, og jeg er glad for og stolt af, at vi kæmpede hårdere, end folk i branchen nogensinde har set.

Men da det den sidste måned stod klart, at det alligevel ikke gik – også for min søn, der selv sagde det – nægtede jeg at se det i øjnene. Og kæmpede videre i stedet for at bruge den sidste tid på et inderligt, kærlighedsfyldt farvel.

I stedet for at fortælle ham, at min kærlighed til ham er stærkere end selv døden og vil følge ham, uanset hvor han skal hen, rendte jeg rundt og fandt nye behandlinger. Som konsekvens døde han mere ensom og uafklaret. Og jeg fik ikke sagt ordentligt farvel. Jeg tilgiver aldrig mig selv. Og det er en ringe trøst, at andre efterladte begår den samme fejl igen og igen. For jeg kunne have undgået den, hvis jeg havde turdet se døden i øjnene – og indset, at både jeg selv og dem, jeg elsker, skal dø. Nogle gange meget før, end vi tror.

Dødsforskrækkelsen er også et enormt problem for de efterladte – og husk lige på, at alle der elsker, også på et tidspunkt bliver efterladt. Også dig. I de mange hundrede mails, beskeder og andre reaktioner på min bog, jeg har modtaget fra efterladte, fylder ulykken over, hvordan de er blevet mødt – eller rettere: ikke mødt – af omverden i så massiv grad, at der efter min mening er tale om en national epidemi.

Vi kan ganske enkelt ikke finde ud af at være der for hinanden i denne livets allermest kritiske stund, som sorgen er. Og jeg tror, at en meget væsentlig grund til, at vi som danskere systematisk vender ryggen til de efterladte, er, at de minder os om noget, som vi ligeså systematisk prøver at fortrænge – nemlig at vi selv skal dø, og at det bliver forfærdeligt; for os selv og for dem omkring os. Men denne fortrængning er udtryk for en åndelig fattigdom, som vi ikke kan være bekendt.

Giver os for god tid

Men vores dødsforskrækkelse er i sidste ende værst for os selv. Fordi vi som kvinden øverst i artiklen altid tror, at vi har et årti eller to til, giver vi os selv alt for god tid. Til at se lorte-tv, til at skændes med konen i stedet for at elske med hende, og til at arbejde over i stedet for at være noget for de mennesker omkring os, der måske ikke er der i morgen. Hvis vi ser døden i øjnene, bliver vi mindet om, at livet er for kort til alt, der er ligegyldigt.

Hvor mange ligegyldige ting har du lavet den sidste uge? På dit arbejde? Foran tv’et? Ville du have gjort det samme, hvis du vidste, at du havde – lad os sige – et halvt år tilbage at leve i? Et helt år? Hvornår begynder det at blive okay at se Hammerslag?

Alle vi dødsforskrækkede danskere bør minde os selv om, at nok er døden skræmmende – men den er bedre end alternativet. Døden er i høj grad det, der giver livet tyngde. Evigt liv ville være en forbandelse.

Det sjove er, at vi godt ved det. Når jeg taler om dette emne under mine foredrag, siger jeg nogle gange til publikum: »Hvis jeg her i min taske havde et glas piller, hvor én enkelt pille ville give jer evigt liv – hvor mange af jer ville så tage én?«

Foreløbig er der kun en enkelt, der har sagt ja. Det var selvfølgelig en læge.

Esben Kjær er radiovært på ’Bagklog på P1’ og forfatter til bogen ’Min usynlige søn – kunsten at leve med sine døde resten af livet’, som i en blanding af hans egne erkendelser oven på tabet af hans syvårige søn Sebastian og research og ekspertinterview beskriver, hvordan man kan give sin sorg og sine døde plads i en dødsforskrækket kultur

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Anette Bjørnstrup
  • Benny Jensen
  • Hanne Koplev
  • uffe hellum
  • Carsten Mortensen
  • Flemming Berger
  • Ole Steensen
  • Nanna Wulff M.
  • Steen Bahnsen
Niels Duus Nielsen, Anette Bjørnstrup, Benny Jensen, Hanne Koplev, uffe hellum, Carsten Mortensen, Flemming Berger, Ole Steensen, Nanna Wulff M. og Steen Bahnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Svendsen

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at skulle dø.
Jeg undrer mig i øvrigt over det "misforhold", der mellem antallet af mennesker, der ønsker at blive gamle, og antallet af mennesker, der ønsker at være gamle...
Jeg består af ca. 70% vand og ca. 50-100kr kemikalier. :o)

David Zennaro, Rikke Nielsen og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar

En til stadighed væsentlig debat og jeg kan kun tilslutte mig artiklens budskab. Men at der nødvendigvis skulle være et misforhold mellem et sundt og (i en eller anden grad) afklaret forhold til døden og så det at se 'Hammerslag', bliver alt for frelst. Hvad der giver mening at bruge sin korte tid på skal man overlade til den enkelte.

Mogens Holme, Flemming Berger, Anne Eriksen og Ruth Gjesing anbefalede denne kommentar

Esben Kjær har sikkert ret i at det er en generel tendens i samfundet. Jeg oplevede dog noget helt andet da min mor døde af kræft for 12 år siden. Vi brugte den sidste måned på kvalitetstid og intenst samvær, på trods af at jeg var midt i min studentereksamen. Jeg ved fra hendes venner at hun brugte al sin energi på den tid på dagen, da jeg var der. Jeg havde mange jeg kunne tale med om det, og som støttede mig helt utroligt meget både før, mens og efter hun døde. Vi havde flere ritualer, en lille ceremoni på hospice dagen efter, bisættelsen, gravøl med taler, digte og sange, nedsættelsen af urnen, og en mere privat lille kunstseance på en strand noget tid efter. Bare for at sige at det kan godt lade sig gøre også i dagens Danmark og uden ret meget religion. Men det kræver at man tør se døden lige i øjnene når den kommer, det er rigtigt. Jeg er glad for der var nogen til at hjælpe mig med det, ikke mindst min mor.

Niels Duus Nielsen, Hanne Koplev, David Zennaro, Jørn Andersen og Thomas Steensen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Ca. da jeg blev 50 indså, at døden er en udfrielse fra en menneskehed og en verden der står i lort til livet og jeg undrede mig noget over, at jeg ikke havde indset det mange år tidligere, men det er måske et spørgsmål om modenhed eller kemi der gjorte, at jeg ingen anelse havde om, hvor galt det i virkeligheden stod til med verden .... og det er selvom jeg havde læst om holocaust og Stalin m.m.. Omkring de 50 gik det op for mig, at vi ikke bygger videre på et bygningsværk, men at mine forældre døde og nye genrationer skulle til, at lære alt det som jeg havde lært og mere til bare for at de kunne overtage pladsen med at bekæmpe gale mennesker, der vil ødelægge det for andre - det stod mig lysende klart at livet dybeste set er styret af jungleloven og en fiasko og i det samme stod det mig også klart at jeg skulle begynde at beskæftige mig med noget der virkeligt interessere mig, noget der havde der havde dybde og for det der er smukt ved livet på trods af at livet som helhed, set fra et menneskeligt synspunkt er en ynkelig fiasko.... og selvom jeg 100% sikker på at døden er en udfrielse og livet som en helhed en fiasko så har jeg aldrig før været så forbundet til livet på den gode måde som jeg er efter at have indset det hele er en fiasko.
- Jeg selv set hvordan det er de efterladte, der er de store tabere, fordi det ser en del af deres liv forsvinde.... men det er kun liv og selvom man har været så heldig at kunne være glad ved noget af det så er det trods alt kun liv, som er en big deal for det der er levende, men som nok ikke er noget, som vi vil savne, det sekund hvor vi først er udfriet af det.
- Brug alt din kreativitet til at leve livet på en big men kærlig måde, midt i alt elendigheden tro på at kommende generationer bliver bedre til at leve, at mennesker finder ud af at dele goderne, at nogen opfinder en pædagogisk skole.... ikke hold tilbage med de stor forhåbninger til verden, heller ikke hvis du føler du har mistet nogen eller noget af din verden.

PS Bare min mening.

Niels Duus Nielsen, Antonio Medone, Carsten Svendsen, David Zennaro, Flemming Berger, Ib Lynæs Hansen og Nette Skov anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Fin artikel - og helt enig i at vores kulturkreds lider af en ekstrem grad af dødsfremmedgørelse - og generelt et problem med at påtage sig sin skæbne. Det er endnu en af modernitetens svøber - og naturligvis forbundet med et tilsvarende tab af religiøs/metafysisk livssyn.

Her er i øvrigt samtidigt forklaringen på, hvorfor sundehedsvæsnet er en politisk hellig ko, som ingen politikere tør beskære. Det er denne blankocheck, medicinalindustrien og alle de andre private underleverandører behændigt udnytter.

Hvis man ønsker en nem og 'glidende' overgang til døden, så er det bedste man kan gøre, at meditere - dagligt over lang tid. Det er det nærmeste, vi kommer grænsen til det hinsides - i en kontrolleret process. Det giver også en bedre og nemmere søvn - af samme grund.

Det paradoksale er jo, at det er vores egen inderste natur, vi flygter fra. Døden er blot en tilbagevenden til Stilhedens dimension. Der er absolut intet foruroligende ved det. Men det er en udfordring for den, der ikke kan slippe bindingerne og uvisheden.

/O

Niels Duus Nielsen, Sören Tolsgaard, peter fonnesbech og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Nanna Wulff M.

Kære Esben Kjær.

Din søn ville ønske, at du tilgav dig selv. Din søn ved, at han er elsket - at du elsker ham. Han elsker dig!

Tilbage er, at du lærer at elske dig selv.

Gode hilsener

Nanna

Anette Bjørnstrup, Hanne Koplev, Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Dødsfornægtelse er den logiske konsekvens af , at en materialistisk verdensforståelse er blevet den eneste saliggørende.

Hanne Koplev, Sören Tolsgaard, Birgitte Gøtzsche og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det er en umulig tanke. Ligesom med tanken om en rund firkant, er det ikke engang muligt at forestille sig, hvordan det er at være død. Så ligesom med alt andet, vi ikke kan begribe i simple termer, er døden noget, vi forsøger at lade være med at tænke på. Og da induktive beviser ikke er logisk tvingende, er der altid en teoretisk mulighed for, at lige netop jeg er den udødelige undtagelse, der bekræfter reglen om, at vi alle er dødelige.

Sandsynligheden er dog ret lille, så som altid må vi forsøge at bevæge os ad den gyldne middelvej:

Grib dagen for livet er kort, men kæmp for hvad du har kært, som var du udødelig.

Michael Kongstad Nielsen

Ifølge Johannesevangeliet får den, der kommer til tro, allerede del i evigt liv.
Og da rigtig mange danskere er troende medlemmer af folkekirken, lever de fleste mere evigt end man skulle tro.

Michael Kongstad Nielsen

Ifølge Johannesevangeliet får den, der kommer til tro, allerede del i evigt liv.
Og da rigtig mange danskere er troende medlemmer af folkekirken, lever de fleste mere evigt end man skulle tro.

Sören Tolsgaard

Artiklens illustration viser tilsyneladende, at 9-årige David har en (instinktiv?) tro på et evigt liv: "Han er med dig lige meget hvad du laver". Den disinkarnerede ("afdøde") er nær, men lever i en anden verden, på bølgelængde med den, som er åben..

De fleste kulturer har vistnok en lignende opfattelse, undtagen den moderne, hvor det materialistiske livssyn er blevet dogmatisk. De teknologiske fremskridt har medført, at vi omgiver os med så megen materiel komfort og stimulation, at vi er stadig mere angste for at opleve tilværelsen uden massiv sanse-tilfredsstillelse. Vi fortrænger den indre vision, som åbner sig, når den selvpåførte stimulation ophører, hvilket faktisk sker under naturlig søvn, som dog også falder mange vanskelig.

Flere grene af videnskaben er tæt på at erkende, at det evige liv er en kendsgerning. Den disinkarnerede genfødes, ofte med erindringer og talenter fra tidligere liv i behold, men dette overskygges som regel hurtigt af det moderne samfunds bestræbelser på hurtigst muligt at forberede barnet på erhvervslivets krav om at regne og skrive på computer. Den rigdom, børnene har med sig fra den åndelige verden, ignoreres aldeles.

Mennesker, som "dør" i en tidlig alder (fostre, børn, unge), inkarneres som regel ret hurtigt igen, mens et langt liv som regel følges af en længere disinkarnations-periode, hvor flere indtryk skal bearbejdes. Der findes en rig litteratur om sådanne emner, velkendt i esoteriske kredse, både i øst og vest. Stadig flere unge og gamle har behov for en sådan indsigt, og den sekulære materialismes forsøg på at eliminere eller reducere vores bevidsthed til kemiske processer i hjernen, som søges reguleret med piller, bør vedvarende udfordres af et mere holistisk livssyn.

Birgitte Gøtzsche

Ja, det er rigtigt hvad du skriver, Esben Kjær, og tak fordi du gør det!
Selv fik jeg meget tidligt i mit liv meget død meget tæt på - og har aldrig siden sluppet bevidstheden om at vores tid er begrænset. At døden kan komme som et knips med fingrene. Både min egen og - hvad der er meget værre - mine kæres.
Egentlig tænker jeg det mere er angsten for at miste end angsten for egen død, der får os til at sky andres sorg. Medfølelsen er for smertefuld.

Og så er vi iøvrigt så uvante med døden at den bliver traumatisk. Det er vel historisk kun meget kort tid vi mennesker har kunnet "regne med" at blive gamle. Før det var døden nærmest en del af det daglige liv. Blev man selv gammel var det ikke uden mange tab - måske flere ægtefæller og mange børn. Sorgen over at miste sine børn (måske på stribe) var lige så stor som nu, men den var ikke traumatiserende på samme måde.

Hvad dit indlæg giver mig som sidegevinst er at du viser, at vi kan leve med det, trods alt. Tale om det. Vi kan bære sorgen. Også den ubærlige sorg at miste et barn. Jeg har mødt andre stærke mennesker der har vist mig det samme. Det er jeg taknemmelig for.

Flot flot artikel af Esben Kjær. Tusinde tak for den.

Og apropos angsten for døden, spiller vaccine-industrien så rigeligt på den "melodi" og tjener formentligt derved enorme summer.
Især propagandaen for HPV-vaccinen er for længst "gået over i mol", men med tanke på, at der ligger flere hundrede andre vacciner mod kræftsygdomme og venter i kullidserne, er det klart, at det bare ikke må gå galt med HPV-vaccinen imod HPV-vira, der kan fremkalde livmoderkræft.
HPV-vaccinen er den første vaccine, som forventes at virke mod kræft.

Jeg talte om døden med min søster forleden, hun vidste ikke meget om døden, det pudsige var, at det vidste jeg heller ikke, så emnet varede kort, ligesom så meget andet. Jeg fortalte hende, at på min gravsten skal der stå dit dumme svin, den er rettet mod Bach, fordi han kunne formidle taknemlighed, det kan jeg ikke, min søster fortalte mig, at det skulle der også stå på hendes, men hendes er rettet mod alle.

Tak til Esben Kjær.
Og det er rigtigt, at ingen kan ønske evigt liv i denne verden.
Jeg kan også med sikkerhed fastslå, at det ALDRIG er okay at se Hammerslag.

Sören Tolsgaard

Min oplevelse er, at de fleste har et dybtfølt ønske om en fortsættelse af livet. Ønsket kan være overskygget af ubærlig smerte, men for så vidt som smerten kan overvindes, spirer ønsket om livets fortsættelse, i denne eller i en kommende verden.

Især, når livet har udsigt til at ophøre utidigt, dvs. før mæthed af dage er nået, mens livet meddeler os, at nye generationer er undervejs. Døden er kun en overgang, en langvarig søvn, og når livets resultat er gjort op, er vi klar til at fødes i endnu et liv. Den naturlige livstrang fortsætter i det uendelige mod stadig højere livsformer.

For mig at se det mest positive livssyn, og den udvikling, vi allerede har været vidne til, berettiger til at tro på, at menneskeheden trods mange selvskabte problemer har flere muligheder i vente, end vi overhovedet har fantasi til at fatte.

Klimadøden er for langt de fleste en udfrielse fra deres selvforskyldte umyndighed – og ikke en del af livet - så hvorom man ikke tale kan, derom må man tie.

Dick Steenlykke

Du skriver: "Og jeg fik ikke sagt ordentligt farvel. Jeg tilgiver aldrig mig selv.!" og det undrer mig, for det indikere jo kun, at du selv er dødsfornægter, som du påstår de fleste mennesker er, for ellers ville du jo nyde livet og ikke spilde det på ligegyldige ting som at bebrejde dig selv for noget, du ikke har nogen mulighed for at gøre noget ved..

Der er absolut intet at tilgive, for du gjorde det jo i den bedste mening, og jeg er sikker på, din søn ville tilgive dig, hvis han havde mulighed for det, og ved at bebrejde dig selv, begår du netop den samme fejl som alle andre, og det tror jeg ikke, din søn ville have ønsket for dig.

Jeg er på ingen måde selv dødsfornægter, for lige siden jeg kunne begynde at tænke selv, har jeg vidst, at jeg skulle dø, så har vænnet mig til tanken.

Ang. den dame, som havde mistet sin mand til kræft i en alder af 76, og døden kom som en vanvittig overraskelse, så er det jo muligt, kræften først blev opdaget sent, og døden derfor kom uventet, så kan døden udmærket forekomme overraskende som alle andre uventede dødsfald.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor du mener de fleste af os er dødsfornægtere, for jeg kender ikke nogen og er det som sagt heller ikke selv, og det VED jeg, for har selv engang troet jeg skulle dø, da jeg gik til undersøgelser med mistanke om lungekræft, og i den periode gjorde jeg nøjagtig som jeg plejede, og havde affundet mig med det, så nu skulle jeg nok vise verden, hvor nemt det var at dø.

Da jeg så fik at vide, jeg intet fejlede, og det blot havde været en forbipasserende virus, blev jeg i første omgang skuffet, når jeg nu skulle vise verden, hvor nemt det var at dø, men det varede naturligvis kun i få sekunder, inden jeg blev glad for at få lov til at leve lidt længere, og på grund af denne oplevelse ved jeg, at jeg er fuldstændig afklaret med døden, og det tror jeg mange flere er, end du giver udtryk for.

Når folk derfor "spilder" deres tid med at undersøge nye behandlinger i udlandet, tror jeg mere, de bare ønsker at forlænge livet, end det er en fortrængning af døden.

Endelig forstår jeg ikke, hvad du mener med, at det selvfølgelig var en læge, der sagde ja tak til pillen, som gav evigt liv, for hvorfor skulle en læge ønske evigt liv mere end andre?
Jeg ville sikkert også sige ja tak, for selvom jeg er en mand, har jeg stadig den kvindelige nysgerrighed (*s*) og vil derfor gerne opleve alt det, fremtiden kan bringe.

Bare mit lille input, som du absolut ikke behøver være enig i :-)

Jeg tror på reinkarnation og at sjælen om man vil, lever videre og at sjælen er lige så virkelig og en del vigtigere end kroppen. Det bliver spædende at opleve et liv uden en krop.

Dick Steenlykke

Et liv efter døden er vist kun noget mennesker tror på, men det er da også helt ok, hvis man bedre kan se døden i møde med den overbevisning.

Personligt tror jeg dog ikke, vi nogen sinde har været her, før vi blev født, og vi kommer heller aldrig igen efter døden, og netop derfor er det vigtigt, at gøre nøjagtig som man har lyst til, sålænge man ikke skader andre - ikke at jeg tror, det betyder så meget, men jeg har det selv bedst med en god samvittighed.