Forfatteren og filosoffen Umberto Eco erklærede engang, at mennesker, der vrøvler og handler tosset, før eller siden kommer til at støde sig på »virkelighedens hårde kerne« og på dens »modstandslinjer«.
Længe tænkte jeg, at Donald Trump på en eller anden måde måtte være hævet over denne lovmæssighed. Trods alt baserede han jo sin valgkamp på løgne, fordomme og bagvaskelse – og vandt alligevel.
Nogle fortalte os, helt absurd, at vi skulle tage ham ’alvorligt, men ikke bogstaveligt’ – som om al hans snak om muslimsk indrejseforbud, mexicanske voldtægtsforbrydere og trusler om at spærre sin modkandidat inde bare var tom snak.
I transitionsfasen før indsættelsen hævdede den tidligere CIA-direktør James Woolsey, at alle Trumps ’narrestreger’ kun var udtryk for mandens særlige stil – Woolsey endte med at forlade Trumps overgangshold i januar.
Efter to måneder i embedet ser jeg nu tegn på, præsidenten omsider kan være ved at løbe på Ecos ’modstandslinjer’. Selv om han hverken har fornemmelse for konstitutionelle forpligtelser eller sandhed, er han ved at gøre den erkendelse, at virkeligheden ikke kommer til at føje sig efter hans luner.
Domstole er ikke til narrestreger
Tag f.eks. hans nye indrejsedekret – en revideret udgave af det foregående, som blev underkendt ved domstolene. Det Hvide Hus havde store forventninger til det, men det endte med endnu et retligt nederlag.
Mest bemærkelsesværdigt ved afgørelsen er det, at dommeren insisterer på, at Trumps ønskede forbud må forstås ud fra den bagvedliggende erklærede hensigt.
Dommeren henviste eksplicit til Trumps udtalelser under valgkampen om, at han ville »lukke totalt og fuldstændigt ned for muslimers indrejse i USA« – og til Rudy Giulianis efterfølgende udtalelse i et tv-interview om, at Trump gik efter et muslim ban.
»Han ringede til mig og sagde: ’Sæt en kommission sammen. Vis mig den rigtige vej, til at vi kan gøre det her lovligt’«. For dommeren var det klart bevis på, at det omformulerede dekret var motiveret af »samme religiøse modvilje«.
Trump er stødt ind i et retsvæsen, der nægter at gå med på den bekvemme fiktion om, at mange af hans udtalelser bare skulle være ’narrestreger’. Domstolene har taget ham alvorligt og bogstaveligt – både som præsident og politiker.
Også i sin vaklende sundhedsplejestrategi støder præsidenten på Ecos ’hårde virkelighedskerne’. Under valgkampen lovede Trump, at ingen skulle frygte at miste sygesikringsdækning. Ifølge Kongressens budgetkontor er det imidlertid præcis, hvad anslået 24 millioner amerikanere står til at gøre, hvis den republikanske plan for ophævelse af Obamacare og indførelse af et nyt system bliver gennemført.
Dagen efter sin valgsejr pralede Trump i CBS-programmet 60 Minutes med, at »der vil komme bedre sundhedspleje, meget bedre, for færre penge«. Igen er det simpelthen ikke korrekt. Gennemfører Kongressen det forslag, Trump har godkendt, vil et enormt antal amerikanere – især ældre – komme til at betale mere for lægebehandling.
Geopolitisk modstand
Tydeligst er modstanden på den geopolitiske scene. Som den tidligere britiske ambassadør i USA Peter Westmacott udtrykte det, har Trump-administrationen »gjort skade uden påviselig grund« på det uundværlige forhold mellem britiske og amerikanske efterretningstjenester ved at gentage sin latterlige påstand om, at Obama-administrationen på en eller anden måde bad den britiske signalefterretningstjeneste, GCHQ, om at aflytte Trump.
Præsidentens og hans embedsmænds påfaldende mangel på beklagelse over det transatlantiske fnidder, de har udløst, viser, hvor overfladisk de forstår den diplomatiske og internationale virkelighed. Det samme gør Trumps tweet lørdag om, at Tyskland skylder »enorme summer penge til NATO«, og at »USA skal betales mere for det stærke og meget dyre forsvar, vi leverer.«
Den slags udmeldinger afslører en grundlæggende misforståelse af, hvordan den atlantiske alliance fungerer. Som Ivo Daalder, tidligere amerikansk NATO-ambassadør, hurtigt påpegede: »Undskyld, hr. præsident, men det er ikke sådan, det fungerer. USA beslutter selv, hvor meget vi vil bidrage til at forsvare NATO. Det er ikke en finansiel transaktion, hvor NATO-lande betaler USA for at forsvare sig.«
Sprækker af lys
Præsident Trumps krakilske krav om kompensation er rablerier uden hold i virkeligheden, og uanset om han piver eller synger, kan de ’modstandslinjer’, der definerer den geopolitiske virkelighed, ikke ændres efter hans forgodtbefindende. Jovist, de kan presses og rystes under globale kræfters vedvarende pres. Men institutioner som NATO kan ikke laves om via Twitter – ikke engang af den amerikanske præsident.
Lad os ikke overdrive omfanget af Trumps sammenstød med fakta. Han bor stadig mest i sit eget hoveds Mar-a-Lago – et skummelt kognitivt rum, hvor han ser verden, som han ønsker, den skal være, snarere end som den er.
Fredag spurgte en tysk journalist ham, hvorfor han han frygter mangfoldighed i medierne og så ofte taler om falske nyheder og ting som aflytning, som »i sidste ende ikke kan bevises«.
Trump svar var at håne hende som »en vidunderlig, venlig reporter« og at omgå spørgsmålet ved udelukkende at prale af USA’s voksende styrke.
Og dog er det, som om små sprækker af lys – ganske få – er ved at gennembryde de populistiske illusioners skjold. Eller for at ændre metaforen: Som om bølgerne fra Trumps sociopatiske tro på, at han uden konsekvenser kan sige og gøre, hvad han vil, er begyndt at tørne imod virkelighedens klipper.
Det betyder dog ikke, at der er noget at fejre eller grund til at slappe af. Intet udfald er sikkert. Men måske kan vi håbe på, at dette kan være enden på begyndelsen.
© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
En psykopat har ingen huller hvor lys kan trænge ind!