Kommentar

Tyrkerne tør ikke længere stole på hinanden

Uanset om Erdogan vinder eller taber den kommende folkeafstemning i Tyrkiet, går landet en dyster fremtid i møde. Erdogan har bevidst ført en splittelsens politik, som gør Tyrkiet mere end vanskeligt at holde sammen på
Mangfoldigheden i Tyrkiet er nu om dage reduceret til to overordnede kategorier: Enten er du med AKP eller imod AKP.

Mangfoldigheden i Tyrkiet er nu om dage reduceret til to overordnede kategorier: Enten er du med AKP eller imod AKP.

Depo Photos

Debat
21. marts 2017

Siden det mislykkede militærkup tilbage i juli 2016 har mindst 121.000 mennesker mistet deres job, ligesom mange politiske aktivister og fagforeningsfolk i dag sidder i tyrkiske fængsler.

Den svækkede opposition har svært ved at føre valgkampagne op til folkeafstemningen i april, for samtlige af landets kritiske medier er enten blevet lukket eller har fået deres redaktion overtaget af regeringsvenlige mediebaroner. Undtagelsestilstanden i landet gør tingene endnu værre.

Samtidig er det over de seneste år lykkedes Erdogan at skabe et afgrundsdybt skel mellem dem, der er med AKP, og dem, der ikke er. Går man ind for et nej ved den kommende folkeafstemning, er man forræder og terrorist, ifølge Erdogan.

Frygten spreder sig

Splittelsen mærkes langt ud over Tyrkiets grænser. Tyrkere bosat uden for Tyrkiet oplever et tiltagende pres fra Erdogan- og AKP-tilhængere.

Som aktive i NEJ Initiativet i Danmark oplever vi, at afstemningen er angstfremkaldende for mange herboende tyrkiske statsborgere. En betydelig del af dem har valgt at lukke deres profiler på sociale medier som Facebook og Twitter. De frygter repressalier, hvis de siger noget, som går AKP-linjen imod.

Allerede i august oprettede AKP-regeringen en stikkerlinje, som tyrkere i Europa blev opfordret til at angive støtter af Gülen-bevægelsen til.

Det har fået mange forældre til at melde deres børn ud af Gülen-skoler i Danmark af angst for at blive stemplet som Erdogans fjender. Og selv om stikkerlinjen er oprettet for at udradere Gülen-bevægelsen, bliver den brugt til at angive alle, som er i opposition til AKP – f.eks. kurdere og venstreorienterede tyrkere. Presset på oppositionen stiger.

I NEJ Initiativet i Danmark oplever vi, at nej-tilhængere er tilbageholdende med at tage aktiv del i valgkampen.

Frygten for, hvad man kan blive udsat for, når man rejser til hjemlandet, har været tiltagende, siden Erdogan opfordrede sine tilhængere til at stikke regeringskritiske tyrkiske statsborgere, som bor eller opholder sig i udlandet, til efterretningsfolk i de respektive tyrkiske ambassader. Erdogans fremfærd splitter og medvirker til, at nej-tilhængerne fra forskellige fløje har svært ved at vise tillid til hinanden.

Puster til ilden

Splittelsen blandt tyrkerne i Europa er for intet at regne mod splittelsen i Tyrkiet. Folk fra forskellige etniske og religiøse grupper har lige nu svært ved at stole på hinanden. Og man skal næppe sætte sin lid til, at splittelsen vil tage af, når folkeafstemningen er overstået, for mange har svært ved at tro på en fremtid med sammeneksistens.

Den polariserende og sunni-dominerede politik, som Erdogan fører, er med til at øge de i forvejen anspændte forhold i landet.

Spændinger, som kommer af krigen mod den kurdiske minoritet og deres folkevalgte; tilsidesættelse af retssikkerheden i kølvandet på det mislykkede kupforsøg; de fem millioner flygtninge fra Syrien, som befinder sig i landet under kummerlige forhold; militærets invasion i Syrien, der hver dag forårsager tab af tyrkiske soldater samt Islamisk Stats og fundamentalisters stigende indflydelse på den tyrkiske offentlighed.

Tolerancen over for forskellighederne på tværs af etniske, politiske, religiøse, kulturelle og seksuelle skel er næsten ikke til stede. Mangfoldigheden i Tyrkiet er nu om dage reduceret til to overordnede kategorier: Enten er du med AKP eller imod AKP. Den politiske islam, som AKP stille og roligt har ført ud i livet i de sidste 16 år, bestemmer i dag kursen.

Den sekulære del af befolkningen dømmes som vantro, der praktiserer kristelige værdier. Reaktionerne i kølvandet på terroraktionen mod et diskotek i Istanbul ved nytårsaften, hvor 39 unge mennesker mistede livet, er et godt eksempel på dette.

Landet kunne ikke stå sammen for at fordømme terrorangrebet, der har kostet så mange unge livet. Man var for splittet. Det Islamiske Trossamfund, som er en statslig institution, AKP-tilhængere og fundamentalister har via sociale medier tilkendegivet, at de unge, der mistede livet i natklubben, havde fortjent at dø, samt at man burde forbyde at fejre nytår og jul, fordi de højtider hører til den kristelige verden.

Stemningen er derfor anspændt, og uanset udfaldet af valget er det politiske klima i Tyrkiet præget af frygt for mere kaos og økonomisk krise. Vi frygter en decideret borgerkrig, forstået som en tilstand, hvor Erdogans tilhængere går i krig mod alle, der ikke ønsker at leve under hans regime.

En ny undersøgelse viser, at hver fjerde tyrker ønsker at flytte til et andet land. Tyrkiet har derfor brug for en leder, der kan holde landet sammen, og ikke Erdogans enmandsstyre, der splitter. End ikke Erdogans berygtede brutalitet vil kunne holde den gensidige fjendtlighed i skak. Det paradoksale er, at han selv har skabt den, netop for at øge sin magt.

Mustafa K. Topal er ph.d.-studerende ved RUC

Ibrahim Benli er cand.mag. og folketingskandidat for Enhedslisten i Københavns Omegn

De er begge aktive i NEJ Initiativet i Danmark

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Rasmussen

Og vi andre tør ikke længere stole på tyrkerne.

Anne Eriksen, Poul Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming S. Andersen og Einar Carstensen anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Erdogans og hans følgere må i deres stille sind juble over bemærkninger à la ”vi andre kan ikke længere stole på tyrkerne”. Hvorfor skal ”vi andre” understøtte den rendyrkning af etnisk-national politik, som Erdogan og de tyrkiske nationalister har excelleret i i de senere år?

Til gengæld må de modige tyrkiske borgere – intellektuelle og arbejdere, sunnier og alevier, religiøse og ateister, tyrkere og kurdere, tyrkisk baserede og udenlandsk baserede, unge og ældre osv. – der ofte med store personlige omkostninger til følge forsøger at bryde tabuerne i den tyrkiske politiske debat: ikke mindst det kurdiske spørgsmål og det armenske folkedrab – unægtelig føle det som en kniv i ryggen, når ”vi andre” udtaler, at ”vi” ikke kan stole på dem.

David Zennaro, Robert Ørsted-Jensen, Steffen Gliese, Arne Lund og Søren Nielsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Så faldt masken, Leo

Den megen bragesnak om, at vi blot skal vise vores gode, demokratiske sindelag ved at tillade tyrkiske politikere i at føre valgkamp i Danmark, for så kan oppositionen jo bare også møde op - hvorefter alt er i sin skønneste orden - bliver her dementeret af nogle af dem, der frygter for deres personlige sikkerhed ved at gå imod Erdogan.

Hvad er så dit svar? At insinuere, at kritikerne måske "samarbejder med andre landes bevægelser".

Jamen, så er alle jo lige gode om det, ikke sandt?

Robert Ørsted-Jensen, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Flemming S. Andersen og Arne Lund anbefalede denne kommentar

For øvrigt finder den tyske efterretningstjeneste, BND, ikke at Gülen-bevægelsen stod bag kuppet:

SPIEGEL: Erdogan has claimed that the cleric Fetullah Gülen was behind the coup attempt last July. More than 100,000 civil servants lost their jobs in the aftermath and thousands have been imprisoned. Was Gülen really behind the coup?

Kahl: Turkey has tried to convince us on a number of different levels. But they haven't yet been successful.

http://www.spiegel.de/international/germany/german-intelligence-chief-br...

David Zennaro, Anne Eriksen og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar

PET der jo har både erfaring i at aflytte os alle sammen, og har ressourcerne til det, bør straks sætte ind på at afsløre hvilke herboende tyrkere, der angiver andre kritiske landsmænd på stikkerlinien. Og rejse sigtelse mod dem for ulovlig efterretningsvirksomhed.
Nå ikke. Næh, for nok er Erdogan en slem dreng, men han er vores skurk. Han er med i NATO, og han agerer - indtil videre - som en prop i flygtningestrømmen fra Syrien mod Europa, så lad os for guds skyld, holde os gode venner med ham.

Mihail Larsen

Leo -

vil eller kan du ikke forstå, at Erdogans tyrkiske kritikere og modstandere er bange for at deltage i de valgmøder, som Erdogans tilhængere arrangerer?

Mihail Larsen
Poul Sørensen

"Man binder os på hånd og mund".... det er bogstavligt hvad Erdogan står for og vi bør gøre alt hvad vi kan for at underminere hans styre.

Mihail Larsen

Surrealistisk og absurd

"Mihail - Jo, jeg forstår. Netop derfor skal vi hjælpe dem. De kan arrangere deres egne møder.
Men spørg dem selv hvordan !
Du mener åbenbart, at de og vi skal opgive på forhånd og bukke underdanigt for hr Erdogan."

Efter dusinvis at kritiske artikler fra min hånd om Erdogan, mener jeg "åbenbart, at ... vi skal opgive og bukke underdanigt for hr Erdogan." Øhh, hvordan kan man slutte på dén måde? Det er jo forrykt.

Og med hensyn til at 'spørge dem selv' - jeg formoder, Nygaard henviser til kritikerne af Erdogan - så er det jo lige præcis dét, hele artiklen handler om. Man har spurgt dem - og de er tydeligvis bange. Det er lykkedes Erdogan (og hans dansk-tyrkiske støtter) at intimidere kritikerne af Erdogan, så de for manges vedkommende ikke tør stå åbent frem - bl.a. af hensyn til deres familier i Tyrkiet.

Er det ikke snak nok?

"De kan arrangere deres egne møder", forsikrer Nygaard så. Fuldkommen resistent over for de argumenter, der allerede er blevet fremført herimod, bl.a.:

a) at arrangører og deltagere i sådanne møder vil være under tyrkisk overvågning og stikkeri, og
b) at de naturligvis vil stå langt svagere, fordi Erdogan-tilhængerne finansieres af den tyrkiske stat.

For slet ikke at tale om

c) at europæiske lande ikke vil gøres til slagmark for tyrkisk indenrigspolitik og tvinges til at importere tyrkiske konflikter.

Danmark er ikke en del af Tyrkiet; Tyrkiet er ikke en del af EU. Tyrkere med dobbelt statsborgerskab har ret til at stemme ved valg i Tyrkiet, men ikke til at eksportere deres politiske diskrimination og politisk til Europa. Det dobbelte statsborgerskab giver ikke Tyrkiet jurisdiktion i europæiske lande.

Bjarne Bisgaard Jensen, Robert Ørsted-Jensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

" ... at eksportere deres politiske diskrimination og vold til Europa."

Peter Bækgaard

Hvad rager Tyrkiet os? Ville det ikke være smart at ekskludere dem fra NATO og EU relationerne og lade dem klare deres udfordringer selv? Jeg tror ikke en gang vi skal bruge en udefrakommende gnist til at tænde bålet i Tyrkiet. De skal nok klare det selv. For mig at se er Tyrkiet en splittet nation og de plejer at implodere med tid når fællesskabsfølelsen langsomt forsvinder.
Hvor i verden hører Tyrkiet mest til? Europa eller Mellemøsten? Personligt mener jeg at de burde orientere sig mod Mellemøsten da vores fælles værdier med Tyrkiet er til at overskue.

Mihail Larsen

Leo, jeg giver op

1)
Jeg har tydeligt i efterhånden mange indlæg understreget min støtte til kravet om ytrings- og forsamlingsfrihed - også for herboende dansk-tyrkere indbyrdes. Men jeg mener ikke, at denne frihed giver tyrkiske politikere ret til at føre valgkamp i Danmark, for Danmark udgør ikke en del af Tyrkiet.

(2)
Jeg har så oveni påpeget, at der - selv hvis man tillod de tyrkiske politikere at føre valgkamp i Danmark - ikke ville være tale om en fair og lige debat, alene af den grund at den tyrkiske stat spionerer mod herboende kritikere af Erdogan og dertil ensidigt understøtter Erdogan-støtter økonomisk med statslige midler.

Dansk-tyrkere kan stemme på ambassaden - eller pr. brev, hvis de tør. Det bliver deres egen sag.

Begge mine argumenter er upartiske i dén forstand, at de ikke tager stilling til indholdet af Erdogans politik (om jeg kan lide den eller ej), men kun til det statsretligt-processuelle.

ad 1) Tyrkisk indenrigspolitisk valgkamp med deltagelse af tyrkiske regeringsrepræsentanter hører ikke hjemme i Danmark, der er underlagt en anden Grundlov.

ad 2) Og valgkampe, der foregår under ensidig statsstøtte til regeringens tilhængere, umisforståelige trusler mod oppositionen og en generel ophidselse til hellig krig, mangler demokratisk legitimitet.

Flemming S. Andersen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Det er vores opgave at beskytte herboende tyrkeres frihed, men også at sikre at oppositionen i bl.a. Tyrkiet til stadighed vil ha et fristed i vores og andre europæiske lande. Vi skal ophøre med at nedgøre vores egne hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder, vi skal værdsætte samme, stille krav om at de respekteres. Kun på den måde kan vi medvirke til at vores rettigheder kan forblive et fristed også for dem der ikke har sådanne i deres egne hjemlande.

Der kunne så i denne sammenhæng siges en del om regeringens behagesyge over for tyrkiet, om kurdisk tv og om behagesyge overfor kinesere og frygt for religiøse fanatikere i den muslimske verden i denne sammenhæng. Men det må være til en anden gang.

Robert Ørsted-Jensen

"Jeg og andre med rødder i Tyrkiet kan være sikre på, at hver gang vi bruger vores demokratiske ret til at kritisere Erdogans styre, bliver vi øjeblikkeligt udsat for diverse tilsvininger, trusler - og nu også at blive angivet til den tyrkiske efterretningstjeneste.

De, der gør det, er vores landsmænd. Folk, der bor i Danmark, som er fuldstændig ligeglade med almene retsprincipper, og intet begreb har om, at vi herhjemme løser uenigheder via dialog og ikke ved trusler og angiveri."

Ja sådan noget er et problem og det bør påpeges som det blir her

Robert Ørsted-Jensen

"Ikke kan foregå efter vores idealer" - demokrati og respekt for for mennesker med andre holdninger og politiske synspunkter skal ikke reduceres til "vores idealer" Leo. Vi skal skal og bør utvetydigt og uden undskyldninger af nogen art insistere på at dette er regler vi alle skal overholde - også hvis vi er tyrkere. Alt andet er bare en svær omgang kulturrelativisme. Demokrati og respekt for diversitet et ikke "vores idealer" det er universelle værdiger som man skal insisterer på.

Mihail Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Det er netop fordi vi stiller krav om accept af disse hårdt tilkæmpede rettigheder at vi afviser at lade Tyrkiets regering køre friløb med disrespekt af samme inden for vores landegrænser. Jeg mener i øvrigt også at man skal slå hårdt ned med straf og udvisning af tyrkiske statsborgere der er engageret i at angive medborgere til de tyrkiske myndigheder for deres regeringskritiske aktiviteter. I det hele taget skal der stilles krav til indvandrere hvad angår respekt for demokrati og ytringsfrihed. Antidemokratiske elementer skal ikke kunne blive statsborgere (det er alt nok med de af den slags der er født i landet).

Hvad Tyrkiet angår skal antidemokratisk udviklinger medføre sanktioner og isolation

Ja, Robert Ø-J.
Nu er Tyrkiet jo en spydspids i kampen for det atlantiske demokrati. Derfor kan man støde på udtalelser som denne:

- Lederen af NATO-magten Tyrkiet fremsatte i dag denne advarsel:
Erdogan: Ingen europæer vil kunne gå sikkert på gaderne nogen steder i verden

http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE9450545/erdogan-ingen-...

Henrik Andersen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Jeg savner lidt mere refleksion mht. de mulige virkninger på tyrkisk politisk udvikling af eksempelvis sanktioner og isolation. Der findes næppe en nem løsning på, hvorledes omverdenen skal forholde sig konstruktivt til Erdogan og hans følgere, men jeg synes, debatten præges lidt for meget af automatreaktioner à la ”ned med tyrkerne” og for lidt af omtanke.

Sanktioner er blevet benyttet ved en række lejligheder overfor autoritære regimer, men mig bekendt ikke med særligt positive resultater. De autoritære regimer har ofte kunnet benytte sanktionerne som et våben mod deres befolkning, og som et resultat er regimerne er blevet styrket snarere end svækket. Den vigtige undtagelse er Sydafrika under apartheid, hvor der var en stærk intern opposition, der støttede sanktionerne. Sanktioner overfor Tyrkiet vil formodentlig drive landet i retning af Rusland, og internt vil regimet kunne benytte sanktioner til at styrke et allerede eksisterende billede af en vestlig verden, der er dominerende, antityrkisk, antimuslimsk osv., ligesom det vil kunne styrke regimets aggressive kampagne mod ”liberale” intellektuelle og sekulære kræfter i samfundet.

Jeg tror, det forholder sig nogenlunde på samme måde mht. forsøg på at isolere Tyrkiet. Det vil primært styrke landets autoritære og nationalistiske kræfter. Og her er det vigtigt at huske på, at Erdogan jo ikke har hele det tyrkiske samfund bag sig. Den aktuelle aggressive adfærd fra regimets side afspejler netop usikkerheden om den kommende folkeafstemning, eftersom befolkningen efter alt at dømme er delt. End ikke inden Erdogans eget parti (AKP) er der ubetinget støtte til Erdogans konfrontationskurs.

Hvad så? Kritikken af det tyrkiske regime bør naturligvis være åben og præcis, og her er der næppe grund til at holde igen. Det gælder eksempelvis kritikken af overvågningen af herboende tyrkiske og/eller danskere borgere, der udtaler sig kritisk vedrørende tyrkiske forhold. Det gælder kritikken af de omfattende arrestationer af journalister m.fl. Og det gælder kritikken af det forfatningsreformforslag, der er lagt til folkeafstemning – det er mildt sagt problematisk (en god diskussion findes på: https://www.opendemocracy.net/mehmet-ugur/turkey-sick-man-of-europe-reap...).

Samtidig er det vigtigt, at kritik ikke kan udlægges som værende et udtryk for dobbeltstandarder, ligesom de decideret antityrkiske udtalelser der af og til fremkommer i debatten – f.eks. i et indlæg ovenfor – kun styrker Erdogans propaganda om, at Vesten har rottet sig sammen for at svække Tyrkiet.

Kunne sådanne mere ”konstruktive” kritikformer kobles til en vis åbenhed overfor eksistensen af Tyrkiet som en stat – Tyrkiet er ikke lig med Erdogan – kunne debatten måske bevæge sig i en mere frugtbar retning. Tyrkiet ligger nu engang, hvor det ligger, og omverdenen bør vel støtte en fortsat demokratisering og sekularisering af landet fremfor en styrkelse af landets autoritære dæmoner.

Henrik Andersen, Mihail Larsen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Henrik Andersen

Måske ikke, men de har også rigeligt at se til internt i Tyrkiet. De folkevalgte i det tyrkiske parlament
kan ikke engang føle sig sikre blandt deres egne. En sørgelig parodi på et demokrati, som måske snart er slut hvis Erdogan får sin vilje.
https://m.youtube.com/watch?v=Vi96f4v5iC0

Robert Ørsted-Jensen

Henrik - med fare for at du føler dig omklamret af dæmoniske mig - så er jeg enig i at der ikke er enkle løsninger og at automat reaktioner naturligvis ikke dur. Jeg angav kun retningen implementeringen bør naturligvis gennemtænkes. Men min holdning er at meldinger overfor Tyrkiet og ikke mindst også herboende tyrkere - bør være klare og utvetydige og helst burde de være fælles EU meldinger. Vi bør ikke negligere det faktum at vi har et stort tyrkisk mindretal i Europa. Vi har en ofte glemt forpligtigelse over for disse menneskers demokratiske bevidsthed og rettigheder. De har brug for klar og solidarisk tale fra vores side. Men de har ikke brug for slinger i valsen, kulturrelativistisk og halalhippie nonsens når det gælder respekt for demokratiske og andre menneskerettigheder. Elementer der åbenlyst undergraver demokrati og rettigheder i egne rækker skal kunne føle vores vrede. Det her handler om at behandle vores indvandrer med respekt og det gør man netop ikke hvis man generaliserer dem som stakkels undertrykte muslimer eller støtter Erdogans fascistisk islamistiske offerrolle prædikener. Tyrkiet var desuden ikke er stakkels offer. Tyrkiet var selv en kolonistisk misæder af værste klasse og tyrkisk neonationalisme er farlig

Robert Ørsted-Jensen

Vi bør animere Tyrkiet i retning af fordelene ved forsat at aspirere til at være venner og i fællesskab med os. Men det mp ikke betyde at vi sælger ud af sølvtøjet

Henrik Andersen

Robert, jeg er enig. Og jeg kender personligt tyrkere hvis demokratiske sindelag absolut ikke kan betvivles. Det fortvivlende og negative ved globaliseringen og indvandringen er bl.a. at "nissen flytter med" til andre lande, hvor den skulle forblive i hjemlandet. Jeg bliver harm på gode gamle Danmarks vegne, når vi bliver tvunget til at forholde os til importerede politiske konflikter som vedrører et andet
land. Og tit med meget grove undertoner og trusler som det også fremgår af artiklen. Uhørt og frækt på dansk grund.

Henrik Andersen

Robert, ser lige at det nok var Henrik Plascke din kommentar var møntet på :0)

Robert Ørsted-Jensen

Leo det er ævl - der er al mulig grund til at vi skal solidarisere os med Tyskland og Holland. Moreover - dette burde være et EU anliggende

Robert Ørsted-Jensen

Henrik Andersen - desværre har dele af min egen politiske fløj været medvirkende til at vedligeholde Nissen med selvbebrejdnde bevidstløst "vesten" er synderen nonsens. Respekt for Demokrati og demokratisk rettigheder er fandeme ikke nogen vestlig værdi - desværre - men det er ikke værdier vi på noget tidpunkt må sælge ud af

Mihail Larsen

Tyrkiet og EU - i fremtiden

I tiden efter 2. verdenskrig opstod en generel forståelse for, at fremtidige konflikter (i krigs-format) kunne undgås ved at i stedet for at adskille. Bag den ophidsede, ideologiske retorik i tiden mellem 1. og 2. verdenskrig lå økonomiske interessemodsætninger. Derfor var det nærliggende at begynde integrationen på det økonomiske område.

Vi kan nu i tilbageblik se, at det fandt to, forskellige former: Den europæiske Union (EU) og Det europæiske frihandelsområde (EFTA). Unionen havde som indbygget mål at udvirke en stadig tættere integration, der også omfattede fælles politik, lovgivning og retsvæsen. Frihandelsområdet ville ikke gå videre end til etablering af en toldfri handel.

Hovedparten af de kontinentale, europæiske lande tilsluttede sig Unionen, medens f.eks. Storbritannien og Danmark tilsluttede sig Frihandelsesområdet. Storbritannien og Danmark var dog også interesseret i at nyde godt af EU, og efter flere tilløb blev de optaget i 1972/73. Det skete på skrømt, for ingen af landene var reelt interesserede i EU's målsætning om et 'stadig stærkere samarbejde' på andre end økonomiske områder. De to lande meldte sig ind, fordi de har en fremherskende kræmmerkultur.

Nu har Storbritannien så besluttet sig for at forlade skuden, fordi det ikke er lykkedes for landet at begrænse eller forvandle EU til en frihandelseszone, og det kan de af os, der ønsker, at EU skal udvikle en social profil til imødegåelse af de 'frie' markedskræfter, glæde os over. For Storbritannien har indædt modarbejdet en sådan udvikling af EU - med Danmark i slipstrømmen.

I tidens løb har flere lande anmeldt deres interesse i at blive medlemmer i EU. Desværre lod en blanding af eufori efter Berlinmurens fald og en fortsat koldkrigstænkning i dele af Europa en række østeuropæiske lande blive medlem, før EU havde udviklet sin politiske arkitektur, og før de pågældende lande havde opfyldt alle kriterier for optagelse - og de sørgelige konsekvenser heraf ser vi i dag manifesteret i de østeuropæiske landes, mere eller mindre autoritære nationalisme.

Hvorfor dette lange tilløb til et indlæg om EU og Tyrkiet i fremtiden?

Fordi vi ikke skal gentage de fejl, der tidligere er begået.

For det første skal evt. tyrkisk optagelse ikke kun handle om økonomi og sikkerhedspolitik, men også om politisk, videnskabelig, administrativ, retslig og kulturel integration.

For det andet skal vi naturligvis end ikke overveje Tyrkiets medlemskab af EU, før Tyrkiet til fulde lever op til optagelsesbetingelserne (bl.a. om demokrati, retssikkerhed, menneskerettigheder etc.).

Begge dele kræver en fundamental politisk og kulturel transformation i Tyrkiet, som det vil tage mange årtier at virkeliggøre. Hvis altså overhovedet Tyrkiet skal være medlem af EU. For hvorfor skal de egentlig det? Det virker da i al fald hel skørt, hvis Storbritannien - som vi er historisk og kulturelt langt mere forbundet med - er udenfor. Selv Rusland - hvis retssystem er af romerretslig oprindelse - vil være et mere nærliggende kandidatland end Tyrkiet.

Lad Tyrkiet - og med tiden måske også nogle nordafrikanske lande - blive medlemmer af en frihandelseszone med EU, men lad dem aldrig få bestemmende indflydelse på, endsige vetoret inden for, EU.

Mihail Larsen

Æv

I tiden efter 2. verdenskrig opstod en generel forståelse for, at fremtidige konflikter (i krigs-format) kunne undgås ved at integrere i stedet for at adskille.

Robert Ørsted-Jensen

Tak Mihail - og du sendte mig i gulvet med din bemærkning on "kræmmer kultur" LOL
Smukt spiddet og det var også det der fra starten var problemet. Jeg faldt selv delvist offer fir en manglende støtte til målsætningen bag EF/EU. Det var netop kræmmer argumenter der var i højsædet i 72 - og det var ødelæggende. Det var for mig Finn Gundelach og Gert Petersen der fik mig til at se de andre aspekter. Det er en stor ulykke at kræmmermentaliteten fik overhånden i enhver debat om europæisk samarbejde.

Henrik Plaschke

Robert Ørsted-Jensen:

Jeg overlever nok din dæmoniske omklamring – hvis vi skal kalde den det...

Jeg er ellers overordnet set enig med dig. Ikke nødvendigvis i alle detaljer og/eller formuleringer, men nok i retningen. Så må vi se, om enigheden holder, når retningen skal implementeres. Jeg er i hvert fald enig i din kommentar 22:04.

Robert Ørsted-Jensen

Plaschke - Ja på det overordnede og hvad angår detaljerne er jeg yderst tolerant - jeg accepterer derfor at du ska ha ret til visse - naturligvis fuldkommen fejlagtige - synspunkter ;-D

Henrik Plaschke

Tak.

Robert Ørsted-Jensen

Der er næppe nogen der forbyder folk at afholde valgmøder. Det er mig bekendt gjort tidligere. Men Tyrkiets regering ønsker at udnytte deres position og særstilling. Og det skal de ikke ha lov til. Men EU's regeringer burde formentlig bruge mere tid til at forklare herboende tyrkere hvorfor og hvad respekt for demoktrati indebærer. Men derudover mener jeg ikke vi kan hjøælpe Tyrkiet med andet end et utvetydigt nej.

Robert Ørsted-Jensen

Det er ikke et spørgsmål om frygt og tyrkere må selv afgøre deres egen retning. Men vi må ikke tillade Erdogans despoti og disrespekt og forfølgelse af anderledes tænkende frit lejde på europæisk grund. Enhver antydning skal slås ned med hård hånd. Europa skal være et fristed for tyrkiske oppositionelle af alle afskygninger og de skal kunne give frit udtryk for deres synspunkter uden frygt for forfølgelse så længe de ikke misbruger dennecfrihed til at forfølge andre

Robert Ørsted-Jensen

Dette er tyrkernes egen sag Leo. At sige nej til ensidig propaganda fra deres nærværende regerings side er at sende de herboende en meddelelse. Hvis de alligevel er ubegavede nok til at stemme på svinehunden er det deres sag. De vil selv ende med at betale prisen i form af tiltagende problemer mellem EU og Tyrkiet. Det er vigtigt ikke at give efter for Erdogan, vi er allerede gået for langt med kurderne.