Kommentar

En valgsejr til Le Pen kan ikke udelukkes

Endnu tyder ingen meningsmålinger på, at Front National-lederen har nogen chance for at vinde det franske præsidentvalg, men ubekendte faktorer – nye personskandaler, ny terror, russisk orkestreret misinformation – kan stadig rokke uforudsigeligt ved vælgerne
Debat
10. marts 2017

Marine Le Pens højrepopulistiske Front National-parti har aldrig været tættere på magten. Det betyder dog ikke, at det er sandsynligt, at hun vinder valget til præsidentposten i maj.

Da Charles de Gaulle i 1962 indførte det direkte valg til præsidentposten, sørgede han for at indlægge et torunde-afstemningssystem, hvor vinderen i anden runde skal kunne mønstre et flertal på over 50 procent.

Alt tyder på, at Le Pen redder sig ubesværet til anden runde, hvor hun til gengæld står til at tabe klart. I så fald ligger den største fare ’kun’ i, at hendes parti bliver største oppositionskraft i Nationalforsamlingen.

Men tag ikke fejl: Vi bør ikke udelukke faren for et worst-case-scenario.

En lav valgdeltagelse kombineret med stærk politisk polarisering, flere personskandaler, russisk orkestreret hacking og misinformation i massiv skala  – eller endnu værre: ny terror kan stadig føre til en Le Pen-sejr.

Ser man på fransk politik med Brexit- og Trump-kampagnerne in mente, er det svært ikke at gyse. Husk på, at de britiske fortalere for EU typisk var saglige, men lunkne, hvorimod al politisk passion forekom koncentreret hos dem, der ville trække Storbritannien ud.

Og når de fremmedfjendske populister kunne ride på så stor en folkelig medvind i Storbritannien og USA, var det også fordi de borgerlige mainstreampartier (de britiske konservative, de amerikanske republikanere) ikke gav dem tilstrækkelig modstand.

Frankrigs yderste højrefløj rider på en lignende bølge og har for længst forstået, at kampen om politiske ideer vindes »ved at føre den på det kulturelle område som helhed« – som Gramsci engang udtrykte det.

Historisk højresving

Politiske kampe udspiller sig ikke kun i institutionerne, men også i vores sprogbrug – i de historier, vi fortæller – og i de billeder, vi maner frem. I dagens Frankrig er det blevet næsten normalt at sige, at indvandrere og flygtninge udgør et kritisk og eksistentielt problem, og at den sekulære orden trues ved islams blotte tilstedeværelse.

Frankrig er svinget til højre i de senere år, og store dele af højrefløjen er blevet radikaliseret og har overtaget mange af Le Pens ideer.

Socialisterne er splittede, og med hensyn til den radikale venstrefløj kan vi konstatere, at den ligger på linje med Le Pen i spørgsmål som globalisering og handel – for slet ikke at tale om, at begge parter abonnerer på den populistiske fortælling om et konfliktuelt og uforligeligt modsætningsforhold mellem de to angiveligt homogene blokke: ’folket’ og ’eliten’.

Hvis Le Pen lider klart nederlag ved præsidentvalgets anden runde (og indtil videre peger alle meningsmålinger i den retning), kan lettelsen blive kortvarig for det åbne liberale demokratis tilhængere.

For uanset udfaldet af præsidentvalget står Front National til at få en stærkere repræsentation ved parlamentsvalget en måned senere. Frankrig vil således stadig være ’Europas syge mand’ med konsekvenser, der også vil kunne mærkes uden for Frankrigs grænser.

På kanten af illiberalisme

Frankrig er med​​grundlægger af det europæiske projekt, den næststørste økonomi i eurozonen, den største militærmagt på kontinentet og permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Det er en af ​​Vestens grundpiller.

Men med Le Pen vævet ind i sin politiske struktur vil Frankrig svæve på kanten af ​​illiberalisme med en økonomi, der er underdrejet af høj arbejdsløshed og manglende reformer og med en social samhørighedfølelse, der er skadet af splittelse, intolerance og medborgere, der bliver stadig mere mistroiske over for etablerede mainstreampolitikere og institutioner.

Det er dystre tider for Frankrig – uanset nationens traditionelle forkærlighed for mondæn spleen. Déclinisme – ’national tilbagegang’ – er blevet national besættelse. Gå ind i en boghandel og se udvalget af bøger med titler som Forstå Frankrigs ulykker, Skumringstid for de franske eliter og Frankrig falder fra hinanden.

Aldrig på noget tidspunkt i efterkrigstiden har et præsidentvalg tegnet så uforudsigeligt og skræmmende for Frankrigs mainstreampartier. De politiske brudlinjer i så vitale spørgsmål som velfærdsstatens overlevelse, arbejdsmarkedsreformer, Europa, globalisering, multikulturel mangfoldighed og sekularisering, skærer så dybt, at de er blevet umulige at sammenkitte. Og mens gamle strukturer forvitrer, søger stadig flere mod ekstremerne.

Sådan er baggrunden for skandalen ’Penelopegate’, der truer med at trække François Fillon – det borgerlige håb – ned. Han er nu sigtet og under efterforskning for at misbruge parlamentariske midler gennem fiktive nepotistiske ansættelser. I desperation har han radikaliseret sine udmeldinger og flirter nu stadig tættere med Le Pens identitetspolitik. Og legitimerer herigennem populisme.

Bag hele dette giftige miks lurer Frankrigs historiske højreekstremistiske bevægelser. Der var en ram lugt af 1930’erne-politik i luften ved Fillons massemøde i Paris sidste søndag. Ultrakonservative katolske grupper havde ønsket at indramme begivenheden som en folkelig opstand mod dommere og medier.

I sin tale gik Fillon dog ikke med på denne antidemokratiske retorik. Han gjorde dog intet for at tage afstand fra de svævende konspiratoriske anklager om et bestilt ’politisk drab’ og et ’komplot’ imod ham.

Og det hysteri, Fillon har brygget sammen, redder ham ikke – hans tilslutning daler i meningsmålingerne. Er der nogen, der står til at vinde på dette, er det Marine Le Pen: Et klima af demagogi giver hende optimale muligheder.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen M. Mollerup

Problemet er ikke populismens fremmarch, men at venstrefløjen ikke har noget at byde på, som almindelige mennesker gider høre på! Det er blevet til inforstået selvfrelse.

Christian Engelbrecht

Kan ikke udelukkes. For Putin har verdens bedste valgsvindlere.

@ Christian Engelbrecht

Hov.., hov, det troede jeg ellers Amerika havde - de er og vil som de selv siger "ikke være second to none".

En artikel i går påpegede ellers at Amerika også deler penge ud til højrefløjen og dens valgsejr, og de bruger da også en sjat på Wilders i Holland, - så Rusland er ikke alene.

- Men, hvad skal man tro på i disse tider, - "fårerygteren på bjerget der alt for jævnligt råber "ulven kommer"(om Rusland, som dæmonen)", - eller er der noget galt med fårerygteren på bjerget og hans mentale tilstand?