Klumme

Vrede pædagogstuderende gør mig glad

Dér stod jeg bagerst i salen – som en del af systemet, en voyeur, en lydig forvalter i en stor institution – og blev helt glad og nærmest højstemt af at overvære de pædagogstuderendes demonstration. Glad over deres indignation og deres tro på, at de kan ændre verden
6. marts 2017

Forleden demonstrerede de pædagogstuderende på UCC Carlsberg – den nye, store, centraliserede uddannelsesinstitution, der ligger på hjørnet af den gamle Carlsberggrund.

De studerende havde indkaldt til stormøde i salen. De havde formuleret en række krav, som de ville have ledelsen til at imødekomme. Krav, der blandt andet handlede om bedre tilrettelæggelse af uddannelsen, og om, at der skal afsættes flere ressourcer til undervisernes forberedelse, så de ikke går ned med stress.

For godt et år siden var jeg selv pædagogstuderende, nu smuttede jeg inden for i salen som timelærer. Jeg er nemlig begyndt at undervise på pædagoguddannelsen (selv om min kollega Erik, der er gammel i gårde i det game, siger, at undervisning er et skældsord, og at det er udtryk for afmagt, når man ’bryder ud i undervisning’).

Men – jeg er altså begyndt at undervise og vejlede på pædagoguddannelsen. Og jeg var faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt det var upassende, at jeg gik med til mødet. Jeg følte mig som en voyeur. Udtrykket the establishment kørte rundt i mit hoved. Var jeg som underviser en del af the establishment? Det system, som de studerende protesterede over? Var jeg en modstander?

Men jeg havde lyst til at se, hvad der skete – se, hvordan det ser ud, når studerende protesterer og konfronterer deres uddannelses ledelse.

Og jeg var langt fra den eneste underviser til stede. Vi stod bagerst i salen i små klynger og så til, mens de studerende fremlagde deres problemer, frustrationer og utilfredshed, og derefter præsenterede deres krav.

Nogle af kravene handlede direkte om os undervisere og vejledere – blandt andet et krav om som studerende at få indflydelse på, hvilken vejleder man får på sin afsluttende bacheloropgave, og kravet om mere forberedelsestid til underviserne.

Og der stod jeg – som en del af systemet, som den lydige forvalter i en stor institution – og blev helt glad. Jeg havde en fornemmelse, det har jeg stadig, af, at det på en eller anden måde er naivt at blive glad over det med sådan en demonstration. Men det blev jeg – glad og en lille smule højstemt. Glad over deres indignation, glad over deres tro på, at de kan ændre verden.

Hver gang talerne havde præsenteret et af kravene, var der bifald. Og jeg klappede også – ikke så meget af de konkrete krav, som jeg ikke kender uddannelsen godt nok endnu til at kunne vurdere relevansen af – men af de studerendes engagement og tillid til, at det hjælper at råbe vagt i gevær. At der er plads til kritik.

»Det her er et eksempel på, at demokratiet fungerer,« sagde en af talerne. Arh, tænkte jeg alligevel skeptisk, vel kun, hvis de studerende rent faktisk kommer igennem med deres krav. Men senere har jeg tøvende ændret holdning. For demokrati er jo også er retten til at protestere, til at udtrykke sin utilfredshed med det system, man er en del af. Demokrati er blandt andet retten til at blive hørt og at gøre sin indflydelse gældende.

Det er selvfølgelig interessant, hvad der sker med listen over de 11 krav, de studerende afleverede hos UCC’s rektor. Jeg håber, at formuleringen af de 11 krav er begyndelsen på en dialog.

Jeg har aldrig arrangeret en demo, og jeg har kun få gange gået med i en. Jeg har ekstremt svært ved at tro på, at man kan ændre noget i verden. Alligevel tænker jeg, at en demonstration eller en kollektiv protest af enhver art tjener to vigtige formål.

For det første udtrykker man sin kritik med fælles stemme. For det andet højner en demo moralen hos deltagerne. At samles om en protest er en konkret, kropslig erfaring af et fællesskab, som måske kan bane vejen for, at man arbejder videre for sagen på andre måder.

Pædagogstuderende skal, når de er færdiguddannede, hjælpe andre mennesker med at blive selvstændigt tænkende og handlende mennesker. Det tror jeg bedst, man kan, hvis man selv er selvstændigt tænkende og handlende. Hvis man er i stand til at sige fra over for det, man oplever som uacceptabelt.

Derfor gjorde den demo mig ret glad.

Julie Top-Nørgaard er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu