Regeringen brygger på et forslag om at lette arveafgiften gevaldigt og fuldstændigt fjerne den for familieejede virksomheder. Når det ikke er noget, som regeringen gør meget ud af i regeringsgrundlaget, skyldes det nok, at der ikke ligefrem er tale om nogen folkesag. En sådan lettelse kommer især nogle af de allerrigeste familier til gode – en gruppe, som også har lobbyet heftigt for forslaget.
Den manglende fanfare for regeringens forslag skyldes nok også, at det er svært at retfærdiggøre, at indkomster fra arbejde skal beskattes med op mod 50 pct., mens arbejdsfri formuer fra mor og far skal slippe for skat. Det strider mod centrale idealer om lighed i vores samfund - både inden for en socialistisk og en klassisk liberal forståelse.
Det substantielle lighedsbegreb, der er dominerende blandt socialister, har som mål, at alle individer har adgang til det samme grundlæggende niveau af ressourcer og anerkendelse. Over for det står det formelle lighedsbegreb, som støttes af liberalister. Det går ud på, at individer skal ligestilles juridisk og have de samme muligheder, men at den endelige fordeling af ressourcer afgøres i konkurrence mellem samfundets individer.
Arv krænker begge disse idealer om lighed. Det substantielle lighedsbegreb går fløjten, når nogle mennesker får overdraget flere penge, end de fleste kan tjene i løbet af et liv. Det klassisk liberale ideal krænkes, når arvinger modtager kæmpebeløb helt uden nogen individuel indsats. Intet kan være længere fra ideen om lige muligheder, end at nogle begynder kapløbet 50 millioner foran deres konkurrenter på grund af fars penge.
Feudale levn
En opgørelse fra DR’s databaseredaktion viste, at de danske adelsfamilier med deres store familiegodser er blandt dem, der vil få den største fordel af den planlagte omlægning af arveafgiften. Og det er i grunden meget passende. For ideerne bag nedarvede formuer er grundlæggende fremmed for et moderne demokratisk samfund – men ikke for det feudale samfund, som adlen er rundet af.
I den feudale forestillingsverden er nogle mennesker født bedre end andre, og fortjeneste løber i slægten, snarere end den knytter sig til individets egen indsats i dette liv.
Det var den forestillingsverden, de borgerlige og demokratiske revolutioner i 1700- og 1800-tallet handlede om at gøre op med. Og med god grund. I den feudale periode var Europa styret af en adelig overklasse, hvis magt baserede sig på nedarvede privilegier og ejendom bygget på retten til at udbytte landbefolkningen.
I spidsen for staten stod dynastiske kongeslægter, som Bourbon, Habsburg og Tudor, som blot var adelshuse, der havde været mere skruppelløse eller brutale end de øvrige, og dermed havde fået et land frem for et grevskab at udbytte.
Liberal modstand mod arv
Mange af bannerførerne i de borgerlige og demokratiske revolutioner afskyede denne orden, og ønskede derfor et fuldstændigt opgør med princippet om arv. Blandt dem var også mange liberale. Adam Smith betragtede f.eks. ideen om, at formuer gik i arv som »unaturlig« og fremførte, at »der ikke findes nogen rettighed, der er sværere at retfærdiggøre, end retten til at disponere over sin formue efter døden.«
Blandt dem, der var inspirerede af Smith, var Thomas Jefferson, som i den tidlige amerikanske republik var modstander af arv, ud fra en betragtning om, at en demokratisk republik burde styres af de levende, og ikke bindes af tidligere generationer gennem arv og gæld.
Problemet var imidlertid, at da først det nye borgerskab havde fået kontrol over staterne i løbet af 1800-tallet, sad de selv på ejendomsretten til de væsentlige samfundsressourcer: det industrielle produktionsapparat. Og da disse nye patriarker også havde lyst til at lade deres jordiske gods passere til deres efterkommere, blev den principielle modstand mod arv og snakken om lige muligheder skubbet i baggrunden.
Som et forsøg på at legitimere denne genetablering af det dynastiske princip, satte mange af de store industribaroner i slutningen af 1800-tallet – f.eks. Carnegie og Rockefeller i USA, eller IP Jacobsen fra Carlsberg i Danmark – deres formuer i store familiefonde. Selv om deres efterkommere stadig havde kontrollen over formuerne, ville en del af afkastet gå til velgørenhed eller kulturelle og arkitektoniske formål.
Der var dog stadig en udbredt modstand mod princippet om arv af formuer, og både Marx og Engels i Det Kommunistiske Manifest og grundlæggeren af den moderne sociologi, Emile Durkheim, mente, at arveretten burde afskaffes.
Arv forsvandt og kom igen
I midten af det 20. århundrede så det ud til, at betydningen af spørgsmålet om arv blev mindre. I de tumultariske årtier omkring verdenskrigene skrumpede mange af de store formuer, mens de høje vækstrater i efterkrigstiden betød, at arv fra tidligere generationer nu fyldte relativt mindre i forhold til den vækst, der blev skabt i samtiden. Samtidig etablerede man skatter og afgifter på arv og formuer i de fleste stater for at afbøde den skævvridende effekt ved nedarvede formuer.
Det betød selvfølgelig ikke, at alle pludselig havde lige muligheder. Moderne sociologisk forskning har klart demonstreret, at også i relativt økonomisk lige samfund kan positioner gå i arv via uddannelsessystemet, netværk eller kendskab til sociale koder. Der var dog en periode i efterkrigstiden, hvor det så ud til, at det økonomiske aspekt ved arv var ved at forsvinde.
Men det skulle vise sig at være for optimistisk.
For det første var betydningen af arv nok aldrig rigtig forsvundet. Ny forskning, bl.a. af den økonomiske historiker Gregory Clark, har via studier af efternavne i Sverige, England og Kina vist, at efterkommere af rige familier stadig klarer sig bedre økonomisk selv århundreder efter, at formuen blev grundlagt.
Yderligere viser den forskning om koncentration af indkomster og formuer, som Thomas Piketty og hans forskningskolleger har lavet, at vi i dag ser en tydelig trend tilbage mod en økonomi, hvor arv igen bliver central.
I Kapitalen i det 21. århundrede tager Piketty udgangspunkt i klassiske romantiske romaner af Jane Austen og Balzac og peger på, at det for en ung ambitiøs mand i 1800-tallets ulige samfund, faktisk var rationelt at satse på at forføre en datter af en rig industribaron. Afkastet fra den arveformue, man på den måde kunne få fingrene i, overgik nemlig langt den indkomst, man kunne opnå selv som en vellønnet jurist eller embedsmand.
I midten af det 20. århundrede, hvor formuerne var mindre og mere ligeligt fordelt, levede vi i et mere meritokratisk samfund, hvor selv den mest dovne charmør var nødt til at få sig et job, hvis han ville have succes.
Problemet, som Piketty demonstrerer, er imidlertid, at vi nu lever i en periode med lavere vækst og en højere ratio af kapital i forhold til årlig indkomst. Det betyder, at nedarvede værdier igen får større økonomisk betydning.
Og når vi samtidig ser en stadig stigende koncentration af formuer blandt de allerrigeste, er der ikke langt tilbage til 1800-tallet, hvor rigdom snarere var noget, man arvede (eller giftede sig til), end noget man optjente.
Derfor er det ikke nu, man bør sætte arveafgiften ned. Man bør snarere sætte den op. Ingen betvivler, at man har ret til at arve personlige genstande eller anden ejendom, der primært har affektionsværdi. Men der er, som Adam Smith sagde det, ikke noget moralsk argument for, at man har ret til at få overdraget formuer, fabrikker eller store landområder på grund af det navn, man er født med.
Rune Møller Stahl er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet
HØRT! "Derfor er det ikke nu, man bør sætte arveafgiften ned. Man bør snarere sætte den op. Ingen betvivler, at man har ret til at arve personlige genstande eller anden ejendom, der primært har affektionsværdi. Men der er, som Adam Smith sagde det, ikke noget moralsk argument for, at man har ret til at få overdraget formuer, fabrikker eller store landområder på grund af det navn, man er født med." ENIG!
Hvordan en lempelse af arveafgiften passer med regeringens socialpolitiske udgangspunkt: lige muligheder frem for mere lighed, er lidt svært at se. Med mindre man underkender penge som udtryk for muligheder, selvfølgelig - og det gør man jo nok, trods alt, ikke. Tilbage står altså en regering som nærmest pr. automatik i alle spørgsmål sørger for at tilgodese de rigeste og uden noget større behov for at forklares sig overfor en befolkning, der selv har stemt på den.
Det er alligevel spøjst, at mange danskere hylder kongehusets medlemmer, samt folk med "gamle" penge, dvs. de adelige og de store industribaroner som Mærsk, som om de stod højere end dem selv. .
Måske er det fordi vi ubevidst aner, at det er de virkelige regenter, der styrer de vigtigste beslutninger?
De uopnåelige, de der er for fine til håndens arbejde og alt det andet trivielle som almindelige mennesker må slås med. De er stadig guder. Forstå det hvem der kan. .
Købepolitik.
V føler sig vel bare forpligtet til at betænke deres donatorer ...
Skal fiskekvoter også gå i arv , Venstre?
Ja, hvis man ønsker at afskaffe en masse arbejdspladser sætter man arveafgiften op. Dette vil effektivt dræne en lang række virksomheder for kapital og derefter sikre at de ikke er konkurrecedygtige. Held og lykke med nedlæggelsen af arbejdspladser
Arbejdspladser - arbejdspladser, magiske stopklodser for solidaritet og velfærd for den almindelige borger. Hver gang man foreslår noget, der ikke lige tjener erhvervslivet, så kommer den, arb.......
Jeg vil gerne tro, at Folketingets medlemmer har en slags storhedsvanvid, så mange skæve beslutninger, de allerede har tromlet igennem.
Vi mennesker har dog et behov for at tro på noget bedre, at folk var mere hæderlige før i tiden, at der var en adel noblesse? Det er der ikke nu, slet ikke i denne shellak regering. De må sø´rme nøjes med at deres børn og børnebørn holder sæderne varme sammen med pensionen, uanset evner.
"Arbejdspladser - arbejdspladser, magiske stopklodser for solidaritet og velfærd for den almindelige borger"
Hvor kommer velfærden fra?
Velfærd kommer fra de penge, vi betaler i skat (og arveafgift)
Hvor stor den bliver - afhænger af politikernes evner eller mangel på samme. En skævvridning med fordele for dem, der allerede har og en politik, hvor man ensidigt fokuserer på de offentlige udgifter via skrivebordsgeneraler og ikke tager de implicerede parter med på råd, skader mere end det gavner...
Så er der også dygtige, især tidligere politikere, som sælger vore værdier for peanuts, fyrer folk i skat, så fremmede kan tjene milliarder osv.
"Sundhedssystemet" er så syltet ind i NPM og dyre IT systemer, der ikke virker efter hensigten.
Det er jo ikke så godt, vel - Nils Bøjden? :)
Kære Nils.
Problemstillingen med at tab af kapital ved generationskifte i en privatejet virksomhed er ikke irrelevant, men der er trods alt udviklet andre ejerformer i de moderne kapitalistiske samfund som muliggør kapitaltung virksomheds-drift trods arveafgift.
Så hvis diskursen skal have lidt dybde bør den vel indeholde en mere fuldstændig gennemgang af fordele og ulemper ved forskellige ejerformer.
I øvrigt har indkomstskat og moms også negative konsekvenser for samfundsøkonomien ("koster også arbejdspladser").
Arv er en gratis overtagelse af et ejendomsgode. Hvis godet skulle være overtaget på almindelig vis, ville en masse beskatning have været inddraget. Hvorfor ikke ved arv?
Tak, Søren Hansen - ja, vilkårene er ikke så vanskelige og samfundet skulle gerne kunne fungere både for høj og lav.
"Problemstillingen med at tab af kapital ved generationskifte i en privatejet virksomhed er ikke irrelevant, men der er trods alt udviklet andre ejerformer i de moderne kapitalistiske samfund som muliggør kapitaltung virksomheds-drift trods arveafgif"
Enig. Men placering af aktier i Panama er kommet en smule i unåde.
Spøg til side. Udfordringen er selvfølgelig at uanset hvad vi så mener om den ene eller anden lovgivning i Danmark og udlandet, er konkurrencen med udenlandske virksomheder den hverdag en stor del af vores virksomheder levet under. Og hvis man øger skatten på visse former af danske virksomheder mere end hvad de ville opleve i udlandet, flytter virksomhederne.
Jeg har altid ment, og mener stadig, at det er ude i hampen at små formuer brandbeskattes. Det glemmes i denne diskussion. En formue på to millioner, der skal deles ved arv af fx tre personer har kun ét fradrag og ikke tre. Hvorfor? Og hvorfor skal staten dog beskatte penge, der allerede er beskattet? I mine øjne er det røveri.
Venstre har vel bare, i hele deres påfaldende kronisk pekuniære delirium, fundet ud af, at den eneste måde at blive formuende på i dette samfund er enten ved svindel og humbug eller ved arv – for her bliver man det garanteret ikke ved dagligt anstændigt arbejde, men snarere ved at rage til sig - det skal nemlig altid 'kunne betale sig' ...
Hvis arveafgiftn for famileejede virksomheder afskaffes, vil vi hurtigt se kreative løsninger til at omdanne megen personlige ejendom til virksomheder og dermed slippe for arveafgift. Det skal kreative advokater og revisorer hurtigt finde en løsning på, og det vil ikke engang være ulovligt.
Netop. Det er et fuldstændig forældet princip at formuer, jord og ejendom kan arves. Selvfølgelig indenfor rimeligheden grænser. Men at arveafgiften skal sættes ned til 5% er latterligt. De rige personer der vitterlig råder over kæmpe ejendomme, huse og formue må bidrage til samfundet ved at give lidt tilbage. Hvorfor blev de overhovedet så rige, må man spørge sig selv? Fordi omstændighederne og Kongen lod dem blive det. Vi skriver 2017, ikke hverken 1717 eller 1817 vågn dog op kære regering.
Så længe det kun er lønmodtagere og pensionister der betaler skat er Lars Løkke tilfreds. Ingen grund til at godsejere og andet godtfolk bliver chikaneret af arveafgift.
Vi skal bruge en masse penge for at vedligeholde samfundets fælles aktiviteter ( hospitaler, infrastruktur, velfærd , skoler , forskning o s v o s v o s v - læs finanslovens utroligt mange poster på nettet. )
Kunsten er at få de nødvendige penge hevet op af borgernes lommer på en måde, så de ikke føler sig "udnyttede" og måske endda mener, at de slipper lidt billigere end alle de andre.
Man søger at hente pengene , hvor de kommer "til syne" eller bruges - d v s indkomstskat, selskabsskat, moms, grønne afgifter, tobaksafgifter, spiritusafgifter, ejendomsbeskatning, arveafgift ved dødsfald, registreringsafgifter for motorkøretøjer og utallige andre finurlige "skatte- og afgiftsopfindelser".
M h t arveafgiften , så er det vel ok at undgå, at mindre familievirksomheder ( f eks et vvs-firma eller et mikro-bryggeri ) skal likvideres og dermed medarbejderne afskediges ved ejerens dødsfald for at afslutte dødsboet.
M h t de større selskaber er sagen noget anderledes - et dødsfald i ejerkredsen med arveafgift til følge vil blot kræve salg af aktier til andre ( evt til lønmodtagernes pensionskasser) og virksomheden drives blot videre med en ændret ejergruppe.
(Hvis man på en eller anden måde kunne sikre, at det IKKE er udenlandske kapitalfonde, der nyder godt af , at arvingerne i Danmark er nødt til at sælge aktier for at betale arveafgiften, så ville det være helt fint. Måske kunne man give en afgiftsrabat, hvis arvingerne sælger til lønmodtagerejede pensionskasser ? - det vil kræve lidt kreativitet , men det er ikke umuligt.)
Lav en regel, hvor f eks 70 % af den danske befolkning slipper for arveafgift , og lav en gradueret arveafgift for de resterende 30% således at de største avemasser beskattes forholdsmæssigt mest.
I øvrigt, så er alle skatter og afgifter REELT INDKOMSTSKATTER - uden en indkomst kan man jo ikke betale for de afgiftsbelagte varer - boliger , biler , motorcykler, dagligvarer (moms) o s v ?
Ja det er da frygteligt, som den arveafgift hæmmer generationsskifter og økonomisk vækst. Nu er det jo ikke hvert år, der sker et geneationsskifte. Der går vel 30 - 40 år imellem, så mon ikke Lego-, Danfoss, og lignende velbeslåede fædre kunne afse et par millioner årligt til at spare op til arveagiften?
Nedsættelsen af arveafgiften og kontanthjælpsloftet hænger sammen: Det sikrer, at børnene kan arve forældrenes status i samfundet, både i toppen og bunden. I det store perspektiv handler det om, at den økonomiske elite sammensættes af de initiativrige stifteres forkælede og halvkloge børnebørn, som er nødt til at hyre direktører til toplønninger, fordi de ikke selv har forstand på at lede den virksomhed, der har arvet.
Fortjener de virkelig denne lønstigning, direktørerne og bestyrelsesmedlemmerne?
Har de virkeligt gjort noget for samfundet og den enkelte lønmodtager?
Prøv at spørge finansministeriet, så vil de sikkert sige ja. Fordi deres minister mener det.
Stine Bosse udtalte idag at det måske var lidt for meget at gå fra en direktørlønning på en million, til en på en halv milliard. Lidt for meget..
Udover økonomisk og uddannelsesmæssige arv, kan man også arve en plads i den politiske klasse. Ellemanner, Hækkeruper, Helgved-Petersener, Aukener er de mest kendte.
Det kan vel ikke kaldes et repræsentativt demokrati.
som klassisk liberal vil jeg godt rette overskriften.
Det heder ikke "Selv Adam Smith ville være imod regeringens lettelse af arveafgiften" nej det heder ISÆR adam smith ville være imod. regeringens arveafgift det er klassisk beskidt konservatisme. at undlade og samle. jordrenten op og forære gevinsten af den videre til børn børnebørn og oldebørn igennem generationerne mens familieformuen bliver større og større på især de. svages bekostning.
Som klassisk liberal georgist er jeg faktisk større modstander af koncervertimsen end socialismen,
som der så godt nok også er fæl. men dog ikke monopolistisk asocialt grim.
Venstre og liberal alliance er idag liberalismens sande fjender. man kan ikke være liberal og modstander af grundskylden. være liberal og imod arveafgiften. længere er den ikke.
jeg er georgist og derfor også tilhænger af adam smith der som sådan bare er forløberen for henry george. for os er monopolisering. det værste tænkelige. kort og godt. .