Den 26. april debatteres blasfemiparagraffen på lederniveau under overskrifterne »Afskaf« og »Bevar«. Underligt, når der i disse to lederindlæg er enighed om, at paragraffen kun sjældent anvendes. Afskaffelse eller bevarelse har vel kun symbolsk betydning, så længe paragraffen stort set ikke bruges.
Og underligt er det for mig, at man kan bruge så relativt meget spalteplads på dette emne uden at nævne ordet ’respekt’. For mig er respekt det fundament, ytringsfriheden skal hvile på. Man kan godt gøre grin med noget, hvis man forinden har forsøgt at forstå, hvad det er, man gør grin med. Men man bør ikke kunne latterliggøre og forhåne på baggrund af dum og uvidende foragt.
Så hermed tre gode grunde til ikke kun at bevare blasfemiparagraffen, men også anvende den: For det første må det være en samfundsopgave at tage hånd om forhånere, blasfemikere, injurieskabere ved med bøder at markere, at disse krænkelser ikke værner om, men snarere voldtager ytringsfriheden. Dermed kunne vi også spare millioner i på politi- og efterretningsmæssig beskyttelse af krænkerne.
For det andet kunne ytringsfrihedens fokus flyttes fra retten til at krænke og forhåne til ytringsfrihedens essens, nemlig den enkelte borgers ret til at kritisere og whistleblowe oplysninger om magthaverne.
For det tredje er det på længere sigt i den mere og mere åbne verden en nødvendighed, at flere og flere tænker i konfliktnedtrapning frem for konfliktskabelse. Der er vel også intentionen bag paragraffen.
Så blasfemiparagraffen er en god idé. Hvis den vel at mærke blev anvendt!
Sande ord.
Det er jo også klart, at ønsket om at afskaffe disse begrænsninger, der er indført ud fra erfaringer og velberådet hu, netop ønskes afskaffet, fordi de opfylder deres formål - til stor irritation for dem, der ønsker at køre derudad med had og forhånelse.
Det er ligesom med konventionerne: de ønskes afskaffet, fordi det er nu, de skal stå deres prøve og sikre os imod et anarkistisk galehus.