Kronik

Er dette begyndelsen på enden i Syrien?

Den forgangne uge blev endnu et skæbnesvangert kapitel i krigen i Syrien skrevet i et hæsblæsende tempo. Det kan være, at det blot bliver endnu en del af den tragiske historie. Det kan også være, at vi tog hul på enden af konflikten. Hvorom alting er, så er det en skæbnestund for Syrien, som, vi føler, giver anledning til både at kigge kritisk bagud og konstruktivt fremad
Ifølge dagens kronikører er det, der vil holde Assad vågen om natten, at Trump har meddelt, at USA ikke længere ser Assad som en del af fremtiden i Syrien.

Ifølge dagens kronikører er det, der vil holde Assad vågen om natten, at Trump har meddelt, at USA ikke længere ser Assad som en del af fremtiden i Syrien.

Hassan Ammar

Debat
12. april 2017

I sidste uge gennemførte Assad-regimet endnu et af sine utallige bombetogter i Idlib-provinsen, hvor et stort antal borgere døde som følge af giftgas, der lammede deres respirationssystem.

Det er ikke første gang, at Assad gasser sine egne. Det gjorde han også i 2013. Men efter nogen tøven lykkedes det dengang, med Ruslands selvpromoverende mellemkomst, at gennemføre en afvæbning af det syriske militærs kemiske våben. Troede man.

Indtil det tirsdag morgen d. 4. april blev tydeligt, at regimet igen både havde evnen og viljen til at gasse sine egne. Vi og resten af verden så med væmmelse de udpinte ofre og deres sørgende pårørende. Der må være et særligt sted i helvede til mennesker, der udsætter andre for nervegas. Det er ikke til at bære.

Der er ingen nemme svar og ingen militære løsninger på konflikten i Syrien. Dilemmaet består i, at konflikten er væbnet – og med gasangrebet i den værste form, som menneskeheden kender (ser man bort fra kernevåben). Og mens vi har drøftet flyfri zoner, humanitære korridorer osv., så er de geopolitiske spændinger, der er hæftet op på konflikten, kun blevet større og større, fordi Rusland har gjort alt andet end at tøve.

Fra en regional konflikt er det undervejs blevet et spørgsmål om direkte konfrontation med Putins Rusland, som har magtet både at føre hybridkrig i Ukraine, annektere Krim og engagere sig militært i Syrien i samme periode.

Trumps reaktion

Fredag morgen kom svaret fra Præsident Trump. Et målrettet missilangreb mod den base, som var udgangspunktet for bombetogtet om tirsdagen. Russerne blev advaret før angrebet, som sigtede på at ødelægge flybasens funktion.

Lige så klart som nålestiksangrebet ikke løser noget som helst – lige så klart er det, at det markerer et skifte. Assad og Putin kan ikke længere forfølge en ’går den så går den’-doktrin. Man kan ikke længere konsekvensfrit gasse sin egen befolkning. Assad kan i hvert fald ikke. Heller ikke selv om Kreml opdigter absurde forklaringer og puster sig op. Derfor var angrebet nødvendigt.

Vi er pinligt opmærksomme på, at årtiers vestligt, militært engagement i Mellemøsten i store træk har fejlet. Særligt krigen i Irak har øget modstanden i befolkning mod vestligt engagement i Mellemøsten.

Men det er vigtigt at understrege, at Syrien er anderledes. Invasionen af Irak blev dømt ulovlig af FN. I Syrien er det ikke »efterretninger« om mulige masseødelæggelsesvåben, men åbenlyse overgreb mod sin egen befolkning, vi er vidner til. Det sidste, vi kan forsvare, er, at årtiers fejl i Mellemøsten får os til at lukke øjnene for Syriens rædsler.

Men det handler også om mere end det. »Responsibility-to-Protect«, som bygger på Folkeretten og blev vedtaget i FN af verdens ledere, skulle være verdenssamfundets forpligtelse til at handle over for lande, når befolkningen udsættes for massive overgreb.

Efterfølgende har det ofte vist sig, at Sikkerhedsrådet har haft svært ved at bringe principperne i anvendelse, selv når det var mest påkrævet. Men det ændrer ikke på, at principperne er afgørende. Vi kan ikke bare vende det blinde øje og det døve øre til. Også selv om Syriens folk desværre ikke er de eneste på kloden, der mishandles af sine egne ledere.

Syriens fremtid

Den vigtigste ændring fra amerikansk side den seneste uges tid er måske ikke viljen til at trække røde linjer og holde dem. For mens Assad nok lever med en sønderbombet base, så er dét, der vil holde ham vågen om natten, nok snarere, at Trump-administrationen sender udenrigsminister Rex Tillerson til Moskva med et afgørende nyt budskab: Trump ser ikke Assad som en del af fremtiden for Syrien. Det er nyt, og det er vigtigt. Og det er frem for alt helt, helt rigtigt.

Assads systematiske og målrettede bombardementer mod civile, hospitaler, nødhjælpsarbejdere og alle de mange mindre gasangreb, gør det nødvendigt at forstå, at Assad er en kilde til radikalisering. Han er årsagen og bestemt ikke en del af løsningen. Massakrer på civile skaber ekstremisme og legitimerer de radikaliserede ekstremister i befolkningens øjne. Derfor må han væk.

Så nu skal det internationale samfund først og fremmest få krigsparterne og især Assads-regime til at indse, at ingen kan vinde krigen. Det eneste farbare vej for at løse konflikten er en forhandlingsløsning. Vi må presse parterne til forhandlingsbordet. Det gælder Iran. Det gælder Saudi Arabien. Og det gælder Rusland, som er Assads tætteste allierede. Og det gælder naturligvis også den syriske opposition. En varig fred kan kun skabes her. Skridt for skridt.

Et sted at begynde er, at vi presser Assad og Rusland til at åbne nødhjælpsvejene. Uanset, om der etableres reelle fredsforhandlinger og våbenstilstand, så må vi kunne forlange, at de humanitære organisationer kan gøre deres arbejde og komme den nødstedte civilbefolkning til undsætning. Det er ikke meget at forlange, men det er til gengæld bydende nødvendigt.

Der skal bygges op

Men skal vi for alvor lære af tidligere tiders fejltagelser, må vi ikke blot afslutte krigen i Syrien, men også sikre freden og udviklingen.

Vi kan jo bare se på skrækeksemplet Irak. Irak har i mere end et årti været et land i krig og konflikt. Aktuelt er vi til stede militært på den irakiske regerings invitation i kampen mod Islamisk Stat. Spørger man de danske og amerikanske øverstbefalende i Irak, siger de med én stemme, at den største opgave i Irak begynder efter, at Islamisk Stat er udryddet. Lad os håbe, at den erkendelse også er til stede i de vestlige lande, inklusiv Danmark, som beredvilligt har engageret sig militært, men alt for ofte har svigtet, når der skulle bygges op.

Når den langsigtede humanitære indsats fejler, ser vi fattigdom og konflikt. Og når vi ser fattigdom og konflikt, tilbyder Islamisk Stat og andre terrororganisationer falsk tryghed. Vi undgår kun brutalitet og totalitære organisationer, hvis befolkningen ser et bedre alternativ.

Derfor må en fredsaftale i Syrien umiddelbart følges op med massiv hjælp. Vi må støtte de progressive grupper i Syrien; de sekulære, de feministiske og de frihedshungrende. Syrien har en stærk opposition, hvor fremtidens ledere kan findes. Vi må være klar til at opbygge politi- og retsvæsen. Vi må investere i uddannelse. Forberedelserne til det arbejde, som vel bedst kan sammenlignes med efterkrigstidens Marshall-hjælp, skal starte nu. Det er ikke et øjeblik for tidligt.

Og vi kan jo passende starte i flygtningelejrene. Halvdelen af de børn, som er flygtet fra konflikten i Syrien og opholder sig i nærområdet, har ikke adgang til skole og uddannelse. Så lad os da sætte ind her. Investere massivt i den næste generation. Dem, som mere end nogen andre har lidt. Det kræver hverken tilladelse fra Moskva eller Damaskus. Det kræver vilje. En vilje, som vesten endnu ikke har haft.

Der er ingen tvivl om, at situationen i Syrien er vanskelig. Men vi kan ikke, bag en analytisk mur, sidde på hænderne, mens Syriens børn, kvinder og mænd mister livet i tusindetal. Vi må aldrig tro, at løsningerne skabes militært. Men vi må også tage afsæt i virkeligheden. Og den er blodig. Den er umenneskelig. Og derfor kan militær intervention, som vi så det i den seneste uge fra USA’s side, være både nødvendig og rigtig. Men det må aldrig, aldrig stå alene.

Morten Østergaard er politisk leder for Radikale Venstre og Haifaa Awad er dansk-syrisk læge

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Thaarup Nyberg

Hverken Usa eller Rusland ser Assad som en del af fremtidens Syrien; men russerne ser dog problemt i, hvad der skal erstatte Assad.

Jens Ulrik Jensen, Jens Bryndum, Espen Bøgh, Per Torbensen, Stig Bøg, Karsten Aaen, Hans Aagaard og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Niels Erik Philipsen

Kort og fint korrektiv fra Jens Taarup Nyberg.
Hvortil kommer, at det anses for en kendsgerning, at gasangrebet var foranstaltet af Assad.
Meget slemt kan man sige om Assad,men dum er han ikke! Nu er han netop på grund af gasangrebet blevet sat ud af spillet. Hvem skal nu repræsentere de dele af den syriske befolkning, som trods alt har støttet ham??

Vibeke Hansen

Jeg mangler fortsat det endegyldige bevis for, at Assad var manden bag sarenangrebet. Visse oprørsgrupper er kendt for giftgasser og har også en interesse i at komme af med Assad. Om det er begyndelsen eller enden for Syrerne, er rent gætværk, så længe Trump skifter mening hver uge. Alle står handlingslammede og afventer at USA igen bliver en pålidelig samarbejdspartner, og det er både Kina, Iran, Israel og Rusland. Nordkorea er ligeså eksplosive, så deres reaktion kan tage opmærksomheden fra Mellemøsten i løbet af et splitsekund. Efter min mening burde EU og FN tage ordet og være bindeled mellem stormagterne, indtil deres indbyrdes machopopulisme og krigstrommen bliver pakket væk. EU har ikke atomvåben, hvilket er et godt udgangspunkt, hvis man vil kalde de "store drenge" til orden. Vi taler om en lille håndfuld magtmennesker, der burde kunne blive enige om, hvordan man løser verdensomspændende problemer, som Isil og Nordkorea, i stedet for at tro, at det forsvinder, hvis vi bare opruster. Så kan vi diskuterer handelsbarriere og sanktioner, når den tid kommer.

Teis Iversen, Tom Clark og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Vesten skal blande sig mindst muligt. At velte diktaturet i et arabisk land er ikke en regerings skift i Vesten. Det er en omveltning det skal årtier til at få et normalt samfund til, Arabere ha allerede erfaring med det arabiske forår, som nu har 6 år i gang. Assad regime vil falde som et korthus efter ham. Oprørene der skal gøre det arbejde færdigt. En central organisation er nødvendig, det skal råde over våbnene for at undgå Libyens tllfælde, Libyens problemer kommer fordi vesten har spredt våbnene over alt.

torben - nielsen

Fredsforhandlinger, - det lyder dejligt nemt, ikke??

Men fredsforhandlinger er nogle af de vanskeligste at udføre, fredsforhandlinger udfører man ikke i blandt venner, men i mellem fjender.

Man kan sikkert presse parterne til forhandlingsbordet, men hvis en af parterne vurderer at få mere ud af at fortsætte kamphandlingerne, så fortsætter kampen på slagmarken.

Eller også skal en af parterne være så presset, at fredsforhandlinger udgør et mere realistisk alternativ til at kunne beholde de resultater, som er opnået på slagmarken.

Men bølger kampene frem og tilbage på slagmarken, er ingen af parterne interesseret i fredsforhandlinger.

Når kampene efter 6 års kamphandlinger på et relativt begrænset areal, ikke har ført til et resultat på slagmarken, ser fredsforhandlinger dog ud til at være den eneste vej ud af konflikten.

Men det bliver ikke spor nemt, at få parterne til at mødes i samme lokale.

Viggo Okholm, holdninger kan ikke dokumenteres. Og det centrale her er jo at anklagerne mod Assad skal dokumenteres; det kan ikke være en sag med omvendt bevisbyrde. For så er grundlæggende retsprincipper jo tilsidesat (hvilket er dét, vi de facto bevidner i sagen).

Allan Stampe Kristiansen, Preben Jensen, Sus johnsen, erling jensen, Jens Ulrik Jensen, Espen Bøgh, Hans Aagaard, Per Torbensen og Jesper Nielsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Jeg tror ikke at de er trukket leksier ud af den Syrisk borger krig. Det storste problem er blandig udfra, og især af Rusland hvor indblanding var totalt og ikke bare hjælp. Målet var og er stadig at få Assad ud. Da det ser ud at han er på vej ud, et flertal er der, Vesten skal ikke bekymrer sig om det problem, De forskellige groupper er bedre til at forhandle uden indblanding udfra. Hvis vesten blander sig så kommer de med deres problemer, en kan lide Kurder så støtter han kurder, den anden kan lide de kristne så støtter han de kristne, og en der går ind for vestlig demokrati så bliver den støttet, etc,, det er borgerkrig faktisk.

Jan van Aken (Die Linke) Außenpolitischer Sprecher, desuden biolog, har videnskabelig beskæftiget sig med biovåben og var fra 2004 til 06 biowaffeninspektøt i FN måtte på tysk tv tilrettevise den tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen (CDU). Hun påstod, at Assad stod bag begge angreb (2013 og 2017). Han kunne oplyse, at FN kun med sikkerhed har kunnet fastslå de skyldige i 3 tilfælde (2 gange Assad med klorgas og IS en gang med sennepsgas), hverken 2013 og 2017 kunne man med sikkerhed udpege de skyldige. Han var især træt af, at man skød først og spurgte bagefter som i Irak og nu her i 2017, det var et brud på folkeretten og endnu en undergravning af FN. Morten Østergaard har det åbenbart svært med FN-sporet.
Der er naturligvis brugt kemiske våben et utal af gange og sikkert af alle parter. Ovenstående skal ikke betragtes som et forsvar for Assad, men en påvisning af hulheden hos RV, ligesom sagen med Ukraine.

Morten Pedersen, Preben Jensen, Sus johnsen, erling jensen, Finn Thøgersen, Jesper Nielsen, Peter Jensen, Hans Aagaard og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar

Syrien er en bedrøvelig affære for titusinder, hundredtusinder, mio. af mennesker, og brug af gas en selvfølgelig en forbrydelse, - men det er altså realiteterne krigsherrer, ligesom atomvåben, selv om de ikke er anvendt, så består truslen alligevel.

Skribenternes indlæg virker drømmeagtigt som et eventyr fra Disneyland Paris - Askepot, og de forholder sig ikke til realiteterne, når de allerede har dømt Assad på forhånd som skyldig i gasanvendelsen i Idlib, - "lad det nu lige blive bevist først", og med det lige så meget andet - lad beviserne tale, i stedet for at falde for amerikansk propaganda(vi mistænker osv., osv., gang på gang)!

At stole blindt på Amerika, der ganske vist har "brandet" sig selv som verden retfærdige politibetjent og i samme åndedrag domstol for verdens forskelige folkeslag/lande efter en skiftevis selvopsat målestok er lige naivt nok.

Man kan se Amerika i et mere rigtigt lys, som "Dr. Jekyll og Mr. Hyde" med en skizofren paranoid personlighedsforstyrrelse, hvor den gode Dr. Jekyll vil hjælpe sine medmennesker i deres liv, hvorimod Mr. Hyde blot ønsker at slå dem ihjel, og hvor Amerika vil have rollen som den gode Dr. Jekyll og brander sig selv således på verdensscenen med sine hensigter, - men omvendt opfører sig som Mr. Hyde når det kommer til virkeligheden med alle dens ofre, som der ingen skyld eller anger findes for bagefter.

I de nylige krige ser vi det alt for tydeligt, med de store løfter om, demokrati, ligeret, læreret, et værdigt liv for alle, frelsen fra diktatorer, - den gode Dr. Jekyll, men også samarbejde med egne indsatte diktatorer, Mr. Hyde, og skånselsløs sønderbombning af fremmede lande og mio. af døde, mænd, kvinder og børn, så sammenligningen efterfølgende med stenalderstadet bliver lettere,

Afghanistan, Irak og Libyen er de seneste eksempler herpå, - der hvor Dr. Jekyll gav de største løfter om hjælp mod lidelse, men også der hvor Mr. Hyde bagefter hærgede nådes- og skånselsløst!

Her er ikke plads til eventyr som "Askepot" eller "den gode Dr. Jekyll"- tværtimod, her hersker kun Mr. Hyde og eventyrbegrebet og drømmene falder fra hinanden om godheden i "det falske brand".

Et Syrien efter Assad vil blive ligesom Afghanistan, Irak og Libyen - alle krigsherrer vil have en "bid af lagkagen", ganske som vi så det i Libyen - ingen forhandler tør eller vil komme tomhændet tilbage og sige det "intet fik af magten for det udgydte broderblod"!

Med det kludetæppe vi ser dernede, er det ikke svært at se mangelen på egne interesser før et fællesskab interesser, som kan forene omkring noget det hedder demokrati - alle vil være selvstændige uden andre indblanding.

Tyrkiet leger i øjeblikket med sin dobbeltrolle overfor Rusland og Amerika, - vi handler med olie til den ene side, og støtter Assads afgang til den anden side, og bekæmper kurdere, yasidier m.fl. efter egen opfattelse, og dertil kommer en helt utilregnelig præsident.

Summa summarum er at det er lykkedes Amerika at destabilisere store dele af Mellemøsten og dele af Nordafrika, og samtidig sønderbombe disse lande tilbage til noget der minder om stenalderstadier, resten syntes at være ligegyldigt - på nær kampen i øjeblikket mod IS, men eller syntes resten ligegyldigt, og folket opgave med at fjerne sig og deres liv fra stenalderstadiet er deres eget problem.

Man kan roligt spørge; "WHO IS NEXT", til at modtage Dr. Jekyll Hjælp, - og så kommer Mr. Hyde i stedet for!

Per Torbensen, Erik Boye, Torben Skov, erling jensen, Viggo Okholm og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Artiklen tager for givet, at Assad har giftbombet set eget folk, men det har vi kun fra rapporter fra stedet, der er kontrolleret af Al Qaeda og tilknyttede grupper. Oplysninger og billeder må derfor betragtes som partsindlæg. Assad og Russerne har bedt om en uvildig UN undersøgelse. Håber de kommer igennem med det.

Teis Iversen, Erik Boye, Sus johnsen, erling jensen, Jens Ulrik Jensen, Hans Aagaard og Stig Bøg anbefalede denne kommentar

Peter Jensen.
Jeg havde et indlæg som du svarer ok på, jeg mente så dit indlæg var for "firkantet" og mit svar ligeså, da mit er fjernet. Men jeg opdager lige nu at dit også er, så vi må have været lige "slemme".

Tynd kop te ...

Jan von Rühden

Ved giftangrebet i 2013, er der stadig, som minimum, ikke entydigt fundet en skyldig.

Per Torbensen, Erik Boye, Torben Skov, Sus johnsen, erling jensen, Stig Bøg, Hans Aagaard og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

Hvorfor er det at kemisk krigsførelse er værre end andet? Jeg forstår det ikke. Personligt vil jeg nok foretrække at blive kvalt ved at mine organer svigter, end at være halvt skåret over er traditionelle våben. Det virker hyklerisk, alt er lige slemt, det er ikke kemiske våben der har slået en halv million ihjel i Syrien indtil nu.
Så siger de - jaeee de kemiske våben angriber civile og uskyldige, øh, stort set ingen krig i mange år der ikke har angrebet uskyldige uanset hvilket våben der bruges.
Der kunne have været så mange røde streger i Syrien. At hidse sig op over 100 er døde af et kemisk våben virker mildt latterligt.

Torben Skov, Preben Jensen, Hans Aagaard og erling jensen anbefalede denne kommentar
Casper Fryd Rækjær

R2P og nødvendigheden af militær intervention: Her burde Østergaard og Awad grave lidt dybere og tage stilling til, i hvilket omfang vi kan acceptere collateral damage.

If. Airwars står koalitionens bombardementer i Irak og Syrien nu bag flere civile dødsfald end Rusland. Uanset om disse estimater er helt præcise, så er der tale om en stigning, som er yderst bekymrende.

Stigningen skyldes nok flere ting, men spørgsmålet er vel ikke hvorfor - spørgsmålet er hvor længe: Hvor længe kan vi acceptere at slå stadigt flere civile ihjel fra luften? Hvor længe varer det, før vi sætter boots on the ground? Hvor længe varer det, før Vesten, inkl. Danmark, er i landkrig i Syrien og måske også Irak (igen)?

Jeg er enig i, at der ikke findes militære løsninger på konflikterne i MENA. At forfatterne tale om militær nødvendighed i den sammenhæng, er lige så farligt som det er meningsløst.

Airwars: https://airwars.org/news/international-airstrikes-and-civilian-casualty-...

erling jensen

Indgangsbønnen til en forhandlingsløsning i Syrien, med USA som bannerfører - med drab på civile for at beskytte civile - en umulig tanke.

USA bryster sig af at være “verdens største demokrati”. Det påstår, at det spreder fred, frihed og demokrati over hele verden som en retfærdiggørelse for dets nøgne aggressioner – klare og utvetydige krigsforbrydelser – mod andre lande. Det indhyller dets dybt ulovlige fremfærd i svulstig, hyklerisk, ”demokratisk” retorik, trods den åbenbare kendsgerning, at dets krige ikke bygger på demokratiske beslutninger. Denne holdning vil, så sikkert som amen i kirken, også afspejle sig i en mulig forhandlingsløsning i Syrien.

USA har brugt bedrag og løgne til at sælge dets udenomsparlamentariske og ulovlige krige. Obamas krig mod Libyen i 2011 skete uden kongressens deltagelse, som det er tilfældet med Trumps bombardementer i Syrien.

Meningsmålinger i USA viser, at 80% af den amerikanske befolkning ved, at et amerikansk militært angreb kræver kongressens godkendelse. Det betyder intet for tilhængere, både blandt politikere på begge fløje og meningsdannere i eksempelvis lilleputstaten Danmark. Hverken Lars Løkkes regering eller oppositionen bekymrer sig om, at det er grundlovsstridigt if. den amerikanske forfatning at gå i krig uden kongressens autorisation. Militære chefer, og det gælder naturligvis frem for alt the Commander-in-Chief, Trump, som med det seneste angreb på en syrisk base uden grønt lys fra kongressen har krænket deres ed om at forsvare USAs forfatning, og derved begår højforræderi mod nationen. Hvis USA var et ægte demokrati, ville sådanne chefer blive anholdt og stillet for en domstol.

Den kendsgerning, at præsidenten som Commander-in-Chief handler uden om forfatningen og tilsidesætter den demokratiske proces burde for alle være et fuldgyldigt bevis på, at Trump ikke ønsker at efterleve landets demokratiske forfatning.

Denne gang er der ikke den sædvanlige “koalition af de villige”, ingen FN resolution, ingen NATO støtte, problemer med marionetstater, også kaldet klientstater som Storbritannien, og Trump har ignoreret både kongressen og det amerikanske folk.

På den baggrund er det ønsketænkning hos artiklens forfattere, at denne nation vil være i stand til at leve op til den standard for internationalt samarbejde til løsning af krigen i Syrien, som de efterlyser, og, beklageligvis,en ualmindeligt godtroende tilgang til den uhyre komplekse problematik i Syrien.

Erling Jensen, cand.jur.

Torben Skov, Hans Aagaard, Peter Jensen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
erling jensen

Dyrekøbte lektioner

Krigshøgene i vestlige stater famler sig frem for at finde et påskud, de kan kalde “legalt” som begrundelse for at indlede en krig mod Syrien. De er bl.a. kommet op med Kosovokrigen i 1999. Det væsentligste formål med US/NATOs 78 dages ulovlige bombardementer af Serbien var at skabe præcedens for flere sådanne krige. Påskuddet for at redde kosovoindbyggere fra et tænkt “folkemord” var lige så falsk som løgnen om “masseødelæggelsesvåben” i Irak som begrundelse for at invadere landet i 2003.

Det betyder intet, at FNs charter i organisationens vigtigste formålsparagraf helt utvetydigt fremhæver, at “Alle medlemmer i deres internationale relationer, skal afholde sig fra trusler eller brug af magt mod den territoriale integritet eller den politiske uafhængighed, alle stater besidder, eller på enhver anden måde, der ikke er forenelig med de Forenede Nationers formål”. Det er også fremhævet, at den påståede ret til at bruge magt med baggrund i humanitære formål ikke er i overensstemmelse med FNs charter.

Igennem det seneste årti har vestlige magter, læs: USA og Storbritannien, og følgagtige, servile, underdanige småstater som Danmark, opfundet og søgt at sælge en teoretisk “ret til at beskytte”, Responsibility to Protect, for at kunne omgå FNs charter og for at kunne rydde vejen for krige, hvis egentlige formål er regimeskifte og IKKE hensynet til nødlidende mennesker. Interventioner med magt for at tjene humanitære formål er en påstand, som kun står åben for magtfulde stater over for mindre magtfulde. Voldsomme krigsforbrydelser, som i Serbien eller i Irak eller i Afghanistan, som startede på lige så ulovligt grundlag som de to førstnævnte, bliver “præcedens” til at retfærdiggøre den næste forbrydelse.

Hvor mange gange kan USA bruge en falsk alarm til at starte en aggressionskrig? Formentlig ubegrænset. Ikke-eksisterende “folkedrab” i Kosovo og i Libyen, ikke-eksisterende massødelæggelsesvåben i Irak, og nu det, der ligner et “falsk flag” kemisk våbenangreb i Syrien, og indtil i dag uden den fornødne bevisførelse for afsenderens identitet. Vi glemmer fuldstændigt, at alle, stater som enkeltindivider, if. vores demokratiske retspraksis, er uskyldige, indtil det modsatte er bevist. I Irak blev der aldrig ført bevis for masseødelæggelsesvåben, men USA gik alligevel i gang og invaderede, og det kostede flere end 1 million irakere livet, muligvis 3 gange så mange som antallet af dræbte i Syrien - alle sammen døde på baggrund af løgne.

Uden for USA og NATO kredse er der en hel del tvivl, især mht. troværdigheden til den amerikanske regering, når det kommer til at finde påskud til at gå i krig. USA, Storbritannien og Frankrig har ikke forklaret, hvorfor det er mere alvorligt, om folk i krige, startet af vestlige lande, bliver dræbt af eksplosiver, der er lavet af forarmet uran eller af kemiske våben eller et hvilket som helst andet våben.

Trump har dæmoniseret kemiske våben, men ikke “bunker busters”, som USA så sent som i går brugte imod ISIS.
Hvad vestens egentlige dagsorden er, står hen i det uvisse. Det er helt klart, at USA, Storbritannien og Frankrig, som til stadighed igennem årtier har udvist uforbeholden, ukritisk støtte til diktatoriske regimer, der tjener deres formål, ikke er det mindste foruroliget over diktaturer og deres krænkelser af menneskerettigheder. Dokumentation for denne virksomhed kan man finde på et hvilket som helst velassorteret bibliotek i kongeriget. De støtter diktatoriske regimer som i Bahrain og Saudi-Arabien, Mubaraks årtier lange diktatur i Egypten, uden den mindste kritik, og havde intimt samarbejde med Assad diktaturet, da de praktiserede deres rendition programme, fordi de var eksperter i at udøve tortur.

Et vestligt angreb på Syrien vil ikke have noget at gøre med menneskerettigheder, retfærdighed eller andre af de svulstige, højstemte erklæringer, som vestlige samfund tæppebomber deres befolkninger med for at dække over deres egen forbryderiske adfærd. Et angreb har intet som helst at gøre med at bringe “frihed og demokrati” til Syrien, lige så lidt som disse rettigheder var grundene til invasionen af Irak og Libyen, og som efter mere end 10-15 års krig ikke har bragt nogen af dem disse smukke værdier.

Erling Jensen, cand.jur.

Torben Skov, Hans Aagaard, Erik Mikkelsen, Stig Bøg og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
erling jensen

Det grænseløse hykleri

Endnu en gang er vi vidne til det højeste moralske skoleridt hos USA og dets håndgangne medløbere i vestlige samfund. Hykleriet kender ingen grænser, når USA påberåber sig den højeste moralske autoritet i dets fordømmelse af den syriske regerings påståede brug af kemiske våben.

Denne nation har selv været seriebruger af våben, som vidt og bredt er blevet fordømt i det internationale samfund . “Og der er en grund til, ligegyldigt hvad man mener om Syrien, at alle mennesker og alle nationer, som tror på vores fælles menneskelighed, rejser sig for at sikre, at der pådrages ansvar for brug af kemiske våben, så det aldrig sker igen”.

Disse erklæringer, fremsat af John Kerry, Obamas udenrigsminister, afslører USAs afgrundsdybe hykleri, når det selv ved utallige lejligheder, igen og igen, har brugt våben, som er blevet fordømt af det internationale samfund.
Fra klyngebomber til forarmet uran til napalm til atombomber, efterlader den seneste historie om amerikansk krigsførelse et langt spor af våben, der har udløst langvarige, ofte livsvarige skader på civile.

USA har ikke skrevet under på konventionen om klyngebomber og fortsætter med at producere og sælge dem, og har brugt dem så sent som for få år siden. Civile mennesker i millionvis har mærket deres virkninger: i Laos, Vietnam, Cambodia, Kuwait, Bosnien og Herzegovina, Albanien, Jugoslavien, Afghanistan og Irak.

Napalm blev ikke alene brugt i et voldsomt omfang i Vietnamkrigen, men også i 2003 under invasionen af Irak, selv om de først indrømmede det efter uigendrivelige beviser var blevet offentliggjort. Indtil da de sædvanlige løgnehistorier.

USA har også brugt hvid fosfor, white phosphorus, i Irak og Afghanistan. Det blev brugt i Fallujah, Afghanistan i 2004 med ufattelige skadevirkninger på civilbefolkningen. Hvid fosfor våben forårsager særdeles alvorlige skader, herunder kemiske brandsår, der når helt ind til knoglerne. Sår forårsaget af hvid fosfor kan brænde igen, når bandagen fjernes, forårsage forgiftninger, der fører til organsvigt og død, og føre til livslange helbredsproblemer.

Brug af forarmet uran i Irak har efterladt landet med en frygtindgydende arv af fødselsdefekter og cancer blandt civile irakere og soldater for ikke at tale om amerikanske veteraner.

Der er selvfølgelig også den voldsomme død og ødelæggelse, som blev resultatet, da USA som det eneste land i verdenshistorien brugte atombomber mod en civilbefolkning.

USA forsynede angiveligt Saddam Hussein med kemiske våben, som han aktivt brugte både mod Iran og mod sin egen befolkning, med langt flere ofre end i Syrien; Halabja i Irak burde stå i frisk erindring. Med kemiske våben slog Saddam Hussein 5.000 mennesker, under krigen mod Iran, ihjel, men det slog skår i det intime samarbejde mellem ham og USA, eller forargelse i den anledning i det internationale samfund, herunder Danmark. Under denne virksomhed fik han besøg af den amerikanske regerings udsending, Donald Rumsfeld, som senere blev forsvarsminister, med håndtryk og udveksling af taktiske overvejelser om den bedste måde til at slå flest iranere eller kurdiske irakere ihjel, herunder med aktiv brug af kemiske våben. Halabja i Irak, 1988, og 5.000 dræbte kurdere står stadig mejslet i min erindring.
Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal fortælle dig, hvem du er.

Kan en regering, der støttede brugen af kemiske våben i en konflikt påberåbe sig en moralsk, politisk eller legal autoritet og militært angribe et andet land, under påskud af, at de har brugt de samme våben, er et spørgsmål, som alle rettænkende mennesker burde stille sig selv.

Ikke alene så de igennem fingre med Saddams brug af kemiske våben, men de brugte dem også selv i et voldsomt omfang i dets 1991 og 2003 invasioner af Irak, i form af forarmet uran. De har angiveligt i Irak og under Vietnamkrigen forårsaget de største og mest alvorlige genetiske helbredsskader i en befolkning, man nogensinde har studeret.

“Vi” er nødt til at bombe Syrien, for at redde det, er den logik, der styrer krigshøge i vestlige samfund, fra Danmark og andre vestlige samfund til sheriffen i Washington, og i medierne bliver vi af "eksperter" med de rigtige holdninger bombarderet med analyser af den form for krigsførelse, de mener vil blive taget i brug – fra Tomahawk missiler og anden form for luftbombardementer; formentlig meget kloge betragtninger, men kun spørgsmål af militærtaktisk karakter og aldrig forargelse over de legekammerater, Danmark har valgt i dets “utrættelige korstog” for menneskerettigheder og ansvar for beskyttelse af nødlidende mennesker.

Erling Jensen, cand.jur.

Arash Shahr, Torben Skov, Hans Aagaard, Peter Jensen, Holger Madsen, Stig Bøg og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Erling Jensen
"denne gang er der ikke den sædvanlige"koalition for de frivillige", ingen FN, Ingen NATO støtte..." Netop fordi Trump har vist kulør allerede i valg kampen, at han er forskellig fra fortidige presidenter. Gasangrebet var en akut sag, der skal handles hurtig, Problemet med at vente på resolution fra FN er velkendt, der er Russisk veto etc. Det skal arbejdes for at finde en anden løsning på. Hvad NATO, og her syrerne er enig med mig, det er kun godt NATO er ikke med. Men de vigtisgte er; Trump har brudt med dobbeltmoralen af sine forgængere, Dobbelmoral er at anvende politik i udlandet forskellige fra de principper, der anvendes i hjemlandet. Kollektiv ansvar og dermed kollektiv straf findes ikke i Vesten, men anvendes i udlandet især i Mellemøsten, Trump er mere logisk med sig selv, Han har kun angrebet Assad´s base,, altså en enkelt individ og ikke smadret hele landet( og staten i Irak) som Bush jr og CO gjorde, dette burde have trukket din opmærsomhed da du er imod bombningen af civile. Desuden når han bruger retotik blander han ikke Islam med, Han sagde for ex. "Assad er et dyr" Og ikke som Bush "ondt", der henviser til religion. På grund af den måde han bruger politik på jeg støtter ham fremfor af sine forgængere. Det fleste Syrere støtter ham og de vil gerne mere af den slags,

Inden man kommer med forhastede indlæg, skulle man måske undersøge, hvad der står i resolutionen. Jan van Aken (Die Linke) Außenpolitischer Sprecher, desuden biolog, har videnskabelig beskæftiget sig med biovåben og var fra 2004 til 06 biowaffeninspektøt i FN og skulle deltage i Irak måtte på tysk tv tilrettevise den tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen (CDU) og den tidligere amerikanske ambassadør i Tyskland Kornblum. Jan van Aken fandt den russiske optræden beskidt, men det samme gjaldt USA, Frankrig og UK. De vidste nemlig godt, at Rusland ikke kunde stemme for, fordi man krævede adgang til samtlige baser (hvilket man normalt ikke gør). Resolutionen var udformet så Rusland ikke kunne stemme for og derfor kunne stilles i dårligt lys. Den tidligere ambassadør benægtede det ikke.
Jan van Aken mente, at USA og Rusland under FN sammen skulle lave en objektiv undersøgelse. Jeg sad faktisk og lyttede til Lavrov og Rex Tillerson. Rusland kræver en objektiv undersøgelse under FN.
Lavrov:

As I said, I am not trying to accuse or protect anyone. We just insist on an objective investigation into the April 4 tragedy. As has happened before, the attack "chanced" to coincide with the Syria conference convened at the EU initiative in Brussels. When the alleged use of chemical weapons in Idlib was reported shortly before the conference, many participants demanded loudly and actively that the conference, which was called to discuss the entire range of settlement issues in Syria, be devoted to the chemical attack. Considering the ballyhoo and tensions in the media, on the political stage and in the international community as a whole, we believe that there should be a sober, objective and independent international investigation into the tragedy. An international group of unbiased and professional experts must be sent to the site where the chemical weapons were allegedly used and also to the airfield from which, to believe our American colleagues, aircraft with chemical bombs took off. We have not seen any evidence that this was so. At the same time, the TV footage and testimony by people who were at the airfield immediately after the planes took off and after the air strike was delivered at the airfield did not reveal any evidence of the presence of chemical weapons there.
I apologise for this long comment, but I just wanted to express our complete conviction that if our colleagues at the UN and in The Hague avoid launching an investigation, this will mean that they don't want to establish the truth. We will continue to insist on this investigation.
Johnson's Russia List
2017-#73
13 April 2017
davidjohnson@starpower.net
A project sponsored through the Institute for European, Russian, and Eurasian Studies (IERES) at The George Washington University's Elliott School of International Affairs*

Torben Skov, Niels Duus Nielsen, Peter Jensen og erling jensen anbefalede denne kommentar

@ Erling Jensen

Et lilleindskud til dine indlæg: "Brug af "agent Orange" i Vietnam", som til stadighed fører til børn født med mentale og fysiske handicap i de områder hvor giftstoffet blev spred fra de amerikanske fly, og her taler vi om mio. af tons giftigt "agent orange", et svært nedbrydeligt stof i naturen, og som i mange mange år fremover vil skade nyfødtes mentale og fysiske udvikling.

erling jensen

@Touhami Bennour
14. april, 2017 - 11:43
"Han har kun angrebet Assad´s base,, altså en enkelt individ og ikke smadret hele landet( og staten i Irak) som Bush jr og CO gjorde, dette burde have trukket din opmærsomhed da du er imod bombningen af civile".

Hvad med den arv, han har taget over efter Obama. USA bomber stadig 7 muslimske lande, herunder Syrien, senest med angivelige drab på 1.000 mennesker i Mosul, Irak så sent som i Marts måned. Han havde kun været præsident et par uger, da han indledte et angreb i Yemen, naturligvis en klar krænkelse af internationel ret, med konventionelle militære styrker og droneangreb, som kostede et halvt hundrede mennesker livet, heraf adskillige børn, og 1 amerikansk soldat.

Jeg nærer ikke den mindste illusion om, at Trump som præsident vil skabe sig et eftermæle, der er væsensforskelligt fra hans forgængeres. Alt for meget tyder på det modsatte. USA har i sin 241-årige historie været i krig i 229 år, hvilket er et mønster, han ikke har format eller vilje til at ændre.

Erling Jensen, cand.jur.

Arash Shahr, Torben Skov, Hans Aagaard, Peter Jensen og Erik Mikkelsen anbefalede denne kommentar

Kun det amerikanske folk og konsistent, vedvarende og solidarisk, international kritik kan ændre det historiske, amerikanske mønster. Hvis vi, som Erling Jensen tydeligt gør, interesserer os lidt for historiskrivningen kan det konstateres at amerikansk udenrigspolitik siden 2. Verdenskrig i vid udstrækning har været baseret på aggression, repression og ofte kontrarevolution i lande som har været igang med demokratiske revolutioner. Det er ikke blot tale om lande, om hvilke man i et omtankefattigt og nihilistisk øjeblik kan tænke sig efter domino-princippet ville bidrage til/indgå en verdensomspændende, stalinistisk revolution, men også om lande hvor undertrykte befolkninger på forskellig vis søgte at rejse sociale stater med demokratiske infrastrukturer efter liberalt forbillede.

USA har dokumenteret - og af adskillige aktører og vidner vedgået - foranlediget bl.a. undergravende virksomhed, terror(isme), destabilisering, statskup, krigsforbrydelser, folkedrab og undertrykkelse af minoriteter i alle verdensdele, hvoraf Sydamerika, Afrika og Asien er de mest eksplicit udsatte. Der findes ikke ét, ikke blot ét (skriver og gentager 1), land i Mellem- og Sydamerika som USA ikke har foretaget én eller flere af ovennævnte forbrydelser i. Blandt de mest markante er naturligvis Chile, Honduras, Guatemala, El Salvador, Venezuela, Panama, Grenada, Argentina, Brasilien og andre (beklager den mørke humor). Hvis vi vender blikket mod Asien, er Vietnam markant, men Indonesien lader intet tilbage at ønske i foranstaltede forbrydelser - og Korea kan også fremvise adskillige eksempler. Militariseringen af islamiske strømninger og faciliteringen af ekstremistiske militser i specielt Eurasien har haft enorme destruktive følger i mange verdensdele - og i Afrika har vi bl.a. Congo, Egypten og en række andre lande, hvori den amerikanske stat har begået forbrydelser.

Med til historien hører imidlertid at også de europæiske demokratier har deltaget i adskillige forbrydelser, ofte som part i de amerikanske, men også på egne initiativer/i samarbejde med andre. Så europæisk kritik af amerikansk politik forudsætter en tilbundsgående selvkritik, som vi næppe kan forvente finder sted af sig selv - og da slet ikke inde fra de magttraditionelle systemverdener. Den er (bl.a. derfor) en demokratisk pligt som kun kan (og skal) udøves udefra. Nedefra.

erling jensen, Niels Duus Nielsen og Touhami Bennour anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Peter Jensen, hvem skulle levere den kritik?

Du och jag, Michael. Du och jag. Samt alle andre villige.

Michael Kongstad Nielsen

Er der tegn på, Peter, at det amerikanske folk og konsistent, vedvarende og solidarisk, international kritik kan ændre det historiske, amerikanske mønster?

Touhami Bennour

Erling Jensen
"Jeg håber ikke du få ret, at han vil følger den lange "amerikanske histotie" FRankrig var roreganfs land i den kolonial krig. USA fulgte Frangrig i Vietnam. Undelig nok USA viste at de ikke følge Frankrig ved at forsvare den kolonial orden, med har brudt med den i Algeriet krig. Og Kennedy kom med erklæringer imod Frankrig og i forsvar af Algeriet frihedskamp. Nogle mener at han knyttet gode forhold til den Tunesisk daverende president Bourguiba. hvor han fortalte ham en historiske detalie om at Tunesien var den første, der knyttet diplomatisk forbindelse til USA efter bruddet med den tidliger kolonimagt England. Og i Suez krig har USA forsvaret Egypten imod Frankrig og England, Altså USA og araber var venner og de er det stadig i dag. Det er rigtig i den kold grig var situationen generalt forskellig, og det du siger er rigtig om USA´s optræden i verden. Men om Trump lad os vente og se, Det der skete imod Assad er godt og syrere synes det samme, Men jeg er meget optaget af "dobbeltmoralen in kig", man skal føre moralsk krig ved at angribe kun de syldige.
Den være forkert lige som en dom kan være forkert, men i over enstemmelse med moral. Man skal ikke angribe mennesker kollektivt. Man føre krig nu imod "IS", men det er noget andet, Den er den evig krig måske.

Touhami Bennour

Erratum. Frankrig var foregangs land

Nej, Michael - og fraværet af sligt giver jo sig selv, al den stund at en sådan kritik aldrig har været mobiliseret ... samt af dét forhold at den amerikanske befolkning for langt hovedpartens vedkommende længe har været politisk passiviseret.

Touhami Bennour

Erling Jensen
Man talte allerede i tresserne og halvfjerdserne "J:J:Servan Schreiber" (fr). han skrev meget om det emne: at den amerikanske imperialism og kolonialism om man vil. er ført ud af"multinationale selskaber" og ikke som tidligere Frankrig og England med direkte erobringer og militær dominans af kolonierne.

erling jensen

@Peter Jensen
14. april, 2017 - 18:12
"Kun det amerikanske folk og konsistent, vedvarende og solidarisk, international kritik kan ændre det historiske, amerikanske mønster".

Fuldstændigt enig.

USA har bombet muslimske lande siden 2001 og har kun bidraget med død og ødelæggelse, og ingen af disse lande har udgjort en trussel mod USA. De obskøne handlinger, som verden ALDRIG har set magen til, vinder ingen sejre eller territorier. USA har straffrit kunnet starte den ene ulovlige krig efter den anden, med tabstal, man skal til det hedengangne Sovjetunionen for at finde magen til - angiveligt 20 millioner siden Anden Verdenskrig, og alle vestlige regeringer kunne ikke drømme om at ytre det mindste pip af forargelse i den anledning, men med et giftgasangreb med 89 ofre og forargelsen kender ingen grænser, som den er kommet til udtryk i alle vestlige massemedier.

Droneangreb, som steg voldsomt under Obama, er forøget endnu mere under Trump. Han iværksætter et angreb hver anden dag sml. med Obamas hver sjette dag. På toppen af al denne galskab, 16 år efter den længste krig i USAs historie, har en topgeneral under en kongreshøring udtalt, at militæret ønsker flere tropper i Afghanistan, for at bryde Talibans fremgang. Inden afslutningen på Trumps regeringstid vil der være amerikanske tropper, som slås og dør i Afghanistan, som ikke engang var født, da angrebene fandt sted d.11/9-2001.

Vi behøver ikke tærske langhalm på, at Assad er et monster, og at det syriske folk har lidt i et ubeskriveligt omfang med 400.000 drab og adskillige millioner flygtninge. Nordkorea er lige så uforudsigelig som Trump, og Iran er langt fra uskyldig på den internationale scene, men planer om at starte krige mod disse lande vil løse noget gøres til skamme af de sidste 15 års historie, hvor USA har interveneret og væltet ledere i det ene land efter den andet, og kun har skabt mere kaos og ødelæggelse, til en melodi af billioner af dolllars og tab af millioner af liv.

Med konflikter og krige over for lande, der har en betydeligt større militær magt end Afghanistan, Irak, Yemen, Somalia etc., vil Trump sætte verden på en potentiel katastrofekurs.

Erling Jensen, cand.jur.

Touhami Bennour

Erling Jensen11.43
Men du siger intet om Danmarks og Englands ansvar i Iraks Krigen. .Det afhang af personen der besad det hvide hus som Reagan og Begge bush, Men det var andeledes med Roosevelts og Kennedy. Kennedy har forsvaret algerisk frihedes kamp mod Frankrig. USA har også tvunget England og Frankrig og Israel at romme Egypten i Suez krisen. Jeg tror ikke at USA er værrer end Danmark politiks overfor især Arabien. Danmark har skabt mere problemer med arabere siden mohamed tegningerne. Alt dette kan føre til krig. Men hvem skal så trække kastagner fra ilden? that is the question.

Jens Falkenberg

"Et sted at begynde er, at vi presser Assad og Rusland til at åbne nødhjælpsvejene"

Det spændende spørgsmål er her hvordan Assad og Rusland skal "presses" til noget? Skal vi erklære krig mod Assad og indføre sanktioner mod Rusland? Det ville næppe ændre det store. Vi har i hvertfald prøvet med sanktionerne, og russerne har knapt nok blinket. Derudover tror jeg også at Assad vil finde anvendelse af sine fine nye anti-luft systemer hvis vi beslutter os for at bombe ham. Og de er en hel del mere avancerede end dem vi mødte i Libyen, Irak, og Afghanistan.
Iøvrigt tror jeg heller ikke at russerne går med til at R2P bliver anvendt i Syrien. Obama var en tand for smart da han anvendte det i Libyen og han fangede russerne med bukserne nede. Putin har formentlig ikke tænkt sig at risikere at stå i den samme position igen.

Emil Eiberg-Jensen

Sålænge befolkningerne i Mellemøsten stiger så hurtigt at deres samfund ikke kan skaffe job, boliger og sikkerhed til deres borgere, vil disse landes befolkninger komme i indbyrdes konflikter, borgerkrige og krige.

De næste lande der vil udbryde borgerkrige i er Tyrkiet og Egypten.

Det bedste Radikale Venstre kan gøre for Mellemøstens befolkninger, er at undervise dem i at lade være med at få flere børn end de kan skabe en fremtid for.

Men mon Morten Østergaard og resten af Radikale Venstre overhovedet evner at se kendsgerningerne i øjnene, - selv om overbefolknings krigene hærger overalt i Mellemøsten, Nordafrika og i Afghanistan..?

Selvfølgeligt ikke..!

Morten Østergaard, - læs World Population Review om Syriens historiske befolkningsstatistik og skriv en ny artikel:
http://worldpopulationreview.com/countries/syria-population/

Touhami Bennour

De ved alle hvorfor de skal have flere børn. ;Ligesom i kina man vidste ikke hvorfor. Men jeg husker Forman MAO sagde en gang,
"I en verdenskrig må mange kineser overlever". Det er forklaring på "overbefolkning" Det du siger duer ikke. Man tilskynder også i kvinder i Danmark at få flere børn. Det samme raison er der i Egypten. Måske på grund af globalisering også. Jeg tror du vil fremover ikke skrive mere om den

torben - nielsen

I et land med knappe resurser, kan man vælge imellem det gode liv eller mange liv.

Men man kan ikke vælge begge dele.

Hvis man vælger mange liv, nytter det ikke noget at man bliver misundelig på dem, som har valgt det gode liv.

Den første og vigtigste forudsætning for mange liv er at der er tilstrækkeligt med fødevarer.

Altså, fødevareproduktionen skal stige FØR befolkningstallet stiger.

Man kan ikke i al evighed forvente, at omverdenen er parat til at opsuge overskudsbefolkningen fra lande, som ikke er i stand til at brødføde deres egen befolkning.

Touhami Bennour

Alt Dette er gammeldages og er naturlig. hvis man tænker og se hvorfor Egypten har en så stor befolkningstal, Der er overhovedet ikke forskel mellem Egypten og Tunesien eller Marokko for ex,, disse to lande har befolkning vækst som i europa , i gennemsnit 1,9 -2 % per kvinde. Hvor Egypten set fra arabiske lande er det mest udviklet Kulturelt i den arabisk verden, jeg har selv taget inspitation i min ungdom fra Egyptens kunstner og forfattere, Egypten var for mig rollemodel. Jeg har stadig på vægen mange af de egyptiske kunstner hos mig. Hvad er forklaringen så: jeg tror det syldes Israel og trussel om krig med Israel, og det er ikke umuligt. Forleden dag jeg har læst at jøder i danmark sammen med danskerer tog en fiktiv flugt til minde om den flugt jødere gjorde i faraons tid fra Egypten, Hvorfor danskere aksepterer så noget gammelt? fordi de støtter dem i deres drøm at de skal returnerer i Egypten, Jeg ved ikke hvad du laver til dagligt. Der sker en hel masse i verden men ser du har i hoved kun "MAD" Iraker også kom her for mad. Og de danske unge som døde i Irak var det osgå for mad? de døde jo i Irak. hvorfor gik de til Irak og døde der? og fra syrien osv, alle mangler mad, Du har kun mad i hoved, Sig altså til danskere de skal ikke støtte jødere i så noget flugt. Egyptere tager ingen chance. Og derr næssten ikke araber i danmark. Der rer Palestinænsere fordi da har samme problem med Israel og andre af muslimsk baggrund ; somalier, tyrkere,pakistaner men ikke mange arabere. Og til sidst Syrere. Det er på grund af mad, ifølge dig.

torben - nielsen

Jep, - uden mad og drikke, duer helten ikke.