Jeg er født i 1978 og er netop fyldt 39 år. Hvis du spørger min ældste datter på 16, så vil hun ikke tøve et sekund med at fortælle dig (eller mig), at det placerer mig i en gruppe, der IKKE hører hjemme på Instagram – eller på Snapchat for den sags skyld. Det er jeg mindst ti år for gammel til! Og jeg har faktisk heller aldrig haft trang til at oprette en profil derinde. Så jeg er ikke ekspert på området, indrømmet.
Sagen er bare den, at udover at være mor til en teenager, der lever og ånder igennem de sociale medier, så er jeg også privatpraktiserende psykolog, og størstedelen af mine klienter er unge mennesker i 20’erne, som på hver deres måde er styret ind i en form for kvartvejskrise på tærsklen til det ansvarstunge voksenliv.
Jeg har således det enorme privilegium at bruge det meste af min arbejdstid i samtale med nogle helt utrolig tænksomme, modige, knugede, hjertegribende søde og vanvittig usikre unge mennesker, som inviterer mig helt inden for i den verden, de lever deres liv i.
Og derinde er Instagram en faktor, som alle forholder sig til. Derfor forholder jeg mig også til det, og jeg begynder helt ærligt at have et problem med det.
Mit problem med Instagram ville sådan set kunne løses relativt simpelt. Der skulle faktisk bare installeres et lille skilt, som popper op hver gang man logger på, hvor der skulle stå:
»HUSK, at du nu forlader den virkelige verden, hvor livet ofte er tungt og gråt og træder ind i et censureret og beskåret univers, hvor vi dyrker det smukke og det lette liv. Det du finder herinde, er således ikke løgn – det er bare højst 1/10 af den fulde sandhed.«
Det er ikke, fordi jeg tror, at folk er dumme og ikke udmærket ved det her allerede. Men jeg tror faktisk, de glemmer det, de ved, efterhånden som de thailandske solnedgange og den sunde og raffinerede hverdagsmad og de talløse nærmeste venner og de veltrænede kroppe i de helt rigtige stillinger (i karrieren såvel som i yogaen) sniger sig ind under huden og bliver suget længere og længere ind i et sind, der faktisk bruger det meste af hverdagslivet på bare at holde sammen på lortet.
Med så store mængder af håndgribelig billeddokumentation, så tror jeg godt, det kan begynde at føles troværdigt, at andre mennesker rent faktisk lever den slags sjove, perfekte liv i den slags smukke, perfekte verdener.
Og så tror jeg ikke, der skal så meget til, før et blik på vægten, eller på bankkontoen hvor der er 573 kr. tilbage til resten af måneden, eller den tomme indbakke på datingprofilen eller udsigten fra psykiatrisk skadestue begynder at føles som lige så håndgribelige beviser for et forfejlet liv.
Fejlbarlighedens fællesskab
Jeg kan sagtens forstå, hvorfor dyrkelsen af det perfekte fællesskab er blevet så populært, men hvis det får os til at glemme det globale fejlbarlighedens fællesskab, som vi alle sammen også er en del af, så risikerer vi at miste noget, som er meget vigtigt. Hvem som helst kan jo håndtere det der flygtige og sæbeboblelette Kodak-moment, hvor alting fremstår helt perfekt og alle viser sig fra deres bedste side.
Men det er jo netop, når boblen brister, at vi har allermest brug for at blive mindet om, at vi ikke er forkerte, ligesom det er i de svære stunder i livet, vi har allermest brug for ikke at føle os alene. Og der er der ved Gud ikke meget hjælp at hente på de sociale digitale platforme.
Jeg taler hver eneste dag med unge mennesker, som bliver dybt ulykkelige, når livet ikke opfører sig sådan, som de forestiller sig, at det skal opføre sig for at være et godt liv. Når nu de gør alt, hvad de overhovedet kan og bruger alt, hvad de har af kræfter og mere til på at gøre de rigtige ting, hvorfor bliver livet så alligevel ikke ligesom de liv, der ligger inde på Instagram?
Hvorfor føler de sig så alligevel ikke lykkelige, men faktisk bare udmattede eller det, der er endnu værre: triste, forkerte, uduelige, u-lykkelige?
En rusketur til æstetikelskerne
Når jeg oplever så mange unge mennesker stå med en så tung følelse af at være forkerte og forfejlede i mødet med livets skyggeside, så får jeg en kæmpemæssig trang til at ruske hele vores kultur gevaldigt i kraven, til at sige alle velmenende curling-forældre og æstetikelskende Instagram-brugere et par skarpe borgerlige ord, til at skrive en kronik og få den trykt i en stor landsdækkende avis, så alle kan få den lige ind sammen med morgenkaffen.
For hvad sker der for at bilde os selv og hinanden og vores unger ind, at et rigtigt liv kun er et godt liv? At et ordentligt menneske kun er et godt eller et lykkeligt menneske? Det er jo løgn! Det er bluff og humbug, og det er tydeligt for enhver, der tør åbne øjnene.
Jeg tror simpelthen ikke på, at du kan finde et eneste ældre menneske, som har levet et fuldt menneskeliv, som ikke kan fortælle dig om mørke tider, svære år, tårer og modgang, vrede, frustration, smerte og sorg.
Selv hvis man er født ind i en smuk krop, i en kærlig og velhavende familie og altid har været en populær person. Den mørke side af livet er uundgåelig, den er ikke en forhindring for livet, men en del af livet. Den er obligatorisk pensum! Punktum!
Jeg tror ikke på, at det gode lever på bekostning af det onde. Det er ikke enten-eller. Hvis vi på magisk vis kunne trylle hele den mørke side af tilværelsen bort, så er jeg af den sikre overbevisning, at vi langsomt og støt ville opleve, at også glæden ville begynde at aftage. Hvis vi mestrede alting i livet, ville der så være noget som helst tilbage at lære?
Hvis vi alle sammen havde alt, hvad vi ønsker os, ville vi så ikke holde op med at føle os heldige? Hvis vi var lykkelige hvert eneste øjeblik af vores tilværelse, ville lykken så ikke ende med bare at blive… standard?
Det gode lever ikke på bekostning af det onde, det lever i kraft af det onde. Det henter sin kraft i sin modsætning. Uden vores fejlbarlighed ville vi ikke være mennesker, og uden sin skyggeside ville livet kun være et halvt liv. Vi er gode mennesker – og så er vi også alt det andet.
Et sejhudet væsen
Mennesker overlever de mest horrible ting, de mørkeste sorger, den tungeste ensomhed, krige, fjendskaber, tab, sygdom, svigt, misbrug og elendighed. Hjertet slår videre, og vi forsøger at følge med og samle os selv og hinanden op igen og igen, så livet kan fortsætte.
Mennesket er sådan et sejhudet, langlivet væsen, som forsøger på trods af modgang, som stabler sig på benene eller krykkerne på trods af verdens uretfærdighed, som lever videre, selv om der er så meget, der ikke er smukt. Det må vi simpelthen ikke glemme at hylde!
Hvor kan jeg like ham den 23-årige, der insisterer på at nyde forårssolen, selv om han er på vej til sin tredje omgang kemobehandling? Eller hende, der netop har spist et måltid og kæmper med at lade maden fylde i maven, fordi hun for første gang i 15 år vover at prioritere sit liv højere end sin spiseforstyrrelse?
Hvor kan jeg hylde det uperfekte menneske, der kæmper for at sige ja til sit uperfekte liv, fordi det nu engang er det liv, der er til rådighed? Det kæmpende menneske, som virkelig har brug for at blive hyldet, og som altid vil være det menneske, mit hjerte brænder for?
Livet er ikke lutter lagkage. Men det er heller ikke lutter lort. Det er lort og lagkage, og hvis du spørger mig, så er det netop det, der er grunddynamikken i hele vores eksistens. Der er det lette og det svære, varmen og kulden, kærligheden og hadet, det lyse og det mørke. Og så længe der er bare nogenlunde balance imellem de to forhold i dit liv, så er det hele, som det skal være.
Den største styrke ligger nu engang i ikke at frygte svagheden. Det har de bare glemt inde på Instagram …
Mette Bratlann er privatpraktiserende psykolog
Desværre, ja. Og det understøttes oveni i skoletiden med IPads, intra, lectio, portaler etc. De er fanget, de unge, taget til fange. Og det bliver kun værre af "verdensmester" mentaliteten, konkurrencestaten, karrierepolitikere, manglen på dømmekraft og sund fornuft everywhere, samt en usund blanding af mangel på opdragelse og berøringsangst på den ene side og ligegladhed, mangel på autoritet og virkelige, levende, kød og blod rollemodeller på den anden. Stakler. Kan kun håbe de magter at lægge afstand hen an vejen, vokser ud af det, lærer at sige pyt.
Livet er skønt, hvis og når, man har mulighed for at leve det. En af grundene til at livet er skønt, ligger netop i de udfordringer man møder på sin vej.
Problemet ligger i det lette fix, som kun er et nyt lag sminke, en maske der vises til omverdenen uden yderligere substans.
Forældre, pædagoger og lærere skal langt mere på banen, hvis nærværet og tanken skal styrkes. Igennem flere år er der fra tid til anden, dukket et slogan op, som simpelt siger "Tal med dit barn" og det kunne være befriende, hvis det kunne spredes yderligere og målgruppen blev bredere og samtidig slog fast at en sms ikke er nok.
Men igen, livet er skønt. Lev det hvor du er, og gerne sammen med andre
Ganske rigtigt.
Måske det var en ide for Mette Bratlann, at tage ud på skolerne og universiteterne og holde nogle foredrag til de unge mennesker - som jo er alt for travlt optaget med Instagram og Snapchat - end at, læse en god gammeldags avis.
Kære Mette
Gør dine klienter en tjeneste: bed dem opdatere deres telefonbog med numre på alle de mennesker der er vigtige for dem, og derefter slette deres Facebook, instagram og alt andet der volder dem mindreværdskomplekser.
Jeg har erfaret at det hjælper når abstinenserne er ophørt.
Kære Mette
Der er også en anden side på Instagram, en underverden om man vil, nemlig den side hvor folk, unge som gamle, viser at livet er ligeså meget lort som lagkage. Som viser at de er syge, usikre, ensomme, synes livet er svært osv. Det ER ikke kun "lutter lagkage" billeder man finder på Instagram, men man skal turde lede efter det. Og ja, man får en advarsel fra Instagram hvis man søger på tags som fx depression eller anxiety (angst), men tør man, så er der også mange profiler der kan være en støtte i at vise, at livet er ikke kun perfekt. Man skal så være påpasselig når man søger, så man ikke render ind i ting der trigger en eller gør ens mentale tilstand værre.
Jeg håber du selv vil prøve at oprette en profil og gå på opdagelse derinde, så ser du, at der er mange som ikke kun viser glansbilledet, men også bagsiden.
"Livet er panikken i et brændende teater."
Jean-Paul Sartre.
Men det er det vel kun de absolut færreste, der ønsker at indse. Og så længe det er tilfældet, så vil brovteriet (således også på de såkaldte sociale medier) fortsætte, og hermed brutaliteten (også den psykologiske/mentale af slagsen) fortsætte, og dermed rejsen mod undergangen af vores såkaldte civilisation fortsætte.
PS: Tak for et godt indlæg.
"The simulacrum is never that which conceals the truth - it is the truth which conceals
that there is none. The simulacrum is true."
Ecclesiastes
Fra Baudrillard (1981) "Simulacra and Simulations".
Arh! I perhaps too remember Cool Memories. Not the actual words, not even the meanings or the points, but the sensation of reading, sometimes even understanding, something truly profund. To quote myself from what I just made up..
I dag finder jeg samme velbehag i det italienske bidrag til melodigrandprix. Internettollogi! Ha ha!
'Helvede er de andre" - sartre.
De, som sætter rammerne for overlevelseskampen i konkurrencestaten, er skånselsløse. Klart det giver stress, hvis man ikke kan finde sin vej eller har styrke til af nød eller lyst bare at melde sig ud.
Erstat ungernes og din iPhones med dumbphones!
Og vær glade for i har tøj på kroppen, og et fyldt køleskab!
Få det ind i dit vacuumpumpede hovede 10 år yngre end mig psykofar, og hvis ungerne vil have mere må de gå med reklamer/aviser!!
"Få det ind i dit vacuumpumpede hovede 10 år yngre end mig psykofar" kristian, at det er lige præcis den daglige indsats for overlevelse, som af dumme og/eller korrupte mennesker er omkalfatret til en eksistentiel kampplads i en stadig mere nådesløs konkurrencestat.
Og børnene - hvad har de gjort, at de skal vokse op i et tomrum fyldt op med ligegyldigheder, som kun har til hensigt at fjerne opmærksomheden fra det egentlige, det virkelige liv og på den måde gøres til villige slaver i konkurrencesamfundet - lige som alle de andre ignorante fjolser, der ikke kan finde ud af at sige fra og tror, at det er dem, der er noget i vejen med, hvis de ikke pisker sig selv til zombier i rotteræset. Og imens kan de fede privatkapitalistiske, kleptokratiske vampyrer bare vente på at deres næste offer går i fælden. Ja, det er grimt, men vågn op, se jer omkring, se hvad der sker i verden og spørg, hvor ulykkernes ophav befinder sig.
Fællesskabet er underlagt en kleptokratisk, vampyrisk, ignorant ressourceadministration, overtaget af et lille mindretal, den ene procent og co, som synes, at konkurrencesamfundet er en god ramme for menneskets aktiviteter her på den blå planet. Det kan naturligvis, som det ses, kun gå galt.
Alternativet til dette altædende uhyre skal italesættes, men så bliver de små mennesker helt forvirrede, omtågede som de er af velmenende terapeuter, fjernsyn, fodbold og den daglige kamp for overlevelse, og imens sygner deres afkom hen eller bliver til kampzombier. Menneskeheden er så meget på afveje, at den ikke engang selv er klar over det. Men straffen for den undladelsessynd, som det er at glemme livet, er høj. Først dør man indeni, og så er der klar bane til at slå de andre ihjel.
Ja, det er grimt, men se jer omkring og spørg, hvor ulykkernes ophav befinder sig. Hvis man vil tage sig selv og sit liv alvorligt, er det et spørgsmål, som må besvares, og som må ageres på, når og hvis man vågner op og befinder sig dårligt i den ene procents koncentrationslejr. Selvom det er på første klasse, for også her skrives bestikkelsespengene, privilegierne, i sand.
Vi er oppe imod en samvittighedsløs våbenindustri og andre mafiøse organisationer, imod dumhed, korruption og magtesløshed, men hvor meget grimmere skal det blive, før vi tager os sammen, og skaber den verden, som vi har alle muligheder for at virkeliggøre?
Randi Christiansen @
Vældigt godt skrevne kommentarere - you nailed it. :-)
- Vi behøver en maxistisk analyse og kritik af samfundet, som de unge kan bruge som platform til at finde sig selv.
- Selvom jeg syntes at Mette Bratlann har begået et insigtsfuldt indlæg om vores psykologi, så er det bare ikke nok til at vinde "krigen".
Der har været spiludviklerer der har set dette inden det indtraf, og derfor også forstår hvordan det så opstod.
Lektie:
Hvad er koden til udødelighed i det starwars spil der blev lavet LIGE efter starwars 1 filmen udkom?
Hvad er koden til guld i det første age of empires?
Hvad er koden til guld i age of empires2?
Hvad er koden til mad i det første age of empires?
Hvad er koden til en nærmest nikola tesla-opfundet snigskytte i det første age of empires?
Hvad er koden til en kæmpe fremtidsbil i det første age of empires? Og hvorfor er den kode ikke specielt interresant medmindre man sammenligner med årene efter den første starwars film, nr 4?
Hvorfor er der et blackmarket i offworld trading company - som er et spil om at konkurrere om resourcer og opbygge et firma på mars - for at gøre det; sjovt?
Hvis man går lidt død i lektierne, kan jeg kort sige: Koden til nikolatesla snigskytten er e=mc2trooper, hvilket måske er lidt morsomt, nu når einstein har udtalt, at hvis man ville vide hvordan det var at være det klogeste levende menneske, så måtte man spørge nikola tesla. Og for at kunne finde det morsomt, må man forstå hvorfor Nikola Tesla fodrede duerne over flere årtier istedet for at arbejde videre med hans projekter. Og det vil i første omgang mistforstås fra et pessimistisk menneske, og måske af flere end man lige tror.
Hvorfor så ikke bare aflevere resultaterne fra lektierne? Fordi det ville fylde så meget, at du helt naturligt ville kede dig over at læse det. Derfor en lektie, og derfor læreren kiggede underligt på mig, da jeg var den eneste i klassen på H3 på elektriker udd., der svarede på et spørgsmål om lumen, og svaret var: ca 1900. Det blev så testet af en ihærdig medstuderende med sin lommeregner til at være 2100.
Nikola Tesla var måske den direkte modsætning til idag, adfærdsmæssigt, dog især da hans interesse faldt på at fodre duerne.
Forventer ikke og give 13 til nogen, nok ikke engang 12. Så længe jeg ligesom Mette bare har sat nogen tanker igang. Nostalgi og kreativitet går jo hånd i hånd, og der er nogen spiludviklere som har været særdeles nostalgiske.
Så at undgå som hoved interesse at fodre duerne/tage billed af sin mad eller krop/spille mange spil (smukt paradoks) ligger svaret i lektierne med en god fantasi og kreativitet (evt tænk tilbage da du var 10 år eller 15 og prøv og gør noget som gør dig nostalgisk nok til at se en sammenhæng)
Jeg er også for gammel til at være på både Instagram og Snapchat. Men jeg bliver lidt trist til mode, når endnu en behandler (psykolog eller psykiater) slutter fra sin klinik til hele befolkningen.
Uden at ville nedgøre dine patienter, så er det jo netop dem, som ikke kan finde vej i junglen, som finder vej til dig. Men det betyder jo ikke nødvendigvis, at der er noget galt med hverken Instagram eller Snapchat. Det betyder bare, at der er en gruppe, som ikke kan finde ud af livet.
Det har du fuldstændig ret i, men det er da i hvert fald for mig vigtigt at høre om hvad det kan medføre hvis vi ikke er opmærksomme, og jeg er overbevist om at dette indlæg i den sammenhæng desværre har sin berettigelse, vil i hvert fald bede mine to vidunderlige teenagere læse det, selvom de vist godt ved at Insta er en paralelverden, tror jeg de alligevel slås med svingende selvværd, modløshed og afmagt ind i mellem, det hører sig vel også til i den svære proces det nu engang er at blive menneske.
Klart, at vi må betragte det, som sker, nøgternt. Børns og unges velfærd bør være en vigtig indikator på, hvor vi som samfund befinder os.
Mistrivsel er en advarselslampe, som må tages alvorligt, og hvis ophav må undersøges fordomsfrit og tilbunds.
Det kan siges meget kort : hvis al energi går til eksoteriske gøremål, som ikke har rod i væren, bliver et menneske esoterisk udsultet.
Er de krav, vi som samfund stiller til os selv og hinanden, hensigtsmæssige ifht til vores eso-og eksoterisk overlevelse?
Jeg tror sgu mosekonen har gang i noget ny bryg.
Spændende hvad det bliver til.
Noget eksorbitant på opleveren måske.
En socioøkonomisk permakulturel psykofarmakologisk helstatsmodel uden tabere,
Udelukkende vindere.
Lykkens totale triumf,
Som annonceret i årevis.
Men med uforklarlige udeblivelser.
Jeg tror du har ret, Randi.
Michael, lyt i dag til 'bevidsthedsfeltet' radio 24/7. Her interviewer radioværten en psykolog, som redegør for nyeste hjerneforskning, der viser, at frontallapperne udvikler sig i retning af, hvad man inden for feltet kalder 'den nye hjerne'. Og kom så igen med dine utålmodige spydigheder. Evolution tager nu engang den tid, den tager, og på et tidspunkt kan alle få øje på og deltage i det bevidsthedsmæssige kvantespring, vi er midt i.
Kære Mette
Jeg har dyb respekt for dit arbejde, og kender godt til "picture perfect" livet på Instagram, men jeg vil fortælle dig, nu hvor du ikke selv er på Instagram og dine viden hovedsagligt stammer fra unge mennekser, med store som små problemer i 20'erne, at der findes et mere ægte liv i den virtuelle verden, hvor du på Instagram kan Like hende med kræftsygdommen, eller hende der får stress midt i madlavningen, hende der bare har en hård dag, og undertegnede, hende der har mistet og kæmper for at leve med tabet og sorgen. Du kan fortælle dine klienter, at det kommer an på hvem man afspejler sig i. (Jeg afspejler mig i stærke inspirerende kvinder, oftest mødre) selvfølgelig er der pæne billeder, men det er der jo også når vi går ude i det virkelige liv, så vil der altid være en med nogle pænere ben, en finere jakke og et klogere hoved. Selvfølgelig er livet ikke kun lutter lagkage, især ikke hvis man hele tiden vil have det, som hende bag den anden skærm har, men livet er hovedsagligt godt og det håber jeg også, at dine klienter vokser videre mod at lærer.
"Men det er jo netop, når boblen brister, at vi har allermest brug for at blive mindet om, at vi ikke er forkerte, ligesom det er i de svære stunder i livet, vi har allermest brug for ikke at føle os alene. Og der er der ved Gud ikke meget hjælp at hente på de sociale digitale platforme."
Det er så rigtig en beskrivelse af mange unges verden og store smerte i dag. Men jeg tænker, at det overhovedet ikke er Instagram eller de sociale medier i det hele taget, der er hovedårsagen til, at disse unge føler sig deprimerede og fortabte. Hvis de var vokset op i en kultur, hvor de som små havde fået dækket deres naturlige behov for tilknytning, så ville de helt anderledes kunne møde smerten i livet på hvilket som helst tidspunkt senere hen.
Jeg ser den manglende tilknytning til de primære omsorgspersoner som den helt store og meget alvorlige årsag til de unges smerte. Det er vores samfundsstrukturer og rammerne om familie- og arbejdsliv, der er umenneskelige. Intet lille barn får et godt og stærkt livsfundament ved at blive anbragt allerede i 10 mdrs. alderen hele lange dage blandt jævnaldrende i institutioner med alt for få voksne.
Det er en skændsel, at vi behandler vores børn på denne måde. Og nærmest opgivende ser på denne situation som et livsvilkår. Det er det ikke!!!
Derfor må vi ændre på disse forhold, så vi kan få et helt anderledes menneskevenligt liv med hinanden.
Jeg er 40 år - og jeg har to børn på hhv. 18 og 21 år. Vi er alle på instagram, snapchat og facebook. Fordi vi kan. Fordi det er en kilde til sjov og ballade, fascination og forargelse. Hvorfor er JEG der, når kronikøren er for gammel iflg. eget barn.
Jeg er der fordi jeg vil være med. Jeg vil vide hvad der foregår! Fordi jeg som udgangspunkt er nysgerrig overfor det nye, og fordi jeg har erkendt, at hvis jeg skal gøre mig forhåbning om at kunne vejlede eller råde nogen som helst i et univers som dette, så er jeg nødt til at vide hvad det er.
Problemet er jo nemlig ikke selve mediet. Problemet er at vores børn har overhalet os i viden. Og ikke bare os forældre, men også deres undervisere, terapeuter, gymnastiktrænere osv. Der er INGEN til at undervise dem - på deres sprog, om DERES verden.
De er født ind i en verden, som vi andre halser efter at kunne være med i, og kun ganske få af os gammelvoksne forstår til fulde.
Da min datter var 3 år, var computerspillene ganske realistiske allerede, og med chatfunktion, og skal jeg være ærlig, så har hun mere end én gang været med til skydespil, mens hun sad med strutskørt, prinsessekrone og hørte disneymusik. Helt uansvarligt! ville man sige i dag.
Jeg selv fik adgang til computer da jeg gik i 6. klasse - og en HEL klasse måtte deles om skolen 12 ualmindeligt langsomme computere, så vi kunne spille matematikormen, der spiste vores regnestykker. Hurra det var sjovt.
Og på den baggrund må jeg bare erkende at mine børn allerede som små, lærte at bruge dels hovedet, og dels fingrene. De multitasker på flere skærme og er sindssygt hurtige på tasterne. De fotograferer og har øje for detaljer som jeg aldrig ville have set. Og de kommunikerer på så mange plan, så vi andre bliver helt trætte. De er DYGTIGE!
Og jeg fryder mig i mit stille sind over at de også er gode mennesker. At de netop bruger deres medier med god sund fornuft. Er observerende, skriver pænt til andre, er kritiske overfor det rigtige, undgår at blotte hele privatlivet, og har overblik nok til at hjælpe andre med deres.
Så jeg vover nu en påstand, på en meget pudseglorie-agtig måde.
Det handler om opdragelsen! Bum! - At man engagerer sig. At man vil være med og korrigere ordentligt. At man ved hvad de taler om - og for guds skyld, at vi lytter!
Vi har livserfaring, de har teknik med 1000 muligheder. Det burde være starten på et smukt projekt hvor alle kan lære af hinanden.
Sæt i gang! :)
Sandelig, opdrageren skal også opdrages. Eller, hvis du ikke er med er du fortabt.
Tak for et præcist og nødvendigt indlæg - de sociale medier kan meget godt, men de gør også mennesker ensomme og fortvivlede, og det kan en artikl som denne forhåbentlig være med til at understrege.
Da jeg var ung i 60-70 erne, var den indbyrdes konkurrence på alle de store parametre også nådesløs. Sådan er konkurrencestaten indrettet. Nogen døde af junk, det var nærmest en epidemi, og nogen så en vej ud af systemets voksenhelvede, og blev dissidenter med krav om flowerpower, 'make love, not war' og 'peace & love' - men der var ikke så mange, der hørte efter. Kun modeverdenen og det battede ikke rigtig.
Og efter en samtale på eget initiativ med en venlig ældre herre, som varetog psykolog samtaler på rigshospitalet, måtte jeg igen stavre ud i den brølende verden på egne usikre ben med beskeden : 'der er ikke noget i vejen med dig, du skal bare have lidt mere selvtillid'. Godt så, den er altså ikke lige sådan at finde frem, men med min iboende overlevelseskraft - arv og miljø - og tidens nådigere mulighed for overførselsindkomst er det alligevel lykkedes mig at styre udenom de værste farer og få et godt og spændende liv. Men drømmen om en uddannelse på kunstakademiet og således i det mindste som fx underviser være fagligt udrustet til at møde et arbejdsmarked, hvis min kunst ikke kunne sælges, eller på anden måde være en succes i konkurrencesamfundet er det ikke blevet til.
Nu er vi så her, hvor behovet om meningsfuldt indhold i det ydre, stadig er meget påtrængende, hvor opgøret med det hamsterhjul, som kleptokraternes ene procent har så megen succes med at holde alle inkl sig selv fængslet i, er vigtigere end nogensinde. Mennesker går ned med stress og tager på refugium, hvor terapeuterne behandler dem som babyer. Andre steder i verden er lidelserne legio, og menneskeheden kan stadig ikke få øje på det evige nu. Måske nærmer vi os. Forleden i netto, måtte den lange kø vente på en tidskrævende ekspedition, og jeg kunne ikke nære mig for med et smil henvendt til køen at bemærke at 'så er det nu, vi har lejlighed til at praktisere mindfulness' - og faktisk høstede et smil fra en kvinde i min egen alder.
'Alt for meget at gøre, for at få sit på det tørre - ja der er' (hans vinding, hyldemor) - se det på utube, hvor gutterne sidder ved vandkanten på christiania og spiller røven ud af stråhatten og svinger som en drøm.
Det er et andet nummer 'spring ud', hvor der spilles ved vandkanten
Hyldemor fortjener et link:
https://www.youtube.com/watch?v=nO3gF9_zDbo
- men i 1983 da dette blev optaget da var det hele allerede overstået og BZ bevægelsen begyndte en lidt mere voldelig kamp for et sted at være og for at blive hørt af samfundet.....