Læsetid 4 min.

Cepos skaber et fordrejet billede af unge udsattes ydelser

Tænketanken Cepos forsøger for tiden at overbevise om, at de ikke-jobparate unge på kontanthjælp bør have en ydelse, der er ligeså lav som ydelsen for de jobparate unge
Tæller man det reelle antal af unge mennesker, der var i berøring med kontanthjælpssystemet i 2016, får man noget nær en spejlvending af Cepos’ tal, skriver dagens kommentarskribent.

Tæller man det reelle antal af unge mennesker, der var i berøring med kontanthjælpssystemet i 2016, får man noget nær en spejlvending af Cepos’ tal, skriver dagens kommentarskribent.

Sisse Dupont

21. april 2017

Argumentet for Cepos’ forslag er velkendt og lyder, at det nuværende system giver incitament til svaghed: De unge ser en økonomisk fordel i at blive kategoriseret som nogle, der ikke kan arbejde eller tage en uddannelse.

Hidtil har argumentet vundet indpas hos regeringspartierne Liberal Alliance og De Konservative og høstet rosende omtale på lederplads hos både Børsen og Berlingske.

I en kommentar i Berlingske (6. april) satte Cepos-cheøkonom Mads Lundby Hansen nogle tal på problemets omfang: »Sidste år var der 43.000 unge under 30 år på kontanthjælp. De 26.000 (!) blev erklæret ikke-job-parate. Det vil sige, at 61 pct. af de unge kontanthjælpsmodtagere kan – ifølge sagsbehandleren – ikke bestride et job eller påbegynde en uddannelse.«

Både tallene og argumentet blev herefter gentaget på lederplads i Berlingske ( 7.april) .

Men argumentationen halter og bør imødegås af kritiske indvendinger.

For det første er de tal, Cepos inddrager i debatten, klart på kanten af det rimelige.

Cepos kan kun pege på, at et markant flertal af de unge – 26.000 ud af 43.000 – blev erklæret ikke-jobparate, fordi de trækker på tal for fuldtidspersoner på kontanthjælp i 2016. I dén statistik tæller et menneske, der opholder sig et halvt år på kontanthjælp, for en halv person, mens en person, der opholder sig hele året på kontanthjælp, tæller for en hel.

Imidlertid opholder den gennemsnitlige ikke-jobparate person sig langt længere tid i systemet end den gennemsnitlige jobparate. Derfor skal der en del flere jobparate til for at tælle for én fuldtidsperson, end tilfældet er for de ikke-jobparate. Og derfor er de tal pænt ringe til at beskrive, hvordan kommuner rent faktisk fordeler de unge.

Et fordrejet billede

Tæller man i stedet det reelle antal af unge mennesker, der var i berøring med kontanthjælpssystemet i 2016, får man noget nær en spejlvending af Cepos’ tal: Ud af de mere end 80.000 unge, der var i berøring med kontanthjælpssystemet i 2016, havnede pænt over halvdelen i kategorien for job- og uddannelsesparate. De var bare ikke i systemet i så lang tid og tæller derfor ikke så meget i den kreativt udvalgte statistik.

Tallene fra tænketanken bidrager dermed til at tegne et fordrejet billede af, hvordan kommuner rent faktisk kategoriserer mennesker i kontanthjælpssystemet.

For det andet kan man klandre den fremlagte analyse af, hvad unge mennesker har incitament til, for at mangle nogle væsentlige nuancer. Analysen reducerer det kommunale system til en passiv gavebod, mens den unge arbejdsløse indskrives i rollen som rationelt nytteoptimerende figur, der strategisk afsøger mulighederne for at opnå særlige økonomiske gevinster.

Det er en farlig vej at gå, særligt fordi mange modtagere af hjælp er problemramte og ude af stand til at følge det character script, de dér bliver stukket i hånden: De står uden reel mulighed for at handle som mekanisk rationelle væsener, uanset hvor nidkært de piskes og hvor flittigt deres ydelser presses ned.

Hvis man partout skal lave denne form for incitamentsanalyse af mødet mellem system og borger, bør man helt basalt erkende, at ’it takes two to tango’. Mens den unge arbejdsløse angiveligt har et økonomisk incitament til at blive erklæret ikke-jobparat, ser det jo omvendt ud for kommunen.

Den har en økonomisk interesse i at placere den unge på den langt billigere ydelse som jobparat. Tilmed er kommunerne talrige gange fra centralt hold blevet opfordret til at møde alle unge som stærke, uddannelsesparate væsener.

Det kan være væsentligt at betragte mødet fra den magtunderlegne borgers perspektiv. Men det er selvsagt også væsentligt at inddrage det magtoverlegne systems interesser.   

For det tredje kan man anføre, at når nu Cepos, Berlingske, Liberal Alliance og De Konservative ser store problemer med incitamenterne her, kunne man virkelig have ønsket sig, at de højlydt havde opponeret imod netop den del af kontanthjælpsreformen fra 2014.

Det var her man knyttede ydelsesstørrelserne til den unges parathed ved at give de uddannelsesparate under 30 år en markant lavere ydelse end deres jævnaldrende. De skulle have incitament til at tage en uddannelse, hed det dengang. Med støtte fra de fleste af de aktører, der nu peger fingre.

Siden blev ydelsen for de jobparate unge i 2015 sænket tilsvarende. Og nu er turen så, antageligt, kommet til de mest udsatte mennesker i systemet. En uhyggelig dynamik, som vi må vænne os til synet af, åbenbarer sig: Først nedbarberes ydelsen for de stærkeste modtagere af hjælp, fordi de skal have incitament til at forlade systemet. Derpå nedbarberes ydelserne for de mere udsatte grupper, fordi de skal have incitament til også at blive stærke.

Så er skruen nået hele vejen rundt og klar til endnu en omgang i manegen. Welcome to the circus.

Mathias Herup Nielsen er Ph.d i Statskundskab og Postdoc på Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Vivi Rindom
    Vivi Rindom
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Peter Salling
    Peter Salling
  • Brugerbillede for Benjamin Bach
    Benjamin Bach
  • Brugerbillede for Martin Madsen
    Martin Madsen
  • Brugerbillede for Jes Enevoldsen
    Jes Enevoldsen
  • Brugerbillede for Ebbe Overbye
    Ebbe Overbye
  • Brugerbillede for Tue Romanow
    Tue Romanow
  • Brugerbillede for Dorte Sørensen
    Dorte Sørensen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Vivi Rindom, Anne Eriksen, Peter Salling, Benjamin Bach, Martin Madsen, Jes Enevoldsen, Ebbe Overbye, Tue Romanow, Dorte Sørensen og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Det næste bliver vel genindførsel af fattiggårde og tvangsarbejdslejre????
Hvorfor ikke sige det ligeud??????

Carsten Wienholtz, Britta B. Hansen, Vibeke Hansen, Elisabeth Andersen, Egon Stich, kjeld jensen, Jens Erik Starup og Einar Carstensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Slave ejer mentaliteten i politik er tydelig.

Hvis de fattigeste i Danmark får flere penge, så bruger de dem på vintertøj og bedre mad og det er nødvendigt, hvis ikke børn i Danmark, som tilfældet er for millioner af børn i USA, skal være tabere fra fødslen, arve fattigdom og videregive fattigdom til den næste generation.

I CEPOS og de regeringsbærende partier optik, handler det om konkurrence samt produktivitet og arbejdsudbud, I standard-økonomisk tankegang arbejdsudbuddet, det samlede antal timer, som CEPOS mener personerne i en befolkning, ønsker at arbejde ved en given realløn, (altså udbuddet af arbejdskraft, ikke udbuddet af jobs), hvor CEPOS opfattelse er, at de fattige bogstaveligt talt 'skal' være sultne nok til ethvert job der tilbydes, precist så sultne, at de fattige må tage to job for, at holde sulten fra døren, et der betaler huslejen og så et job nummer to, der 'næsten mættet familien', så Danmark og befolkningen kan være konkurencedygtigt på produktions enhedspriser i forhold til f.eks. amerikanske løn og arbejdsvilkår og ikke mætte.

Børnene bliver syge, svage og udmattede hvilket umuliggør et socialt løft, men der er den billige arbejdskraft, CEPOS og politikere fra de regeringsbærende partier ønsker, at udstyre konkurencestaten med.

Slaveriet er ikke ophævet, hvis det står til CEPOS og de regeringsbærende danske partier.

Carsten Wienholtz, uffe hellum, Vibeke Hansen, Elisabeth Andersen, Jonathan Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Martin Madsen, Jes Enevoldsen, Niels Nielsen, Egon Stich og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Cepos arbejder, ifølge deres eget program, for velstand og privatisering.
Cepos er en ideologisk, borgerlig-liberal interesseorganisation som bliver citeret og omtalt i pressen for alt det de siger og gør.
Der findes ikke - så vidt jeg ved - en tilsvarende interesseorganisation for mennesker uden ambitioner om at sætte dagsordnen... og lykkes med det.

uffe hellum, Elisabeth Andersen, Niels Nielsen, Lars Bo Jensen og Leif Drud anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Bo Jensen
Lars Bo Jensen

Cepos er en almennyttig organisation, hvorfor man kan få skattefradrag for bidrag til organisationen, ligesom man kan til Røde Kors eller Læger uden Grænser. Man kan heldigvis ikke få fradrag for bidrag til Greenpeace, da det jo tydeligvis er en interesseorganisation.

uffe hellum, Benjamin Bach og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ole rasmussen
ole rasmussen

CEPOS er en krukke som samler på forældede hypoteser.

Carsten Wienholtz, uffe hellum, Vibeke Hansen og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Benjamin Bach
Benjamin Bach

Lars Bo Jensen: Præcis. Man kan trække 6000 kr fra i personskat for bidrag til en fagforening og 15.600 kr for bidrag til CEPOS. Politiske tænketanke er interesseorganisationer, der arbejder for at fremme økonomiske interesser for bestemte samfundsgrupper. Enten skal Ligningsloven hive CEPOS ned på samme niveau af fradragsberettigelse som fagforeninger, eller også skal man helt droppe ideen om at give fradrag til "tænketanke".. ville også ramme CEVEA og CONCITO.

Carsten Wienholtz, Lars Bo Jensen, Vibeke Hansen og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Tæller man i stedet det reelle antal af unge mennesker, der var i berøring med kontanthjælpssystemet i 2016, får man noget nær en spejlvending af Cepos’ tal: Ud af de mere end 80.000 unge, der var i berøring med kontanthjælpssystemet i 2016, havnede pænt over halvdelen i kategorien for job- og uddannelsesparate. De var bare ikke i systemet i så lang tid og tæller derfor ikke så meget i den kreativt udvalgte statistik.

Med al respekt så bliver tallet da større på denne måde. Hvis vi nu siger at 60% var jobparate, så bliver det da 32.000 der bliver ikke jobparate ! eller hvad?

Brugerbillede for Vibeke Hansen
Vibeke Hansen

Det skurre fælt i mine ører, når mennesker bliver degraderet til halve, hele, parate eller ikke parate. Der er tale om over 40.000 unge, der ikke er på arbejdsmarkedet, og det er alt for mange.
Der er tale om unge mennesker, der ikke selv har bedt om at være i den situation. Var det ikke på tide, at spørge de unge om, hvorfor de selv tror, de ikke har noget job, og så se at få lavet en individuel handlingsplan, de unge er med til at udforme, istedet for at binde dem i systemet via jobtræning og tilskudsjob, der ikke fører til noget. Hvis vi vitterlig har så mange unge, der ikke er jobparate, er der dælme noget helt galt i samfundet. Så har sikkerhedsnettet ikke været fint nok, eller også er vi danskere ved at være så afstumpede, at vi ikke mener, vi har en forpligtelse til at reagere, når vi opdager, en ung har problemer. Venstres slogan siger ellers, "mennesket før systemet", men med så mange af Venstres udsagn om frihed, selvbestemmelse eller værdighed for den enkelte, må man konstatere, at skåltalerne er indtægtsafhængige.