Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket, da jeg for noget tid siden hørte på P1, at KVINFO’s bestyrelsesleder er en mand. Han hedder Tonny Skovgård Jensen og har været på posten siden oktober.
Det var min fejl og et hurtigt udslag af mine egne fordomme. For når det kommer til stykket, var jeg jo egentlig lige så tryg ved Manu Sareen (R) som ligestillingsminister, som jeg er utryg ved Karen Ellemann (V) på samme post. Selvfølgelig kan en mand være leder i KVINFO.
Målet er ikke at lægge afstand mellem kønnene. Det er jo ikke bare en kamp for kvinder. Det er en kamp for ligestilling.
Danmarks første ligestillingsforkæmper med indflydelse var også en mand. Naturligvis måtte en ligestillingsforkæmper med formel politisk indflydelse på dette tidspunkt være en mand, da der ikke sad en eneste kvinde i Folketinget.
Grundtvig arbejdede allerede fra grundlovens indførsel for lige rettigheder til mænd og kvinder. Mange af hans mærkesager kan stadig i dag skille vandene.
I kampen for ligestilling var Grundtvig gennem hele livet under indflydelse af stærke kvinder, der påvirkede hans holdninger. Det gjaldt ikke bare Grundtvigs syn på køn, men også på blandt andet forsvar, religion og uddannelse.
Piberygende og stærk
Grundtvigs barneår var især præget af to kvinder. Den piberygende og stærke moder Cathrine Marie Grundtvig (født Bang) og den gamle tjenestepige Malene Jensdatter, som Grundtvig senere kaldte sin sprogmesterinde.
Malene Jensdatter huserede i køkkenet på præstegården nær Udby, hvor Grundtvig voksede op. Grundtvig gav hende navnet Saga, fordi hun minutiøst videregav fortællinger, sange og sagn til ham og søsteren Ulrikke.
På trods af de to stærke kvinder i barndommen, finder vi ikke hos den unge Grundtvig, den stærkeste manifestation på ligestillingskampen. Han var en ung konservativ mand og beskrev i sin dagbog ægteskabet som praktisk for »Selskabets og Kønsdriftens Skyld«. Det var før, han på godset Egeløkke på Langeland mødte Constance de Leth, som han forelskede sig dødeligt i.
Præstedatteren Lise, der var Grundtvigs første kone, fik primært lov til at tage sig af hus, hjem og børn. Der er ikke brugt meget krudt på hendes betydning i Grundtvigs liv, ligesom han heller ikke selv gjorde det. Grundtvig blev gennem livet mere radikal og aktivistisk på det kønspolitiske område.
Da han i 1830 rejste til England, skete der noget, som påvirkede hans syn på kvinder. Han mødte Clara Bolton, der var en sortøjet, intelligent og meget smuk kvinde fra det bedre borgerskab i London. En hel nat talte de sammen om »alle ting«, som Grundtvig beskrev det.
Clara Bolton gav Grundtvig nyt liv, ny inspiration og nye kræfter på et nødvendigt tidspunkt, og Grundtvigs skoletanker udvikledes efter englandsrejserne. Den venskabelige samtale mellem lærer og elev, som han fandt inspiration til i England, var i stærk kontrast til datidens sorte skole i Danmark.
Grundtvig mødte aldrig Clara igen, men både hendes person og deres samtaler kan genfindes i Grundtvigs arbejde. F.eks. i digtet Samtalen med Clara:
»Med skolemestre man også vel
Om alt kan tale, når man vil kives;
Men venne-sjæle kun har det held
Om alt at tale og sødt oplives!
De findes til lykke, som yndes!«
Hustru som en ’ligemand’
Efter sin første kones død giftede Grundtvig sig med godsejerinde Maria Toft, der på en helt anden måde blev hans ’ligemand’. Marie drev godset Rønnebæksholm ved Næstved, efter hendes første mand Harald Tofts død allerede inden deres første barn kom til verden.
Grundtvig fik kontor side om side med Marie på Rønnebæksholm, og den 67-årige Grundtvig holdt af at lade døren stå åben, så han kunne overhøre Maries samtaler med godsets bønder. Gennem deres samtaler og samliv fik Grundtvig øjnene op for bondestanden og den folkelige styrke.
De var begge meget optaget af tilblivelsen af den nye grundlov. Forfatter Regner Birkelund beskriver, hvordan Grundtvig hverken stemte for eller imod. Han kunne ikke stemme imod, da det ville være uoverskueligt, og han kunne ikke stemme for, da kvinderne ikke fik valgret. Dertil kom, at der i den lov, der havde indflydelse på begge køn, kun blev talt om »han« og aldrig »hun«.
Grundtvig gik ind for kvindelige præster og lærere, hvilket ellers var fuldstændig uhørt. Han var den første, der insisterede på, at kvinder skulle have mulighed for at studere på universitetet og forlangte selv, at kvinder skulle have adgang til alle hans forelæsninger på universitetet.
Dronning Caroline Amalie, der var gift med Frederik VI, blev en vigtig sparringspartner i Grundtvigs arbejde med de frie skoler.
Grundtvig og Kresten Kold var kendt som grundlæggere af de frie skoler, men de færreste ved, at Dronning Caroline Amalie tog initiativet til den første friskole, da hun i 1841 åbnede Dronningens Asylskole i Nørregade. En skole inspireret af Grundtvigs skoletanker.
Børn skulle lære gennem fortælling, poesi og sang frem for den sorte skole, og derfor bad hun B.S. Ingeman og Grundtvig om at skrive sange til børnene. Sange, vi stadig nyder godt af i dag. Skolen lå som en naturlig forlængelse af hendes asyl for arbejderbørn, som hun havde oprettet efter engelsk forbillede.
Flere af Grundtvigs synspunkter var radikale selv med nutidens briller. Værnepligt skulle eksempelvis ikke kun være for mænd. Grundtvig mente, at landet skulle forsvares af lyst og ikke af pligt, men også af både mænd og kvinder.
Veletableret ideal
I 1852 blandede Marie Toft og Grundtvig sig i debatten om en af tidens mest omdiskuterede personer, da de åbnede deres hjem for den unge forfulgte forfatter Mathilde Fibiger, der er beskrevet som »sød, elskværdig, ualmindelig smuk og ganske ualmindelig begavet«.
Allerede som 20-årig bad hun datidens førende litteraturkritiker Ludvig Heiberg udgive hendes bog Clara Raphael: tolv breve, der handlede om kvindens ret til at blive taget alvorligt og ikke lagt i lænker, om end de var forgyldt. Heiberg, der udgav brevene og kaldte sig hendes »ridder på litteraturens kampplads«, sank imidlertid i jorden, da kritikken efterfølgende haglede ned over den unge kvinde.
På Rønnebæksholm hos Grundtvig og Marie kunne Mathilde Fibiger få ro. Her var hun skærmet fra kritikerne og ikke mindst sin egen familie. Da Mathilde på et tidspunkt blev inviteret til at tale ved en folkefest, blev Grundtvig kontaktet af hendes broder, der ønskede, at Grundtvig skulle tale hende fra denne vildfarelse. Broderen kunne ikke vide, at det var Grundtvig selv, der havde opfordret Mathilde til at deltage. Grundtvig svarede ham aldrig.
I dag er ligestilling et veletableret ideal, som nogle fejlagtigt tror, vi har nået. Grundtvig skulle sparke en port ind, og i dag sniger der sig fra tid til anden en kvindelig topleder eller to igennem. Men porten står stadig kun på klem. Der er behov for, at flere stærke kvinder og mænd lægger skulderen til porten og giver den et tryk.
Det er ikke en individuel kamp, men en kamp vi må tage i fællesskab til fælles bedste. Derfor er organisationer som KVINFO så vigtige i udviklingen af vores demokrati.
Else Mathiassen er forstander på Vestjyllands Højskole
