I den seneste tid har en helt særlig klagesang genlydt i den danske litterære offentlighed. Det, der begrædes, er enkelt formuleret, at man har svært ved at opspore danske tidsskrifter med dybdegående og kvalificeret litteraturkritik.
Hvor skal vi nu gå hen, lød det i kølvandet på lukningen af Kritik, hvis vi gerne vil supplere dagspressens korte og ofte personfokuserede formater med en mere gedigen diskussion af litteraturen og de problemstillinger, den rejser?
I tillæg til de til tider lidt skingre stemmer, som prægede Facebook-trådene om tidsskriftsdøden, har litterater i både Politiken, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad m.fl. nynnet med på melodien, og fredag den 7. april istemte litteraturredaktør Peter Nielsen så i sin leder i nærværende avis’ litteraturtillæg: »Jeg kan derfor, når jeg kigger rundt på tidsskrifterne i Norden, kun få øje på Vinduet og Vagant som de tilbageblevne, der formår den svære kunst både at diskutere litteraturen i sin egen ret og sætte den i spil i forhold til det samfund, den befinder sig i.«
Lukningen af Kritik var bestemt et stort tab, og Vinduet og Vagant er uden tvivl læseværdige, men som redaktionsmedlem for Passage, et andet aktivt litteraturtidsskrift, slår de begrædende formuleringer mig alligevel som en tand for snæversynede.
I første omgang er jeg selvfølgelig ærgerlig over, at mit eget tidsskrift åbenbart ikke findes kvalificeret nok til at blive nævnt i de mange indlæg, der nu er skrevet om lukningen. Men det, der virkelig undrer mig, er, at K&K, Spring, Nordica, Dansk Noter, Standart, Atlas Magasin og Reception i hovedreglen heller ikke er det. For ikke at glemme nogle af de omtrent 40 (!) andre aktive danske litteraturtidsskrifter, som det lykkedes Martin Glaz Serup for ikke så længe siden at opliste på det nu lukkede blogkollektiv Promenaden.
Tørrer man øjnene og løfter blikket, vil man nemlig se, at der bedrives en vældig masse – og også god – litteraturkritik herhjemme, meget af hvilken, hvis ikke det meste, sætter litteraturen »i spil i forhold til det samfund, den befinder sig i«. Tag bare det seneste nummer af K&K med temaet ’Kulturkritik nu’, af Passage med temaet ’Et andet Danmark’ eller af Spring med temaet ’Der er noget galt i Danmark’.
Som tidsskrift må vi naturligvis rette blikket indad og konstatere, at vi nok ikke har været gode nok til at komme ud med vores stof. Vi kan gøre det bedre. Samtidig tror jeg dog desværre, at elegien over Kritik er sigende for den segregering, der har fundet sted i den danske litteraturkritiske offentlighed, hvor man i stadig mindre grad orienterer sig i eller forholder sig til hinandens arbejder.
Hvis dansk litteraturkritik er i krise, er det i hvert fald ikke, fordi der ikke findes tidsskrifter. Måske er problemet snarere, at de ikke bliver læst?
Tobias Skiveren er ph.d.-stipendiat, litteraturanmelder ved Jyllands-Posten og redaktionsmedlem for tidskriftet Passage
