Hvis den skrøbelige borgerlige regering faldt i morgen, og der blev udskrevet valg, ville Socialdemokratiet have et problem. Den røde blok har flertal i meningsmålingerne, Socialdemokratiet står til at blive Folketingets største parti, og Mette Frederiksen ligner landets næste statsminister.
Men Socialdemokratiet ville ikke kunne føre valgkamp sammen med deres historiske allierede, De Radikale. De to partier har nemlig gjort sig til hinandens modstandere.
Socialdemokraterne er enige om, at alle valgnederlag de seneste 20 år skyldes udlændingepolitikken, og sådan vil de ikke tabe igen. Deres nye position er tilsyneladende ikke kun strategisk begrundet. De lader til at mene, at en udlændingepolitik, som er lige så brutal som alt, hvad de borgerlige kan finde på, er en forudsætning for velfærdsstaten.
Det, der engang var en international arbejderbevægelse, som ville forene proletarer i alle lande, er nu et parti, som vil forsvare de danske arbejdere mod proletarer og flygtninge fra alle andre lande.
Henrik Sass Larsen formulerer partiets position klarest:
Sass anerkender ikke, at humanismen er en absolut fordring, som man må gå på kompromis med for at skabe et retfærdigt og rimeligt samfund. Humanismen er for ham et monster, der skal nedlægges.
For Socialdemokratiet er deres selvopgør blevet til et opgør med De Radikale. Og fordi udlændingepolitikken for Socialdemokratiet er blevet en præmis for alt, hvad de ellers vil gøre, vil de føre valgkamp imod De Radikale.
De gjorde det samme i 2011. De hævdede, at De Radikale end ikke ville få lov til at foretage grammatiske ændringer i den politik, de havde lavet sammen med SF. De skulle klappe i og makke ret.
Det endte med, at SF klappede sammen, De Radikale definerede den økonomiske politik, og Socialdemokratiet makkede ret. De kunne ikke regere uden De Radikale, og så kom de til at regere på deres præmisser.
De vil hævde, at de har fået sådan et dejligt samarbejde med Dansk Folkeparti, at de ikke har brug for De Radikale. Det betyder, at de vil regere på Dansk Folkepartis nåde. Og det er mere naivt end den såkaldte humanistiske utopi at tro, at Dansk Folkeparti ønsker et stærkt socialdemokrati. Tværtimod lever Dansk Folkeparti af, at Socialdemokratiet er svage.
Socialdemokratiet tror, de kan regere alene. Men hvem skulle være deres klimaminister? Hvad er deres position på det største spørgsmål for de næste årtier? Hvad er Socialdemokratiets intellektuelle linje, og hvad er deres kulturpolitik?
De har ingen. Derfor har de brug for De Radikale, hvis de ikke bare skal vinde et enkelte valg, fordi de borgerlige taber, men skabe en regering, som kan lede Danmark i mere end en valgperiode.
De Radikale har bragt sig i en lige så håbløs situation. Partiet har mistet deres venstreorienterede idealisme til Alternativet og deres borgerlige entusiasme til Liberal Alliance. Det eneste, som i dag berettiger De Radikale, er, at de er regeringsparti.
Deres formand drømmer om at stå sammen med Emmanuel Macron og Justin Trudeau, smukke internationale frihandelshumanister. Men de stiller ikke op i Danmark. Sofie Carsten Nielsen siger, at hun næsten elsker Kristian Jensen, som om han var den danske Macron. Men hvis han blev formand, skulle han regere på Dansk Folkepartis mandat. Det kommer Nielsen aldrig til at elske.
De Radikale drømmer om et parlamentarisk grundlag, der ikke findes. Og som om de ikke vil erkende, at kompromiset er betingelsen for indflydelse for et lille parti. Og hvis De Radikale ikke kan være med til at regere, er de overflødige.
Vi er i den interessante situation, at De Radikale kunne lære af Enhedslistens pragmatik, som siger, at de vil gøre en forskel på den præmis, at det store flertal i Danmark ønsker en udlændingepolitik, som de er imod. Men De Radikale er nærmest besat af at håne Socialdemokratiet moralsk. Det minder om dengang, Marianne Jelved som leder af De Radikale formulerede ultimative krav – og blev til grin.
Socialdemokratiet og De Radikale er hver især ved at gentage et tragisk selvbedrag: De tror, de kan klare sig uden den anden. Det er to regeringspartier, som fortrænger, at de er hinandens grundlag.
Jeg tror at SF bliver inviteret til regeringsamarbejde med Socialdemokratiet - SF var et grønt parti længe før de radikale så mon ikke de kan levere en energi og miljøminister der har prøvet de bonede gulve på den hårde måde,hvilket ikke mindst kan tilskrives de radikale - en anden ting er at DF har overtaget RV´s rolle som tungen på vægtskålen og sidst men ikke mindst er at S-toppen er sure på RV og deres bejlen til Venstre der mere lyder som det skrig om hjælp der kommer når man falder ned i skrotkassen.
'Skribentens egen holdning' - med 'publicistisk slip'.
Det var nok ikke lige denne slags 'proletarer' Marx og S have i tankerne - og klummenistens påstand om, at Sass skulle anse humanisme som et 'monster' kræver vel et sandhedsbevis, selv har han udtalt sig noget anderledes (jfr. Tjørnehøj i dagens avis) ...
"Det, der engang var en international arbejderbevægelse, som ville forene proletarer i alle lande, er nu et parti, som vil forsvare de danske arbejdere mod proletarer og flygtninge fra alle andre lande."
Hvor er det ondt, men rigtigt sagt :) Men sådan er der jo så meget der har forandret sig, efter mønstre vi slet ikke kunne forestille os for bare tredive - eller tyve år siden. EU´s sammenbrud (eller det der ligner) var fx heller ikke i krystalkuglen.
Skal man pege på en variabel, som de færreset forstod at medregne, dengang utopien om den internationale arbejderbevægelse endnu stod uprøvet, må det være (ked af at sige det) islamismen, hvorefter der ikke er tale om en adækvat kulturforstærkende tilførsel af arbejdskraft til Europa, men noget der nærmest er at sammenligne med undergravende virksomhed. Bevares, et problem vi selv har været med til at skabe, i vores blinde tro på arbejdskraftens uafhængighed af kulturel kontekst. Og man forstår det sådan set godt. Den epoke i mellemkrigstiden, som Lykkeberg referer til, altså det udgangspunkt han formodentlig sammenligner nutiden med, var et Europa, for ikke at sige en verden, præget af sekularisering og socialisme. Hvordan det gik med de forskellige eksperimenter rundt om i verden er historie. Men bare et eksempel: I Tyrkiet regerede fx en stærkt vestlig orienteret Attaturk og se bare hvor vi er i dag! Ikke så mærkeligt at Socialdemokratiet (eller venstrefløjen i det hele taget) har svært ved at følge med.