Klumme

Derfor er tyrkere så vrede på Vesten

Hvis man læser den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk, forstår man, hvorfor Tyrkiet, som i Vesten blev beundret for overgangen fra militærdiktatur til demokrati, nu er et rædselsscenario for opgøret med den moderne retsstat
Debat
15. april 2017

De havde et rum i deres lejlighed, som de ikke vidste, hvordan man skulle opholde sig i. Det var Vesten, som var rykket ind og havde gjort tyrkerne til fremmede i deres eget hjem.

Den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk fortæller i sine erindringer, at det blev et tegn på civilisation i den tyrkiske overklasse at overtage den vestlige opholdsstue. Det skulle være slut med at sidde i skrædderstilling blandt store puder og divaner, nu skulle man have klaver, glasskabe og stole. Rart var det ikke, men det var afgørende for at blive de mennesker, man vidste, man burde være:

»Opholdsstuer var ikke tænkt som steder, hvor man kunne sidde mageligt henslængt,« skriver Pamuk i Istanbul:

»Det var små museer, som skulle vise en hypotetisk gæst, at beboerne var europæiserede.«

Hvis man var vestlig, var man fin, og hvis man ikke var vestlig, var man vulgær. Det blev ifølge Pamuk den afgørende sociale distinktion i Tyrkiet i det 20. århundrede. Det var forskellen på overklassen og arbejderklassen og bønderne, og det var forskellen på byen og landet. Fattigdom og svaghed blev set som et produkt af Tyrkiets traditioner, religion og gamle kultur. Og man skulle gøre sig fri af dem, hvis man ville skabe et bedre liv og et stærkere samfund.

Det var en kode, som gennemtrængte det sociale liv, og som tyrkerne opfattede verden igennem, anfører Pamuk. Men selv de mest vestlige havde svært ved at leve sådan, og de blev fremmedgjorte i deres hjem, når de forsøgte at leve som vesterlændinge.

Det var ifølge Pamuk først med fjernsynets udbredelse, at tyrkerne fandt ud af, hvad man skulle foretage sig i de nye opholdsstuer: Så kunne man sidde sammen og se aftennyhederne. Et samlingspunkt kom ind i stuerne, der blev forvandlet »fra små museer til små biografer«.

Den lille episode er et eksempel på, hvordan moderniseringen af Tyrkiet ikke bare var et fremskridt. Det blev samfundets definerende sociale konflikt, og det blev til en eksistentiel ambivalens i hver enkelt tyrker.

Det er næsten 100 år siden, at officeren Kemal Atatürk grundlagde republikken Tyrkiet. Han moderniserede Tyrkiet oppefra. Atatürk forbød den traditionelle hovedbelædning fezen, som han kaldte et »symbol på uvidenhed, ligegyldighed, fanatisme og had til fremskridt og civilisation«. Islam kaldte han for »en amoralsk beduins absurde teologi, et rådnende lig som forgifter vores liv«.

Den autoritære leder krævede, at Tyrkiet blev et moderne, vestligt land. Han gjorde på en nat en nation til analfabeter, da han erstattede det arabiske alfabet med det romerske alfabet, og han skiftede den muslimske kalender ud med den europæiske.

Moderniseringen havde store omkostninger, men i starten af det 21. århundrede var Tyrkiet et forbillede for overgangen fra militærdiktatur til demokrati, fra et religiøst østerlandsk fælleskab til et moderne, sekulært samfund. Tyrkiet var ikke en demokratisk retsstat, men langsomt og stabilt gik det den vej, som vi i Vesten betragter som den rigtige. Landet havde langt højere vækst end nogen europæiske lande, de var i forhandlinger om optagelse i Den Europæiske Union og levede op til flere og flere af optagelseskravene.

Det kan således forekomme næsten uforståeligt, at tyrkerne nu har en præsident, Recep Tayyib Erdogan, som taler imod Vesten, for islam, udrenser den offentlige sektor for anderledes tænkende, fængsler journalister og systemkritikere, forfølger minoriteter og bekæmper både forsamlings- og pressefriheden. Og han er demokratisk valgt. Han har et – i en eller anden forstand – folkeligt mandat til sit opgør med vestliggørelsen af Tyrkiet.

Men det er ikke uforståeligt, hvis man læser Pamuks forfatterskab. Han er selv tilhænger af ytringsfrihed, pressefrihed og det liberale demokrati, men hans bøger er skrevet på spændingen mellem det østlige og det vestlige som social konflikt, eksistentiel kamp og politisk kraftfelt.

Han skriver i et essay om, hvordan hans gamle slægtninge kysser og kærtegner hans barn, som man gjorde i det traditionelle Tyrkiet:

»Alle disse prægtige helte fra min barndoms helligdage så engang sig selv som vestlige, men nu er det, som om de har mistet troen på, at det overhovedet kan lade sig gøre at blive som dem i Vesten. Derfor er de vrede på Vesten.«

Serie

Folkeafstemning i Tyrkiet

Søndag den 16. april skal tyrkerne stemme ja elller nej til en forfatningsændring, der vil ændre landet fra parlamentarisk til en præsidentiel republik. Hvis ja-siden vinder, vil præsident Recep Tayyip Erdoğan kunne blive siddende som leder af landet frem til 2029.  

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Jeg forstår godt, at Tyrkiet ikke gider EU.

EU er simpelt hen for vakkelvorn en forhandlingspartner.
Rigtig mange beslutninger skal træffes ved konsensus, og hvert medlemsland har sine egne beslutningsritualer. Vi ser ved beslutningen om CETA-handelstraktaten, at 28 medlemslande på en eller anden måde skal vedtage eller forkaste denne traktat i 38 nationale & regionale Parlamenter plus EU Parlamentet.
Og måske skal CETA til folkeafstemning i et eller flere lande, som vi så det med handelstraktaten med Ukraine.

Det kan Tyrkiet selvfølgelig ikke bruge til noget; men heldigvis kan Tyrkiet klare sig ved egen kraft uden EU.

#HayırDahaBitmedi

Hele vestens politikere og media -inklusive de progressive, socialdemokrater, socialister, grønne, alternative, kommunister- er så hurtige til aftrækkeren, så det er umuligt ikke at ende med nogle udsagn som illuminati fronten ønsker af dem. AKPs politik omkring at isolere Tyrkiet fra EU er ikke tilfældigt. Når man skriver og/eller kommenterer i retning af en polarisering imellem EU og TR, så hjælper man desværre til den front, som har langsigtede planer omkring Mellemøstens nye fordeling, og mere rædsel, både for dem der bor i området og for dig og mig, som bor i EU.
Tilbage til fakta:
- Ved starten af stemmetælling gik det meget stærk for NEJ siden, indtil en "helt tilfældig" strømafbrydelse fik al kommunikationen stoppet imellem valgstyring center og resten af verden. Det fortsat 45 minutter.
- Det endelig "resultat" af afstemning blev offentliggjort af den statslig nyhedstjeneste før stemmerne var talt op.
- Det rigtige resultat kendes ikke, men med sikkerhed kan man sige at Tyrkiet ikke har stemt på Erdogan eller på hans parti. (Der var lignende episoder i det sidste valg, og ingen i vesten turde at kritisere det, af diverse årsager.)
- Resultat meldingerne fra over 60 % af valgstederne er problematiske, ifølge rapporterne der er samlet hos lokale/internationale partier, NGO’er og andre organisationer, herunder OSCE.
Udover disse kan man også nævne;
- at næsten hele media inklusive den statslig TV-Radio har brugt ca. 90% af deres dækning til at forklare ja-sidens argumenter,
- at for nej-siden har det været svært/umuligt at afholde møder, arrangere demonstrationer,
- at denne afstemning blev fuldført under undtagelsestilstande i flere dele af landet,
- at et ukendt antal syrere fik lov til at stemme, blandt de snart fire millioner syrere der befinder sig TR.,
- at adskillige mange journalister sidder stadig i fængsler,
- at langt de fleste i Tyrkiet har slet ikke noget problem med vesten.

Jeg håber vestens selv-tænkende mennesker kan stille bedre spørgsmål i fremtiden, og holde op med at opføre sig dobbeltmoralsk, og reagere ansvarligt uanset hvor henne i verden uretfærdigheden finder sted. For hver gang vi valgte at blive tavs i vesten, kom regningen alligevel til os.
PS. #HayırDahaBitmedi er et af de hashtags i Twitter der er brugt ifm. demonstrationerne efter resultaternes ”offentliggørelse”.

Sören Tolsgaard, Steffen Gliese og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Orhan Pamuk er et tilsyneladende "apolitisk" menneske, han har ikke turdet at kritisere militærkuppet i 1980, har ikke turdet at deltage i samfundsdebatten til fordel for de svage, udstødte og undertrykte, men støttet konsekvent den "Politiske Islams" gradvise erobring af magten i Tyrkiet. Hans forrygende bog "Kar" eller "Snow" er en manifestation af hans sympati og støtte for de tilsyneladende undertrykte islamiske militser i det moderne Tyrkiet; i realiteten er han den ultimative REAKTIONÆRE fortaler for den horrible transformering af Tyrkiet igennem de sidste 15 år under dække af at en såkaldt sekulær elite ville med vold og magt påtvinge den stakkels almindelige tyrker en kunstig form for vestlig levevis. Fordrejning og forvrængning af væreste skuffe.

Der er ikke tale om, som RL fejlagtigt påstår, en overgang fra militærdiktatur til demokrati siden 2002 hvor AKP kom til magten, men en gradvis underminering og dekonstruktion af hvad der måtte være tilbage af resterne af en stadig væk fungerende demokrati - glem ikke at det tyrkiske
parlament trods alt sagde NEJ til brugen af tyrkisk territorium for invasionen af Irak i marts 2003, og en del konspirationsteorier går ud på den aktuelle forfatnings "afstemning" er udarbejdet af CIA/Pentagon for netop at straffe det tyrkiske parlament herom og for at undgå lignende tilfælde i fremtiden ved at delegere magten til en ENKELT person. Vel og mærke et demokrati der overlevede to fascistiske militære kuppe, 1971 og 1980, med opbakning og inspiration fra US og Nato under den kolde krig.

Nej den almindelige, selvbevidste sekulære såvel som troende tyrkers "vrede" mod Vesten skyldes ikke Pamuks forvrængede forestillinger, men i konkret historisk viden: den vestlige alliance som Tyrkiet har været en del af siden 1950 har ikke gavnet det tyrkiske sumfunds stræben mod et oplyst demokratisk orden, tværtimod er den gang på gang blevet undermineret af den kolde krigs kyniske logik i form af flere Nato inspirerede fascistiske militære kuppe; og seneste skud på stammen er det islamo-fascistiske kupforsøg den 15. Juli 2016 som et led i at realisere Vestens neo-imperiale ambitioner i det nye Store Mellem-Østen og i Anatolien. Mon AKP vil fuldbyrde det halv-forfejlede FETÖ kup-forsøg på vegne af US/Nato/EU og Trump? Seneste begivenheder tyder på at AKP er "over-excited" om Trumps 59 TomaHawk's og den enkelte MOAOP over Afghanistan, og viser sig ivrig-villig til at tilgodese USA's og Israels interesser ved at afblæse den snævre tyrkiske Euphrat operation i Nord Syrien, overlade to vigtige de turkmenske byer, Kirkuk og Musul, til Barzani & US oil companies, vende ryggen til Astana processen, og sidst men ikke mindst og måske fatalt: bryde den 400 år lange fred med Persien...

Måske er forklaringen på den tyrkiske vrede mod Vesten mere ligetil: Trods over- og middelklassens ihærdige forsøg på at vestliggøre sig, blev de aldrig anerkendte og respekterede af deres vestlige modstykker.
Det skabte vrede!

Mon Dieu, "vestliggørelse" i tyrkisk kontekst var aldrig ment som en kunstig skabelsen af en tyrkisk overklasse eller borgerskab som skulle søge anderkendelse hos sin vestlige modpart, hvilket er en af Pamuk's forvrængede teser om "Kemalisme". Pamuk har aldrig - højst sandsynligt bevidst ikke ville - forstået og fattet den Anatolske Revolutions sande karakter: at indhente den MODERNE - ikke nødvendigvis den vestlige - civilisation ved en radikal og revolutionær oplysnings process for det tyrkiske folk.

At Atatürk's vision tilsyneladende fejlede kan kun tilskrives REAKTIONÆRE og FORRÆDDERISKE kræfter - herunder den småborgerlige Pamuk familie&generation som nød godt af BEFRIELSEN - der misbrugte VISIONEN til at berige sig og begynde at efterabe sin kulturelt og intellektuelt overlegne vestlige borgerlige klasse. Jeg kan godt forstå at Pamuk væmmes ved at spise kebap ved Bosporus-strædet sammen med sine anatolske brødre, og mindreværds komplekset bør han i hver tilfælde erkende og forklare på en objektiv vis, om end ikke litterært men ærligt.