Donald Trump ligner ikke noget, vi har set før. Nærmest som et barn er han alt for styret af sit konstante behov for bifald og tilfredsstillelse til at være Amerikas Patriark, og han er for åbenlyst skamløs til at være en traditionel konservativ.
Han er en pervers kulmination på ungdomsoprøret, fordi han ikke anerkender nogen autoriteter, som holder ham tilbage, og fordi han ser enhver grænse som noget, der kan overskrides.
Den forestilling om, at alt er magt, og at alle forhold således kan forhandles, som inspireret af Michel Foucault blev til en almindelig indstilling hos venstreintellektuelle i 00’erne, er hos Donald Trump radikaliseret til en praksis. Det er ikke Michel Foucault, som har skabt Donald Trump. De magtmekanismer, som Foucault blotlagde, er bare blevet en erkendelse, som Trump regerer på.
Han kalder sig karakteristisk for den store forhandler, og som hans datter Ivanka Trump skriver i sin bog The Trump Card: Playing to win in work and life: »Forhandl om alting. Ja, alting«. Det er det bud, hun er vokset op med.
Men Donald Trump er hverken venstreorienteret eller progressiv, han er yuppie.
Det var de unge urbane professionelle, som i 1980’erne tog hippiernes oprør videre. Hippierne nægtede at skamme sig over deres krop, deres begær og deres fantasier. De satte sig ud over borgerlige begrænsninger for at realisere deres sande jeg i et fællesskab af frie mennesker. Yuppierne frigjorde sig fra hippiernes mål om at realisere et solidarisk fællesskab, når de realiserede sig selv.
De promenerede deres bodybuildede kroppe, de pralede med tegn på luksus, og de nægtede at skamme sig over deres rigdom. Yuppien var en revolutionær skikkelse, men det var ikke det borgerlige samfund, de gjorde op med. Det var selve fordringen om, at man var forpligtet på et større fællesskab, de gjorde sig fri af. De lever på forestillingen om, at man kan få individuel frihed uden social frihed.
De havde ikke Jimi Hendrix’ musik eller venstreorienterede teorier, de havde popmusikken, og deres vigtigste bog var The Yuppie Handbook, som beskriver tøj, fødevarer, popmusik, lejlighedsindretning og det rette sprog i detaljer.
Det er ikke tilfældigt, at Donald Trump er idolet i American Psycho, Brett Easton Ellis roman fra 1991. Patrick Bateman, som er et portræt af yuppien som psykopatisk hovedperson, drømmer om at møde Donald Trump og blive inviteret til hans fester. Han ser hans ansigter på falmede plakater, når han kører gennem byen i taxa, han læser interviews med ham i Time Magazine og ser ham i fjernsynet. Han ved, hvor Trump køber pizza, og at han godt lide U2.
»Trump var en, som en hel generation af mænd så op til, det var ikke noget, jeg fandt på i min bog,« har Ellis siden forklaret.
Nu er han blevet præsident, og han er ikke forpligtet på fakta, og behovet for tilfredsstillelse betyder, at han kan smide en kæmpe bombe i Afghanistan og nyde bifaldet uden at udvikle en egentlig strategi. Han kaster om sig med tillægsord, som signalerer succes og praler med bifald og sejre, som ikke altid har fundet sted.
Spørgsmålet er, hvem der begrænser en mand, som synes grænseløs. Og svaret er tilsyneladende hans datter Ivanka. Hun forekommer også radikalt frigjort fra selvbegrænsninger. Først er hun model, så bliver hun forretningskvinde i sin fars imperium, og nu er hun politisk rådgiver i Det Hvide Hus. Hun er også kunstsamler, designer og forfatter.
Men Ivanka Trump ved godt, at hun ikke selv har skabt sin frihed, og hun har overtalt sin far til at foreslå barselorlov i Amerika. Hun og hendes mand er centralt placeret i Det Hvide Hus, og de kaldes efter sigende ’demokraterne’. De bryder sig ikke om den rabiate populist Stephen Bannon, og de er tilhængere af homoægteskaber, LBGTQ-rettigheder og urban anerkendelse.
Donald Trump er yuppien som den hedonistiske fader, og hun er yuppien som næste karrierekvinde. Han er optaget af sit eget begær og behov for bifald, hun synes også forpligtet på et omend minimalt progressivt fællesskab af rettigheder.
I en artikel om den mindre kendte søster Tiffany Trump har Vanity Fair beskrevet, hvordan hun var afhængig af Ivanka, hvis hun skulle nå frem til sin far. Vanity Fair, som hverken ønsker socialdemokratisme eller omfordeling, men dog en vis liberal sammenhæng, tilføjer, at Tiffanys situation nu er blevet hele Amerikas position.
Rune Lykkeberg er chefredaktør på Information. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.
Hvad med at finde årsagerne til Trumps lemfældige omgang med sandheden i hans egen baggrund, i stedet for at inddrage postmodernisterne? - For et par uger siden sagde Trump vist, at han ikke påstod at Kina manipulerede sin valuta, fordi USA havde brug for Kinas støtte mod Nordkorea. I valgkampen havde hans sagt det modsatte, fordi det da var det opportune, men nu gjaldt denne sandhed ikke - indtil den så måske gør det igen. - Hvis Trump ville overtage en virksomhed, ville det da ikke være opportunt at sprede nogle sandheder om denne virksomhed, som gjorde at prisen faldt? Måske skulle han så betale kompensation for sine sandheder senere, men bare det var til hans egen fordel i sidste ende, var det vel ok? A slår B ihjel, men B havde også en klemme på A, så ved plea bargaining ændres sandheden, så A blot har begået uagtsomt manddrab, ikke mord. A voldtager B, men der indgås en aftale out of court, med en klækkelig betaling af B, så sandheden nu er, at der ingenting skete - og hvis B engang skulle fortælle sandheden, så vanker der! - Den omgang med sandheden, som ses i disse udbredte fænomener i det amerikanske samfund og retssystem (og til dels i vort eget), er vel en bedre forklaring på Trumps sandhedsbegreb end Foucault?
Trump og/eller Foucault?
Der behøver ikke at være nogen inkonsistens. Trump trækker på en lang tradition i amerikansk populisme (som Tocqueville allerede så konturerne af i sin bog om "Demokratiet i Amerika" [1835/40], udgivet på Informations Forlag 2013). Men han låner også argumentationsformer fra 68'ernes misforståede opgør med positivismen ('intet er objektivt, alt er subjektivt - en kortslutning, som Habermas straks så og gjorde op med i "Erkenntnis und Interesse" [1968]).
Hele denne diskussion om fake news har 68'erne som helhed selv bidraget til ved at underminere videnskab og erkendelse med moralisme og politisk korrekthed. Enten i form af naiv idealisme (følelser i stedet for argumenter) eller dogmatisk kommunisme (partiskhed i stedet for objektiv analyse).
(Jeg bør måske tilføje, at det langt fra var alle 68'ere, der forvildede sig ud i dette erkendelsesteoretiske morads, der banede vejen for postmodernismen, konstruktivismen og de evindelige 'diskursanalyser', hvor alting kan 'italesættes' vilkårligt. Og nu altså til en opløsning af ethvert meningsfuldt sandhedskriterium. Foucault har fået mere 'ret', end han kunne ønske sig: Det er magten, der bestemmer, hvad der er 'viden' (facts), ikke omvendt.
Mihail Larsen: "partiskhed i stedet for objektiv analyse".
For at lave en analyse, må man have et ståsted, et perspektiv, en vinkel. Men da der ikke findes et universelt arkimedisk punkt, er man dømt til at foretage sin analyse fra en bestemt, afgrænset position. Objektivitet er altså altid partisk, dvs. i sidste ende subjektiv.
For alligevel at kunne tale om objektivitet kræver det, at man eksplicit redegør for, hvilket standpunkt man taler ud fra (jf. Bourdieu og hans "refleksive sociologi"). Hævder man at tale ud fra evighedens synspunkt er man helt sikkert partisk, blot uden ærligt at ville vedgå det.
Ellers er jeg enig i dine ovenstående betragtninger. Der er ikke noget galt med postmodernismen som sådan, det er postmodernisterne, der overdriver postmodernismens indsigter og helt glemmer dialektikken mellem modernisme og postmodernisme.
Postmodernismens væsen er ansvarsfraskrivelse og nivellering af alle værdier.
Banal truisme
At al erkendelse er menneskelig, er et faktum. I den forstand er det altid subjekter, der har erkendelse. Men det betyder ikke, at al erkendelse er subjektiv.
For at noget kan gøre krav på at være 'objektivt', må det være genstandsspecifikt og afklaret omkring sine sandhedskriterier og metode. Selv om vi næppe kan tale om noget, der er absolut sandt, så kan det være mere eller mindre. Det, der på et givet tidspunkt i højeste grad lever op til de relevante sandhedskriterier, kan med føje betegnes som 'objektive', resp. 'almengyldige'.
Al erkendelse er 'interesseret', men det betyder ikke, at al erkendelse er 'partisk' (med mindre der tænkes helt overordnet i den sandhed, at erkendelse naturligvis må 'tage parti' for sandheden - hvilket er en banal truisme). Når jeg ovenfor anvender begrebet 'partisk', er det i en anden betydning - nemlig, at 'sandheden' dikteres af religiøse, ideologiske og/eller politiske særhensyn, der ikke er forankret i en almengyldig logik, etik eller æstetik.
Når f.eks. naturvidenskabelige facts (det kunne være økologiske) benægtes af hensyn til privatøkonomiske interesser; når social ulighed bortforklares med racistiske argumenter; når æstetisk smag industrielt reduceres til kitsch.
Den korte, ukomplicerede forklaring på, hvorfor Donald Trump lyver: Han er ejendomsudvikler. Fra New York.
Jo mere, ellers begavede kommentatorer og politiske analytikere prøver at forklare, fortolke og finde rationale i Donald Trumps tweets, udtalelser og handlinger, jo mere kommer hans præsidentskab – i hvert fald for overtegnede – til at ligne, hvad filmen "Being There" skildrede. En idiot, som mennesker omkring ham tillægger egenskaber han på ingen måde, på intet tidspunkt, har vist tegn på at være i besiddelse af, såsom fx empati, viden, evne til rationel tænkning, intelligens …
Why Lying Is So Easy for Trump:
"New York real estate, where Trump first learned the art of the con, is a line of work that’s built on chicanery. Under state law, real estate developers have a de facto legal license to lie, and they use it with abandon.
[…]
Given that real estate developers are mainly salesmen—to investors, customers, local officials, and neighborhood advocates—lying is basically their job. But even among his fellow developers, Trump excelled at misdirection.
[…]
Trump somehow managed to present his background in one of the world’s shadiest and most dishonest occupations as a credential rather than a liability. This, at heart, is the secret to his political success: He found a way to apply the shameless ethos of his old profession to the demands of his new one."
Det er derfor heller ikke nogen tilfældighed, at Donald Trump fik så dårligt et valg i N.Y.C.: Newyorkerne kender ham. Og foragter manden.
Stemmetallene fra Manhattan, Brooklyn, Queens og Bronx taler deres tydelige sprog: Resultater fra primærvalget i N.Y.!
Det er helt i skoven at tro på denne påståede åndelige forbindelse til visse postmodernister – det er mere dystert.
Når Lykkeberg skriver, at - Donald Trump ligner ikke noget, vi har set før. - er det ikke helt forstået, yuppie eller ej for os, der kender lidt til historien - manden er et tydeligt politisk destillat af f.eks. Silvio Berlusconi (især), Jörg Haider, Jean-Marie Le Pen, Franz Schönhuber, Hugo Chávez, m.fl. …
Se hertil med ubehag følgende link: -
https://www.zdf.de/dokumentation/zdf-history/gefaehrliche-verfuehrer---d...
NB: Videoen frigives vistnok først efter onsdag.
Populismeeksperten Jan-Werner Müller er medkommentator i ovennævnte udsendelse, hvor D.J. Trump ikke nævnes direkte ved navn, men hvor påfaldende mange ligheder med de gamle kendinge springer i øjnene, hvis man lytter godt efter - det handler ikke om filosofi, men om US-populisme anno 2017 ...
Senest har Donald Trump, efter en hjertelig samtale med samme, inviteret den filippinske præsident Rodrigo Duterte til at besøge sig i Det Hvide Hus – en mand som på grund af sine overtrædelser af menneskerettighederne næppe ville have kunnet opnå visum til USA, hvis det ikke lige var fordi, han er statsoverhoved: Trump’s ‘Very Friendly’ Talk With Duterte Stuns Aides and Critics Alike.
Som John Sifton fra den asiatiske afdeling af Human Rights Watch siger med henvisning til Donald Trumps mildest talt imødekommende holdning til Duterte:
“By essentially endorsing Duterte’s murderous war on drugs, Trump is now morally complicit in future killings. Although the traits of his personality likely make it impossible, Trump should be ashamed of himself.”
Donald Trump synes helt generelt at være drevet af primært tre behov: At berige sig selv, at vinde og at blive rost/tiljublet. Med hensyn til det første er der i artiklen fra N.Y.T. denne ikke uvæsentlige oplysning:
"Mr. Trump has a commercial connection to the Philippines: His name is stamped on a $150 million, 57-floor tower in Manila, a licensing deal that netted his company millions of dollars. Mr. Duterte appointed the chairman of the company developing the tower, Jose E. B. Antonio, as an envoy to Washington for trade, investment and economic affairs."
Og med hensyn til det sidste har han jo gang på gang vist, bl.a. gennem udnævnelser til betydningsfulde stillinger, at han er til fals for smiger. Som N.Y.T. bl.a. skriver i en linket artikel fra 1. februar, om hvordan – en opfattelse der synes at være gensidig! – Authoritarian Leaders Greet Trump as One of Their Own:
"The Philippine president, Rodrigo Duterte, who called former President Barack Obama a “son of a whore” for the Obama administration’s criticism of an officially sanctioned assassination campaign against drug dealers in the Philippines, was quick to congratulate Mr. Trump on his election victory. The Philippine president said last week that Mr. Trump had sent him a message of support."
Gad vide hvor længe magtfulde Republikanere, skønt de til hver en tid er parate til at prioritere "party over country", trods alt vil vedblive med at støtte denne infantile, egomane – og i sidste ende farlige – narcissist?
Så skulle videoen annonceret 01.05.2017, 07:53, være tilgængelig – god fornøjelse …