Kronik

Selv folk uden arme kan da lære at sætte deres egen hestehale

Fra min datter var spæd, har det stået klart, at hun er handicappet og aldrig kommer til at klare sig uden 1:1-hjælp. Men da hun nærmede sig 18 år, indledte Københavns Kommune et flere år langt og omkostningsfuldt udredningsforløb – sandsynligvis i håb om at kunne spare på hjælpen
Det kan være hårdt at være forælder til et handicappet barn, men det er ingenting i forhold til den opgave, der ligger i at være afhængig af hjælp fra det offentlige, skriver dagens kronikør.

Det kan være hårdt at være forælder til et handicappet barn, men det er ingenting i forhold til den opgave, der ligger i at være afhængig af hjælp fra det offentlige, skriver dagens kronikør.

Sille Veilmark

5. april 2017

For godt et år siden flyttede min datter, Siri, ind på et bosted for psykisk og fysisk handicappede. Det er et skønt sted, og hun fik en blød landing i sit nye hjem med hjælp fra de mange dejlige ansatte.

Men vejen derhen var uskøn. Og opslidende, nedværdigende, frustrerende og til tider grotesk. Med mange års erfaring med socialvæsnet skal der ellers en del til at ryste mig.

Det kan være hårdt at være forælder til et handicappet barn, men det er ingenting i forhold til den opgave, der ligger i at være afhængig af hjælp fra det offentlige. Man har ikke en chance for at klare sig, hvis man ikke er ressourcestærk.

Og selv hvis man er så heldig at være født med tilstrækkeligt overskud til at navigere i systemet, kan man til tider føle sig fanget i et spil uden vindere.

Administrativt helbredt

Siri har en medfødt hjerneskade og en lang række diagnoser, bl.a. cerebral parese (spastisk lammelse), epilepsi, nedsat syn og autisme. Men når et handicappet barn fylder 18 år, bliver barnet dét, man kan kalde administrativt helbredt.

I socialforvaltningstermer er der blot tale om, at man »overgår til anden lovgivning«. Men i praksis betyder det, at hele det fundament, som barnet og familien står på, forsvinder natten mellem det 17. år og 364. dag og det 18. år – og så starter ALT forfra i forhold til at »kortlægge den unges funktionsevne«.

Derfor tog jeg hul på Siris voksenovergang, allerede da hun var 16,5 år i håb om at have styr på boform, forsørgelsesgrundlag, ledsagerordninger, merudgifter m.m., når hun fyldte 18 år. Timingen vakte undren i Borgercenter Handicap i København, hvor vi hører til. Deres praksis er at begynde behandling af voksenovergangen ved 17,5 år. Men ud fra erfaringerne med Socialforvaltningen i København insisterede jeg på at tage hul på den i god tid.

I dag ved jeg, at det var en god idé. For dét, der skulle kunne håndteres på seks måneder, endte med at tage to år.

11 faste sagsbehandlere

Sammenfaldende med forløbets begyndelse indførte Borgercenter Handicap faste sagsbehandlere. Dvs. at alle familier fik tilknyttet én fast sagsbehandler, der skulle kende sagen til bunds. Dét tiltag var en del af en genopretningsplan, efter at pressen i 2013/14 havde sat fokus på nogle helt håbløse forhold i Handicapcenter København, som det hed dengang.

Vi nåede op på 11 forskellige ’faste’ sagsbehandlere i de to år. Gæt selv, hvor mange af dem der nåede at kende vores sag til bunds … ikke en eneste. Til gengæld blev jeg ret skarp på en lang række paragraffer.

Derudover havde vi den tvivlsomme fornøjelse at møde et system, der for længst er holdt op med at se familier til handicappede som en vigtig ressource. Bl.a. traf vi en hjemmeplejevisitator, der var så træt af sit job, at jeg havde lyst til at give ham et kram og en stiv whisky. Han besøgte os en eftermiddag for at afdække Siris behov for hjælp til personlig pleje.

Interviewet blev gennemført med en besynderlig misfornøjet undertone – bl.a. blev følgende del af samtalen hængende i luften;

Mig: »Om morgenen hjælper jeg Siri med at sætte håret op i en hestehale.«

Ham: »Hvorfor hjælper du med det?«

Mig: »Fordi hun kun kan bruge den ene hånd.«

Ham: »Jeg kender folk uden arme, der selv kan sætte håret op. Det skal hun bare lære.«

Stemningen var ligesom ikke til uddybende spørgsmål. Men jeg spekulerer stadig på, hvordan de mon gør det, dem uden arme.

I jagten på en bolig blev vi tilbudt en lejlighed på et bosted, hvor der ikke var nogen morgenvagt i weekenderne. Jeg sagde, at det ikke ville være optimalt, da Siris epilepsi kommer som opvågningsanfald – altså tidligt om morgenen – og at hendes anfald er potentielt livstruende, for de stopper ikke af sig selv.

Til det svarede visitatoren: »Men hvor sandsynligt tror du, det er, at hun får et anfald i weekenderne?«

Det kunne jeg ikke lige regne ud, men jeg holdt fast i, at bostedet ikke var det rette. Visitatoren sagde, at det ville blive noteret i sagen, at jeg var »utryg ved tilbuddet«. Jeg bad om at få det rettet til »angst«.

Bureaukrati i selvsving

Nu, hvor støvet har lagt sig, er de komiske møder med enkeltpersoner undervejs i forløbet næsten sjove at tænke på. Det er mindre sjovt at tænke på, hvordan de ressourcer, der allokeres til socialområdet, anvendes. Altså dine og mine skattepenge.

Som optakt til voksenovergangen blev der lavet en såkaldt udredning med hjælp fra Center for Hjerneskade. Selv om de mange diagnoser taler deres eget sprog, og selv om Siris sag på det tidspunkt må have fyldt adskillige hyldemeter, var alle enige om, at en opsummering ville være et godt udgangspunkt. Udredningen tegnede et billede af en stille, sød, omgængelig og vellidt pige, der altid havde haft og altid ville have brug for 1:1-støtte til at mestre livet. Det var ingen overraskelse.

Overraskelsen kom først efterfølgende. For selv om den helt uvildige udredning entydigt pegede på førtidspension og en bolig med døgnbemanding, gik Borgercenter Handicap i selvsving og kontaktede stort set alle de personer, der kendte til Siris sag for en udtalelse; vores egen læge, hendes efterskole, neurologen fra Rigshospitalet osv. Travle mennesker, der ikke altid svarede prompte. Når de svarede, forsvandt deres udtalelser på forunderlig vis i Borgercenter Handicap. Så begyndte man forfra og kontaktede de samme travle mennesker en gang til.

Jeg kan kun gisne om, hvad de forsøgte at få afklaret ved at indhente udtalelserne. Mit bud er, at det handlede om økonomi; at afværge en (dyr) plads på et døgnbemandet bosted og at afværge en (dyr) førtidspension.

Og sådan gik der mere end et år, og Siri fyldte 18 år, uden at et eneste af de nødvendige tiltag var på plads. Det til trods for, at jeg i samarbejde med en advokat løbende var i kontakt med politikerne i Socialudvalget, Borgerrådgiveren og ledelsen i Socialforvaltningen i et forsøg på at få nogen til sætte blus under processen.

Vi har heldigvis et samfund, der holder hånden under de svageste. Og i særdeleshed dem, der vitterlig ikke kan klare sig selv. Men før hjælpen når frem, bruges der altså uanede ressourcer på kontraproduktiv sagsbehandling. Ud over at det er opslidende for familien, er det ineffektivt og dyrt for samfundet.

Dyrt beskæftigelsesprojekt

Siri kommer aldrig til at bidrage positivt til samfundets økonomiske bundlinje, det har stået klart fra fødslen. Hun er en dyr dame, og vi har virkelig fået meget for skattepengene. Det er jeg meget taknemmelig for. Sagen er bare, at hun ofte koster væsentlig mere i sagsbehandling, end nødvendigt er, og socialvæsnet ligner til tider et ekstremt dyrt beskæftigelsesprojekt.

Meget havde været sparet, hvis én sagsbehandler – og ikke 11 forskellige – havde haft sagen. Meget havde været sparet, hvis man havde taget udgangspunkt i al den viden, der allerede fandtes i hendes sag. Meget havde været sparet, hvis de skiftende sagsbehandlere havde haft tillid til, at Center for Hjerneskade og jeg var troværdige og vigtige parter i forhold til at vurdere Siris fremtidige behov.

Vi har langsomt, men sikkert fået skabt et velfærdssystem, der æder sin egen hale og efterlader en slipstrøm af tabere i kølvandet. Både dem, der har brug for hjælp, og dem, der betaler til den kasse, hjælpen kommer fra. Altså os alle sammen.

Hvis vores familie var den eneste, der oplevede sådan et forløb, havde det været til at acceptere. Hvis Borgercenter Handicap eller Socialforvaltningen i København havde lært noget af vores forløb, havde det været til at acceptere. Men i min omgangskreds er der masser af familier, der oplever præcis det samme, som vi oplevede. Det er helt uacceptabelt.

Pernille Baungaard er selvstændig marketingkonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Charlotte Ardal
  • Hans Kvisgaard
  • Hanne Koplev
  • Carsten Mortensen
  • Søren Roepstorff
  • Nanna Wulff M.
  • ingemaje lange
  • Ib Christensen
  • Sup Aya Laya
  • Søren Nielsen
  • Lars Bo Jensen
  • Ole Christiansen
  • Anne Eriksen
  • Ken Sass
  • Colin Bradley
  • Sidsel Jespersen
  • David Zennaro
  • Grethe Preisler
  • Svend Erik Sokkelund
Charlotte Ardal, Hans Kvisgaard, Hanne Koplev, Carsten Mortensen, Søren Roepstorff, Nanna Wulff M., ingemaje lange, Ib Christensen, Sup Aya Laya, Søren Nielsen, Lars Bo Jensen, Ole Christiansen, Anne Eriksen, Ken Sass, Colin Bradley, Sidsel Jespersen, David Zennaro, Grethe Preisler og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulla Blok Kristensen

Det er meget genkendeligt ! Der er desværre alt for lidt samarbejde ml systemerne, når vi taler om overgangen til 18 år for mennesker med et blivende handicap! Alt er tilrettelagt udfra, at man kan udvikle sig ud og selv de mindste ressourcer skal afprøves og testes.

Carsten Wienholtz, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Vi er vist nået det stade, hvor politikere og embedsfolk mener, opgaven er at genere borgerne mest muligt.

Hans Kvisgaard, Søren Roepstorff, Carsten Wienholtz, Rikke Nielsen, Peter Andersen, Ole Christiansen, Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

Man ville få lyst til at udstyre fyren med langhåret paryk, binde hans hænder bag ryggen og bede om en demonstration i hvordan det gøres med hestehalen! Og jeg tror mine ører var faldet helt af med et sådant spørgsmål: "Men hvor sandsynligt tror du, det er, at hun får et anfald i weekenderne?"

Det virker som om man helt bevidst er blevet instrueret i at dyrke idioti.

Og trods "nødvendigheds politik" havde det ikke været nødvendigt at lande her. Da jeg først kom til DK sidste i firsene mærkede jeg med sammen hvor velsmurt og godt fungerende det socialvæsen var, da det ikke var noget jeg var vant til fra England. Hidtil havde jeg bare accepteret bureaukratisk idioti som uundgåelig 'fact of life.' Det er sølle at være vidne til hvad to årtiers politisk hærværk kan udrette.

Men nu kommer Sophie Løhde på banen med sin afbureaukratiserende sammenhængsreform. En sag som ovenstående må være oplagt at tage udgangspunkt i. Jeg må prøve at holde lidt igen med min skepsis men hvis "Ministeren for Innovation" virkelig ville flytte noget bliver hun nødt til at konfrontere to årtiers hykleri omkring "inklusion" som i virkeligheden mest har haft afsæt i en besparelses bagtanke. Altså man skal seriøst overveje at rulle tilbage nogle af de meget dårlig gennemtænkt arbejdsmarkedsreformer, der har haft til hensigt at lægge byrden for arbejdsløsheden over på den enkelte arbejdsløs, og igen begynder at se det som samfundsproblem. Som man kan se med ovenstående fører disse reformer til groteske antagelse såsom "Er det ikke den handicappedes egne ansvar at finde ud af hvordan man binde hestehalen med en hånd?" , fordi fokus for sagsbehandling har ikke været klientens behov men den af staten pålagt kommunens krav om at tildele så få førtidspension som muligt.

Ellers risikerer afbureaukratisering at blive til endnu et lag bureaukratisering.

Charlotte Ardal, Hans Kvisgaard, Egon Stich, Hanne Koplev, Carsten Mortensen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Per Klüver, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Velfærdsstaten er under afvikling. Handicap området er ikke det første, som stor for skud. Det skal befolkningen lige bearbejdes klar til. Men så kommer det. Stille og roligt efter den ubemærkede salami metode.

Charlotte Ardal, Hans Kvisgaard, Anne Eriksen, Egon Stich, Hanne Koplev, Carsten Mortensen, Søren Roepstorff, ingemaje lange, Karsten Aaen, Flemming Berger, Steffen Gliese, Ole Christiansen, Sup Aya Laya, Søs Dalgaard Jensen, Kim Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Loven burde være lige for alle. Men det er den ikke. Har du ressourcer til at kæmpe for du hjælp. Har du ikke ender du på gaden. Helt ud fra samme lovgivning og problemstilling.

Charlotte Ardal, Anne Eriksen, Carsten Wienholtz, ingemaje lange, Karsten Aaen, Michael Friis, Ole Christiansen, Sup Aya Laya, Lars Bo Jensen, Per Klüver og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Politikerne er begyndt at sige åbenlyst, at borgerne skal være "mere selvhjulpne". Ja, staten skal i højere grad give sig af med at give penge og løse opgaver fremfor at dyrke ambitioner på borgernes vegne.

Anne Eriksen, Bergur P Dam og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det koster penge og dyre omskrivninger, når man vil lade som om "velfærdsstaten" fungerer og er til borgernes skyld, samtidig med at man med alle midler vil skære ned og spare i stedet for at følge lovgivningen.
Det kunne undgås, hvis man ikke spillede dobbeltspil.
Om den nye privat/ fonds betalte forretningsmodel vil gøre det lettere?, tværtimod - det bliver endnu dyrere og mere bøvlet!

Karsten Aaen, Sup Aya Laya, Eva Schwanenflügel og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

En fuldkommen vanvittig beretning om det gennemførte idioti. . Og tak for det.
Desværre læser innovationsministeren næppe Information! Kunne vi ikke få TV2's muldvarpe sluppet løs på kommunerne i den nærmeste fremtid? Nåeh nej, det er der jo ikke politisk stemning for.
Man føler sig bare så afmægtig overfor dette "hunden - æder - egen - hale" system. . Det er godt at nogen indimellem formår at få ret, men det er undtagelsen der bekræfter reglen. For de ressourcesvage er det en sisyfosopgave, og det er ganske uacceptabelt, som konklusionen lyder i artiklen.

Charlotte Ardal, Hans Kvisgaard, Carsten Wienholtz, ingemaje lange, Karsten Aaen, Rikke Nielsen, Steffen Gliese, Ole Christiansen, Per Klüver og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Hvordan mon det var gået, hvis Siri ikke havde haft dig til at kæmpe for sig? Det tør man ikke tænke på.

Steffen Gliese, Colin Bradley, Lars Bo Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

De eneste som er fredet, er åbenbart politikere og deres rige venner.

Eva Schwanenflügel, Egon Stich, Søren Roepstorff, Carsten Wienholtz, Steffen Gliese, Ole Christiansen, Sup Aya Laya og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

Efter at have læst denne historie sidder man tilbage, og er på een og samme tid meget vred og meget ked af det!
Er i det mindste glad for at jeg ikke har et vælgermæssigt ansvar.

Hvordan er det kommet så vidt? Kan normale ordentlige mennesker virkelig stå inde for denne praksis?

Carsten Wienholtz, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Ole Thofte og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kim Øllgaard

Artiklen understreger, at det ikke kun er systemet og politikerne, der fejler, men bestemt også de ansatte i systemet - selv om det nok ikke er acceptabelt i denne avis at sætte spørgsmål ved offentlige ansattes vilje, evne og lyst til at løse problemerne under hensyntagen først og fremmest til "offeret".
Hvis man hører om, hvad der sker rundt omkring i forbindelse med langtidssygemeldinger, som er arbejdsrelaterede, kan man ønsker sig tilbage til tiden før Glistrup, hvor man kunne kritisere offentligt ansatte.

Anne Eriksen, Ole Christiansen, Ib Christensen, Sup Aya Laya og Per Klüver anbefalede denne kommentar

Er offentlige ansatte (undtaget de evindelige skrankepaver, der ser det som sin pligt at være på tværs) ikke selv underlagt og styret så meget, at selvom man ville, så kunne man ikke følge sit ønske/ pligt?

Eva Schwanenflügel, Egon Stich og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Nielsen

Lige under 30%
Så sandsynligt er det at få et anfald i weekenden.
Grotesk.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Lars Bo Jensen og Colin Bradley anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Tak for et godt og vigtigt indlæg i debatten Pernille Baungaard. Stor medfølelse med din datters og dermed også din situation.
Men når du skriver: "Vi har heldigvis et samfund, der holder hånden under de svageste. Og i særdeleshed dem, der vitterlig ikke kan klare sig selv. Men før hjælpen når frem, bruges der altså uanede ressourcer på kontraproduktiv sagsbehandling. Ud over at det er opslidende for familien, er det ineffektivt og dyrt for samfundet."
Så er det altså ikke alle der har dine ressourcer, ikke alle der kan kæmpe sig igennem den opslidende proces, hvorfor vi ikke længere har et samfund, der holder hånden under de svageste. Samfundet holder kun hånden under de svageste, hvis de har tilstrækkelig stærke personer i familie eller andet netværk, til at de kan få den hjælp de har ret til.

Charlotte Ardal, Hans Kvisgaard, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Ole Thofte, Egon Stich, Carsten Wienholtz, ingemaje lange, Flemming Berger, Steffen Gliese, Sup Aya Laya og John S. Hansen anbefalede denne kommentar

Den 'sandsynlighed' der figurerer som artiklens komiske højdepunkt er 2/7 altså ca 30%. pr. weekend. Dvs at sandsynligheden er en sikkerhed på over 1 månedligt. Måske lidt i underkanten af planlægningshorisont for en offentlig ansat ?

Vi har snart vænnet os til sætninger som "du tjener for lidt til at kunne få boligstøtte"
Det der skrives om i denne artikel er "helt almindeligt nu"
De vænner os til, på samme måde som man gjorde med tyskerne i 30'erne.
Men de står osse til ansvar på samme måde som tyskerne!
Osse de der sidder i små stillinger, "og er bange for deres egen indkomst" og piner deres medborgere, "fordi det siger reglerne"

Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Egon Stich, John S. Hansen, Ole Christiansen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Jacob Lorensen

"Men hvor sandsynligt tror du, det er, at hun får et anfald i weekenderne?"

Tja - vel sådan ca. 2/7 eller 28.6%. Hvordan hulen kan man tillade sig at stille sådan et torskedumt spørgsmål?

Henning Nielsen

Det mest groteske er, at når behovet er størst, må hjælpen være mindst.

Det betyder faktisk, at havde Siri ikke haft nogen som helst i sit liv, var hjælpen blevet givet prompte.

Netop fordi Siri har mor, træder kommunen et skridt tilbage.

Jeg har selv oplevet det i forbindelse med et barns skoleværgring og dysleksi.

Netop fordi mor trådte til, behøvede kommunen ikke handle.

Så meget for den hjælp...

Godt indspark af Pernille Baungaard - kort og klart - og med den væsentlige pointe at masser af resourcer som burde komme de handicappede til gode bliver spildt i kommunens asociale jagt efter besparelser på bla førtidspensioner og effektive hjælpeforanstaltninger. Hvad med at bruge de resourcer på at hjælpe i stedet for at skade?

Det er frustrerende at læse de mange indlæg her, der udtrykker magtesløshed over for Baungaards problematiseringer og mange andre lignende problematiseringer, der har været fremme i Information og andre steder. Der opnås intet via denne magtesløshed og intet ved at appelere til politikerne og det kommunale system. Og i kommunen ved både lederne og de menige ansatte udmærket hvilket dårligt system de forvalter. Nogen vælger at forlade deres jobs i frustration over forholdene. Andre passer bare deres jobs, fordi hvad ellers? Og nogle er vel bare ligeglade?

Så vidt jeg ved findes der forskellige forsøg på at hjælpe på elendighederne i sagsbehandlingen. Fx DUKH, som tilbyder en vis uvildig hjælp til personer og pårørende, der er faret vild i den kommunale jungle af regler. Desuden har handicaporganisationerne osse visse konsulenter og hjælpeforanstaltninger man som pårørende kan benytte sig af, hvis man som Baungaard kæmper mod systemets idiotier. Men som pårørende skal man osse være særdeles stærk og vedholdende for at kunne bruge disse eksisterende tilbud. Men Baungaard har haft flere resourcer end langt de fleste pårørende til at kæmpe mod systemet, og der må noget andet til.

Der er brug for en stor underskov af hjælpesystemer, der kan være resource for dem, der kæmper for en rimelig sag mod mod systemet. Det bør ikke være tilfældigheder eller særlige resourcer, der afgør om man kan få støtte til sin sag. Der bør være en underskov af frivillige organisationer, som yder denne hjælp i kampen mod kommunernes bureaukrati. Den slags frivillige organisationer findes, fx på det retslige område eller blandt flygtningeorganisationerne. Men hvor går man hen og får gratis vejledning ala den Baungaard har brugt i sin kamp for Siris sag? Der findes masser af personer som gerne ville give en frivillig hånd med qua deres kendskab til kommunerne og deres egen frustration over elendighederne. Men organisationerne mangler - eller osse gør de eksisterende ikke nok, heller ikke partierne på venstrefløjen.

Det burde fx i København være muligt ret hurtigt at stable en organisation på benene: 'Støtte til pårørende med svære kommunale sagsbehandlinger' - SPSKS. Et sted hvor alle kan henvende sig og få hjælp til deres sager. Et sted der eksisterer i lang tid, og som bliver kendt blandt folk, som ikke har Baungaards resourcer - og som tiltrækker fx pensionister med faglig viden og frustrerede tidligere medarbejdere i kommunen som gerne vil hjælpe. Jeg ved det kan lade sig gøre, fordi jeg selv har været en del af 'Gadeterapeuterne', som i 10 år har ydet gratis terapeutisk hjælp til flere hundrede aktivistiske unge som på forskellig måde har været i krise i forbindelse med deres politiske aktiviteter.

Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Lars Bo Jensen anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

Jeg har helt parallelle Erfaringer med et nært familiemedlem og Københavns kommune. På trods af en symptomliste på 15 invaliderende symptomer har en f..... sagsbehandler eklæret ham rask og sat ham på kontanthjælp i stedet for sygedagpenge. Og det på trods af en fyldestgørende lægeerklæring der dokumenterer hans sygdom. En socialrådgiver i kbh ved altså mere om sygdom end en læge....
Det ville være lettere at få dem til at anerkende, at han er syg, hvis han kunne servere en diagnose for sagsbehandleren. Det kan han ikke, for ingen læger kan forklare hvad han fejler. At være svag kræver at man er meget stærk. Eller har stærke mennesker omkring sig.

Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Carsten Wienholtz og Lars Bo Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Friis

Det er naturligvis en trist historie. For samfundet og især for familien. Jeg har meget tæt på set hvorledes familier går i opløsning. Ægteskabet falder fra hindanden. De raske børn føler sig glemt og har dårlig samvittighed over det. Dybt tragisk.
Moren her virker stærk og godt for det. Men hvor er resten af familien?
Hestehalen er nok ikke det centrale i historien, så noget misvisende overskrift.
Fakta er vistnok at samfundet bruger flere penge på handikappede men behovene synes alligevel aldrig at blive dækket. Hvad gør vi nu?

Jens Erik Starup

Det største problem er vel i første omgang, den indgangsvinkel det offentlige anvender over for syge og handicappede. Hvis man påstår, at en person uden hænder kan binde sin egen hestehale, så må man vel opfatte vedkommende som værende uden for pædagogisk rækkevidde.

Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
David Joelsen

Sådan et system nedsmelter ikke af sig selv. Det sker bevidst. Vi er gået fra en tålelig socialpolitik til et system med performance management. Ikke i forhold til dem der har behov, men dem der har udgifterne. Der er ingen grå zoner her.

Carsten Wienholtz, Hans Kvisgaard, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Egon Stich, Steffen Gliese og jørgen djørup anbefalede denne kommentar

at David Joelsen:

Hvad er 'performance management'. Jeg kan ved en løs googling forstå, at det er et buzz word i management teori og praksis ala New Public Management, og at det har med nøje monitorering af 'resultaterne af en given indsats' at gøre .

Monitoreringen mhp at lave mere for de samme penge eller måske 'lave 80% af samme indsats med 20% af udgifterne', som osse lader til at være en skrøne blandt ledere rundt omkring. Noget der var meget plagsomt under Strukturreformen af amter og kommuner og som satte en masse totalt unødvendige rapportskriverier igang i den offentlige sektor. Det var først og fremmest djøffer, der styrede dette krav om rapportering, og de var umulige at få i tale om tåbelighederne i dette tidsspilde. Formentlig fordi de ikke anede hvad de gjorde, men fulgte en eller anden smart ny management strategi - 'performance management' måske?

Hans Kvisgaard, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"anne Eriksen
05. april, 2017 - 14:13
Er offentlige ansatte (undtaget de evindelige skrankepaver, der ser det som sin pligt at være på tværs) ikke selv underlagt og styret så meget, at selvom man ville, så kunne man ikke følge sit ønske/ pligt?"

Det er de.
Præcis som forne tiders CAPOS.

René Arestrup

Politikerne har konstrueret et monstrøst system – sikkert ud fra de bedste og mest retfærdige hensigter - men er endt op med et vildtvoksende, selvbefrugtende og sindssygt ressourcekrævende bureaukrati, der er næsten kafkask i al sin inhumane ineffektivitet. Det er sindssyg dyrt at holde dette gigantiske cirkus i gang, så derfor er der – oveni – et massivt politisk krav om at de stakkels ansatte skal gå endog meget langt for at forhindre at nogen får noget som helst fra nogen som helst kasse. Absurditeterne er desværre ikke kun begrænset til handicapområdet, men gennemsyrer store dele af den offentlige sektor. Vi er for længst forbi det punkt, hvor systemet var til for borgernes skyld. Systemet klarer sig fint uden.

Lars Bo Jensen, Carsten Wienholtz, Hans Kvisgaard, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, John S. Hansen, Ebbe Overbye og Egon Stich anbefalede denne kommentar

@ Egon Stich
Hvad er CAPOS?

Undskyld, der skulle have stået Kapo.
Kameradenshaftpolitei.
KZ fanger, der i håb om selv at kunne overleve, optrådte som bødler overfor medfanger.
Præcis som den bange funktionærklasse i dagens danmark.

Hans Kvisgaard, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og John S. Hansen anbefalede denne kommentar

Ole Thofte
Det er meget fint med et frivilligt hjælpeværn som kan stå til rådighed for de sygdomsramte og som har en organisation bag sig.
Når det offentlige har trappet op med åbenløst idioti - som dog trods alt beskæftiger en hel masse mennesker med relevante uddannelser - så må civilsamfundet jo gør det samme og bruge uendelige menneskelige ressourcer til at afbalancere idiotiet?
Var det så ikke nemmere af fjerne idiotiet grundlæggende?
At revalidere socialpolitikken og igen gøre velfærdsstaten tilgængeligt for dem der ikke selv er i stand til at sørge for egen velfærd?
Jeg har i 15 år arbejdet for en organisation, fagforeningen 3F, med at 'bi sidde' medlemmer i de situationer som artiklens forfatter har gjort for din datter. Med skiftende held, men uden at systemet er blevet forbedret til det gode.
Tværtimod i forhold til det sidste. Hver en fejl har bare resulteret i mere sofistikerede bureaukratiske tiltag og formuleringer.
Snævre regler til borgerens fordel blev gjort bredere således at administrationens vilkår var lempet.
Organisationen, 3F, har kæftet op og ført og vundet sager endda helt frem til højesteret.
Det har hjulpet nogle borgere, men har ikke ændret spor på helheden.
Der skal et politisk press til fra befolkningen før der sker noget som helst.
Lovene skal udformes således at det er forvaltningen der skal dokumentere at deres tiltag har den ønskede virkning.
Som det er nu, så er det borgeren, der gennem sin kommunalt ansatte sagsbehandler skal dokumentere, at mirakler ikke kan ske. Eller kan kommunen vurdere at det ikke kan udelukkes, at der kan ske en udvikling!
Det vil der for øvrigt altid være, en udvikling. Det står ikke i lovteksten at det skal være en positiv udvikling.

Carsten Wienholtz, Hans Kvisgaard, Anne Eriksen, Egon Stich, Eva Schwanenflügel og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar