Der er politik i alt. Verden er politisk, fordi mennesket er politisk. Allerede tilbage i antikkens Grækenland beskrev Platon og Aristoteles mennesket som Homo Politicus, det politiske menneske og som samfundsvæsenet Zoon Politikon.
Den franske filosof Michelle Foucault talte om biopolitik og om, hvordan politik og liv er koblet. Deltager man på den ene eller den anden måde i en samfundsdagsorden, er man i en eller anden grad politisk. Her er der selvfølgelig en vigtig skelnen mellem at være partipolitisk og politisk.
Førstnævnte bør selvfølgelig undgås af offentlige og statsstøttede instanser, men det er nu også sjældent tilfældet, at eksempelvis et medie eller et forskningsinstitut er decideret partipolitisk.
Naser Khader har engang udtalt, at udviklingsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke risikerer at »grave sin egen grav«, hvis de »politiserer«. Khader henviste til organisationens kritik af de danske asylstramninger. Ngo’en Mellemfolkeligt Samvirke arbejder med udvikling i Syd, som er et politisk felt som så meget andet, og er dermed i sin gode ret til at forholde sig til alt, hvad der vedrører deres arbejde. Udviklingsarbejde og flygtningekriser hænger uløseligt sammen, og derfor må MS selvfølgelig kritisere Inger Støjbergs (V) linje.
Organisationen agerer i et demokratisk samfund og arbejder med et politisk emne, hvorfor den har lov til at føde ind i den politiske debat. Det kaldes også ytringsfrihed.
Det virkede en anelse mærkeligt at høre en sådan kritik fra en mand, der ellers slår sig op på at være ytringsfrihedens bannerfører.
Politiske ytringer, jovist
Nogle år før Khaders hetz mod Mellemfolkeligt Samvirke, var det Dansk Folkeparti, der ville have Institut for Menneskerettigheder nedlagt. Ifølge Peter Skaarup drev instituttet nemlig politik. Den tager vi lige igen: Et institut med menneskerettighederne som ressortområde måtte ikke være politisk.
Igen kan det være mærkeligt, at det parti, der ellers fører korstog mod de, der krænker ytringsfriheden, selv forsøgte at lukke munden på kritikere. For det er svært at se, hvordan man kan forholde sig til en international konvention uden at være politisk; konventioner og rettigheder er politiske felter. Afgørende er det her, at forskningsinstituttet kun udtaler sig med hjemmel i videnskaben og i juraen.
Institut for Menneskerettigheder må – med udgangspunkt i sin ekspertise på menneskerettighedsområdet – selvfølgelig deltage i debatten og forholde sig til det politiske samfund omkring sig. Det er helt fundamentalt i et demokratisk samfund som vores.
Heldigvis slap både Mellemfolkeligt Samvirke og Institut for Menneskerettigheder med en trussel og har siden da fortsat deres vigtige arbejde på hver deres ressortområde, ligesom de har brugt deres grundlovsfæstnede ret til at ytre sig – politisk, jovist.
Nu er turen så kommet til videnscentret for køn og ligestilling, Kvinfo, som Liberal Alliance og resten af regeringen truer med at lukke. Hvorfor? Fordi videnscentret formidler forskning, som LA er uenige i.
Den såkaldt liberale Laura Lindahl beskylder Kvinfo for at være et politisk projekt og føre propaganda, men helt ærligt, Laura Lindahl: Ligestilling er et politisk spørgsmål og kønnet et politisk anliggende. Det har det altid været, og det vil det nok forblive; uagtet hvor meget du ønsker at bremse debatter om køn.
At lukke ned for en debat, der føres med forskningsbelæg virker i øvrigt ikke særlig liberalt. Viden er en forudsætning for ligestilling, og selvfølgelig er der behov for instanser som Kvinfo, der kan formidle forskning på ligestillingsområdet og dermed kvalificere debatten.
Dobbeltmoral
Hvis Ngo’ers, forskningsinstitutters og videnscentres udsagn kan afvises med henvisning til, at de er politiske, er vi på vej i en demokratisk krise af dimensioner. I så fald er der tale om en trussel af ytringsfriheden på linje med, hvad Naser Khader og Peter Skaarup har set hos de islamister, de ellers bruger så meget tid på at tage afstand fra.
Dobbeltmoralen lever i bedste velgående i de borgerlige partier: På den ene side slår man sig gerne op på liberale værdier som den frie og åbne samtale og på at være demokratiets vogter, mens man med den anden hånd tilsyneladende forsøger at lukke munden på kritikere fordi de »politiserer«.
De borgerlige politikere må erkende, at institutioner, der er aktører i en samfundsdagsorden, nødvendigvis er politiske. Ikke partipolitiske, men politiske. I stedet for at forsøge at lukke munden på kritikere og forskere, burde Laura Lindahl og co. finde principprogrammet frem og minde sig selv om, hvad det egentlig var det betød, dét at være liberal.
Anja Katrine Søndergaard er studerende ved Københavns Universitet
Helt legitimt at have politiske holdninger, det står jo frit, og klogskab er ikke et krav, endnu desværre. LA har en klar ideologi, mindre stat, mindre skat. Det siger sig selv, at det betyder lukning af rigtigt mange institutioner, offentlige ydelser, herunder serviceniveauer og områder. LA’s friheds tænkning er ganske enkel; betal selv. LA er på papiret et ydreparti, og i sit væsen kompromisløst. Deres ’tekst’, talt og skrevet, viser sig i sit ’absolut’, i den rene psykopati, du er dig selv nærmest, du er din egen lykkes smed, jeg er din konkurrent til enhver tid og jeg kan gøre hvad jeg har løst til, bare jeg selv betaler. Deres ideologi, ultraliberalisme, er helt i tråd med Ayn Rand. De, som ikke kan forsørge sig selv, fortjener at gå til grunde, mens de rige fortjener uindskrænket magt. Jeg har en simpel definition af LA. Deres partigrundlag er så simpelt, at det kan lignes religion, et primitivt trossystem. Bordet fanger, som ved alle andre primitive trossystemer, det afstedkommer primitiv tænkning. Og det sker så helt forudsigeligt for Laura Lindahl. Det røber sig også når hun skal fremføre sine synspunkter overfor en næsten ligesindet debattør, Rasmus Brygger. En liberal der har sat en streg lige før kanten af det ultraliberale. På DR 2 blev følgende vist: https://www.youtube.com/watch?v=kj7I84qNIRg
Jeg tror faktisk ikke hun selv ved at hun tilhører et absolut trossystem og hun blot i sin tro, messer simple budskaber. Citeret: KVINFO er politisk, det går ind for kvoter for kvinder i forbindelse med valg til bestyrelser, ’tvungen’ eller længere barselsorlov til mænd og så noget med statsfeminisme. De er politiske og skal ikke have statsstøtte. Og så tilføjer hun andet sted, borgelige kvinder vil selv kæmpe deres kamp. Rasmus Brygger prøvede med den ’sunde fornuft’, i oplysningstidens snart meget dæmpede lys, at fremføre det legitime i, at et samfund betaler for forskning og oplysningsarbejde. Og som det helt forudsigeligt sker for troende, så prellede ’oplysningen’ af som vand af gåsen. Lidt ja og måske, men nej KVINFO skal lukkes, det siger min tro. KVINFO er Danmarks videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed og samlingsstedet for forskning, viden og information om den moderne ligestillingsdiskussion. Nationalt og internationalt. Temmelig vigtig institution. Det burde være almen samfundsviden, at kende til behovet for ligestilling. Der er stadig store eller mindre øer hvor der ikke er ligestilling. Et intelligent og demokratisk samfund investerer selvfølgelig i oplysning og forskning på dette område. Og ja det vil være ’politisk’, nævn en apolitisk ligestillingsproblematik? Frit tænkende, kloge og intelligente politikere medtager selvfølgelig KVINFOS viden i deres tanker om at udvikle et samfund mod mere velfærd, herunder ligestilling. For LA gælder…. ja de er jo bare religiøse Ayn Rand tilhængere, samfundet er et onde og åbenbart også kampen for ligestilling. Desværre, jeg har ikke endnu fundet en formel der ændre de troende’s tro så ikke nogen argumenter lige i dag.
Man kan ikke argumentere med folk, der ikke vil (eller kan) det. Så standser al dialog.
LA synes heller ikke at have et behov, vi andre kunne måske have et behov for ikke at have LA i regeringen?
Slagsmålet om ytringsfrihed, at være liberal og ligestilling m.v. saboteres af det væld af opfattelser disse fattige ord repræsenterer. I dag er mange ting, for ikke at sige alt - kogt ned til nærmest analfabetiske værdier - eks. vore fantastiske "pakker", der findes i simpelthen ALT - fra sygehuse, politik og ekstra "hensyn" til nogle grupper i form af penge.
Reformer har fået samme tur - intet kan længere udledes af selve ordet, for det fordrer en indgående viden om emnet, der ikke værdsættes på samme måde som det at kunne blande sig og få gennemført samme.
Desværre for befolkningen, betyder det, at man gennemfører stramninger, nye love og andet, der ikke er gennemtænkt eller virker i det hele taget. En økonomisk møllesten.
Man behøver på ingen måde at være tilhænger af Liberal Alliance, for at se noget kritisabelt ved støtten til Kvinfo. Kvinfo finansieres af staten på baggrund af en status som nationalt videnscenter for køn og ligestilling. Herudfra må man kunne forvente, at der er et fokus på, at fremstille viden om emnet i bredest mulig forstand. Dvs. at stille et vidensgrundlag til rådighed, der har samme værdi for alle, uanset politisk holdning til emnet. Men Kvinfo støtter en bestemt politisk opfattelse af ligestilling, og agerer på denne måde reelt partipolitisk. Staten støtter også politiske partier økonomisk. Men reglerne for denne støtte er ens for alle partier, uanset politisk standpunkt, og det ville vel nok give en del ballade, hvis staten kun støttede enten højrefløjen eller venstrefløjen.
Hvis man mener, at alt er politisk, og at oplysningsarbejde med en klar politisk slagside bør støttes som noget der har almen værdi, så må man vel også kunne forlange en vis pluralisme. Altså må man være parat til, på samme vilkår at støtte foretagender, som propaganderer modsatrettede synspunkter. Ellers er det både diskriminerende og udemokratisk.
Peter Jensen
Jeg beklager, jeg tror ikke du har sat dig rigtigt ind i KVINFO's aktiviteter. Jeg tror desværre også, at du har en anden fortolkning af fri forskning end jeg har. Det står dig frit at have din tolkning, men så er der rigtig mange områder indenfor forskning, der næppe har gang på jord. KVINFO har et klart grundlag, de skal beskrive manglende ligestilling for begge køn og finde forslag til forandringer. Præmissen er altså, KVINFO skal medvirke til mere ligestilling. Det er vel også en politisk præmis eller? Så løs selv følgende opgave: Der har igennem hele den moderne historie været skævhed i ligestilling på rigtigt mange områder, også når det gælder kvinders deltagelse i bestyrelsesarbejde. Denne skævhed har eksisteret længe og længere end KVINFOS oprettelse i 1982. Ser vi på andelen af kvinder i bestyrelser i erhvervslivet er den meget lav, lavere end gennemsnittet i EU. Hvad er din løsning? Vores 'såkaldt' frivillige ordning har ikke øget andelen væsentligt. Vi taler om promille indenfor de sidste 10 år. Helt videnskabeligt og praktisk, så viser det sig, at kvotesystemer øger kvinders andel. Ret banalt. KVINFO har besvaret sit spørgsmål; hvad skal der til at øge for at ligestilling i bestyrelser? Kvoter. Et videnskabeligt faktum. Nu er et jo ikke hele deres svar, men en af mulighederne. Så er det jo op til politikere og vælgere, om de ønsker dette eller ej. Det er så den politiske del.
Tilfældigvis er danskere imod kvoter for kvinder i bestyrelser. Fra Danmarks Statistik (mini undersøgelse) fremgår:
68 pct. af danskerne vil ikke have kvoter for, hvor mange kvinder der skal være i private virksomheders bestyrelser, sådan som man har gjort i Norge.
Det er særligt mændene, der med 74 pct. svarer nej til kvoter for kvinder i bestyrelserne. Blandt kvinderne er det 61 pct., der siger nej. 27 pct. af kvinderne og 19 pct. af mændene er for, mens resten svarer ved ikke. Dem, der er mest stemt for kvoterne, er nordjyderne med 28 pct., mens dem, der er mest imod, er midtjyderne med kun 19 pct.
Heller ikke for mænds barselsorlov mener danskerne, at der bør indføres kvoter. Særligt mændene er imod med 56 pct., mens 45 pct. af kvinderne er imod. Flest unge er for, mens de ældre er de mest skeptiske. Så KVINFO har gjort det de skal, de har peget på en løsning. Politikerne og vælgerne har sagt nej. Jeg synes det videnskabeligt er rigtigt dumt, at vi ikke har indført kvoter. Følgende artikel giver et par gode input i forhold til problemet. http://www.business.dk/ledelse/international-undersoegelse-uden-kvoter-t...
Torben Kjeldsen
At Kvinfo skal beskrive manglende ligestilling og komme med forslag til forandring, er klart en opgave der har en partipolitisk karakter. Det forudsætter nemlig, at man abonnerer på det synspunkt, at ligestilling skal forstås som resultatlighed. Men man kan også begrænse sig til en rettighedsorienteret definition af ligestilling. Dvs. at alle i udgangspunktet skal have lige rettigheder og muligheder. Ifølge denne definition er der kun tale om ligestillingsproblemer, hvis man kan påvise åbenlys diskrimination, men ikke hvis forskellene på kønnenes statistiske fordelinger evt. skyldes en tendens til at de prioriterer forskelligt. At kvinder f.eks. er svagt repræsenteret i bestyrelser kan konstateres som en kendsgerning, men at dette i sig selv skulle udgøre et problem er ikke nogen kendsgerning, men derimod et politisk synspunkt. Et synspunkt der tager udgangspunkt i definitionen af ligestilling som værende identisk med resultatlighed. Men hos Liberal Alliance tager de udgangspunkt i den rettighedsorienterede opfattelse (f.eks. har Henrik Dahl flere gange argumenteret for dette synspunkt), og derfor er det da helt naturligt, at de ikke ønsker at staten skal give den modsatte opfattelse officiel status og økonomisk støtte. Og som med alle andre politiske aktiviteter, er det vel helt naturligt at støtten forsvinder, eller fordeles anderledes, så snart der ikke længere er et politisk flertal som deler synspunktet.
Har Kvinfo i øvrigt nogensinde foreslået kvoter for mænd, på områder hvor mænd er underrepræsenterede? Ikke alene tager Kvinfo udgangspunkt i en bestemt partipolitisk definition af ligestilling, man kan tilmed også stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt de overhovedet konsekvent forfølger dette synspunkt på begge køns vegne.
'At kvinder f.eks. er svagt repræsenteret i bestyrelser kan konstateres som en kendsgerning, men at dette i sig selv skulle udgøre et problem er ikke nogen kendsgerning, men derimod et politisk synspunkt. Lige præcis nej, det udgør en række alvorlige problemer. Ret enkelt, det indeholder både en magtproblemstilling og ressourceproblemstilling. Mit link påpeger i øvrigt at det ikke er politisk synspunkt, alene. Henrik Dahls argumentation, og andres, er jo særdeles ideologisk, og blot underbygget med netop, ideologi. Ligestilling er for mig et videnskabeligt begrundet begreb. KVINFO og andres forskningsinstitutioner skal kunne bestå uanset politiske vinde. Om vi vil følge deres forskning er en anden sag. Det er klart, at jeg her bygger mit grundsyn på oplysningstiden; forskning bør og skal altid være vores kilde til vores beslutninger og står over ideologi. Det har jeg opdaget at LA og andre ikke 'tror' på, med samme kraft. Så tilbage til spørgsmålet om ligestilling. For mange år siden arbejdede jeg som psykologistuderede med pilotrekruttering i forsvaret. Jeg er psykolog på biologisk-psykologisk grundlag, er typisk forankret med udgangspunkt i evolution og i hjernen. Fra start undrede jeg mig over, at kvinder ikke kunne antages som jagerpiloter. Jeg kunne ikke finde litteratur der på et biologisk, dvs. hjernemæssigt grundlag forklarede, at kvinder ikke kunne være jagerpiloter. Jeg spurgte så daværende fagkundskab, flyvemedicinsk klinik. De svarede, at kvinder ikke kunne tåle g-påvirkning, det ville ødelægge deres underliv, at de ikke havde tilstrækkelig stamina, den rette aggressionsforvaltning og evne til multitaskning under pres. Den hoppede jeg ikke på. Fastlåste forestillinger, der knytter sig til køn er 'jo' helt almindelige. Historisk set var der teorier der antog at kvinder fx ikke kunne køre bil, løse matematikproblemer eller stemme osv. osv. Jo kvinder kan godt blive piloter, også jagerpiloter og de tåler g-påvirkning lidt bedre end mænd, og de arbejder glimrende under pres. Hvorfor er der så ikke så mange kvinder der bliver jagerpiloter. Ret enkelt, identitet med jobbet, for få rollemodeller. Og betingelser for at være mor er ikke helt nemme. Alle helt 'banale' strukturelle problemer som frasorterer. Så ligestilling som valg, men et besværligt valg med barriere. Så kvinder kan selvfølgelig også sidde i bestyrelser, og gør det. Spørgsmålet er hvorfor der ikke er flere? Enhver førsteårsstuderende på sociologi ved, at et menneskes valg ikke kun bestemmes af den enkeltes motiver og ønsker, men også er afhængig af de strukturelle muligheder. Henrik Dahl har åbenbart smidt sociologhjernen væk, og fuldstændigt, det sker desværre for mange politikere, kun åbnet for den ideologiske tro. Hos LA er individet almægtigt, det kan jo bare vælge. Det bliver temmelig pseudoakademisk når LA og i særdeleshed Henrik Dahl opfinder et til lejligheden ideologisk greb, resultatlighed. Hurra man må ikke opnå forandring ved indgreb fra fællesskabet, staten, flot. Jeg tror faktisk han er klog nok, modsat andre i LA til at kende konsekvensen af denne ’opfindelse’ hvis denne logik blev udbredt til andre forskningsområder. Vi kunne fx tage forskning i voldtægt. Her ville konsekvensen af LA’s logik være: Kvinder kan jo bare vælge undgå at blive voldtaget. Så behøves vi ikke at forske i vilkår for grunden til at det overvejende er kvinder der voldtages og vi behøves slet ikke at ændre på de vilkår der er årsag. Jo kvinder kan sagtens komme i bestyrelser. Følgende ledetråde er knyttet til det strukturelle udfordringer: Magtproblemet, privileger, netværkstilknytning, vennetjenester, karrierebetingelser, tab af kompetencepotentialer i forhold til lavere rekrutteringsgrundlag. Bag disse analyseenheder gemmer der sig konkret svar på hvorfor kvinder har svært ved at komme i bestyrelser og hvorfor kvoter vil være godt både for ligestilling og en mere rationel økonomisk tænkning, nemlig at vi ville blive rigere som samfund med flere kvinder i bestyrelser.
Forskning. Forældreorloven (som bliver brugt mest af kvinder) er en af de væsentlige grunde til lønforskellen mellem mænd og kvinder. Prof. Nina Smith: "Forældreorloven er den væsentligste årsag til, at vi stadig har et stort løngab mellem mænd og kvinder. Når det første barn bliver født, begynder mænd og kvindes karrierer at løbe fra hinanden."
https://www.information.dk/moti/2013/12/saa-bedre-gik-paa-husholdningsskole
Angående kvinder og bestyrelser, Nina Smith: "Vi har nu klare forskningsresultater på, at diskrimination og old boys-netværk kun kan forklare nogle få procent af forskellen på mænd og kvinders karrierer. Til gengæld kan børn, barselsorlovs- og omsorgsordninger forklare en meget stor del" - http://politiken.dk/debat/art5478646/Professor-Kvinder-er-ikke-s%C3%A5-g...
Hvilke eksempler eller beviser findes der for at Kvinfo har skabt resultater til gavn for mænds ligestilling, altså hvor det ikke var begrundet i at det blev gennemført for at det skulle gavne kvinder?
Torben Kjeldsen
LA og Henrik Dahls position er ganske rigtigt ideologisk begrundet, men det er din også. Det giver ingen mening at tale om videnskabeligt korrekte holdninger. Videnskaben kan tælle, måle, veje, analysere og afdække baggrunde mm., og kan måske i denne sammenhæng aflive fordomme. Men videnskaben kan ikke diktere hvilken form for holdningsdannelse, som dens resultater skal medføre. Holdninger er et resultat af den enkeltes personlige værdier og verdensanskuelse. Man kan således ikke videnskabeligt diktere, at resultatlighed er den rigtige målsætning, frem for rettighedsorienteret ligestilling. Ellers skulle videnskaben vel også kunne afgøre, om det er mest korrekt at være enten socialist eller liberalist!