Kommentar

Jean-Luc Mélenchon er ikke venstrefløjens frelser

Den venstrepopulistiske udfordrer ved Frankrigs præsidentvalg er nationalist, antitysk og har en forkærlighed for stærke mænd som Chávez og Castro
Den venstrepopulistiske udfordrer ved Frankrigs præsidentvalg er nationalist, antitysk og har en forkærlighed for stærke mænd som Chávez og Castro

Boivin Samuel/Polfoto

19. april 2017

Første runde af Frankrigs præsidentvalg søndag tegner nu foruroligende uforudsigeligt: Mens faren for et gennembrud for den højrepopulistiske Marine Le Pen stadig er reel, har favoritfeltet nu fået følge af endnu en polariserende, radikal og destruktiv populist – men fra den ekstreme venstrefløj: Jean-Luc Mélenchon.

Flere progressive finder det opportunt at hylde den 65-årige tidligere senator og tidligere socialistiske minister som inkarnationen af et forynget venstre. Mélenchon har præsteret så markant og brat en fremgang i meningsmålingerne, at han nu ikke kan afskrives chancer for at nå til anden runde.

Men at tro, at hans program repræsenterer en mere tillokkende, mere demokratisk og mere socialt orienteret tilgang for Europa, er illusionsmageri.

Mélenchon er først og fremmest nationalist, uanset sit internationalistiske credo. Heller ikke hans sympati for stærke mænd som Putin, Castro eller Chávez kan fejes til side som skønhedsfejl hos en ellers lovende kandidat.

Hvis man mener, at det europæiske projekt bør reddes og forbedres snarere end afvikles, er Mélenchon ikke værd at heppe på. 

Kompromisløs udfordrer

Mélenchon har i en blændende valgkamp forstået at træde ind i rollen som kompromisløs udfordrer af det bestående. Mange uden for Frankrig – men også mange i Frankrig, især blandt unge førstegangsvælgere – har først for nylig opdaget ham.

Han har formået at ride på den vredesbølge, som animerer brede dele af vælgerkorpset – således synes han også at gøre et vist indhug på selv Le Pens vælgerskare.

Jean-Luc Mélenchon optrådte første gang som hologram i februar. Siden har han vundet terræn i meningsmålingerne og anses nu for at have en reel chance for at slå Fillon og måske endda gå videre til anden valgrunde.
Læs også

Franskmændene lider under mismod efter flere årtier med høj arbejdsløshed, mistro over for den politiske klasse og bekymring for et uforudsigeligt internationalt miljø.

Mélenchon er en talentfuld taler. Hans opflammende retorik i taler og hans tilspidsede bemærkninger i de seneste tv-debatter har hjulpet ham til at brænde igennem. Et af hans slogans er ’dégagisme’, som kan oversættes til ’spark dem ud’ – rettet mod det politiske etablissement. Han ynder at citere Robespierre og Victor Hugo.

Han ser sig selv som folkehelten for ’de almindelige mennesker’ (les gens) – en enkel, homogen enhed, der står i modsætning til magteliten. Hans hyppige henvisninger til revolutionen i 1789, til de franske socialisters historiske folkefører Jean Jaurès og til Léon Blum, Frankrigs første socialistiske premierminister, har opmuntret nostalgiske vælgere med lyriske fornemmelser for nationens historie.

’Tyskland er faren’

Men Mélenchon er mere end en anfører af et korstog for social retfærdighed. Tag blot hans tyskfjendtlige fortælling. I et anspændt land som nutidens Frankrig kan gamle modsætninger hurtigt genaktiveres. I sin pamflet fra 2015, Le Hareng de Bismarck, skriver Mélenchon, at »Tyskland igen er faren«, at dets »imperialisme« er på vej tilbage og EU dets nye imperium.

Han hævder, at »tysk ekspansionisme« lå bag landets genforening i 1990 – at Østtyskland blev »annekteret«. Det er ikke just nogen lille omskrivning af historien – og ikke nogen lille benægtelse af et folks frit udtrykte vilje efter kommunismens fald.

Hans kritik af Angela Merkels eurozone-politik går langt ud over økonomiske betragtninger. Den spiller på nationalistiske, ja hadefulde stemninger. Vel har han forsøgt at opbløde dette med udtalelser om, at han ønsker, at »Europas folkeslag skal revoltere imod deres regeringer« – ikke slås indbyrdes.

Men han har ikke taget sine gamle udtalelser tilbage. Disse synspunkter lyder som ekkoer af – og forstærker – Le Pens retorik, snarere end at hjælpe til at bekæmpe den.

Hvilket fører os tilbage til Putin. Mélenchon har måske ikke sympati for Putins autokrati (selv om han i 2015 foretrak at kritisere Boris Nemtsov – en førende oppositionsskikkelse, der samme år blev myrdet i Moskva).

Men han har systematisk undladt at holde Rusland ansvarlig for krigen i Ukraine, annekteringen af Krim, og bombningerne af Aleppos civile. Dette har ikke ændret sig – selv ikke efter giftgasangrebet i Syrien tidligere på måneden og det russiske veto mod at lade FN undersøge, hvem der stod bag.

Ud af NATO og EU

Mélenchons kampråb om ’fred’ på Jorden lyder meget smukt, men konsekvenserne for Europas sikkerhedsarkitektur kan blive fatale, hvis Frankrig trak sig ud af NATO og EU, som Mélenchon advokerer for. Det ville være et spring ud i det ukendte, ikke ulig hvad Le Pen anbefaler.

Hans radikale økonomiske politik ville ødelægge alle håb om at reformere eurozonen. Hans internationale udsyn – hvor Ruslands revisionisme over for europæiske grænser og den syriske diktators massedrab på egne borgere ikke påtales, mens vestlige demokratier konstant kritiseres – vidner om moralsk forvirring.

Mélenchon er heller ikke så flygtningevenlig, som nogle vil tro. Han har udtalt, at han hellere ser »10.000 læger« slå sig ned i Frankrig end sammenkrøbne masser. »Jeg har aldrig været tilhænger af fri indrejse,« siger han.

Han har endvidere beskyldt udenlandske arbejdere for at »stjæle franske arbejderes brød«. Han ligner i den forstand mere Italiens populistiske ballademager Beppe Grillo end Spaniens Podemos.

At Frankrigs borgerlige presse har udnævnt Mélenchon til Frankrigs »Chávez in spe«, har ikke slået huller i hans karisma. Men karisma løser ingen politiske problemer. Hans opfordring til folkeopstand og spørgsmålstegn ved bærende institutioner kan virke forfriskende, men Mélenchons politik er belæsset med tvivlsom bagage.

Victor Hugos bemærkning om, at elendighed får folket til at revoltere, og at revolution bringer dem ny elendighed, er værd at indprente sig. Et valg mellem Le Pen og Mélenchon i præsidentvalgets anden runde risikerer at bringe Le Pen til magten. De, som føler sig fristet til at følge Mélenchons lovede opgør med ’den gamle orden’, skal være forsigtige med, hvad de ønsker.

Natalie Nougayrède er tidligere chefredaktør for Le Monde. © The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Møllgaard
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Mihail Larsen
Peter Møllgaard, Robert Ørsted-Jensen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Venstrefløjen har - som sædvanlig - ikke kunnet enes om en fælles præsidentkandidat. Konsekvensen er - i bedste fald - at de socialliberale Macron går videre til 2. runde og vinder valget.

Borgerlige vælgere vil trods alt hellere stemme på Macron end på Le Pen.

Men hvis Le Pen kommer op imod Melanchon, skal man ikke regne med de borgerlige vælgere. Og så er Le Pen pludselig - hovsa - fransk præsident.

Michael Kongstad Nielsen

Skribenter som Natalie Nougayrède er med til at give Mélenchon et godt valg.
"Men hvis Le Pen kommer op imod Mélanchon, skal man ikke regne med de borgerlige vælgere", vurderer Mihail Larsen.
Nej, det skulle ikke undre mig.
Til gengæld kan Mélenchon rydde bordet for socialister, og få en del med, der stemte Le Pen i første runde.

Mon ikke den venstre-orienterede socialdemokrat Mèlenchon vil kunne vinde over madame Le Pen i anden runde?

Det er vi nu mange. der tror, Mihail Larsen.
*Tine Byrckel
16. april, 2017 - 23:33

* Jeg skal nok skrive om Mélenchon. Men han lover såmænd ikke så meget mere end hvad Mitterrgand gjorde i 1981. Eller bare Hollande for fem år siden? Så hvis man bare er lidt gammel, ved man ikke mere, hvad man skal tro på...

Belært af erfaringen.
Hvilket skuffedarium Mélenchon kan puttes i vil først vise sig efter valget – hvis han da vinder …