Læsetid 1.8114285714286 min.

De kaldte det civil ulydighed. Min præst kaldte det barmhjertighed

13 år gammel begyndte jeg at gå til præst. En præst som skjulte 29 afviste asylansøgere, blev anklaget for civil ulydighed, fik smidt brosten gennem sine ruder, var ved at miste sit embede og lærte os kommende konfirmander om anvendt barmhjertighed
Lovgivningen gør det muligt at afvise uledsagede flygtningebørn, men den gør det ikke muligt at afvise uledsagede flygtningebørn med god samvittighed, mener dagens klummeskribent.

Lovgivningen gør det muligt at afvise uledsagede flygtningebørn, men den gør det ikke muligt at afvise uledsagede flygtningebørn med god samvittighed, mener dagens klummeskribent.

Michael Drost-Hansen
21. april 2017
Delt 426 gange

En tirsdag i august 1998 stod jeg rådvild foran præstegården i Lyngby og havde misforstået, hvor konfirmationsforberedelsen skulle foregå. Undervisningen var i gang, da jeg endelig fandt frem.

Præsten hed Leif, han var kjoleløs, i tynd sweater og gav mig hånden, et langt smil og en salmebog og bad mig slå op på »Hil dig Frelser og Forsoner«, tror jeg det var.

Han spillede selv til og var den eneste, der sang, lidt for højt til det lille lokale og med rusten klang. Bagefter satte han ord på de ord, han havde sunget, og min følelse af at være det forkerte sted forsvandt.

En måned senere, i september 1998, henvendte 29 serbiske flygtninge sig på præstegården, fordi de stod til udvisning og ikke turde vende tilbage til deres hjemland. Leif hjalp dem med at gå under jorden ved at indkvartere dem privat forskellige steder i landet.

Vi vidste ikke noget om det før senere, men så Gøgereden og Kieslowski, læste Kierkegaard og lærte trosbekendelsen, fadervor og kirkeåret at kende. Leif var ivrige ord og øjne og ro. Han forkyndte, forklarede og beskæftigede teenagetanker, der ellers mest veg mod kjolevalg, centerture og weekender.

Jeg kom fra noget helt andet. Derhjemme var der ingen Gud og ingen store værker, men Ekstra Bladet, og en dag var han på forsiden, min præst, flygtningepræsten. Og igen satte han ord på. De kaldte det kriminelt, civil ulydighed, han kaldte det barmhjertighed og viste os eksempler i Bibelen.

Han gjorde det, han måtte gøre, sådan forklarede han det, og slog armene ud i noget, der lignede begyndelsen på en omfavnelse. Han tvivlede ikke, man kunne se det i hans øjne, de var bekymrede, men sikre.

Leif tvang os ikke til gudstjeneste om søndagen. Vi var altid velkomne i kirken, men vi skulle kun komme af lyst, sagde han, og det gjorde vi. Trætte efter de første øl, de første kys, de største hjertesorger – og som regel på bageste række.

Bagefter var der kaffe og kage, hvis man ville, og journalister foran kirken. Senere var der hagekors på præstegårdens hvide mure og hans navn var i avisen igen. I en dødsannonce. Han var ikke død, men nogen ønskede det sådan, og det var ham, der trøstede os. Han lyttede til vores nervøsitet og til vores had mod dem, der stod bag. Sådan er folk så forskellige, sagde han bare.

Jeg blev konfirmeret den 30. april 1999. Det var en af de forårsdage, hvor det hele trykker lidt. Leif gav mig hånden til farvel foran kirken og et vers af Grundtvig; »Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde«, jeg forstod det ikke, men jeg gemte det, og vi gik hver til sit. Jeg har ikke mødt ham siden.

Leif var den første i Danmark, der blev dømt for at skjule flygtninge. Det kostede ham dyrt på flere måder, men han undgik fængsel og at gå på kompromis med sig selv og det, han prædikede – og dem, det hele drejede sig om, undgik at blive sendt hjem.

For mig var Leif adgang til noget, jeg ellers ikke ville have haft adgang til. Det tror jeg også, han var for flere af de andre konfirmander. Og det var han i hvert fald for de 29 serbere, der stod til udvisning.

Leif lærte mig om Gud, men han lærte mig først og fremmest om mennesker og om det ansvar, den enkelte har, hvis samfundet trækker i umenneskelig retning. Jeg tænker en hel del på det ansvar for tiden, på mit ansvar, når loven strammes om folk på flugt.

Lovgivningen gør det ikke muligt at afvise uledsagede flygtningebørn med god samvittighed. Lovgivningen gør det muligt at afvise uledsagede flygtningebørn. Tilbage står samvittigheden, tilbage står flygtningebørnene, og tilbage står jeg – med tankerne om det, jeg lærte, dengang jeg gik til konfirmationsforberedelse hos Leif.

Camilla Buch er cand.mag. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Pia Qu
    Pia Qu
  • Brugerbillede for Hans Larsen
    Hans Larsen
  • Brugerbillede for Dorte Sørensen
    Dorte Sørensen
  • Brugerbillede for Peter Andersen
    Peter Andersen
  • Brugerbillede for Alvin Jensen
    Alvin Jensen
  • Brugerbillede for Oluf Husted
    Oluf Husted
  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for Kristen Carsten Munk
    Kristen Carsten Munk
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Pia Qu, Hans Larsen, Dorte Sørensen, Peter Andersen, Alvin Jensen, Oluf Husted, Mikael Velschow-Rasmussen, Kristen Carsten Munk, Viggo Okholm, Steffen Gliese og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Martin Madsen
Martin Madsen

Tak til alle de 'Leif'er der stadig kæmper, og har kæmpet for at bevare anstændighed i forhold til vores medmennesker.

Pia Qu, Hans Larsen, Peter Andersen, Alvin Jensen, Oluf Husted, Henrik L Nielsen, Haj Møller, Rikke Nielsen, Kristen Carsten Munk, Viggo Okholm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Hansen

Anstændighed?

Undskyld, men hvis det stod til Leif og hans ligesindede, skulle alle asylansøgere have asyl i Danmark og - ubetinget - forsørges fra dag 1. Ingen skulle afvises. Heller ikke dem, der intet asylmotiv har, men som blot kommer for at søge arbejde, eller få del i det danske velfærdssamfund.

Og hvem skal så betale for det show. Jo, det skal de danske skatteydere i form af højere skatter, og de danske børn, ældre, syge og handicappede i form af den ene nedskæring efter den anden. For pengene til forsørgelsen af de mange "flygtninge", skal jo hentes et eller andet sted. De kommer ikke af sig selv.

Så er der alle integrationsproblemerne. De ville blive mangedoblede, hvis Leif & Co. fik det, som de ville have det. Danmarks befolkning ville på få årtier være vokset til 10, måske 15 mio. mennesker (i dag er vi mig bekendt 5,7 mio. indbyggere, og får 3 årtier siden mener jeg, vi var omkring 5 mio. indbyggere).

Leifs "barmhjertighed" ville ganske givet føre til en dyb splittelse og polarisering - økonomisk, kulturelt og social - af det danske samfund. Det siger sig selv, at jo flere indvandrere der er i et lille land som Danmark, desto sværere bliver det, at integrere dem.

Ikke at Leif'erne derude bekymrer sig om det. De har en eller anden fastgroet idé om, at hvis bare de indvandrede bliver forsørget og vi ellers taler pænt til dem, så bliver de med et integrerede. Uanset hvilken kulturel baggrund, de har, uanset deres uddannelsesniveau og uanset deres generelle kompetenceniveau.

Det er ikke barmhjertighed. Det er naivitet. Barmhjertighed skal gives dem, der er værdigt trængende.

Asylansøgere, der er ikke har noget reelt asylmotiv (hvilket bliver undersøgt i to instanser), skal ikke have asyl, da asyl, jf. Flygtningekonventionens definition på en flygtning, aldrig har været tiltænkt mennesker, der forlader deres hjemland af socio-økonomiske årsager.

Asylsystemet er i alt for mange år blevet misbrugt af "lykkeriddere", der har søgt om asyl bl.a. i Danmark, fordi levevilkårene er vanskelig i hjemlande. Dertil kommer kriminelle, der alene søger om asyl, fordi de så et sted, de kan få kost og logi, mens de render rundt og begår kriminalitet mod borgerne i det samfund, der betaler for deres kost og logi.

En asylansøger, der er rejst til fods, med bil og tog op igennem Europa gennem adskillige sikre lande, hvor han eller hun kunne have søgt om asyl, for "tilfældigvis" at havne i et velbeslået land som Danmark, burde ikke kunne få asyl her. I det øjeblik en asylansøger indrejser i et sikkert land for herefter at rejse videre til et andet sikkert land, ændrer asylansøgeren sig til en økonomisk migrant. Ja, der kan være familie, venner og bekendt i det på forhånd udsete land, men det ændrer ikke på, at asylansøgeren ikke længere er asylansøger. Det er naivt og tossegodt, at forestille sig noget andet.

Barmhjertighed yder man f.eks. i forhold til mennesker, der er drevet fra hus og hjem af krig og/eller naturkatastrofer. Men man bekæmper f.eks. ikke sult, ved at flytte en lille del af de sultne til Danmark, hvor man så kærer om dem 100 %, mens man lader alle de andre i stikken. Det ville netop være uanstændigt. I stedet bekæmper vil sulten der, hvor de sultende opholder sig.

På samme måde bør det internationale samfund tage hånd om eksempelvis krigsflygtninge i de lande, hvor de befinder sig - dvs. i det berømte nærområde. Kun de flygtninge, der har det stærkeste behov for pleje og beskyttelse, bør hentes til bl.a. Europa. På den måde ville man få meget mere barmhjertighed for pengene, men der går nok adskillige år, før den åh så barmhjertige venstrefløj, indser det. Hvis det da nogen sinde vil ske.

Brugerbillede for Jørgen Rink

Mon Jan Hansen har forstået hvad det er artiklen drejer sig om.. det virker som om han har lært nogle floskler udenad og her genfortæller dem.. uden hensyn til den at der ingen sammenhæng er mellem det han skriver og artiklen - den eneste sammenhæng er måske i Jan's fantasi og at han tillægger Camilla synspunkter hun ikke giver udtryk for.
For mit vedkommende syntes jeg at Camillas skriv er udtryk for refleksion over hændelser som har haft betydning for hende og som vi andre kan bruge til at blive klogere af hvis vi vil..

Pia Qu, Hans Larsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar