Hvad man kan og ikke

I 68 kom oprøret også til det fredsommelige Historisk Institut på Kbh.’s Universitet. En ældre, højt placeret lærer, der gik ind for professorvældet, så det gjorde noget, aflyste for guderne ved hvilken gang. Således stod at læse på den dertil trykte seddel: Professor NN aflyser sine timer de næste tre uger på grund af bortrejse – og sygdom.

Professoren havde dækket sig ind. Man vidste jo ikke med sydens salater og drikkevandet på Mallorca. Så blev der ballade; et fællesmøde kom på benene med, hvad deraf fulgte, som i virkeligheden fes ud som så meget andet dengang. Men vreden ulmede.

Dansk Folkepartis drøm om Pia Kjærsgaards svigersøn, Morten Messerschmidt, der har rodet sig ud i noget snavs og har meldt sig syg på femte måned uden at røbe sygdommens art, har ladet forstå, vistnok, vistnok ikke, at han er på vej tilbage i politik. MM har engageret en ny spindoktor. Engang i april-maj, angiveligt når MM er rask (!), genindtræder han i al sin pragt. Alene det.

En politiker i denne enestående situation – i politik hvor man qua valgt embede er en offentlig person og for MM’s vedkommende gerne har villet være det – bør vel selv og før noget andet henvende sig på rette sted hvor man finder et passende hul igennem og forklare sit fravær, og hvad han for resten vil stille op med mandatet på den baggrund, der kan have forårsaget fraværet.

Dansk sladderpresse er efter Se og Hør-svinestregerne påfaldende diskret, hvilket man bør glæde sig over. Ingen ligger vist paparazzi-like på lur i Gribskov Kommune og kontrollerer, om den langtidssygemeldte laver sort arbejde hjemmefra og henter hyre oven i sygedagpengene, om han er syg, eller om han bare pjækker.

Nu er det kontrafaktisk vanskeligt at bevise: men man har lov at sandsynliggøre: Såfremt en politisk modstander havde præsteret bare noget i nærheden af MM’s merit, mon så ikke vedkommende var blevet gennemstriglet af DF, subsidiært af MM’s velkendte impertinens? Det skal den nye spindoktor nok forberede svar på.

Nu står tilbage at håbe for en eventuelt returneret MM, at han må dele skæbne med Carl Holst, at der ikke er uregelmæssigheder nok til at rejse tiltale. Det kan man i givet fald også kalde en sejr, i fald ens retningssans på dydens smalle sti er lige så svækket som troværdigheden.

Snobberiet massivt

Et andet forhold, vi normalt her i spalten er for eksklusive til at kommentere, er kongehuset. I modsætning til MM på det politiske felt, hvor andre står mandigt ved deres forpligtelser i såvel op- som nedtur, træder Dronningens mand Prins Henrik fint ind i dansk kongehustradition for suveræner: de gør, hvad der passer dem.

Det gælder nu mest rigtige konger i forne tider og enevældens dage. Men det ligger i luften at disse skamløst højt betalte overmennesker i en anakronistisk indretning defineret af arvelige titler stadig pr. konsensus har langt tøjrslag.

Dronningen nyder således i princippet den gamle kongelovs guddommeliggørelse af monarkens egenskaber og evner og snupper som bekendt gang på gang under benovet bifald arbejde fra scenografer og andre professionelle, der lever af åndens og håndens gerning i dettes magre afkast. Snobberiet er massivt.

Ingen tør sige deres ærlige mening om Majestætens præstationer. Hånden på hjertet bør meget forblive i slottets gemakker og blot frembæres for den pengestærke nyadel, der ikke under tortur røber, hvad eventuelt kunstforstandige iblandt dem inderst inde mener om husfliden.

Men reelle pligter har statsoverhoveder, og den slags kan de kongelige, det skal ikke mangle på anerkendelse her. En kongelig lidet misundelsesværdig arbejdsopgave er at modtage og beværte udenlandske gæster i rangklasse af konger og præsidenter. Det siger sig selv, at denne idræt på eliteniveau fordrer overholdelse af en ganske speciel men elementær etikette.

Dels er der spilleregler for, hvem der siger hvad hvornår, går ind og ud af døren og den slags; dels griber man ikke Flora Danica sovsekanden midt under taflet og hælder indholdet i skødet på en gæst, man ikke bryder sig om, eller kongen af Sverige.

Henrik på vej væk

Majestæten holder til gengæld en tale med faste genanvendelige formler: Forholdet mellem vore to lande har altid…osv. Det er os en særlig glæde… osv. Mens sovsen størkner mellem tallerknernes guldkanter det samme vås, om det er Islands præsident, Rumæniens diktator eller kongen af Belgien.

Sidstnævnte gæstede forleden landet og ankom i sagens natur jo fra Bruxelles.

I lufthavet et sted midt mellem denne by og Kastrup kunne de belgiske kongelige være stødt sammen med prins Henrik, der lige så hastigt var på vej væk.

Få dage forinden havde den belgiske ambassadør haft den glædelige pligt at kunne meddele sin protokol, at det gæstende kongepar ville blive hilst af Dronning og Prins. For læsere, der ikke ved det, er ambassadører godt underrettet om det land, i hvilket de har deponeret deres akkreditiver.

Det vigtigste betror de deres arbejdsgiver. Således var Belgiens top utvivlsomt vidende om, at det lidt er, som vinden blæser med den danske dronnings mand. Men nu var de på den sikre side: dronningen havde selv betroet pressen, at Prinsen var hjemme.

Der fik de en lang næse. Nul prins, han var i Bruxelles på vej sydover, men hjemme igen, når belgierne fes af.

En fornærmelse i stil med sovsen i skødet. Sådan noget betød i gamle dage krig.

Hvis kongehuset ikke hummer sig og giver ordentlig besked, og prins Joachim, som lokalsprøjten forleden fortalte, ikke kan finde ud af at skrue ned for musikken på Emiliekilde vej 19A, uden at politiet skal tilkaldes, er det på tide at reformere arrangement.

Nok er vi et ufordrageligt folkefærd, der ikke siger undskyld for noget, men vi vil sgu ikke have kongelig nabostøj eller krig med Belgien, der jo ikke engang er noget rigtigt land, men noget nede i EU.