Klumme

I Kina har alle en succesfuld fætter

Kinas Kommunistiske Parti sørger for at give landets borgere en fornemmelse af fremskridt. Det er nødvendigt i et system, hvor ingen almindelige mennesker har indflydelse på, hvad deres skat går til, og hvor velfærdsydelser er noget, de fleste kun kan drømme om
Kinas Kommunistiske Parti sørger for at give landets borgere en fornemmelse af fremskridt. Det er nødvendigt i et system, hvor ingen almindelige mennesker har indflydelse på, hvad deres skat går til, og hvor velfærdsydelser er noget, de fleste kun kan drømme om

Qilai Shen

6. april 2017

Nogle dage undrer jeg mig over, hvordan nogen kan holde ud at bo i Beijing — en af verdens mest forurenede byer og formentlig en af dem, der på mest brutal vis har været legeplads for arkitekter og bygherrer med glæde ved beton, stål og glas.

Det er, som om byen forandres hver dag, når boligblokke rives ned og efterlader en blanding af nostalgi og drømme om noget bedre. Den slags drømme om nye muligheder, der gør byen attraktiv.

Engang var der en mur her, hvor jeg bor. Maling og mørtel skallede af flere steder. Men selv om muren var primitiv, afskar den effektivt fodgængere fra at skyde genvej hen til fodgængerovergangen. Man måtte gå uden om, ned af nogle trin, der gjorde livet besværligt for kørestole og klapvogne.

Nu er muren væk. Straks begyndte mennesker og butikker at udnytte det bredde fortov mellem vores lejlighedskompleks og den firesporede vej.

Sådan sker der små forandringer i Beijings bybillede hver dag.

Pludselig er der en ny metrostation, et butikscenter eller nye blomsterdekorationer, der giver farve i rabatten. Hullerne i vejen bliver lappet. Murer rives ned. Andre bygges op til høje huse.

Det er forbedringer og forandringer, der minder alle om, at det går fremad — hvis ikke for en selv, så måske for en fætter, der gennem hårdt slid en dag fik råd til en bil og en lejlighed eller barn nummer to.

Læs også

Det er, som om alle har sådan en fætter her – hvis ikke i den nærmeste familie, så findes han på stats-tv i serier og nyhedsindslag.

Siden 2013 har Kinas Kommunistiske Parti solgt ideen om den kinesiske drøm: zhongguomeng. En drøm, der minder om den amerikanske.

Også i Kina bliver individets stræben efter et bedre liv kædet sammen med håbet om velstand og fremgang for nationen. Logikken er enkel: Jo flere, der deler drømmen, des større er chancerne for systemets overlevelse.

På samme måde som vi holder liv i demokratiet og den kapitalistiske vækstmodel ved at have tillid til vores politikere og drømme om en større bil end naboen, fordrer den kinesiske drøm, at landets borgere har tillid til, at Kinas Kommunistiske Parti kan sørge for fortsat stabilitet og vækst, hvis alle giver et nap med.

Unge mennesker skal »turde drømme, arbejde ihærdigt for at opfylde drømmene og bidrage til genoplivningen af nationen,« lyder det fra præsident Xi Jinping.

I løbet af de seneste tre årtier er hundrede millioner blevet løftet ud af fattigdom i Kina. De sprang fastnettelefonen og den stationære computer over og bevægede sig ud i det digitale univers, som mobiltelefoner med internetforbindelse åbnede for dem.

På overfladen kører det også for Kinas voksende middelklasse. De rejser både i øst og vest, drikker kaffe på Starbucks, køber iPads til ungerne og hygger sig i IKEA-sofaen om aftenen. Bagsiden er, at familier uden bopælsregistrering i Beijing hverken får fri skolegang eller sundhedsydelser. De må sørge for sig selv og passe deres ældre og syge.

Men togene kører til tiden og på kryds og tværs af landet. Rejser, der før tog et halvt døgn, tager i dag kun et par timer med nye højhastighedstog.

Det er forandringer, der får hverdagen til at fungere og fornøjer.

Kinas Kommunistiske Parti gør, hvad det kan for at give befolkningen noget at se frem til, noget at samles om som nation, en drøm, pyntet med blomster i vejkanten og nye facader.

De unge, der hver eneste dag flytter til Beijing, har drømmen med. Drømmen om, at de en dag bliver den fætter, der skaber sig en plads i hovedstaden, sørger for sin familie, bliver til noget. Kinas Kommunistiske Parti kalder det den kinesiske drøm.

Ingen ved, hvor længe unge kan holde ud at se sig selv forbigået, mens deres fætter bliver forgyldt. Ingen ved, hvad sker, den dag væksten stopper, og menig mand ikke mærker fremskridt. Ingen ved, hvor længe den kinesiske befolkning kan leve på drømmen om en stærk nation.

Laura Dombernowsky er Informations korrespondent i Beijing. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Madsen

"Jo flere, der deler drømmen, des større er chancerne for systemets overlevelse.".

Lige netop det er vel ikke unikt for Kina.

Det gælder (i hver fald i en machiavelliansk betydning) for langt de fleste lande, ud over måske Nordkorea.