Kronik

Jeg kørte taxa i tre år og skrev jobansøgninger imens. Så kom ikke og sig, at jeg ikke prøvede

På aktiveringscentret diskuterede vi, om det ville hjælpe at sprøjte parfume på mine ansøgninger. Da jeg ikke kunne finde et relevant job, begyndte jeg at køre taxi. Politikerne skal stoppe med at sige, at ledige ikke forsøger at komme i job, og rammerne for jobsøgende skal være mindre rigide
I starten kunne han ikke få job som økonom, fordi han blev betragtet som nyuddannet, skriver Qasam Nazir Ahmad i dagens kronik. Derefter kunne han ikke få støtte til taxa-kørekort, fordi han hørte til under kategorien ’højtuddannet’.

I starten kunne han ikke få job som økonom, fordi han blev betragtet som nyuddannet, skriver Qasam Nazir Ahmad i dagens kronik. Derefter kunne han ikke få støtte til taxa-kørekort, fordi han hørte til under kategorien ’højtuddannet’.

Sille Veilmark

26. april 2017

Da jeg blev færdig med min universitetsuddannelse i 2006, var jeg klar til et nyt kapitel i mit liv som økonom. Men knap to år efter blev jeg arbejdsløs, og finanskrisen var rundt om hjørnet. Jeg søgte utallige job, men fik afslag efter afslag.

Jeg var stædig og ringede virksomhederne op, men fik altid det samme svar: »Du har ikke nok erfaring.« Jeg var stadig for nyuddannet til at kunne få job, og når man er oppe imod tusinder, der har været i job i flere år, er der lange udsigter.

Efter næsten to-tre år som ledig kom jeg i aktivering. Men der var næsten ingen jobopslag, der passede til min profil. I aktiveringscentret oplevede jeg, at vi ofte diskuterede irrelevante ting, som hvorvidt det kunne hjælpe at sprøjte parfume på sin ansøgning. En dag tog jeg mine ting og gik hjem, fordi jeg var så skuffet over niveauet. Dagen efter fik jeg en anmærkning for det.

Da aktiveringen sluttede, stod jeg stadig uden job og kom i aktivering et nyt sted. Allerede første dag var der væsentlig forskel på niveauet. Jeg blev bedt om at lave cirka 75 procent af mit CV om. Det gav god mening, men jeg havde svært ved at forstå, hvorfor jeg havde spildt min tid hos et aktiveringsfirma, der ikke havde kompetente medarbejdere.

Læs også

Fordi jeg var højtuddannet, kunne jeg ikke få et opkvalificerende kursus, og da jeg stadig ikke kunne finde et relevant job, besluttede jeg mig i stedet for, at jeg ville køre taxa. Her kunne hverken jobcenteret, min A-kasse eller aktiveringsfirmaet hjælpe mig. Faktisk kastede de rundt med mig, da ingen vidste, hvem jeg skulle gå til, når jeg som højtuddannet søgte hjælp til at blive taxachauffør.

Frustreret gik jeg op på rådhuset og ansøgte om et erhvervskørekort. Jeg betalte selv for teoriprøve, køretimer, kørekortet og kvalifikationskurset. Til kvalifikationskurset sad jeg i klasse med 14 andre, der af jobcenteret havde fået betalt deres taxakørekort, buskørekort og lastbilskørekort. Nogle havde endda også fået et vagtcertifikat. De havde fået kastet disse kurser efter sig, fordi de ikke havde en videregående uddannelse. Jeg var målløs over, at min uddannelse på den måde kunne spænde ben for, at jeg kunne få et arbejde.

Mavepuster

Under mit kvalifikationskursus fik jeg et fuldtidsjob i en bank. Den dag, jeg bestod mit kvalifikationskursus, fik jeg et opkald fra banken, som fortalte, at jeg alligevel ikke skulle møde op på min første arbejdsdag fire dage senere. På grund af finanskrisen måtte de lave massefyringer, og det havde ramt mig.

Jeg følte, at nogen havde givet mig en mavepuster. Jeg ville kunne forsørge mig selv, så jeg besluttede mig for at opsøge et taxajob. Ingen ville dog ansætte mig, da jeg endnu ikke havde erfaring med taxakørsel. Efter flere afslag gav jeg op. Kort tid efter kom jeg i aktivering et tredje sted.

Efter et tidsbegrænset tilskudsjob, der endte uden ansættelse, bad jeg nogle venner og bekendte i taxabranchen om at give mig prøvetimer, og det resulterede endelig i et job som taxachauffør. Samtidig opgav jeg ikke tanken om at søge et kontorjob.

I 2008 uddelte organisationen GiveDirectly 1000 dollars til hver eneste voksne i en kenyansk landsby. Donationen satte gang i en bølge af  foretagsomhed, hvor indbyggerne istandsatte deres huse og opstartede små virksomheder.
Læs også

Jeg havde mine ansøgninger og mit CV liggende i taxaen, og når jeg skulle køre folk til og fra virksomheder, fik jeg som regel afleveret et til dem. Jeg fik ofte at vide, at de havde stor respekt for, at jeg som jobsøgende akademiker ikke bare sad med hænderne i lommen. Det var en rar følelse, men de havde ingen anelse om, hvor hård den provisionslønnede taxabranche er. Nogle dage kørte jeg op til 14-15 timer, fordi jeg ikke havde haft nok kunder. Når der ikke var kunder, skrev jeg ofte ansøgninger i taxaen.

En dag fortalte en kunde mig, at hun søgte en junior-projektleder. Hun forklarede, at hvis jeg kunne få et projektlederkursus, så kunne jeg måske få job hos hende, men det skulle gå hurtigt. Da jeg havde sat hende af, kørte jeg forbi min A-kasse for at høre, om de kunne hjælpe mig med at få et projektlederkursus. De sagde, at det ikke var dem, der skulle tage stilling til det, fordi jeg som taxachauffør ikke officielt var ledig længere.

Frustreret ringede jeg til jobcenteret for at høre, om de kunne hjælpe mig. Men de kunne ikke forstå, at jeg ønskede et kursus, for jeg var jo allerede i job. Så i starten kunne jeg ikke få job som økonom, fordi blev betragtet som nyuddannet. Derefter kunne jeg ikke få støtte til taxa-kørekort, fordi jeg var kategorien ’højtuddannet’. Og nu kunne jeg ikke få et relevant job, fordi taxakørslen stod i vejen for, at jeg kunne få et kursus. Sagde jeg mit taxajob op, ville jeg få karantæne og ikke modtage dagpenge de første tre uger.

CV’er i taxaen

Jeg kørte taxa i næsten tre år og blev ved med at skrive ansøgninger. Af og til blev jeg indkaldt til jobsamtale. Oftest lå jobsamtalerne midt i min arbejdstid, så en time før samtale holdt jeg pause, så jeg ikke kom ud på en længere tur og havnede et sted langt væk. Så fandt jeg et sted, hvor jeg kunne skifte tøj til samtalen.

En enkelt gang havde jeg en meget uheldig episode. Da jeg skiftede tøj i regnvejret, kom jeg til at træde i en vandpyt med mine sokker. Stress, travlhed, og frustration over at have tabt arbejdstid på ikke at køre i to timer, kulminerede i, at jeg stod og råbte.

Jeg følte afmagt, men en usikkerhed havde også sneget sig ind i mig: »Er jeg god nok? Kan jeg overhovedet arbejde på et kontor efter så mange års fravær?«

Jeg ankom drivvåd og uoplagt til samtalen, fordi jeg havde parkeret taxaen et stykke væk fra virksomheden. Mange siger, det er flot, at man er i job som chauffør, i stedet for at være arbejdsløs, men sandheden er, at dem, der læser ansøgninger, ser anderledes på det. Og for mig har det endda vist sig at være en hindring for, at jeg som akademiker kunne få et mere relevant job.

Repræsentanter fra fagbevægelsen står foran Ryanairs indtjekningsskranke i Kastrup Lufthavn og demonstrerer imod lavprisselskabet, som nægter at tegne en overenskomst på danske vilkår for sine ansatte.
Læs også

Efter flere hundrede afslag holdt jeg op med at skrive ansøgninger. I stedet begyndte jeg at bruge min tid på at lære om forskellige IT-systemer. Jeg tog gratis kurser på nettet og så mange videoer på YouTube. Jeg var fast besluttet på, at jeg nu ville ind i IT-branchen, for flere af mine venner, som havde job inden for IT, havde overlevet finanskrisen bedre end andre. Jeg fik nogle venner til at oplære mig og give mig øvelser inde for diverse IT-systemer, alle kneb gjaldt.

I dag er jeg i job inden for IT. Rejsen har været lang, og når jeg ser tilbage, så er det min familie, der har holdt mig sammen. En kone, der sagde, at det nok skulle gå, og tre små børn, der fik mig til at glemme mine frustrationer. Jeg mødtes ikke så ofte med venner eller tog til sociale arrangementer, for jeg blev irriteret, når folk spurgte, om jeg stadig var arbejdsløs. I øvrigt havde jeg heller ikke tid, fordi jeg ofte kørte taxa om lørdagen.

Jeg har valgt at skrive min fortælling ned, fordi jeg mener det er nødvendigt for politikerne at forstå, hvordan det er at være jobsøgende. Christiansborg har glemt, hvordan det lille menneske på jorden kæmper. Det nytter ikke, at I siger, vi ikke har forsøgt at komme i job, og at lavere ydelser vil fungere som økonomiske incitamenter, for det passer ikke.

Det, der er brug for, er en reel håndsrækning og mindre rigide rammer. Det ville politikerne forstå, hvis de vidste, hvordan de ledige kæmper.

Qasam Nazir Ahmad er uddannet økonom, arbejder med IT og er medlem af Alternativet. Han er folketingskandidat og byrådsmedlem i Halsnæs Kommune

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Houmøller
  • June Pedersen
  • Elisabeth Andersen
  • Anne Eriksen
  • Ivan Breinholt Leth
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Estermarie Mandelquist
  • Jack Køhler
  • David Breuer
  • Søren Roepstorff
  • Vivi Rindom
  • Jens Wolff
  • Jakob Trägårdh
  • Claus Høeg
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Hans Aagaard
  • Britta Hansen
  • Ole Frank
  • Heidi Larsen
  • Steffen Gliese
  • John S. Hansen
  • Randi Overgård
  • Espen Bøgh
  • Poul Erik Pedersen
  • Christian Mondrup
  • Carsten Munk
  • Carsten Mortensen
  • Ann Thomsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • Ebbe Overbye
  • Niels Duus Nielsen
  • Erik Karlsen
Kim Houmøller, June Pedersen, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Ivan Breinholt Leth, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Jack Køhler, David Breuer, Søren Roepstorff, Vivi Rindom, Jens Wolff, Jakob Trägårdh, Claus Høeg, Maj-Britt Kent Hansen, Hans Aagaard, Britta Hansen, Ole Frank, Heidi Larsen, Steffen Gliese, John S. Hansen, Randi Overgård, Espen Bøgh, Poul Erik Pedersen, Christian Mondrup, Carsten Munk, Carsten Mortensen, Ann Thomsen, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen, Ebbe Overbye, Niels Duus Nielsen og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Pedersen

Kronikken peger på nogle problemstillinger, som jeg synes det er relevant at give nogle ord med på vejen:
Der ligger et generelt problem i at formidlingen af job er blevet flyttet fra A-kasser og fagforeninger, til at statsligt/kommunalt område: jobcentrene. Dette fordi A-kasser og fagforeninger har en viden om medlemmernes uddannelsesniveau, branchekendskab og tidligere karriere - dermed også en viden om medlemmernes evner til at bestride et bestemt job. Her er det et åbent spørgsmål om jobcentrenes medarbejdere, i alle tilfælde, sidder inde med en viden, der ligger på niveau med A-kassers og fagforeningers.
Mere specifikt er det også et spørgsmål, om jobcentrene har medarbejdere der er i stand til at arbejde med især højtuddannede ledige. Endvidere om de lovgivningsmæssige rammer for både Jobcentrene og A-kasserne egentligt er egnede til at håndtere ledige med en højere uddannelse, her er vel især rådighedsreglerne en del af problematikken. Man kan også spørge om de konsulentfirmaer, som jobcentrene benytter sig af som private aktører, også har de fornødne kompetencer. Så vidt jeg er orienteret findes der bonusordninger, for både medarbejdere på jobcentrene og de private aktorer på området, i det tilfælde at de opnår at beskæftige en ledig. Igen er det vel her et spørgsmål, om dette kan siges at være til gavn for den arbejdsløse: sikrer det en kvalificeret rådgivning eller er der i højere grad fokus på at få den ledige beskæftiget? Noget det jo sådan set også skinner igennem i kronikken.
Man kan videre pege på at den situation der beskrives i kronikken, i høj grad er et resultat af statslige prioriteringer og dermed er en politisk prioritet. Man kan få den tanke at der lå et bevidst ønske om at bryde den tidligere tætte forbindelse mellem fagforeningerne og a-kasserne, ved at flytte formidlingsfunktionen over i statslige/kommunale jobcentre. I et videre perspektiv formåede man derved at svække fagforeningernes samfundsmæssige position.
Noget andet er så, at man vel ikke kan kritisere A-kasserne for ikke at ville rådgive et medlem, der allerede er i beskæftigelse. Man må jo huske at A-kassernes lovpligtige område er de ledige medlemmer, ikke de der er i beskæftigelse. A-kassemedlemsskabet er en forsikringsordning der træder til i det øjeblik man som medlem bliver arbejdsløs. I det tilfælde man er i beskæftigelse, vil det nok være mere relevant at konsultere selve fagforeningen på området - i kronikørens tilfælde DJØF eller PROSA. På et lidt mere generelt niveau er det også af betydning at fagforeningernes medlemmer rejser den diskussion som kronikken bevæger sig ind i, internt i selve fagbevægelsen.

Skal man forsøge på at formulere en politisk funderet kritik, der kan fungere som svar på kronikforfatterens frustrationer, så kan følgende punkter være relevante at overveje:
For det første: det vil være rigtigt godt at arbejde for at jobcentrene rent faktisk får medarbejdere, der reelt har kvalifikationer der modsvarer de lediges kvalifikationer. Her vil jeg tro der er plads til forbedringer, især på akademikerområdet.
For det andet: en kritisk overvejelse over, om de midler (og de er vist af betragtelig størrelse) der anvendes på at inddrage andre aktører i formidlingen af job til ledige, står mål med de faktiske resultater: får de ledige faktisk et relevant job.
For det tredje: overvej om ikke a-kasser og fagforeninger igen bør tildeles en langt tungere rolle, i formidling af arbejde.

Et mere overordnet perspektiv er så, om man effektivt kan løse problemerne omkring arbejdsløshed og jobsøgning - inden for de eksisterende samfundsmæssige rammer. Her kan man have sine tvivl:
Man skal huske at den ledige arbejdskraft er en arbejdskraftreserve, der kan/skal mobiliseres når de eftertragtede job opstår. Arbejdsformidlingen/jobcenteret indtræder her i en servicefunktion over for de virksomheder der efterspørger arbejdskraft, det er den funktion de er defineret i lovgivningen til at have. Jobcentrene er ikke til for de lediges skyld.
Set i et større perspektiv: de problemer forfatteren af kronikken beskriver, bunder i fokuseringen på lønarbejdet som den væsentligste adgangsbillet til at være en fuldgyldig borger i dagens samfund. Frustrationerne opstår fordi der er et misforhold mellem dette politiske ideal og de muligheder der findes for at opnå reel beskæftigelse, inden for markedsøkonomiens rammer.
Skal disse forhold ændres grundlæggende, er det centralt at ændre selve markedsøkonomiens logik og grundlaget for dens eksistens: køb og salg af arbejdskraft.
Det er, for mig, et åbent spørgsmål om Alternativet er villig til at tage dette opgør - det kunne så blive et tema for en ny kronik fra en af partiets skarpe penne.
vh. poul.

Elisabeth Andersen, Egon Stich, Peter Jespersen, Annika Hermansen, Jacob Jensen, Hans Aagaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Tak, for artiklen Qasam.

Ovenstående skildring som jobsøgende og som tidligere ledig, er et fantastisk godt eksempel på, hvor langt væk politikerne på Christiansborg er fra virkelighedens verden.

Det danske beskæftigelsessystem er usmidigt og afsindigt bureaukratisk, og hvor store dele af den aktive arbejdsmarkedspolitik er uhensigtsmæssig dyr, og hvor mange af milliarderne i Jobcenter administration er penge direkte ud ad vinduet.

Beskæftigelsesindsatsen forekommer mest af alt som selvbestaltet beskæftigelsesterapi af de ansatte i Jobcentrene, inklusiv de nytte- og formålsløse aktiveringsindsatser i form af misbrug af de ledige i virksomhedspraktik, løntilskuds- og nyttejob-ordningen.

Hele samspillet mellem det etablerede og fordomsfulde arbejdsmarked, Jobcentrene og de jobsøgende ledige skal nytænkes og revideres.

Det kan ikke være rigtigt, at Danmark skal have det dyreste beskæftigelsessystem i hele EU!

Og det kan ikke være rigtigt, at hver gang et individ ønsker, at gøre et beslægtet eller kompetence overlappende branche- eller karriereskift, så kræver det en helt ny flerårig uddannelse!

” Something is rotten in the state of Denmark”

-- William Shakespeare

Allan Stampe Kristiansen, Christel Gruner-Olesen, June Pedersen, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Egon Stich, Estermarie Mandelquist, Hans Aagaard, Britta Hansen, Steffen Gliese og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vi er nødt til at skabe job på andre måder! Vi har ikke som et lille land råd til at lade kompetence gå til spilde.

Kim Houmøller, Elisabeth Andersen og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Indledningsvis til lykke med at have fået job, selv om der efter krisens start i 2008 ikke blev mange jobs tilbage grundet en fejlslagen liberalistisk letløbende politik.

Tiden før og efter er i min oplevelse ikke så forskellig med såvel AF som med 2. aktør, af hvilket det sidste føltes og oplevedes som; "Offentlig(statslig) finansiering af privat virksomhed uden værdiskabende indhold", - men så gik tiden da med det, og stadig uden udsigt til arbejde.

Tiden efter var meget præget af pånlæggelse af skyld til de ledige over, at være blevet ledige og fastholde dem i ledigheden, og for mange efterlønsmodtagere blev retorikken meget hård fra liberal side med ordene; "raske mennesker der går derhjemme", - underforstået dovne nasserøve i fin indpakning, og som også ramte mange ledige.

Alt var glemt om de mange ledige "dagen før krisen" havde passet et job og betalt deres skat og ydet noget til samfundet, ligesom efterlønnerne gjorde - ved igen at gøre plads for ungdommen på arbejdsmarkedet, selv om arbejds- og uddannelsespladserne manglede.

- Jo skylden skulle fastholdes i de lediges bevidsthed fra politisk side, og sidenhen kom stroferne om "at det skulle kunne betale sig at arbejde", - og igen historien om "samfundsnasserne", der heller ville gå derhjemme "statsbetalt".

Samtidig blev de muligheder for at få ledige i arbejde når muligheden bød, blev blokeret af politisk vej ved stringens og ikke ved smidighed.

Allan Stampe Kristiansen, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Estermarie Mandelquist, Steffen Gliese, Peter Jespersen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Respekt, Qasam Nazir Ahmad!

Christel Gruner-Olesen, Elisabeth Andersen, Vivi Rindom, Peter Jespersen og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar

Nazir Ahmad, meget præcis beskrivelse af cirkus jobcenter i Danmark. Det glæder mig at din årelange kamp omsider gav frugt. Din fortælling sætter spot på, hvilke løgne folk bliver bildt ind omkring arbejdsløse og "de mange" ubesatte jobs. TAK

Kim Houmøller, Allan Stampe Kristiansen, Christel Gruner-Olesen, June Pedersen, Elisabeth Andersen, Britta Hansen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg måtte opgive min afgangseksamen på arkitektstudiet, fordi jeg fik dårlig ryg (det havde jeg sådan set allerede, men nu kunne jeg også mærke det) og de følgende mange år forsøgte jeg mig med mange jobs, postbud, lærervikar, ekspedient, kontormedhjælper, pædagogmedhjælper blandet op med lange ledighedsperioder. Hver gang jeg fik et job satte smerterne en stopper for løjerne. Så skulle man tro der kunne blive tale om en førtidspension, men afviklingen af netop den ydelse var allerede alt for langt fremme, så jeg blev hen over årene trukket gennem det ene aktiveringsforløb efter det andet, inklusive et forsøg med revalidering på en ny videregående uddannelse. Man ville stort set gøre alt for mig, for at få mig i beskæftigelse, mens det eneste jeg havde brug for var en førtidspension. Efter ti år i aktiveringsmøllen blev jeg tvunget ud i en praktik, som endte med at jeg lod mig ansætte som pedel - først i løntilskud og siden for real, i et job jeg allerede vidste jeg ikke kunne klare. Men jeg var så træt af jobcentret og alt hvad det repræsenterer, at jeg var villig til at bide smerterne i mig og ofre den sidste rest af mit helbred. Frygten for jobcentret har nu kostet mig et par diskusprolapser og flere smerter end jeg nogensinde har haft. Så det gælder mig, Nazir, at du har fundet dig tilrette på arbejdsmarkedet, omend vejen måske har været brolagt med bekymringer. Det er jo det det hele går ud på, at få folk i job, for enhver pris.

Poul Erik Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

De samme problemer du beskriver med at få dit første job rammer os der er ledige over 50 år. Du kan sende tusind ansøgninger uden held. Personlige kontakter betyder mere end relevante kompetencer.
Og det vil ramme flere hundrede tusinde de kommende år, når arbejdsområder forsvinder helt. Omskoling og opgradering holder kun jobcentrene beskæftiget.