Kriseramte Labour er det eneste bolværk mod en konservativ jordsskredssejr

Aldrig mere kan vi have tillid til noget, Theresa May siger. Hun er en åbenlyst uærlig politiker, der ikke kan holde sit ord, fordi partipolitisk egoisme er alt, hvad der tæller i hendes hoved. Hendes position var umisforståeligt klar. For kun et par uger siden lovede May via sin talsmand: »Der kommer ikke nyvalg. Det kommer ikke til ske«.

May hævder, at hendes kovending skyldes truslen om, at parlamentet vil sabotere Brexit. Det giver absolut ingen mening. Der var ingen obstruktion. Til ærgrelse for mange glødende remainers stemte Labour for aktivering af artikel 50 i respekt for folkeviljen.

May var remainer, men genopfandt sig selv som hård Brexiter, igen ud fra partipolitisk egoisme. May insisterede på, at tiden ikke var til en ny skotsk folkeafstemning om uafhængighed på grund af den ustabilitet, det ville medføre – nu kan Nicola Sturgeons skotske nationalistparti få et styrket mandat ved valget den 8. juni.

May bebudede en pause for byggeriet af atomkraftværket Hinkley Point C, men vendte straks efter på en tallerken – efter pres fra kinesiske entreprenører.

Den pludselige chance for at stemme en upålidelig og beregnende premierminister fra magten er ikke eneste grund til, at Labour-tilhængere bør overvinde deres eventuelle valgtræthed. Det handler også om at redde partiet.

Truslen om et nyvalg burde i de sidste par måneder have hjemsøgt Labours venstrefløj og dens allierede i fagbevægelsen hvert øjeblik: Alle os, der ønsker et Labour, der er fast forankret til venstre i økonomisk politik, skattepolitik og offentligt tjenester – og som kan inspirere tilstrækkeligt mange vælgere til at stemme for det.

En mand, der kun ud fra pligtfølelse om at sætte disse politikker på dagsordenen, og som næppe havde ambitioner om at blive partileder, skal nu stå i spidsen for Labour i valgkampen. Mit tidligere forslag om, at Corbyn skulle gå af til fordel for en anden kandidat var kun drevet af et ønske om at redde disse politikker – som ifølge meningsmålingerne faktisk har ret bred opbakning – fra at blive begravet under murbrokkerne af et forfærdelig valgnederlag.

Men Corbyn var i stand til at mobilisere støtter nok til at fortsætte på posten. Så hvad vi nu må gøre, er at lægge vores kræfter sammen og gøre alt, hvad vi kan for at forhindre den jordskredssejr til de konservative, som vil være katastrofal for landet.

Dette valg handler om Brexit mere end noget andet. Labour har forståeligt nok lidt under tabet af det det mindretal af sine vælgere, der stemte Leave, ikke mindst i de nordlige højborge og blandt de ældre vælgere, der var mere motiverede for at afgive deres stemme. Labour skal nu række ud til både dem og til de mismodige remainers.

Det må på den ene side indebære, at Leave-vælgere overbevises om, at Labour vil respektere Brexit som folkets afgørelse. Men partiet må på en eller anden måde også imødekomme de 48 procent, der stemte Remain. May har ikke andet end foragt for dem.

De bliver ikke bare ignoreret, men dæmoniseret. De bliver nægtet al indflydelse på fremtiden for vores land. Kun Labour kan repræsentere dem, men hvordan?

Labour må gå efter at sikre britiske forbliven i det indre marked og toldunionen. Det må være det vindende argument. Partiet må sige: Vi vil forsvare de rettigheder og fordele, som vi i øjeblikket har, og som gavner de fleste i landet. Dette må være grundlaget for enhver Brexit-aftale.

Hvis de konservative vinder et enorm flertal, vil et ruinerende hårdt Brexit kunne blive resultatet. Hvis man ønsker at prioritere job, økonomi og levestandard først, er der ikke andet for end at stemme Labour for at stoppe en jordskredssejr, der kan forvandle Storbritannien til et goldt skatteparadis, der kun er sat i verden for at tilgodese milliardærers interesser.

Lønningerne er begyndt at falde, hvilket uden tvivl blot er en af ​​grundene til, at dette valg blev udskrevet. I stedet for blot at diagnosticere en ’leveomkostnings-krise’, må Labour redegøre for, hvordan vi vil løse den.

Nogle vil være fristet til at stemme på Liberaldemokraterne. Her må vi minde om, hvordan de i mange år var parlamentarisk rygdækning for den konservative regering, der ført Storbritannien frem den nuværende katastrofale situation. Tim Farron (Leder af Liberaldemokraterne, red.) siges at gå efter endnu en koalition med de konservative.

Han tog sågar parti for Donald Trump, da han begyndte at affyre missiler. Under alle omstændigheder betyder vores valgsystem, at Liberaldemokraternes chancer for at vinde et betydeligt antal pladser for Remain-fløjen forbliver minimale.

Som før nævnt er Labours politik faktisk populær blandt vælgerne. Men som også Ed Miliband erfarede, kan man ikke vinde et valg med politikker, der enkeltvis har tilslutning. Man er nødt til at formulere en vision, der binder dem sammen.

Kan man ikke det, bliver man defineret af sine modstandere, og just dette er det kritiske problem, der også plager Labours nuværende ledelse. Der er brug for konstruktiv og positiv optimisme – og i mindre grad for forbitrede udfald imod alt, hvad der er galt.

Her er et budskab til Labours enorme græsrodshær. Dette er jeres øjeblik. Ingen undskyldninger: Alle må gå på gaden, alle må banke på døre og stemme klokker for at få budskabet ud og sikre den største massemobilisering i det britiske demokratis historie demokrati.

I kan gøre forskellen i forhold til, hvor mange pladser vi vinder eller taber. Gå ud og kæmp med alt, hvad du har.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen