Klumme

Min krop er aldrig flyttet fra Østerbro

Grønjakker, Den Hvide Dame og aftener på den nye skaterbane. Mit Østerbro er væk. Men når jeg kører ned ad Strandboulevarden, fortæller hele min krop mig, at den er hjemme
3. april 2017

Jeg hørte en vits forleden. Den lød sådan her: På Østerbro er man efterhånden så bange for hvede, at man kan røve en guldsmed med et spansk rundstykke.

Når jeg fortæller, at jeg er vokset op på Østerbro, kræver det altid en forklaring. Mit Østerbro er væk.

Mit Østerbro var grønjakkerne ved Østre Gasværk. Mit Østerbro var Den Hvide Dame, der travede frem og tilbage på Randersgade, lang og tynd og hvidklædt og plaget, og som slog efter børn med sin håndtaske. Som vi var bange for, og som vi alligevel vovede os i nærheden af for at mærke gyset, når hun langede ud og råbte ad os.

Mit Østerbro var familier i toværelses- og treværelseslejligheder. Mit Østerbro var forældre, der gjorde rent og arbejdede på fabrik. Mit Østerbro var min egen måben, da Rikke og hendes far og mor flyttede fra en treværelses til en femværelses lejlighed.

Mit Østerbro var studenterbrød til en krone på vej hjem fra skole. Mit Østerbro var telefonboksen på Strandboulevarden, hvor vi løb over i frikvarterne og maste os sammen og ringede til 0059 og sagde, at vi var 16 år.

Mit Østerbro var etagevask i køkkenet, før vi fik lavet brusebad i det gamle spisekammer. Mit Østerbro var petroleum i dunke, som min mor bar op på femte sal. Mit Østerbro var de store åbne porte ind til gårdene og vores viden om, hvor man hoppede fra skraldespandene over det grønmalede plankeværk og videre ned i nabogårdene.

Mit Østerbro var gårdsangere og mig, der smed 25-ører og enkroner ud af stuevinduet i en sammenknuget serviet.

Mit Østerbro var dynejakker fra Daells Varehus. På mit Østerbro var Daells Varehus det almindelige, Magasin det fine og Illum det uopnåelige.

Mit Østerbro var 9’eren ind til byen, 40’eren ud til min far på Kongovej, og 18’eren til Zoologisk Museum, hvor vi gik rundt i timevis og så savanneopstillingerne og løste opgaveark. Mit Østerbro var Nordhavn Station, hvor jeg ventede på S-toget ud til rideskolen.

Mit Østerbro var skoledagene på Vibenshus, mens asbestlofterne blev skiftet, og vi hønsede hemmeligt under trappen i den nye bygning, indtil lærerne jog os væk.

Mit Østerbro var den nye skaterbane i Fælledparken, hvor jeg kom det meste af en hel sommers aftener på mine Bauer-rulleskøjter, indtil min mor fandt ud af, at de andre røg hash.

Mit Østerbro var at gå til spejder i en fugtig kælder på hjørnet af Sankt Jakobs Gade hos Puk og Bagheera, sådan at lugten af jordslåede mure nu for altid minder mig om Det Danske Spejderkorps. At hedde Sika til spejdernavn og elske det navn.

Mit Østerbro var at lege i Classens Have i buskadset på de tilgroede bunkers. Vores smalle, hemmelige stier op og ned ad bakkerne, rundt om bunkerne, usynlige udefra.

Mit Østerbro var Mirakel-priser og Fona og Janus og Frellsens Chokolade og K-A-D-kiosken ved skolen, hvor vi stjal blade og romkugler og Icecubes, op under jakken, mens de andre afledte kioskejeren ved at købe colabolsjer.

Mit Østerbro var Finsensinstituttet på Strandboulevarden og turen til skole, mindst én gang trukket hele vejen på kælk af min mor, gennem villakvarteret på Rosenvængets Allé med de store, mørke kasser, hvor jeg aldrig så nogen komme ud og ind ad dørene.

Mit Østerbro var kiosken på Strandboulevarden, der solgte glansbilleder i ark og de mest vidunderlige kartonjulekalendre formet som færger og slotte. Mit Østerbro var Bikuben og en bankbog i pap.

Mit Østerbro var skøjtehallen, hvor vi kom, når det blev sæson for at skifte hjulene på Bauer-skøjterne ud med klinger. Torsdag aften var skøjtehallen åben til klokken 21. Høj musik og lyden af skøjternes ridsen i isen.

Mit Østerbro er væk. Men når jeg kører ned ad Strandboulevarden, fortæller hver eneste nerve i min krop mig, at den er hjemme. Arkitekturen, lyskrydsene, gadernes forløb. Lygtepæle og fodgængerovergange. Skelettet er det samme, knoglerne springer frem de samme steder.

Mit Østerbro er væk, men det er stadig mit.

Julie Top-Nørgaard er journalist og forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Emil Urhammer
Emil Urhammer anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu