Kommentar

Det er ikke længere nok at være iværksætter for sin egen skyld. Hvad kan du bidrage med til fællesskabet?

Iværksætterfortællingen er fortællingen om den enkeltes selvrealisering og udfoldelse af eget potentiale. Men nu forventes det, at man kræver mere af sig selv og af hinanden, at man gør mere end kun at opfylde egne behov, men rent faktisk også bidrager til fællesskabet
Diskussionen om den enkeltes ansvar for at gøre noget for andre er nu nået til et af verdens mest kapitalistiske og individualiserede erhvervsmiljøer – Silicon Valley i USA. Arkivfoto

Diskussionen om den enkeltes ansvar for at gøre noget for andre er nu nået til et af verdens mest kapitalistiske og individualiserede erhvervsmiljøer – Silicon Valley i USA. Arkivfoto

Marcio Jose Sanchez

24. april 2017

Det er trendy at være selvstændig i Danmark. Hvor det for 10 år siden kun fandt vej til Børsen, når en ung iværksætter var lykkedes med en virksomhedsidé, så bringer også Information og andre ikke-business-medier i dag historier om jagten på den gode idé. Ideerne vi skal leve af som samfund. Vækstagendaen.

Jeg tror, det skyldes, at iværksætterfortællingen også er fortællingen om individet. Om den enkeltes selvrealisering og udfoldelse af eget potentiale, passioner og drømme.

På denne måde ligger iværksættertrenden i slipstrømmen af hele selvindsigtsbølgen, som er skyllet ind over os i dette årtusinde. Vi skal kigge ind i os selv. Finde os selv. Hjælpe os selv. Udleve os selv.

Psykologen Svend Brinkmann har problematiseret denne selvhjælpsbølge i to bestsellerbøger, og han har betonet vigtigheden af et opgør med selvindsigten og en større grad af selvudsigt. Dvs. den enkeltes ansvar for at gøre noget for andre og tænke ud over sit eget ego.

Hanne Sophie Hjorth Jensen er initiativtager til Naboskab på Nørrebro, hvor beboere kan låne værktøj og også bøger. Målet er at undgå, at beboerne hver især spilder både penge og miljøbelastende ressourcer på at eje det samme værktøj, som kun sjældent bruges. 
Læs også

Det interessante og nye i disse dage er imidlertid, at hvor det typisk har været psykologer som Brinkmann eller filosoffer som K.E. Løgstrup, der har rejst sådanne debatter, så har diskussionen nu også nået et af verdens mest kapitalistiske og individualiserede erhvervsmiljøer – Silicon Valley i USA.

Den respekterede og benhårde investor Ben Horowitz var for nyligt ude med ordene:

»Don’t follow your passion, follow your contribution.« (Følg ikke din passion, følg dit bidrag, red.)

Udmeldingen har siden vakt genlyd, fordi den for en gangs skyld ikke kommer fra en lokal præst, filosof eller psykolog, men fra erhvervslivet selv. Et erhvervsliv der vel at mærke helst viger uden om den slags mere moralske og filosofiske betragtninger.

Horowitz er samtidig ikke en hr. hvem som helst. Han har med stor succes investeret i selskaber som Facebook, Foursquare og Twitter, og han står bag det måske mest anerkendte investeringsselskab i Californien.

Den dominerende tænkning

Ben Horowitz er også iblandt det stigende antal af amerikanske millionærer og milliardærer, som har valgt at give et løfte om at forære halvdelen af deres livsindkomst væk til velgørende formål, og nu er han så ude i et opgør med en ellers dominerende tænkning iblandt mange iværksættere og virksomhedsejere: at følge sin passion.

Horowitz’ udmelding kommer som et vigtigt modsvar til individualiseringen og selvrealiseringen. Vi har længe talt om iværksætteri som en af de ultimative måder, hvorpå man kan forfølge sine egne drømme og mål her i livet. Som iværksætter slipper man for en chef, og man er sin egen lykkes smed. Verden ligger for ens fødder, om end man samtidig er bevidst om, at det kræver benhårdt arbejde undervejs.

På denne rejse skal det offentlige helst blande sig udenom, når det kommer til regler, beskatning etc. Iværksætteri handler om mig og mine drømme.

Horowitz’ modsvar og modreaktion er imidlertid et filosofisk og etisk wakeupcall til alle os, der digter med på den individualiserede og passionsbårne fortælling.

Jeg må tilstå, at jeg også op igennem 20’erne startede virksomheder, fordi jeg var så passioneret omkring mine egne projekter, at jeg slet ikke kunne lade være. Det giver en fantastisk energi og et flow, som man kan blive helt høj af, og man glemmer nemt undervejs, hvorfor man egentlig valgte at forfølge præcis den idé, man gjorde.

Problemet med denne tilgang er, at hvis man udelukkende tager afsæt i passionen og individet, så kommer iværksætteri ikke til at spille den helt fantastiske rolle, som det vil kunne i forhold til at rette op på ubalancer, urimeligheder og lidelser her i verden.

Hvis din passion er at designe og sælge hvide kopper, så er der jo principielt intet i vejen med dette, og vi lever i en fri verden og med frie markeder, hvor du kan gøre det – og for så vidt blive enormt rig på det, hvis du er heldig, dygtig og arbejder hårdt nok.

Men når den hvide kopproducent har styr på sit hvad og hvordan, så bliver spørgsmålet om hvorfor nemt usynligt. Det er samtidig et kontroversielt emne, fordi den udbredte holdning er den, at andre ikke skal blande sig i, hvad jeg brænder for, og hvad jeg gør med mit liv.

Horowitz’ pointe er imidlertid den, at denne rent individualiserede holdning kommer til kort, hvis man tør udfordre business med filosofi, etik og moral.

»Don’t follow your passion, follow your contribution« handler om, at man som et entreprenant menneske bør forfølge ideer og forretningsmuligheder, der kan gøre en reel forskel for andre mennesker og bidrage til samfundet og fællesskabet. Hvis det samtidig er noget, man er passioneret omkring, så er det fantastisk, men bidraget kommer før passionen.

At det kommer fra en mand af Horowitz’ kaliber og type er forfriskende. Det giver et håb om flere mennesker og flere selskaber, der tænker i noget større end dem selv. Det peger hele vejen tilbage til førnævnte filosof K. E. Løgstrup, der talte om den etiske fordring. Dvs. at kræve af sig selv og af hinanden, at man gør mere end kun at opfylde egne behov og mere end blot at gøre nytte. At man bliver bevidst om sin etiske forpligtigelse her i verden til at gøre noget stort for andre. At man bliver den forskel, man ønsker at se i verden.

Jonathan Løw er iværksætter, PR-rådgiver og foredragsholder om innovation og iværksætteri

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Wassmann
  • Niels Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
Jørgen Wassmann, Niels Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Nielsen

Liberalismen lever højt på sloganet: "Ved at forfølge dine egoistiske ønsker om at blive rig bidrager du til at samfundet bliver rigt".

Og liberalisterne har et stærkt argument: Hvis vi alle sammen frivilligt køber fx en hvid kop til en tier, bliver vi jo ikke snydt, og at iværksætteren bag de hvide kopper så bliver mangemilliardær, skal da ikke lægges vedkommende til last. Vi har allesammen fået os en billig hvid kop, og er dermed blevet en lille smule rigere, mens iværksætteren med den gode ide er blevet enormt meget rigere. Sådan er det!

Alligevel opleves det intuitivt af mange som en uretfærdig fordeling af goderne. At en porcelænsideudvikler bliver mangemillionær fordi vi alle sammen giver en tier for hans hvide kop, mens fx en brandmand, der sætter livet på spil for at redde andre, ikke gør - hvor er retfærdigheden i det?

Så etikken skal tænkes ind i iværksætterismen, og denne kronik er et glimrende sted at begynde. Men derudover kommer vi nok ikke uden om at staten skal blande sig - ikke i ideudviklingen, men i den profit, som ideerne efterfølgende giver anledning til.

Uanset hvor meget, man går ind for social lighed, bliver man nødt til at acceptere, at Adam Smith havde ret i, at der skal være en vis egoistisk gevinst for den individuelle entreprenør, for at han m/k gider gøre den ekstra indsats, som gør, at samfundet som helhed bliver rigere.

Men ren og uforfalsket liberalisme fører til stærkt ulige samfund, så iværksætteriet skal afbalanceres både af en individuel social indstilling, som foreslået her i kronikken, og af en stærk kollektiv statslig regulering - som allerede nævnt ikke af ideudviklingen, men af gevinstens størrelse.

Faktisk har vi allerede udviklet en mekanisme, der forhindrer, at træerne vokser ind i himlen: Den kaldes "progressiv skatteskala", og støtter sig til sloganet: "De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder". Desværre forsøger stærke, egoistiske kræfter i disse år at afmontere den progressive skatteskala - netop med henvisning til, at "det skal kunne betale sig at arbejde" og "du er din egen lykkes smed".

Kronikken fokuserer på individets bidrag til fællesskabet, og jeg forsøger så at bringe fællesskabets bidrag til individet ind i ligningen. Socialister har aldrig rigtig brudt sig om ideen om egoisme som drivkraft, men vi bliver nødt til at indtænke den individuelle motivation som en faktor i det store sociale projekt. At tro, at alle mennesker en dag helt af sig selv bliver altruister, blot ved at man appellerer til deres "bedre jeg", er en let skjult meliorisme. Mennesker er mennesker.

tldr: Socialismen som teoribygning mangler en realistisk teori om, hvad der driver værket for hin enkelte. Libertarianerne har en sådan teori, men mangler en realistisk teori om, hvad de vil stille op, når alverdens iværksættere har raget al verdens velstand til sig.

Tak for en tankevækkende kronik.

Lars Steffensen

Hvis man spoler et par hundrede år tilbage kan man høre Søren Kierkegaard snakke om forskellen på at have et tallent og at have en opgave. Den distinktion rammer stadig plet.

Peter Sterling

Det er lykkedes iværksætterlobbyen at få betydelige nedsættelse af udgifterne, de er bemærkelsesværdige effektive til at påvirke stemningen i samfundet, "the public opinion" bliver påvirket af tilsyneladende sympatiske artikler i medierne.

Virksomhederne lægger generelt pres på politikerne for at implementere den politik som gavner dem selv, de konstrueres som regel således, at de udelukkende gavner deres egne kortsigtede interesser som er profit, de anser staten som en byrde som skal minimeres, deraf ordet Minimalstaten, vi ser konstante sociale nedskæringer som rammer de udsatte og de svageste i samfundet, 82 % af politikerne i folketinget går ind for ødelæggende og nedværdigende nedskæringer, samt derefter skattelettelser til virksomhederne og boligejerne.

I modsætning af hvad de liberale politikere siger, har deres økonomiske politik virket stik imod bunden af Danmarks interesser, nedskæringerne skaber større ulighed og gør bunden af Danmark fattigere, på grund af den førte økonomiske politik, det handler om øget profit til virksomhederne og om velstand til finansverdenen.

Konstant tales der om at det skal kunne betale sig at arbejde, selv syge og handikappede mennesker evalueres i forhold til deres arbejdsevne, eller deres gavn for virksomhederne, politikerne går fuldstændigt udenom, og nægter at se de mennesker, som ikke kan arbejde, heraf kommer de ekstreme tilfælde, som "på arbejde med sygeseng", som fortsætter indtil efteråret, på da femte år. De regeringsbærende partier er nu de yderliggående, og stærkt destruktive kræfter begår social mord på velfærdssamfundet, som nu kun skal gavne midten af samfundet, og dette har seriøse konsekvenser for mindretallet.

For at forbedre forholdene for de mennesker som ikke er på arbejdsmarkedet, er vi nødt til at gøre noget unikt og uhørt i historien; vi er nødt til at organisere dem alle, på samme måde som fagforeningerne organiserede arbejderne for hundrede år siden, til gavn for og forbedrede forhold til dem. Vi skal forbedre levestandarden, boligforholdene samt levealderen og tilbageerobre kontrollen over vores eget liv. Dette kræver en aktivistisk tilgang for at påvirke vores sociale miljø. Hvilken kapacitet har de fattige grupper i samfundet til at promovere de ideer som er gavnlige for netop os? Dette afhænger af gruppens finansielle, politiske og institutionelle ressourcer som den kan frembringe, men også samarbejdet inden for gruppen, og gruppens muligheder for at agere når det er nødvendigt.

Hvis vi ikke tager ved lære, fortsætter den økonomiske nedtur og uligheden øges, ingen andre samfundsgrupper kommer os til undsætning, tværtimod. Virksomhederne har organiseret et stærk og vedvarende politisk pres, de har arbejdet imod skat på profit, samt skat på de højeste indkomster, imod skatteinddrivelsen generelt, og er en af hovedaktørerne ved ødelæggelsen af Skat, som er hovedmotoren i velfærden, tænketanke bliver betalt for såkaldt forskning, og donationer til de politiske partier køber stemmer og politik, de såkaldte økonomiske eksperter og lobbyister har en vigtig rolle i den process, de skaber og sanktionerer en politik som giver virksomhederne fordele.