Laura Lindahls problem med kvinder er, at de er kvinder

Informations Moderne Tider har spurgt Liberal Alliances familieordfører og medlem af ligestillingsudvalget, Laura Lindahl, til hendes mening om Kvinfos ekspertdatabase. Anledningen er selvfølgelig de nyeste angreb på Kvinfo, hvad der ikke gør hendes svar mindre interessant.

»Hvis jeg var ekspert i noget, ville jeg allerhelst stå på en liste over eksperter – ikke kvindelige eksperter,« lød svaret.

Men hvis Laura Lindahl var ekspert i noget, der kvalificerede hende til Kvinfos ekspertdatabase, så ville hun komme til at stå på en liste over eksperter! Højt kvalificerede eksperter.

Når listen i hendes øjne ikke er ’fin’ nok, må det betyde, at det er en anden målestok, hun vil måles efter: mænd. For mænd er målestokken, som allerede Simone de Beauvoir konstaterede. Uden mænd gælder ekspertisen ikke rigtigt.

»Det bliver for meget fokus på køn,« fortsatte Laura Lindahl, uden åbenbart at gøre sig klart, at hun netop havde fokus på køn, når hun ikke ville måle sig med kvindelige eksperter.

For at sige det umisforståeligt:

Jeg vil påstå, at der bag ved overvejelser som hendes ligger et subtilt kvindeligt selvhad, der dukker op igen og igen, og som måske er en af de mest uhåndterlige og uhåndgribelige grunde til, at vi ikke har ligestilling og lige vilkår for begge køn.

Lige nu er det Kvinfo, der er til debat, men vi så det samme sidste år, da litteraturforskeren Mette Høeg leverede en bredside mod kvinder uddannet på Forfatterskolen. »Ucharmerende vrængende og pinligt performativt forsøger de at hævde kvinders kropslige oplevelser og subjektivitet,« skrev hun i 2016. I virkeligheden havde disse ’flittige piger’(!) ikke andet på hjerte end deres »personlige og dybest set fuldstændig uvedkommende historie« i »al sin uvedkommende kønslige og så videre partikularitet.«

I modsætning til tidligere, hvor vi især havde mænds kvindebeskrivelser – fra Flauberts Madame Bovary til Rifbjergs Anna (jeg) Anna – har vi i dag en lang række forfattere, der ved, hvad de taler om. Kvindelige eksperter.

Men ikke i Mette Høegs øjne. Hendes diskurs var afstandtagende til kvindelige oplevelser af krop og køn i en grad, så den nærmede sig væmmelse. Kvindehad blev hun beskyldt for, men når en kvinde i så voldsomme vendinger lægger afstand til kvinders beskrivelser af krop og køn, vågner mistanken om selvhadet unægtelig også her.

Selvfølgelig skyldes problemet ikke kun kvinder, selv om det kun er kvinder, der kan løse det. Det kvindelige selvhad har bund i noget: Der er et træk, som lige fra begyndelsen har fulgt kvindekampens sejre, nemlig at bedrifterne nedgøres, så snart der står en kvinde bag. Og det gælder ikke kun videnskabelig og litterær ekspertise. Mænd og kvinder vurderes slet og ret forskelligt.

I 2010 foretog professor Frank Flynn, Harvard Business School i USA, et forsøg. Han bad to grupper studerende vurdere personen bag et succesfuldt cv. Den ene gruppe fik at vide, at det drejede sig om ’Heidi’, den anden at cv’ets indehaver hed ’Howard’.

Heidi-gruppen nåede frem til, at cv’et viste en aggressiv, ikke særlig sympatisk person, som de ikke ønskede at arbejde for.

Howard-gruppen mente, at cv’et tegnede et billede af en katalysator, et branchefyrtårn og en fantastisk person, der kunne få tingene gjort, og som de generelt godt kunne lide.

I Kvinfos ekspertdatabase står Heidi sammen med alle de andre Heidi’er. Og heldigvis for det, alene af den grund kan vi ikke undvære Kvinfo. Men skal kvinders indsats opnå fuld anerkendelse, må småselvhadende kvinder holde op med at spejde efter manden som målestok.

Derfor hepper jeg også glad på twerkende røve og kvinder, der flasher deres seksualitet, fordi de ser den som deres egen og ikke samfundets eller mændenes. De har fattet noget vigtigt, de bruger sig selv som målestok.

Men så længe kvinder ikke slipper selvhadet, vil det, der er i vejen med kvinder, stadig være, at vi er – kvinder.

Karen Syberg er kulturjournalist og forfatter

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning