Klumme

En lille lort fra landet a’

Jeg flyttede fra landsbyen så hurtigt, jeg kunne, men landsbyen flyttede med. Og når jeg sidder på Props i Blågaardsgade, savner jeg Rosen i Hillerød og Generalen i Frederiksværk. Men jeg får stadig klaustrofobi, når jeg ser de velkendte byskilte i horisonten
Stationsbygningen i Skævinge.

Stationsbygningen i Skævinge.

Nicolai Svane

11. april 2017

Hvor kommer du egentlig fra, spurgte min kollega. Et sted i Jylland?

Jeg blev stram i betrækket, men han fortsatte ufortrødent, at jeg i hvert fald talte med en drævende, midtjysk dialekt. Det nægtede jeg pure. I desperation spurgte jeg en anden kollega om, hvor han ville gætte på, at jeg var vokset op. Uden tøven svarede han: »Horsens?«

København er fyldt med jyder i eksil. Men jeg er født og opvokset i Nordsjælland. Den tarvelige del af Nordsjælland, som en ven pointerede, men dog Nordsjælland.

Det er ikke noget nyt – det med sproget. Tidligere er jeg blevet beskyldt for at tale med både fynsk, albertslundsk og amagerkansk dialekt. Og ja, jysk. Sidstnævnte kan nok forklares med, at jeg har boet sammen med en esbjergenser i fire år. Man suger jo til sig. Jeg gør i hvert fald. Jeg kan knap huske, hvem jeg var, før jeg flyttede til Nørrebro, købte et par Adidas-sko og fik klippet en bred page i mit afblegede hår. Men jeg føler mig ikke som københavner. Jeg er jo bare en lille lort fra landet a’. Og når jeg sidder på Props i Blågaardsgade, savner jeg Rosen i Hillerød og Generalen i Frederiksværk.

Men jeg får stadig åndedrætsbesvær og akut klaustrofobi, når jeg ser de velkendte byskilte i horisonten. 

Min far taler syngende fynsk, men i Melfar kaldte de ham kjøwenhavner. Min mor flyttede fra forstaden til en lille flække i provinsen og følte sig ikke hjemme i tyve år. Der er altid et marked for hjemstavnshyldester, men jeg aner ikke, hvor jeg har hjemme, eller hvordan jeg skal hylde det. En dag tænkte jeg højt, at min lejlighed på Nørrebro er det sted, jeg har boet længst, siden mine forældre blev skilt. Og min mor blev bleg, for hun tog det som en implicit kritik. Hvem vil dog opfostre et rodløst barn?

Jeg var barn i Gørløse og Sigerslevøster, og jeg var teenager i Skævinge. Skulle jeg skrive en turistguide, ville jeg sikkert beskrive det som en charmerende landsby med et stærkt lokalfællesskab. Jeg ville lægge vægt på den biodynamiske forbrugerforening, den syregule raps under den blå sommerhimmel, og ostepakkeriet, der giver arbejde til byen. Ingen hader provinsen mere end os, der er flyttet fra provinsen, vel?

Polske håndværkere i skurvogne på brakmarkerne. Lightergas og pillemisbrugere. Evig rastløshed i benene. Klistermærker fra Dansk Folkeparti i bilruden. 

Her i avisen skriver vi jævnligt om forskellen på land og by, om københavnerboblen og de sure opstød nedefra. Hvis jeg skulle skrive om mit fødested, bare skrive, ville jeg skrive om Skævinges konservative bykonge, om Gørløses omfartsvej, om sommerhuskvarternes ingenmandsland og om skøjtebanen, der blev sparet ihjel. 

Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle skrive om Nørrebro. 

Jeg ville skrive, at skøjtebanen blev til en multibane, og intet er så galt, at det ikke er godt for noget. De polske håndværkere byggede ensfarvede typehuse i små klynger uden for byen, og det var næsten umuligt at få dem solgt, men intentionen var fin. Der var læge, folkeskole, bank og bibliotek, og både en Netto og en Super Brugsen. Man kunne leve et helt liv uden nogensinde at krydse bygrænsen. Hvis man ville.

Ingen skriver mere om provinsen end os, der har forladt den, vel?

Jeg flyttede fra landsbyen så hurtigt, jeg kunne, men landsbyen flyttede med. På Nørrebro kender jeg smutvejene, mine venner bor i nærheden, jeg er på nik med kioskmanden, og jeg bliver blød om hjertet, når jeg ser solen gå ned over Empire. Jeg har en ven, der hverken kan holde ud at bo eller arbejde det samme sted mere end et par år ad gangen. Han bor i udlandet og flyver det halve Europa rundt. Jeg bliver stresset, bare jeg skal cykle til Vesterbro.

Og jeg tror ikke på denne mentale modsætning mellem land og by. At 19 års levet liv annulleres i det øjeblik, man melder flytning til kommunen. Det flyder bare sammen, bliver til et miskmask af færdigheder, erfaringer, relationer og – ja – dialekter. Som H.C. Andersen vistnok skrev: Man kan åbenbart sagtens lyde som en fra Horsens, selv om man er født og opvokset i Nordsjælland, og ganske nødigt forlader zone to.

Mikka Tecza er publikumsudvikler ved Information. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Rasmussen
  • Birgitte Street Jensen
  • Michael Friis
Lars Rasmussen, Birgitte Street Jensen og Michael Friis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu