Når jeg hører sirener, frygter jeg et terrorangreb.
De blå blink glimter i mit køkkenvindue. Lyden af politiets sirener gennemsyrer luften. Jeg stopper op midt i lejligheden, og min mave snører sig sammen: Er det nu, jeg skal frygte det værste?
På Nørrebro, hvor jeg bor, er det ikke usædvanligt, at sirenerne farer af sted på daglig basis. Der er flere hospitaler lige om hjørnet, og så er der selvfølgelig nogle drønnerter, der sikkert ikke kan opføre sig ordentligt. Men det er ikke længere de tanker, der farer igennem mit hoved, lige så hurtigt som de blå blink passerer forbi mit vindue.
Sirenerne har fået en ny betydning.
Da jeg var mindre og hørte sirener, forestillede jeg mig, at politiet jagtede en tyv. I dag er sirener lyden af frygt. Jeg skynder mig at tænde for DR1 eller TV 2 News og tjekker internettet for at finde ud af, om der overhovedet er noget at frygte på grund af et par sirener på vej ned ad Tagensvej.
Normalt er jeg ikke bange eller nervøs, men jeg frygter, at København bliver angrebet næste gang. Jeg synes, det er pinligt, at jeg straks forbinder de blå blink med terror. Det er vel netop dét, angrebene skal gøre ved mig:skabe frygt i en ellers helt normal tilværelse. Er jeg virkelig ikke mere solidt bygget?
I må gerne kalde mig en bangebuks, men det, jeg beskriver, er meget konkrete følelser, og jeg kan slet ikke kontrollere dem. Jeg ville ønske, de ikke eksisterede hos mig.
Når vores statsminister efter et nyt terrorangreb gentager, at vi ikke må lade os kue, så må jeg simpelthen bare erkende, at de blå blink, der farer af sted gennem Nørrebro, får mig til at kue. Jeg er sådan set enig med ham, men angrebene sætter alligevel nogle tanker i gang hos mig.
Jeg ønsker heller ikke, at disse angreb skal have lov til at splitte os som mennesker eller samfund, men jeg mener, det er vigtigt at udtrykke de tanker og følelser, som angrebene medfører.
