Kommentar

’Mother of all bombs’ var i virkeligheden alle propagandaoperationers moder

I kølvandet på brugen af MOAB-bomben i sidste uge blev der spekuleret meget i, om bomben var ment som et signal til Nordkorea. Men med den effektive og veltilrettelagte pressestrategi in mente må man nok snarere tro, at den vestlige offentlighed og medierne var det egentlige mål for den psykologiske operation
Amerikansk militær smed tidligere på måneden den ti tons tunge MOAB for at ødelægge et tunnelsystem, Islamisk Stat brugte i Afghanistan.

Amerikansk militær smed tidligere på måneden den ti tons tunge MOAB for at ødelægge et tunnelsystem, Islamisk Stat brugte i Afghanistan.

US Air Force

Debat
22. april 2017

Alle propagandaoperationers moder. Sådan kunne man godt betegne sidste uges forløb omkring det amerikanske luftvåbens brug af sin største konventionelle bombe med det uhyrlige tilnavn mother of all bombs – ’alle bombers moder’.

Da USA i sidste uge for første gang brugte sin største konventionelle bombe i konflikten med ISIS i Afghanistan, var det ledsaget af en veltilrettelagt og perfekt udført mediestrategi, der hensatte de fleste vestlige medier i shock and awe-ekstase over brugen af alle bombers moder. Den nøje koreograferede operation peger dog i retning af, at det snarere var alle propagandaoperationers moder, vi var vidne til.

Som enhver, der har fulgt med i nyhederne, vil vide, detonerede det amerikanske luftvåben en GRU-43 MOAB-bombe mod et ISIS tunnelkompleks i Afghanistans Nangarhar-provins i sidste uge. Man er tilgivet, hvis man stadig tror, at MOAB står for mother of all bombs for i den omfattende militær-euforiske mediedækning af angrebet har det afskyelige tilnavn spillet en central rolle.

Hvis man kigger på forløbet og effekten af MOAB-operationen, kan man nemt få det indtryk, at det var os – de vestlige nyhedsforbrugere – snarere end ISIS-krigere i Afghanistan, der var det egentlige mål.

Symptomatisk for den veltilrettelagte pressekampagne er, at tilnavnet er blevet promoveret i tweets, infomateriale med fun facts om ’alle bombers moder’, og i videoer, der viser det enorme våbens enorme kraft uden at skele til antallet af de enorme ofre. Alt sammen udgivet, så angrebet forblev højt på nyhedsdagsordenen.

Meget meget stolt

Mens der har været stillet spørgsmål om den militære værdi af angrebet, kan man ikke andet end at konstatere, at pressestrategien har virket perfekt. Nyheden om angrebet blev præsenteret af Trumps pressesekretær Sean Spicer og i et tweet fra CENTCOM. Senere på dagen offentliggjorde luftvåbnet en video, der viste bomben, da den blev droppet fra et militærflys lastrum sammen med arkivoptagelser af, hvordan bomben eksploderede i prøvesprængninger.

Næste dag, da MOAB var ved at blive fortrængt fra nyhedsdagsordenen, offentliggjorde forsvarsministeriet så videoen, vi alle havde ventet på, hvor eksplosionen af verdens kraftigste bombe ses fra flyets varmefølsomme kamera. Derefter var der kun tilbage for Trump at erklære sig »meget, meget stolt« over angrebet. Du kan følge hele forløbet i denne tidslinje.

MOAB-angrebet følger, ugen efter at Trump endelig fik bugt med den evindelige dårlige presseomtale ved at bombe en luftbase i Syrien som svar på Assads brug af sarin mod sin egen befolkning. Da billederne af krydsermissiler på gengældelsestogt ramte skærmene, udtalte den tidligere NBC vært Brian Williams: »Dette være sagt med al mulig respekt: Salgsafdelingen i Pentagon er, især i de levende billeders tidsalder, meget effektiv.«

Med den slags reaktioner, og især da angrebet endelig flyttede fokus fra Trump-kampagnens forbindelser til Rusland, den mislykkede reform af ’Obamacare’, magtkampe i Det Hvide Hus og lignende, kan det næppe overraske voldsomt, at vi fik en velkoreograferet opfølgning. Og MOAB er perfekt til formålet.

Da bomben oprindelig blev udviklet i forbindelse med angrebet på Irak i 2003, fortalte militærkilder til CNN, at MOAB var udviklet som et våben, der kunne bruges til »psykologiske operationer«, den største hammer i shock and awe-værktøjskassen.

I kølvandet på brugen af bomben i sidste uge spekuleredes der meget i, om bomben var ment som et signal til Nordkorea. Men med den effektive og veltilrettelagte pressestrategi var det nok snarere os, og medierne, som Trump har betegnet som sine fjender, der var det egentlige mål for den psykologiske operation. Det betyder ikke, at det nødvendigvis er Trump, der har iværksat eller står bag operationen – det kan lige så godt være militærfolk, der søger indflydelse hos Trump.

Men det er svært at forestille sig, at Trump ikke er taknemmelig over, at hans blær for en gangs skyld fik lov til at stå uimodsagt – efter at det var lykkedes at kaste en bombe i et land, USA og landets allierede har bombet siden 2001, udtalte præsidenten med sin karakteristiske syntaks:

»Militæret har været meget succesfuldt på det seneste. Hvis man ser på, hvad er er sket i løbet af de seneste otte uger, og sammenligner det – virkelig – med, hvad der er sket i løbet af de sidste otte år, så vil man se, at der er en enorm forskel, en enorm forskel«.

Uden at nogen har anfægtet det. Misson accomplished.

Rune Saugmann er ph.d. fra Københavns Universitet og forsker i sikkerhedspolitik ved universitetet i Tampere, Finland

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

og danske medier var med på vognen, i 3 dage var artikler om bomben, dens virkemåde osv central placeret på online siderne for dem alle.
Og hver dag steg de uverficeret tabs tal , de 30 blev til over 90 , og heldigvis var det alt sammen kun fjentligt kombertant som var de ikke blevet stoppet, havde stået i vore baghave i morgen, var ikke en kritisk dansk kommentar.
En langt mere reflekterte dagspresse fandt man derimod i tyskland, som ikke lod sig rive med , af den slags propaganda news bulletin hvis eneste mangle var at videoen ikke var underlagt med en patritisk fantar, så havde parallerne til 1984 været perfekt.

Ole Frank, Niels Duus Nielsen og Benjamin Bach anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Det bliver heller ikke anfægtet i denne artikel.

Det kan undre, at den store bombe er designet til levering med et Hercules transportfly til trods for, den kun vejer 9,8 t. og dermed burde kunne bæres af fx. B-1, B-2 og B-52 bombefly, hvis Wikipedias informationer står til troende.

"Med den slags reaktioner, og især da angrebet endelig flyttede fokus fra Trump-kampagnens forbindelser til Rusland, (....)"

Især angrebet på Syriens luftvåben med krydsermissiler flyttede ikke bare fokus fra præsident Trumps mulige forbindelser til Rusland. Det lignede mere et forsøg på svar på anklagerne om relationer til Rusland, hvor påstande om gode relationer til Rusland blev søgt modbevist. Sjovt nok er der ikke gjort meget for at forklare, hvorfor de påståede relationer til Rusland var odiøse.

Det kan også konstateres, at USAs angreb med krydsermissiler mod Syriens luftvåben hurtigt blev efterfulgt af flere terrorangreb i Europa. Sjovt nok er der ikke meget undren over det sammentræf.

Hans Aagaard, Haj Møller og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Typisk amerikansk "mjn er større end din", men MOAB havde en bedstemor i UK, der var større. Englænderne kaldte den Grand Slam. Den blev brugt mod ubådsanlæg og jernbanebroer i Tyskland 1944-45 med stor succes, selvom de ikke snakkede meget om det.

Henrik L Nielsen

Russerne siger de har alle bombers fader og at den er større end moder.

Henrik L Nielsen

Og det gælder vist også deres propaganda maskine.

Henrik L Nielsen

Palle Jensen

Grand Slam vejede mere, men sprængstyrken af Grandslam var 6,5 tons TNT hvor MOAB er hele 11 tons TNT. MOAB er altså større der hvor det gælder.

Casper Fryd Rækjær

Pressen svigter fælt, når det gælder dækning af krig og konflikter. Man refererer hinanden og de vestligt orienterede kilder. Man undlader at stille de rigtige spørgsmål. Og når der endelig bliver lavet uafhængige og grundige undersøgelser af konflikter og deres mange, tragiske begivenheder, så bruger man dem ikke.

Fx spørger man ikke, hvad Vestens krigsmagere egentlig forstår ved "civile", når man tæller civile ofre. Når USA offentliggør collateral damage efter fx MOAB-angrebet, så medregner de formentlig ikke våbenføre drenge og mænd - det vil sige fra 16 år og op. Sådan er det også i Syrien og Irak, hvor Danmark deltager i krigshandlingerne. Hvordan mon vi registrerer civile ofre, når vi gør vores bomberegnskab op?

Man kunne lære meget af uafhængige, journalistiske grupper som Bellingcat og Bureau of Investigative Journalism. Deres arbejde er fortrinligt men virker desværre helt ukendt i Danmark. Virkelig ærgerligt, for vi har uden tvivl mange dygtige journalister i den danske mediedam. Mit håb er, at de i højere grad får lov til - eller rammerne til - at folde sig ud i fri stil. Så vil de store propagandamaskiner få svære vilkår.

Vibeke Hansen, Henrik L Nielsen, Anders Graae, erling jensen, Ole Frank, Torben Arendal, Holger Madsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar