Læserbrev

Den nådige Knausgård

5. april 2017

Katrine Wiedemann skriver i sin klumme »Den skjulte Knausgaard« (den 25. marts) som altid indsigtsfuldt. For mig at se bare desværre ikke indsigtsfuldt nok om netop Karl Ove Knausgårds værker.

Den norske forfatter kritiseres for at udlevere sine nærmeste i ærlighedens brutale forfatterprojektør, mens hans egne grimheder med overlæg holdes skjult. Beskrivelserne af ham selv betragter Katrine Wiedemann som krukkede.

I grunden mener jeg slet ikke, at Min Kamp er et værk, der sigter mod at udstille eller afsløre den enkelte. Hverken forfatteren selv eller hans nærmeste. Tværtimod er Min Kamp et forsøg på at fremskrive livets almenhed. Både gennem det private, men også gennem de mange essayistiske betragtninger, som Katrine Widemann afskriver som ren akademisk forfængelighed.

Hun antager, at beskrivelserne af Knausgårds nærmeste er den skinbarlige virkelighed, samtidig med at hun anklager ham for at fiktionalisere sin egen person. Men går man ved sådan en forståelse ikke netop i Knausgårds fælde? Kan en fiktiv fortæller overhovedet gengive virkelige personer som andet end netop fiktioner?

Hos Knausgård er selv tilsyneladende objektive fænomener altid ladede. Og her vender vi tilbage til, at Knausgård beskriver livet som en helhed. For hvad er det for et slør, han holder op foran virkeligheden?

Jeg mener, det er nådens. Et begreb, han arbejder direkte med i værkerne, når han identificerer sig med Idioten hos Dostojevskij. Beskrivelserne af andre mennesker, hans nærmeste såvel som fremmede, bliver nemlig ikke kun udsat for den brutale forfatterprojektør, men også for denne milde nåde, der strømmer igennem skriften.

Den eneste, Knausgård ikke tildeler nogen grad af nåde, er ham selv. Han forbliver i virkeligheden altid uden for det sociale, præcis som Idioten hos Dostojevskij, der altid befinder sig midt i det sociale uden dog selv at være en del af det.

Det er den grænse mellem det sociale, det som lever, og det betragtende, det, der er dødt, som Knausgaard trækker som en rød tråd igennem alle sine bøger. På godt og ondt.

Det er formentlig ganske alment at føle, at man står uden for det sociale, men det gør det ikke nødvendigvis mindre pinligt og privat. Så Katrine Wiedemann har ret, når hun skriver, at Knausgård skjuler sin egen person.

Til gengæld overser hun, at han via fiktionen nådesløst blotlægger sig selv som menneske, og at hans nærmeste kun får lov til at optræde som personer. Personer,hvis privatliv ganske rigtigt inddrages, men som aldrig bliver tilskrevet den grundlæggende menneskelige grimhed, Karl Ove Knausgård overdynger sig selv med.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu