International kommentar

Nationalstater visner væk i Mellemøsten

Islamisk Stats nederlag vil ikke ændre på det nye grundvilkår for en række lande i regionen: Statsapparaterne er reelt brudt sammen, og væbnede grupper udfylder hullerne. Det må få konsekvenser for Vestens mellemøstpolitik
Debat
6. april 2017

Hvad bliver der af Mellemøsten og Nordafrika, når Islamisk Stat er besejret og de militære kampagner i Irak og Syrien stopper? Alt peger på, at den aktuelle ledelses- og sikkerhedskrise vil fortsætte. Mosuls befrielse og Raqqas fald vil nok signalere ’kalifatets’ ophør. Men også markere begyndelsen på en ny æra med rivaliserende væbnede grupper.

Som på intet tidligere tidspunkt i regionens moderne historie truer staters skrøbelighed og institutioners sammenbrud hele dens nationalstatslige orden. Subnationale etniske og religiøse identiteter vinder stadig mere frem som grundlag for mobilisering af mennesker og ressourcer.

For det internationale samfund er det mest bekymrende ved denne udvikling måske ikke så meget den potentielt reversible identitetspolitik og sekteriske orientering, som det er fremvæksten af stadig flere, stadig stærkere ​​voldelige ikke-statslige aktører.

Terrorister, stammer, militser

Vi kan kalde disse grupperinger alt fra terrorister, stammer, militser og paramilitære grupper. Men stadig flere af dem har det til fælles, at de har nået en så stærk organisationsgrad, at de kan træde ind og udfylde hullerne efter kollapsede stater.

Takket være deres ofte omfattende overlap med lokalbefolkningerne nyder de vis folkelig legitimitet. Flere af dem er trådt i karakter som sociokulturelle aktører med egne medier, skoler, klinikker og prædikener. De er for længst blevet de facto administratorer af deres områder og leverandører af ydelser og sikkerhed. Nogle interagerer med stater som i Irak, hvor militser har sat sig på ministerposter og dominerer centrale ministerier.

Med andre ord: Disse aktører har bragt sig selv i en god position til at opretholde status quo. Det har konsekvenser for den måde, stater, virksomheder og internationale organisationer forholder sig til et område, der rummer muligheder, men også sikkerhedstrusler. 

Virksomheder, der går efter at udnytte regionens kommercielle muligheder; stater, der vil løse spørgsmål om national sikkerhed og humanitære organisationer, der vil undsætte betrængte samfund, vil ikke længere kunne realisere sådanne mål ved blot at gå i dialog med eliterne i Bagdad, Damaskus eller andre hovedstæder.

Hvis f.eks. den britiske regering på et tidspunkt får brug for at løse en krise, der involverer britiske statsborgere, vil det være militser, stammer og endda religiøse ledere, der afgør deres skæbne. Mens den slags før var undtagelsen, bliver det i stigende grad normen.

Uvilje til nationsopbygning

Den politisk vilje til at investere ressourcer i skrøbelige stater er væk i dag. Siden Trumps magtovertagelse er der åbenlyst ikke større international vilje til at fortsætte med at investere milliarder af dollar i stater og eliter, der ikke er i stand til at levere det, man har ønsket. I den nuværende globale orden har de fleste regeringer nok at gøre med egne indre politiske og økonomiske udfordringer.

Problemet er, at de fragmenterede styreformer er en elendig opskrift på regeringsførelse. Vi kan ikke bare overlade varetagelse af offentlige og administrative funktioner til militsledere og væbnede grupper, der ikke føler sig forpligtet på internationale normer og menneskerettigheder, og som har skabt deres magt på deltagelse i religiøse konflikter.

Politisk stabilitet og sikkerhed betinger gensidigt hinanden og er nødvendige forudsætninger for at skabe job, for at genopbygge effektive offentlige tjenester og for at sætte ind mod de humanitære kriser, der ikke kun har gødet jorden for militante grupper som IS, men også har skabt flygtningestrømme til Europa og andre steder.

For det internationale samfund er udfordringen både at tage bestik af den nye dynamik og ruste sig bedre til at reagere på de trusler, den indebærer. 

Mænd med våben og penge

At investere milliarder af dollar i kapacitet- og institutionsopbygning kan ikke længere påregnes at give gunstige resultater. Alt for ofte ender de internationale ressourcer i hænderne på stærke mænd med våben og penge.

Statsopbygningsinitiativer bør dog fortsætte. For hvis de væbnede grupper ikke kan levere grundlæggende tjenester og sikkerhed, vil lokalbefolkning marginalisere dem, når der kommer et alternativ. Det internationale system må være fleksibelt, så det favner og støtter grupper, der er villige til at følge internationale normer, og hvis popularitet ikke beror på etniske og sekteriske spændinger.

Der findes både gode og dårlige væbnede grupper. Det, der gør Syriens kurdere pålidelige allierede for Vesten i krigen mod IS, er deres ambitioner om at integrere sig i det internationale system. De taler demokratiets og retsstatens sprog. Tilsvarende er der i Irak både shiamilitser, der søger integration i eksisterende institutioner, og rivaliserende shia-militser, der vil erstatte eksisterende statsinstitutioner som det irakiske militær.

For det internationale samfund må det handle om at satse på de aktører, der stiler efter ikke at skabe sekterisk baserede institutioner – og om at isolere og marginalisere de sekteriske kræfter. Civilsamfundsaktører (herunder ngo’er, stammer og religiøse ledere) har i hele regionen større rækkevidde og moralsk autoritet end bureaukrater og korrupte eliter. Det er de gruppers autonomi, vi må styrke og støtte. Det må være dem, vi skal sætte i stand til at udvirke ændringer i praksis, så de kan udfordre både de korrupte eliter og de forbryderiske militser, der spreder uorden og vold.

Ranj Alaaldin er mellemøstenforsker ved London School of Economics

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her