Læserbrev

Nordsø-aftale gavner alle danskere

4. april 2017

Nordsøen har allerede haft stor værdi for Danmark. Nu sikrer en bred aftale i Folketinget, at den sidste olie og gas bliver pumpet op til gavn for alle danskere.

Nogle er imidlertid skeptiske, blandt andet Connie Hedegaard, som i artiklen »Hedegaard: Jeg forstår ikke Nordsø-aften« (den 27. marts) siger: »Det forekommer mig underligt, at man ikke siger til selskabet: Sørg for at rydde op, og tag selv de nødvendige næste skridt.«

For det første har selskaberne i Nordsøen allerede en forpligtelse til at fjerne anlæg, der har været anvendt til indvinding af kulbrinter, altså at rydde op efter sig selv. Disse betingelser gælder uanset, at den nye Nordsø-aftale åbner et midlertidigt nyt investeringsvindue.

For det andet giver det mening, at staten ved at give bedre investeringsvilkår medvirker til at skabe sikkerhed for, at de resterende ressourcer kan hentes op. Staten opnår jo den store andel af indtægterne, og der skabes sikkerhed for de mange arbejdspladser i sektoren. Derfor giver staten nu selskaberne gode betingelser for at investere i perioden 2017-2025.

Dertil kommer, at vi forbedrer tredjepartsadgangen til infrastrukturen, det vil sige muligheden for at andre selskaber end ejeren (mod betaling) kan få adgang til infrastrukturen. Bedre tredjepartsadgang skal sikre en bedre udnyttelse af infrastrukturen og gøre det mere attraktivt at udvikle mindre oliefund.

I Nordsøen har vi et solidt partnerskab mellem private og offentlige aktører. Det har tjent os godt, og sådan skal det blive ved.

Det undrer mig, at en god konservativ som Connie Hedegaard skulle have noget mod den slags partnerskaber.

Kristian Jensen er finansminister (V)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu