Kommentar

Nordsø-aftalen slår skår i Danmarks image som grønt foregangsland

Vi kan ikke undskylde os med, at udvinding af gas og olie medvirker til at bremse skifergasudvindingen, for boringerne i Nordsøen skader også den grønne omstilling
Vi kan ikke undskylde os med, at udvinding af gas og olie medvirker til at bremse skifergasudvindingen, for boringerne i Nordsøen skader også den grønne omstilling

Jo Roettger

3. april 2017

Fredag den 24. marts kunne man i Information under overskriften »Afvikling af gas- og olieudvinding i Nordsøen ville være ’ren symbolpolitik’« læse om Nordsø-aftalen.

I artiklen mener to eksperter, at aftalen ikke gør nogen forskel for klimaet, selv om den forlænger udvindingen af fossile brændsler i den danske del af Nordsøen. Derfor skulle Enhedslistens og Alternativets kritik af aftalen og den skade, den vil forvolde klimaet, angiveligt være forfejlet.

De konstaterer dels, at CO2-bidraget fra de fossile brændsler i Danmarks undergrund er så beskedent, at det ikke vil gøre den store forskel for klimaet at hente dem op og brænde dem af. Ydermere, mener de, at en opbremsning af udvindingen i Danmark, i værste fald, kan betyde, at priserne på fossile brændsler stiger.

Sker det, kan det blive attraktivt at udvinde langt mere miljøskadelige brændsler som tjæresand og skifergas. Eksperterne har ret i begge dele. Det er dog langtfra rigtigt, når der på den baggrund konkluderes, at Nordsø-aftalen er ligegyldig for klimaet.

Danmark for foregangsland

Klimavidenskaben er meget klar: 80 procent af de kendte lagre af fossile brændsler skal blive i undergrunden, hvis vi skal nå målet om, at den globale gennemsnitstemperatur maksimalt må stige med to grader. Det betyder, at det i virkeligheden kun er en lille mængde af de kendte reserver, vi rent faktisk kan hente op, hvis vi skal undgå en klimakatastrofe.

Hvis vi skal tage klimamål og klimavidenskab alvorligt, burde alle lande med fossile brændsler i undergrunden være i fuld gang med planer og strategier for, hvordan vi får afviklet afhængigheden af den sorte energi. En afhængighed, der ikke kun gælder energisystemet, men i lige så høj grad, at nationaløkonomien er afhængig af salget af de fossile brændsler.

Danmarks og Nordsøens bidrag til den globale opvarmning er meget lille. Det er helt korrekt. Det er i øvrigt et argument Dansk Folkeparti har brugt i mange år til at underbygge deres ihærdige modstand mod vindmøller og grøn omstilling af dansk økonomi. For hvorfor skal vi investere en masse penge i den grønne omstilling, når vores bidrag til den globale opvarmning er så forsvindende lille? Jeg tror, de fleste mennesker med en grøn samvittighed kan se det absurde i, at det kun er de store lande og store CO2-udledere, der skal tage ansvar for klimaet.

Tyra-feltet i Nordsøen. (Arkivfoto)
Læs også

Danmark kan gøre en forskel i verden. Vi kan godt tage på os at være foregangsland. Det kan vi gøre ved at være et land, andre lande kan spejle sig i og blive inspireret af.

Når vi skal være med forrest i den grønne omstilling, er det fordi vi som et af verdens rigeste lande har et særligt ansvar for at få nedbragt udledningen af CO2 og for at udvikle de grønne teknologier, som fremtidens samfund skal basere sig på. Som foregangsland kan vi være med til at trække klimaomstillingen i gang på globalt plan ved at vise, at det faktisk kan lade sig gøre at omstille en højt udviklet økonomi.

Fuldstændig samme argumentation gælder, når det handler om Nordsøen og om behovet for at træffe den svære beslutning at lade de danske lagre af fossile brændsler blive i undergrunden og begynde at afvikle vores aktiviteter omkring den fossile industri. Den klimaaftale, det lykkedes at lande i Paris, har ambitiøse mål for den grønne omstilling overalt i verden.

Men lige nu er der ingen lande, der har påtaget sig målsætninger og ambitioner, der er høje nok til, at klimaaftalens mål kan nås. Med de nuværende ambitioner bevæger kloden sig mod en temperaturstigning på den forkerte side af tre grader, hvilket risikerer at gøre store dele af kloden ubeboelig for mennesker.

Billig olie skader grøn energi

Den danske olieproduktion er en del af et globalt marked, hvor et øget udbud af brændsler fra de danske felter kan være med til at presse priserne. Så længe priserne er lave, er det ikke attraktivt at investere i den langt mere forurenende skifergas eller tjæresand.

Læs også

Men lave oliepriser er også med til at skade konkurrencedygtigheden for den vedvarende, grønne energi. Så argumentet om, at vi skal have fart under pumperne, der henter de fossile brændsler, for at udkonkurrere skifergas holder ikke og vil aldrig lede hen til, at 80 procent af de fossile brændsler bliver i undergrunden.

I Danmark kalder vi os et grønt foregangsland. Men i stedet for at gå foran, forlænger vi med Nordsø-aftalen vores eget olieeventyr og forpasser muligheden for at være det land, der med troværdighed kan vise vejen væk fra den truende klimakatastrofe.

Maria Reumert Gjerding er MF for Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jes Enevoldsen
  • Hans Larsen
  • Dina Hald
Jes Enevoldsen, Hans Larsen og Dina Hald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg kan godt forestille mig at vi først stiller om til grønt når der ikke er mere fossilt brændstof tilbage og at omstillingen jvf. befolkningstilvæksten også vil indebære supplement af atomkraft. Lige nu efterstræber milliarder af børnefamilier bil, sommerhus, flyrejser og røde bøffer i weekenden - og det gælder ikke mindst den voksende middelklasse i lande der før blev betegnet som udviklingslande. Den efterspørgsel klares ikke med vindmøller, solceller og el-biler. Måske er kondomet i virkeligheden det pt. mest effektive og omkostningslette våben i kampen mod CO2 ?

Det viser måske, at det ikke er producenterne af de fossile brændsler, der vil klare problemet. Så må det jo være forbrugerne. Men det er nu også vanskeligt at se for sig.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Den gode Maria glemmer en ting i dit udmærkede indlæg:
Danmark er endnu ikke 100% grøn.
Vi er kommet afsted med kul og koks takket være DONG.
Men vi skal stadig bruge olie til opvarmning og transport.

Hvis vi ikke selv udvinder olien i Vesterhavet, skal vi så importere den fra fx. North Dakota?

Jens Voldby Crumlin

Både klima og havmiljø forværres
Olieselskaberne fester fordi deres plan om bedre rammebetingelser i Nordsøen lykkedes. Det handler nu om en genforhandling af licensen for svanefeltet som Mærsk diskret afleverede tilbage i 2015. Danmark bliver en væsentlig brik i Energiunionens satsning på Europæisk gas. Der er stort set ingen politisk opmærksomhed omkring de miljømæssige konsekvenser af de nye avancerede teknikker (fracking m.m.) og faren for ukontrollerbart gasudslip for boringerne i 5-6 kms dybde med stort tryk og varme. Vores miljølovgivning er god nok, men det hjælper ikke når den ikke bliver overholdt. Det så vi med skifergassen som snart kommer på dagsordenen igen efter at energiministeren har lavet en famøs trin 1 evaluering som underkender forskernes konklusion om manglende generel viden. I Danmark kan det med politikernes aktive indgriben lykkes at igangsætte store problematiske projekter uden på forhånd at få overblik over de samlede konsekvenser og kombinationseffekterne af de mange skadelige stoffers påvirkning af miljø og sundhed. Det store flertal i folketinget ønsker fuld tryk på udvindingen af fossil energi i Danmark bl.a med begrundelsen om at det foregår mere forsvarligt. Har de overhovedet sat sig ind i det. Ved de reelt hvad der foregår ude i Nordsøen?

Hans Jørn Storgaard Andersen

Jeg tror nu ikke, at olieselskaberne fester, Jens Voldby Crumlin.
Det er hårdt arbejde at tjene penge i Nordsøen og da især, når de ved, at der kun kan hentes olie op i en meget kort tidsramme og til måske faldende priser?

Det er nyt for mig, at man ikke er bekendt med problemerne ved 'fracking', men anvendes i Nordsøen?

Det store flertal i Folketinget, som du nævner - er de ikke mere indstillet på grøn energi jf. de energiplaner, der eksisterer?