Oprigtig talt: Hvordan kan dette komme bag på nogen? Hvis man tog en person, hvis tidligere karriere alene blev drevet frem af tilbøjeligheder og instinkter, og slap ham løs på en politisk arena, der kræver fingerspidsfølelse, diplomati og konstant opmærksomhed over for modstridende interesser, kunne næppe nogen have handlet med større troskab over for sin karakter, end Donald Trump gjorde i sin præsidenttids første 100 dage.
Problemet er ikke så meget Trumps ’uforudsigelighed’ – et ord, den amerikanske presse bestandigt tyr til for at udtrykke sin frustration over aldrig at kunne gennemskue Trumps næste skridt.
Men ret beset er Trumps vaklekurs, humørsvingninger, vredesudbrud, ømskindethed og frem for alt besættelse af egen indbildte storhed en fuldkommen total forudsigelig adfærd fra hans side. Enhver, der stod tilsvarende ringe rustet til at håndtere dette embede, ville have ageret omtrent ligesådan.
Mere korrekt er det at sige, at vi ikke ville vide, hvad vi godt vidste. Vreden på venstrefløjen over præsidentens irrationelle impulsivitet er naiv. Intet fra mandens fortid giver håb om, at hans personlighed kunne være anderledes.
De amerikanere, som havde forventet, at han ville bringe tabte arbejdspladser tilbage og sænke sygeforsikringspræmierne, var lige så troskyldige – alle må have vidst, at han var fuld af tomme løfter og pral. De mere realistiske af hans tilhængere har da også stemt på ham af fortvivlelse snarere end håb.
Trak sig tilbage
Præsidenten, der stadig vånder sig over nederlaget for sine planer om at tilbagerulle Obamacare, har tilbragt det meste af sidste måned i sin skal. Forskanset i sin Florida Beach Club trak han familiemedlemmer og gamle venner tættere på sig selv, holdt sig mere snært til manuskriptet og begrænsede sin offentlige optræden til steder, hvor han føler sig tryg.
Han nægtede at offentliggøre gæstebogen fra Det Hvide Hus, nedtonede sin retorik, overlod mere af rampelyset til sine udpegede løjtnanter – men så hele tiden gnaven og travl ud.
Nogle af hans beslutninger lignede dem, man kunne forvente sig fra elskelige establishment-republikanere som Mitt Romney. Vi hørte ikke meget nyt om muren. Eller om flygtninge. Eller om islams ondskab. Eller om Obamas tvetungethed.
Han var indyndende over for Kinas ledere, foretog en kovending i sin holdning NATO og forpligtede sig på at bevare Export-Import-banken (det amerikanske eksportkreditråd – et statsorgan, der blev oprettet for at hjælpe amerikansk eksport, og som han engang betragtede som del af »sumpen«), skubbede Steve Bannon til side til fordel for mindre volatile personligheder – og antydede tilmed, at han vil beholde Janet Yellen, en Obama-udpeget, som chef for USA’s centralbank, Federal Reserve.
Udenrigspolitisk indsats
På den anden side var der nye skarpe markeringer om den amerikanske miljøstyrelse, EPA, om familieplanlægningspolitik og om Obamas finansreguleringslove. Han bebudede nye tiltag til afmontering af Obamacare og reformering af den amerikanske skattelovgivning, selv om hans fortsatte modvilje mod at offentliggøre egne selvangivelser stiller det sidste projekt i et tvivlsomt skær.
Selv om han beklagede sig over den kinesiske stålproduktion og de canadiske mælkebønder, var hans dekreter afdæmpede – og kom kun på områder, hvor hans støttebase, som nu er nede på rekordlave 36 procent – ikke vil føle sig truet.
Dermed være ikke sagt, at konservative republikanere ikke også i den seneste måned havde travlt med at udtænke nye ekstreme lovforslag lagt an på at udrydde så mange af Obamas programmer som muligt.
Det mest bemærkelsesværdige i den sidste måned var dog Trump-administrationens udenrigspolitiske indsats – og den efterfølgende sønderlemmende mediekritik af samme.
Selv om det ikke var kønt at se Trump holde hånd med demagoger som Egyptens præsident al-Sisi og Tyrkiets Erdogan, var de fleste af hans øvrige tiltag sabelraslen efter vanlig amerikansk standard. Tabt i overskrifterne om brugen af ’Alle Bombers Moder i Afghanistan’ var det faktum, at Obama gjorde brug af sammenlignelige bomber til sammenlignelige formål.
Angrebet på en militær flyveplads i Syrien gjorde måske ikke større skade, men signalerede dog, at Trump ikke var Assads eller Putins kammesjuk. Den bizarre komedie om hangarskibseskadren, der skulle have været på vej til Nordkorea, men havde kurs mod Australien, ser ud til snarere at have været et spørgsmål om misinformation end dårlig planlægning.
Men pressen lugtede blod. Ikke kun præsidenten, men hele militærkommandoen blev afbildet som inkompetent. Trumps fravær af en formuleret og sammenhængende udenrigspolitik blev endnu engang udstillet. Det var, som om pressen ønskede at tage hævn efter at have måttet bruge måneder på at undersøge hans opførsel på samme måde som en romersk sandsiger undersøger dyreindvolde.
Men de kan også have afspejlet en mere generel frygt.
Demokratiet virker
Den vigtigste konklusion, der kan drages efter Trumps første 100 dage i embedet, forekommer mig stadig at være denne: Det amerikanske demokrati fungerer ganske udmærket, i hvert fald indenrigspolitisk.
Det blev tydeligt, at forfatningens checks and balances, og at hele regeringsapparatets kompleksitet gør det næsten umuligt for en præsident at tage tøjlerne egenhændigt på den måde, som f.eks. Franklin Roosevelt forsøgte sig med.
Udenrigspolitisk er det en ganske anden historie. Eftersom behovet for beslutninger, der træffes i et splitsekund, giver den amerikanske præsident så stor magt i hænde, var vi nogen her i den sidste måned, der havde oplevelsen af at stå over for en nyopførelse af Troldmandens lærling – oprindelig et digt af Goethe, men tegnefilmsversionen, Walt Disneys Fantasia, er nok bedre kendt – om drengen, der får til opgave at rydde op hos en troldmand og fristes til at afprøve sin herres trylleformularer, hvorefter helvede bryder løs!
Pludselig oplevede, vi, at en sølle fusker af en amatør havde fået magtmidler i hænde, han aldrig havde drømt om – og alle holdt vi vejret, da de en overgang så ud til at være steget ham til hovedet.
Om sådanne skrækscenarier bliver virkelighed – eller om det er et produkt af sensationalistiske og nidkære medier – er kun et af de mange spørgsmål, USA står over for i de tre år og ni måneder, der ligger forude.
George Blecher er amerikansk forfatter og skrev om det amerikanske præsidentvalg i Information.
© George Blecher og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
Han holder ikke i 4 år. Han er ikke helt frisk i hovedet. De 100 dage plejer at være der, hvor alt sker, hos Trump sker kun kaos og ballade. Et er at være politisk uskolet, en amatør, men med gode medarbejdere kan man nå langt, det evner han heller ikke. Han er uegnet til et politisk job. og hans vælgere vil opdage, de er taget ved næsen på sigt. Det er politik, når det er værst. Desværre er hans vicepræsident ikke noget at ønske sig heller.
Den teknologiske udvikling har globaliseret os i en grad, som mange ikke er i stand til at forholde sig til, hverken intellektuelt eller følelsesmæssigt, så hvad gør man, når det globale kommer for tæt på? Man søger tryghed i reminiscenserne fra vores tid som flokdyr med overskuelighed og alfahanner. Teknologien er irreversibel, så vi står i et voldsomt dilemma, for vi kan ikke slippe ud af den globalisering, som mange kæmper imod ved at tilstræbe at være sig selv nok og bygge mure - i både ført og overført betydning. Mennesket har ikke kunnet tackle sit evolutionært alt for hurtige teknologisk befordrede spring til toppen af fødekæden; vi er hulemennesker med en globaliseret teknologi, som vi ikke ved, hvad vi skal stille op med. Man kan håbe, at mange bliver klogere af at opleve, at det ikke kun er alfahanner, som tilraner sig magt og bygger mure, men også alfahanner (og -hunner), som er demokratisk valgte og bygger mure, der er farlige for verdens fremtid. Men der er ikke meget, der tyder på det, desværre.
Da jeg læste overskriften, troede jeg et kort øjeblik artiklen handlede om Lars Løkke Rasmussen.
Jeg er til gengæld overbevist om, at han holder alle 4 år. Med mindre en eller anden højrefløjsekstremist får held til at få ram på ham. Jeg er derimod usikker på, om han bliver genvalgt... Men lige nu ville mine penge også være på et genvalg, hvis han overhovedet gider stille op igen.