Kronik

Min overgrebsmand har forladt mig

Retssagen er slut, min overgrebsmand er blevet dømt, og Ekstra Bladet har fået deres ’click bait’-overskrift. Navlestrengen af jura, som forbandt mig og ham er blevet brudt, alligevel har jeg aldrig før følt mig så alene som nu
Jeg ved blot, at min overgrebsmand har forladt mig, og jeg står åndeløs og ensom tilbage på slagmarken – stadig i krig, men nu kun med mig selv, skriver Amalie Kjeldsen.

Jeg ved blot, at min overgrebsmand har forladt mig, og jeg står åndeløs og ensom tilbage på slagmarken – stadig i krig, men nu kun med mig selv, skriver Amalie Kjeldsen.

29. april 2017

Det er næsten to måneder siden dommen faldt over min overgrebsmand. Han blev ikke dømt for det voldtægtsforsøg, jeg anklagede ham for, og han nægtede pure, men han blev dømt for alt det andet, han udsatte mig for. Advokaterne fik deres salær. Ekstra Bladet fik deres click bait-overskrift. Han blev sat i fængsel og bliver om nogle år smidt ud af landet. Jeg tog hjem og spiste en rundtenom.

Jeg har lige siden fået lykønskninger, klap på skulderen og er blevet fejret, som om jeg har scoret det afgørende mål i finalen. Som om jeg har vundet et eller andet. »Så kan du endelig sætte et punktum,« siger folk, »nu er det kapitel slut!«

Men sådan er det ikke. Det eneste, jeg føler, er, at min overgrebsmand har forladt mig, og jeg for første gang er helt alene, mere i krise end nogensinde før.

Når de lykønskende mennesker kan se, at jeg ikke begynder at klappe i mine hænder og hoppe op og ned af glæde, bliver de utilpasse. Panikken afsløres i deres blik. De prøver febrilsk at klappe mig på skulderen én gang til: »Er det ikke bare fedt?«

Jeg er begyndt at spille med på det. Har sågar givet en highfive i et lettere desperat forsøg på at skjule mit elendige pokerfjæs. Jeg orker ikke længere det akavede øjeblik, hvor de finder ud af, at jeg overhovedet ikke synes, det er fedt. Hvor det går op for dem, at en retssag blot er en stikflamme i det smertehelvede, jeg er gået igennem, og at straffen kun tilfredsstiller deres retsfølelse – ikke min.

Tomrum

For hver gang jeg står i den situation, bliver jeg mere ensom. For hver gang jeg skal påtage mig andres glæde, falder jeg dybere ned i isolationen.

Jeg skammer mig over, at jeg ikke bare kan være glad ligesom alle andre. Jeg skammer mig over, at jeg kan mangle det menneske, der satte mig i den her situation til at begynde med.

Jeg kender kun hans navn, nationalitet, øjne og stemme, men han har fyldt alt i mit liv i halvandet år. Han har været en fast følgesvend, lige siden han med sine hænder tiltvang sig adgang til min krop. Han har defineret min hverdag, mit sexliv og min identitet. Han har bestemt, hvem jeg skulle elske, og om jeg kunne danse. Han har været med mig i Netto, til middag og i forelæsningssalen. Han har været i min seng og i mine mareridt. Nu forsvinder han, og jeg er tom. Som kæresten, der ikke længere elsker mig. Som bedsteforælderen, der dør.

Det er ikke, fordi der ellers er ligheder mellem mine ekskærester, afdøde bedsteforældre og min overgrebsmand. Men hvad enten det, der forlader dig, er mørkt og ondskabsfuldt eller lyst og lykkeligt, så efterlader det et tomrum. Tomrum er bare tomrum.

Jeg savner ham ikke. Jeg savner heller ikke mig selv som offer. Jeg er hverken længselsfuld eller melankolsk. Der er intet ved det sted, jeg kommer fra, der trækker mig tilbage. Intet andet, end at jeg trods alt var hel. Måske var jeg et offer, men i det mindste var jeg noget. Måske var det smertefuldt, men i det mindste følte jeg noget.

Jeg går og venter på at blive vred eller ked af det. For den sags skyld lettet eller lykkelig. At jeg reagerer på den ene eller anden måde, men der er ingenting. Der er alting. På samme tid.

Retfærdighed

Han blev ikke dømt for voldtægtsforsøget. Det er okay. Jeg havde ikke beviserne for det. Sådan fungerer et retssamfund, sådan skal det være. Der er et gab mellem ret og retfærdighed, og der kan være langt fra sandhed til bevis. I denne omgang faldt det ud til hans favør.

Det må stå hen i det uvisse, om det faktisk var hans intention at voldtage mig. Det ændrer bare ikke på, at det i min historie var nøjagtig det, han ville. Han fik mig til at tro, at jeg skulle voldtages. Jeg frygtede for mit liv. Han fratog mig retten til min krop og krænkede kernen af mit privatliv. Det er dét, jeg reagerer på.

Min reaktion eksisterer uagtet en juridisk afgørelse. Smerten er ikke blevet mindre reel, blot fordi der er tre dommere, der har skullet få et beviseligt faktum til at stemme overens med nogle paragraffer i straffeloven.

På intet tidspunkt har jeg haft behov for hævn, jeg har aldrig været vred på ham. Det ville jeg ønske, jeg var. Det er alle andre. Det har været svært at navigere i andres undertiden ustyrlige raseri, når jeg mest af alt har følt empati for det tydeligt fortabte menneske, jeg mødte den nat. Jeg har tilgivet ham for længst. Det er ikke det samme, som at jeg har tilgivet hans handling, men jeg har tilgivet ham som menneske.

Alt dette ikke for at sige, at en retssag er ligegyldig. Den har – som med straffesager generelt – i det store billede været vigtig for den kollektive retsfølelse i vores samfund, og i det mindre billede har den givet mine tætteste medmennesker ro i sindet. Det er bare vigtigt at have for øje, at samfundets hævn ikke altid er offerets hævn, og at retfærdighed ikke er så enkelt som en straf.

Forbundet

Jeg har brug for en sejr. Efter at have været tværet i jorden, har jeg brug for at vinde. Men jeg har brug for at vinde over situationen og ikke over ham – tage skæbnen tilbage i mine egne hænder. Den kamp slutter ikke ved afsigelse af en dom. Den udkæmpes i nogle helt andre fora end en retssal og på en helt anden måde end et vidnesbyrd.

Min sejr var, da jeg 11 måneder efter overfaldet grinede igen for første gang. Min sejr er, når jeg hver dag står op og krammer mine venner, kysser min familie, går på arbejde, studerer og på gode dage føler lykke. Min sejr bliver, når jeg igen kan være sammen med en mand.

Han var ikke godt selskab i sorgen, men han var selskab, og han var det eneste selskab, jeg havde. Jeg deler den nat med ham. Kun ham. Ligegyldigt hvem og hvor mange jeg fortæller historien til, vil han stadig stå tilbage som den eneste, der rent faktisk var der. Vi var de eneste to, der delte netop den tid og det rum. De eneste to, der fik ilt af den luft, jeg skreg i. De eneste to, der følte slagene i slåskampen.

Vi blev uløseligt forbundet i én handling, der ændrede begge vores liv for altid. Retssagen var det sted, hvor vi mødtes om det igen. Vi forblev forbundet gennem en navlestreng af jura.

Dommerne har klippet navlestrengen over ved at afsige dommen. Nu er han væk, og jeg står med en kontant erstatning i hans sted. De skulle være en form for retfærdighed, men pengene giver mig mest af alt kvalme.

Jeg døde den nat. Hvem end, jeg var før ham, gjorde. Hun eksisterer kun som et støvfnug i hukommelsen, som én, jeg mødte i en tåget tequilabrandert på LA Bar torsdag nat. Det er ikke hende, der er i krise. Det er den, jeg blev, der er blevet forladt af ham, der skabte min nuværende eksistens.

Jeg er lykkelig og ulykkelig. Jeg er fængslende angst og flyver frit. Jeg er det stærkeste, jeg nogensinde har været, og skrøbelig som et nyfødt spædbarn, der åbner øjnene for første gang. Først nu kan jeg definere mig selv uden ham.

Jeg ved ikke, hvem jeg er. Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen. Jeg ved blot, at det punktum, andre sætter ikke er mit, og at det kapitel, andre slutter, ikke eksisterer i min bog. Jeg ved blot, at min overgrebsmand har forladt mig, og jeg står åndeløs og ensom tilbage på slagmarken – stadig i krig, men nu kun med mig selv.

Amalie Kjeldsen læser jura på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Brøgger
  • David Zennaro
  • Viggo Okholm
  • Jørn Andersen
  • Torben Skov
  • Mette Poulsen
Troels Brøgger, David Zennaro, Viggo Okholm, Jørn Andersen, Torben Skov og Mette Poulsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Fotopoulos

Indlægget er sikkert rigtigt relevant. Desværre er det utroligt indforstået, så for mennesker der ikke kender forhistorien er det ikke muligt at forstå hvad indlægget drejer sig om. Synd.

Henrik L Nielsen

Først, skal jeg sige jeg ikke kender historien.
Morphing er noget rigtigt skidt i forhold, hvor der er overgreb. Det er der, hvor den der foretager overgreb ses, af den udsatte part, som netop en partner, der kan opfylde et tomrum.
Det gør det så meget sværere at bryde, og gør netop at man føler et tab, et tomrum. Og morphing er sjældent, som det også fremgår her, noget omgivelserne har forståelse for.
Jeg anbefaler at forfatteren får det her gennemarbejdet med en psykolog.

Kender heller ikke forhistorien, men der er ingen tvivl, Amalie e ren meget stærk kvinde med stor selvindsigt. Jeg tror hun kommer videre i livet, men med store ar på sjælen/psyken eller sindet.
Det kan give bagslag eller styrke på sigt. Vigtigst må være at hun har mennesker af begge køn i sit bagland,som bare vil lytte og kun give gode råd, hvis Amalie spørger.

Randi Christiansen

At integrere lidelsen som erfaring og flytte fokus til noget andet, fx glæden er en af livets store men ikke umulige udfordringer.

Randi Christiansen

" ... jeg mødte i en tåget tequilabrandert på LA Bar torsdag nat." - og så i øvrigt være opmærksom på, at det altid er forbundet med en vis risiko at være omtåget - i det pulveriserede og dermed ekstreme natteliv, bag rattet etc. Hvilket naturligvis på ingen måde fritager overgrebsmanden for ansvar, men hvis tøjlerne skal slippes, bør det være et trygt sted. It's a jungle out there, unge dame. Har dine forældre ikke lært dig det, eller ville du bare ikke høre efter? Nu har du så lært det på den hårde måde. Men husk, at intet kan besudle din kerne, dit egentlige jeg.

Du er som os alle på en eksistentiel opdagelsesrejse - vær ikke bange men vågen.

Bjarne Frederiksen, Vibeke Hansen, Hans Aagaard, Erik Jensen, Jørn Andersen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Sofie Jørgensen

Randi Christiansen; det var nok ikke det, du ville, men det var godt nok en væmmelig omgang "victim blaming", du der kom med.
Amalie Kjeldsen; der er ikke rigtigt noget at sige [virtuel krammer]

Klaus Vink Slott, Troels Brøgger, Ulla Søgaard, ingemaje lange, Birgitte Gøtzsche og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Du er ikke alene!

Det er vist en ret almindelig erfaring, at når noget, man har brugt stor psykisk energi på over en længere periode, pludselig ophører med at kræve ens opmærksomhed, ja så bliver man sgu fyldt med tomhed, også kaldet at blive deprimeret. Så længe der er noget, at kæmpe for, er der liv, men når kampen er vundet (eller tabt) er der kun tomheden tilbage.

Jeg oplevede det selv, da min søn blev voksen og ikke længere havde brug for min daglige hjælp, jeg oplevede det, da en anke i systemet efter elleve måneder faldt ud til min fordel, jeg oplevede det, da jeg efter mange års kamp endelig nåede det mål på toppen af karrierestigen i min branche, som jeg havde sat mig. Uden sammenligning i øvrigt.

Det er absurd at blive deprimeret over at få det man ønsker sig. Men det er meget naturligt. Det er kun godt at tale med andre om det, eller som her, at skrive et debatindlæg. Opgaven er at sætte sig nye mål, der kan udfylde det tomrum, man oplever. Det er svært, men ikke umuligt.

God vind fremover!

Klaus Vink Slott, Estermarie Mandelquist, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

I øvrigt er selverkendelse det første skridt til forbedring. Kend historien om siddharta

Mette Poulsen

@ Randi Christianse
Som jeg læser det, så er det slet ikke gerningsmanden, hun møder på LA Bar:

"Jeg døde den nat. Hvem end, jeg var før ham, gjorde. Hun eksisterer kun som et støvfnug i hukommelsen, som én, jeg mødte i en tåget tequilabrandert på LA Bar torsdag nat. Det er ikke hende, der er i krise."

Det er hendes tidligere jeg - den hun var før mødet med gerningsmanden - som hun beskriver.

Birgitte Gøtzsche og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mette Poulsen

@ Anders Sørensen. Manen er i fængsel og dømt til udvisning efterfølgende grundet "de andre ting han gjorde mod hende" jvf. artiklen, så offer og bøddel er kendt, selvom de begge ikke er navngivet.

Det er dog slet ikke det, artiklen har fokus på som jeg læser det. Som Niels Nielsen fint beskriver, så handler det om et tomrum i tilværelsen. Modsat hans savn efter sønnen (som vel er positivt), så handler hendes om at livet er ændret af en negativ begivenhed, og selvom den er overstået, der er sat punktum i sagen, så står hun forandret og ret alene tilbage. En eksistentiel krise af en art.

Anders Sørensen

Jeg har det skide svært med denne tekst. For det er naturligvis aldrig i orden at begå overgreb. No shit. Jeg har det svært med den smukt skrevne tekst, der portrætterer et offer, der på den ene side angiveligt er mærket for livet og langt ude, men på den anden side er i stand til at skrive om overgrebet og sindstilstanden efterfølgende, kort efter, på en måde, der virker - undskyld - meget afklaret. Ligefrem beregnende i sit ordvalg. Svælgende i tristessen.

Mette Poulsen

Der står det er 1½ år og en retsag siden. Mon ikke der ligger nogle tanker, terapi og grædte tårer i den tid?
Jeg kan ikke se det beregnende i ordvalget. Udover at teksten er smuk, som du skriver, og der selvfølgelig ligger nogle overvejelser bag, når man skriver en personlig kronik.

Jørn Andersen, Birgitte Gøtzsche og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

I så fald er teksten meget uklar mette. Jeg mener ikke, at man kan læse det anderledes, end at 'den nat' var natten for overgrebet.

Hele historien piller så også ved manges opfattelse af vores jeg/krop, oplevelser lidelser og mulighed for nye sindstilstande i vores liv. Vores jeg/kerne er altså ud fra min tro/filosofi ikke nødvendigvis permanent. men kan i kraft at oplevelser og påvirkninger på godt ondt forandre sig. De følelser man har før en tildragelse kan afhængig af en tildragelses karakter betyde et helt nyt forandret liv på godt og ondt- Amalie her vælger åbenhed hvilket i mine øjne kan være sundt, men kan blive det modsatte, hvis hun "dolkes" som menneske.

Klaus Vink Slott, Niels Duus Nielsen, Mette Poulsen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Er dette et åbent indlæg?

Tjo, vel åbent omkring følelsen af indre tomhed, om systemets og vennernes tomme slag i luften mht. at erkende offerets sande tilstand, samt tilsyneladende en ubetinget tilgivelse af den overgrebsmand, som andre fortsat hænger hatten op på at hænge ud.

Man skimter stockholm-syndrom, en pacifistisk eller masochistisk trang til sympati med mennesket bag den grænseoverskridende adfærd, som sikkert skyldes dybtliggende traumer, som offeret er villig til at forstå. Det har ofte været menneskets skæbne at befinde sig i en sådan situation, og er man først en værgeløs fange, vil nok selv den stærkeste underkaste sig sin bøddel. Men vi savner noget væsentligt, som vi kun kan gætte os til: Hvorledes gik det til, at situationen opstod?

Frelseren, som havde sat de lovkyndige på plads, red bevidst sin skæbne i møde, idet han vidste, hvad der var i vente, men følte sig dog i den værste stund svigtet af alt og alle. Mon ikke der altid ligger en eksistentiel mening begravet i sådanne hændelser, som kan udredes, hvis man helt igennem tør være sin egen rolle bevidst?

Offeret læser jura, og traumet rummer en vigtig erkendelse, som givetvis kan være til nytte, når hun i fremtiden skal vurdere skyldsspørgsmål i tilsvarende sager.

Hej Amalie,

Du er kommet så langt, du skal nok komme længere. Det er okay at du er ensom med din tomhed, det er kun begyndelsen på det næste skridt ud i dit nye liv. Du behøver ikke at løbe, du kan gå hele vejen

Touhami Bennour

"Jeg ved ikke, hvem jeg er. Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen, jeg har set en vej foran mig, jeg fulgte den". ( det er en arabisk sang, (min favorit musik styk). Mens komponisten fortsætter med at gå,har Amalie et problem, hun siger med sig selv, men jeg tror med den "retsfølelse samfundet har). Den mand, jeg ved ikke for hvad han blev dømt for og skal udvises. At han er udlændig er helt sikkert, men ikke araber eller muslim, for voldtægt findes ikke; det har man tænkt på den mulighed og lovgiveren fand på noget andet, allerede dengang. Men det er en anden historie.

David Zennaro

Jeg kender heller ikke "sagen". Men jeg kan genkende sorg, når jeg ser det. Og af en eller anden grund har nogle mennesker svært med andre menneskers sorg. Selv om det er noget, vi alle skal igennem.

Tak for en flot og åbenhjertig kronik.

Troels Brøgger, Alf Blume, Viggo Okholm, Niels Duus Nielsen og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar

Kære Amalie!
Trist historie, og rigtig god beskrivelse af din frustration, som jeg har stor sympati for, og som jeg anerkender som et velskrevet partsindlæg.

Jeg får ingen detaljer, der gør det muligt, på et rimeligt grundlag, at afgøre hvad der er sket under episoden. Alle vurderinger omkring skyldspørgsmålet bliver således rent gætværk, hvis det sker med udgangspunkt i artiklen. Rettens afgørelse står derfor som faktuel og troværdig - iøvrigt ganske i modsætning til de mange "afgørelser" folk tankeløst afsiger her i kommentarene.

På den baggrund sender jeg dig min dybeste medfølelse. Jeg håber virkelig du får fodfæste igen, og kommer ud som et styrket menneske ovenpå en grim oplevelse. Du gjorde ikke noget forkert, hold fast i det.

Stadig uden at kende noget faktuelt til sagen, vil jeg tillade mig også at sende en positiv tanke, til den anden spiller i den ulyksalige episode. Han gjorde heller ikke noget forkert, har retten afgjort.

Prøv evt. at arbejd med tanken om, at ingen af jer gjorde noget forkert, men at resultatet af jeres samspil endte ulyksaligt - til skade for jeg begge. Jeg véd, at der ofte er to ofre i sådan en sag, og jeg véd, at dette faktum nogle gange kan være styrkende for begge.

Sören Tolsgaard

Erik Jensen -

Ingen af jer gjorde noget forkert - "dette faktum [kan] nogle gange kan være styrkende for begge"??

Og hvordan er du mon så nået frem til denne "afgørelse"? Den hænger mindst ligeså frit i luften som andres forsøg på at udrede trådene. Måske er den udtryk for større tolerance, dybere indsigt i tilværelsens skjulte sammenhænge, måske er den netop, hvad offeret har brug for, men vi mangler kendskab til de nærmere omstændigheder, og kan egentlig kun gisne herom.

Dog får vi oplyst, at overgrebsmanden kom i fængsel og er udvist bagefter, ikke pga. den verserende voldtægt, men formentlig nogle andre forhold, som evt. kan have relation til voldtægten, vi ved det ikke.

Men trods alt kunne det vidne om, at den dømte muligvis gjorde noget forkert, som han i bedste fald fortryder. Det synes desuden - uanset baggrunden - at være et held for offeret, at disse domme har medført, at hun næppe risikerer at træffe modparten i nabolaget i lang tid fremover. En ubehagelighed, som mange andre voldsofre (både mænd og kvinder) må leve med pga. manglende beviser.

Forfatteren er således på en måde relativt heldigt stillet, mens modparten muligvis får en hårdere straf, end offeret finder rimeligt? Vi ved det ikke, for vi kender ikke selve forløbet nærmere, og muligvis er det stadig ikke bearbejdet tilstrækkeligt, trods erklæringen om, at forfatteren befinder sig i et tomrum.

Hun er - som artiklen slutter - stadig i krig, men nu kun med sig selv. Der synes stadig at være spørgsmål, muligvis fortrængte, som trænger til at blive belyst.

Som jeg læser artiklen, er alt det med skyld og straf og selve hændelsen slet ikke det væsentlige. Det er derimod det faktum at den forurettede ikke nødvendigvis føler tilfredsstillelse og ro ved en dom over gerningsmanden. Det har samfundsmæssig relevans fordi vores retssystem i høj grad bygger på en idé om at bringe retfærdighed til ofrene for forbrydelser og man taler om at sætte et punktum i sagen osv. Det lukker op for en diskussion af noget vi tager for givet.

Søren Kristensen, Mette Poulsen, Alf Blume, Viggo Okholm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Nemlig, Marie Jensen!

Det er en fejltagelse at tro, at straf i form af hævn vil genoprette den brudte samfundskontrakt og stille den skadelidte tilfreds. Offeret vil stadig have lidt skade og skal stadig lære at leve med overgrebet, og samfundet går videre som om intet var hændt, det er kun de ikke berørtes retsfølelse, der måske bliver tilfredsstillet ved drakoniske straffe.

Derfor burde straf sigte, ikke mod hævn, men mod at rehabilitere forbryderen. Skaden er sket og er ikke til at genoprette, hvorfor det gælder om at se fremad og forsøge at forhindre, at gerningsmanden m/k fremturer med sine lovovertrædelser.

Blot at gøre livet surt for lovbryderne virker ikke, de eneste, der har glæde af det, er borgerlige mennesker med ondt i røven - og folk med ondt i røven har alligevel ikke evnen til at føle glæde.

Og det hjælper da slet ikke at gøre livet surt for offeret, når vedkommende bare forsøger at fortælle om sine modstridende følelser.

Mette Poulsen

Der er som sådan ikke noget i vejen med hævn. Eller "konsekvens" som det hedder, hvis man bruger et mere stuerent og pædagogisk sprog. Det kan bare ikke stå alene.
Jeg synes, kronikken meget fint beskriver, at man i bund og grund er alene med sin sorg, frygt, ensomhed eller hvad det nu må være. Det er noget mellemmenneskeligt, og ikke samfundsmæssigt, der mangler. Eller rettere der er nogle ting, som man selv skal igennem og hvor man ikke kan læne sig op ad andre, og denne forandringsprocess er ensom og tager rigtig lang tid. Og det kan være frustrerende og svært at acceptere.

Touhami Bennour

Altså for nogen Saudisk straffe lov ingen forhindring. vi er på vej i hvertfald, vi skal først revidere konvensionerne, der står på vejen. Men nu af mangel af bedre vi udviser efter straf afsoning. Du kan tro, det er lige så svært en straf som i Saudi, Den stakkel kan ikke nogen steder begynder for fra.

Troels Brøgger

"Jeg kender heller ikke "sagen". Men jeg kan genkende sorg, når jeg ser det. Og af en eller anden grund har nogle mennesker svært med andre menneskers sorg. Selv om det er noget, vi alle skal igennem."
Jeg citerer bare David Zennaro, det ken jeg ikke sige bedre.
Jjeg synes lidt i andre herinde for det meste torsker rundt i jeres intellektuelle trædemølle og analyserer igennem, og det er ikke ment som en kompliment!

Touhami Bennour

Amalie har gået over sorg og vil læse Jura, dvs handle for sagen er nemlig politik. Det er ikke en færdsels ulykke, en tragedie, Det er politik. Det forhindre dog ikke at sørge,For sagen for hende imidlertid er dommen eller loven retfærdig? Det menes det er hendes problem, som jeg forstår den.