Kommentar

Den pragmatiske humanisme i Socialdemokratiet

Det passer ikke, at Socialdemokratiet historisk har ført en økonomisk uansvarlig politik. Nyrup og Lykketoft førte den mest kompetente økonomiske politik, nogen regering har ført siden Systemskiftet i 1901. Men de fleste er mest optaget af udlændingepolitikken
8. april 2017

Forleden konstaterede David Rehling, at Socialdemokratiet »forblødte (økonomisk) i 1970’erne«, men at det fik sig »afstivet under 1980’ernes borgerlige regeringer« med Svend Aukens 37 procent af stemmerne ved valget i 1990. Det samme antal havde partiet nu også fået i Anker Jørgensens (S) periode ved valgene i 1977 og 1979.

Som finansminister i Nyrups nytiltrådte regering gennemførte Mogens Lykketoft (S ) i 1993 en kickstart af dansk økonomi. Nu ville han og Nyrup dokumentere, at billedet af Socialdemokratiet som et parti, der ikke var i stand til at føre ansvarlig økonomisk politik (i 1970’erne), var forkert.

Den offentlige gæld udgjorde 81 procent af BNP, da Socialdemokratiet overtog regeringsmagten efter Schlüter i 1993. Den blev i Nyrup-perioden frem til 2001 nedbragt til 49 procent. Statsunderskuddet beløb sig det sidste år under Schlüter til 26 milliarder. Det blev ændret til et overskud på 38 milliarder det sidste år under Nyrup.

Danmark blev i Schlüter-perioden to gange flyttet nedad på de store amerikanske kreditinstitutioners ratingliste, mens landet i Nyrup-perioden blev flyttet opad – tilbage til den fineste kreditklasse, AAA.

Verdens førende finansavis Wall Street Journal karakteriserede da også Nyrup-Danmark som »et økonomisk mønsterland«. Lykketoft fik prædikatet »EU’s dygtigste finansminister«. Nyrup og Lykketoft førte efter mit skøn den mest kompetente økonomiske politik, nogen dansk regering har ført siden Systemskiftet – parlamentarismens indførelse – i 1901. 

Den blev imidlertid ikke belønnet af de hjemlige vælgere. 2001-valget blev Socialdemokratiets dårligste siden Glistrup-Jordskredvalget i 1973. I 2001 var det ikke længere den økonomiske politik, der havde særlig interesse. Det var i stedet udlændingepolitikken. Denne politik splittede om muligt Socialdemokratiet lige så meget som indmeldelsen i det daværende EF.  

Mens jeg sidder og skriver om, hvordan Anker Jørgensen fik nedsat et udvalg, som skulle vurdere konsekvenserne af Udlændingeloven 1983 – efter at 300 opholdstilladelser blev til 9.000 i løbet af tre år – bliver jeg opmærksom på, at min partifælle Mattias Tesfaye har haft en samtale om dette emne med Ekstra Bbladet i anledning af hans netop udgivne bog, Velkommen Mustafa.

Uenig med Svend Auken

Her løfter han bl.a. sløret for den kendsgerning, at Svend Auken  i 1987 fik skrottet Anker Jørgensen-rapporten vedrørende udlændingepolitikken. I rapporten blev det bl.a. foreslået, at alle indvandrere og flygtninge skulle gennemgå et obligatorisk 18 måneders integrationskursus som forudsætning for at få opholdstilladelse. Endvidere burde der kun udstedes 5.000 af disse tilladelser, og der burde ske en spredning af udlændingene i boligområderne, på daginstitutionerne og i skolerne.

»Meget ville have set anderledes ud i det danske samfund, hvis disse tanker var blevet praktiseret for 30 år siden. Vi havde undgået mange af de integrationsproblemer, som vi har set,« fremhævede Tesfaye i interviewet.

Men rapporternes ideer »blev betegnet som racistiske i dele af Socialdemokratiet«, understregede han.

Det husker jeg udmærket, og for en gangs skyld var jeg uenig med min gode ven Svend Auken. Havde han foreslået disse tanker gennemført, ville Socialdemokratiet have tabt ligeså mange vælgere til R og venstrefløjen, som det i de følgende år tabte til DF. I et forsøg på at skaffe nogle af de til DF bortvandrede tilbage har Mette Frederiksen som bekendt foretaget en tilnærmelse til dette parti, hvad der har resulteret i 41.000 tilbagevendinger.  

David Rehling mente i sin artikel på linje med mange andre, at Mette Frederiksen er gået for tæt på udlændingepolitikken ført af V og DF, og at hun på denne måde har givet »afkald på den humanisme, der har været et socialdemokratisk hæderstegn«.

Den 1. april svarede Henrik Sass Larsen (S), at Rehling repræsenterer »den utopiske humanismes idé om fri indvandring … som de vestlige landes økonomier og politiske og sociale strukturer ikke kan bære« – en tanke, som ikke lå Anker Jørgensen fjernt, da han i 1987 fremhævede, at »der er en grænse for, hvor mange flygtninge, vi kan tage, hvis vi ikke skal risikere at sætte den velstand over styr, som ikke bare skal være med til at finansiere vor egen velfærd, men også flygtningenes«. Sass mente videre, at Rehling »bruger humanismen til at svine S til«. 

Det gav den 1. april anledning til denne hårdtpumpede overskrift i en følgeartikel i Information: »Sass sammenligner kritikere af S med svin«. 

Sidstnævnte fremhævede endelig, at »de utopiske humanister (…) ofte er karakteriseret ved, at de har (…) deres solidaritet herligt afkoblet fra folk syd for København Ø’s breddegrader«, det vil bl.a. sige de S-borgmestre på Vestegnen, som Mette Frederiksen nu har ladet sig belære af.

Sass’ kommentar til Rehling rummede et afsluttende nej til utopisk humanisme, men dog et ja til en »pragmatisk«. Glædeligt i øvrigt, at R’s integrationsordfører, Sofie Carsten Nielsen, i forlængelse af kontroversen mellem Rehling og Sass erkendte, at »antallet (af udlændinge i Danmark) betyder noget« – helt nye toner fra R.

Henning Tjørnehøj er forfatter og debattør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu