Læsetid 5 min.

’Problemet med varselsskud er, at der skal være mulighed for eskalation’

USA’s nylige missilangreb mod Syrien kan være en ny drejning i den syriske borgerkrig og indebærer risiko for forværring af forholdet mellem Rusland og USA. Der er derfor meget på spil i disse dage, hvor USA i stigende grad lader sig suge ind i Syrienkonflikten, og ethvert træk har uoverskuelige konsekvenser
I weekenden demonstrerede amerikanere i blandt andet New York mod præsident Trumps bombning af en flybase i Syrien.

I weekenden demonstrerede amerikanere i blandt andet New York mod præsident Trumps bombning af en flybase i Syrien.

Matthew McDermott

10. april 2017

I det mikadospil af aktører involveret i den syriske konflikt er alt ikke umiddelbart, som det ser ud til at være. Krig er aldrig en størrelse, som er rationel eller matematisk gennemskuelig.

Støvet har kun lige lagt sig på luftbasen i Shayrat, der ligger i den syriske provins Homs, efter at USA fredag den 7. april ramte basen med 59 krydsermissiler afskudt fra den amerikanske flåde i Middelhavet.

Missilangrebet var et gengældelsesangreb for det formodede gasangreb på civile i det nordvestlige Syrien sidste tirsdag, som det syriske regime mistænkes for.

Gasangrebet er dog omgivet af uklarheder, hvor det dybere og rationelle motiv til forbrydelsen mangler.

En overlevende fra giftgasangrebet i Khan Sheikoun i Idlib-provinsen i Syrien.
Læs også

På den anden side synes det amerikanske missilangreb ved første øjekast som en resolut og fornuftig handling, men ved nærmere eftersyn kan det komme til at fremstå som spil for galleriet.

Krigens tåge

Det formodes, at der den 4. april 2017 blev gennemført et gasangreb på byen Khan Sheikhoun, som antages at have kostet op mod 100 civile livet. Byen ligger i provinsen Idlib, som er delvis kontrolleret af syriske oprørsstyrker. Både oprørstyrkerne og USA anklager Assad-regimet for angrebet. Det er vanskeligt at forstå, hvem der bevidst begår en så grusom forbrydelse, men hvad der er mere vanskeligt at forstå, er, hvilket motiv regimet skulle have for at anvende nervegas mod civile.

Før angrebet var USA kommet til den konklusion, at Assad nok ville blive ved magten, efter at IS var nedkæmpet og borgerkrigen tilendebragt. Nu, efter gasangrebet, har situationen ændret sig, og Trumps administration holder Assad direkte ansvarlig for gasangrebet og ser ham ikke længere som en del af løsningen på konflikten.

Trumps opgør med America First var sandsynligvis en parentes og ikke en ny doktrin. Han har det samme problem med Assad i morgen, som han havde i forgårs
Læs også

Igennem det seneste år har Assad-regimets styrker, sammen med deres allierede Rusland og Iran, haft succes med at nedkæmpe oprøret, og en sejr er inden for rækkevide. Så hvorfor sætte sejren over styr med en unødvendig krigsforbrydelse? Forklaringen kunne være, at Assad, med støtte fra sine allierede, regnede med at have frihed til at anvende alle sine militære midler med forventningen om, at præsident Trump ville agere som Obama i 2013 og holde sig til alene at fordømme angrebet efterfølgende.

I alt 59 tomahawkmissiler blev fredag nat affyret fra den amerikanske flåde i Middelhavet. Angrebet havde til hensigt at ødelægge den syriske militære luftbase Shayrat, hvor bombeflyene, der formodes anvendt i gasangrebet på Khan Sheikhoun, var placeret.

Udover det syriske luftvåben var der mere end 30 russiske kampfly samt et større antal russiske soldater og logistikpersonel på den syriske luftbase. USA advarede derfor russerne om det forestående angreb, så de kunne evakuere basen, hvilket de gjorde sammen med deres syriske allierede.

Det amerikanske angreb ødelagde derfor formentlig kun landingsbanen samt tilhørende bygninger, og ikke det endelige mål: de syriske bombefly. Angrebet anses som en advarsel både til det syriske regime og russerne, men i praksis anses angrebet som uden større betydning, idet det ikke reelt gør noget ved Assads evne til at gennemføre et fremtidigt gasangreb på civilbefolkningen.

Dilemma

Amerikanerne har krydset en rød linje ved angrebet på Assads militære kapacitet og direkte satset på, at hverken Rusland eller Iran vil gengælde angrebet. USA’s missilangreb opfattes som et varselsskud. Problemet med varselsskud er, at der skal være mulighed for eskalation, hvis Assad ikke stopper med at anvende gas mod civile.

Lige nu arbejder amerikanerne ifølge Pentagon på en eskalationsplan, men planen hæmmes af, at det er umuligt for amerikanerne at indsætte landstyrker, idet de syriske og russiske landstyrker er stærke, og det dermed ville bringe situationen ud af kontrol.

Tilbage står muligheden for at anvende kampfly eller flere missiler til at ramme de syriske militære styrker. Indsættelsen af kampfly vil dog være risikabel, da det kombinerede syriske og russiske luftforsvar er et moderne og effektivt system, som sandsynligvis vil kunne nedskyde nogle af de amerikanske fly. USA vil på nuværende tidspunkt ikke risikere at miste bemandede fly. Tilbage er kun at fortsætte med at anvende missiler til at afskrække Assad og forsøge at fjerne ham ad diplomatiske veje.

Læs også

USA’s dilemma består i, at de på den ene side er nødt til at fortsætte med den hårde linje over for Assad og Rusland, men kun i begrænset omfang har midlerne til at gennemføre det. På den anden side er der risiko for, at Assad gengælder de amerikanske angreb ved selv at angribe de få hunderede amerikanske styrker, der er i Syrien, og som lige nu kæmper mod IS sammen med kurderne. Angriber Assad disse styrker, vil det medføre store tab af amerikanske liv, hvilket vil bringe Trump-administrationen ud i en uoverskuelig krise med Rusland.

Den diplomatiske løsning med at presse Rusland til at fjerne Assad og sende ham i eksil i Moskva er heller ikke ukompliceret. For det første er der ingen tegn på, at det er noget, russerne ønsker, og for det andet ville det formodentlig kun medføre, at de indsætter en marionetpræsident af samme støbning i Assads sted.

USA kan alene tilbyde Rusland politisk indflydelse i et postkonflikt-Syrien og amerikanernes accept af, at Rusland opretter militærbaser i landet. Russerne skal dog acceptere, at de USA-støttede oprørere får magten i Syrien efter borgerkrigen, hvilket på ingen måde er tiltalende for Rusland, idet oprørerne er deres allieredes fjende.

En fjernelse af Assad er også uacceptabel for Iran, og et mere fjendtligt styre i Teheran vil kunne gøre det vanskeligt for USA at forsætte kampagnen mod IS i Irak. USA kan dog støtte oprørerne via et tættere samarbejde med Tyrkiet.

Problemet med den løsning er, at kurderne, USA’s nærmeste allierede i kampen mod IS i Syrien, aldrig vil acceptere denne løsning, idet de er ærkefjender af Tyrkiet. Alt i konflikten er en del af et sammenflet af sammenhænge, og ethvert træk har en uoverskuelig konsekvens.

Løsningen på dilemmaet

Nøglen til løsningen af denne del af konflikten er lige nu i Ruslands hænder. USA kan nemlig ikke uden risiko ramme Assads militære kapacitet uden Ruslands accept. Ruslands svar på USA’s angreb har været at bebude indkaldelse af FN’s Sikkerhedsråd til et hastemøde, idet præsident Putin mener, at USA’s angreb er en aggression mod en suverænstat og en krænkelse af Folkeretten.

Rusland har også meddelt, at de vil opsige den luftsikkerhedsaftale, som de har indgået med USA. Aftalen blev indgået i september 2015 og skulle forhindre sammenstød og episoder mellem russiske og amerikanske kampfly i luftrummet over Syrien.

Læs også

En ophævelse af denne aftale vil betyde, at amerikanske fly ikke kan deltage i kampen mod IS uden at risikere at blive skudt ned af enten russerne eller det syriske luftvåben.

Rusland har sammen med USA muligheden for at skabe en varig fred i Syrien eller true med at eskalere krisen. Som det ser ud lige nu, så står Putin skulder ved skulder med Assad, og en diplomatisk løsning virker fjern. Det eneste, Rusland ser ud til at ville acceptere, er, at USA stopper angrebet på Syrien, og borgerkrigen fortsætter som hidtil.

Torben Toftgaard Engen er major og militæranalytiker hos Center for Militære Studier på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Per Jongberg
    Per Jongberg
  • Brugerbillede for Søren Veje
    Søren Veje
  • Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
    Vibeke Rasmussen
  • Brugerbillede for Robert  Kroll
    Robert Kroll
  • Brugerbillede for Peter Møllgaard
    Peter Møllgaard
  • Brugerbillede for Hans Aagaard
    Hans Aagaard
Per Jongberg, Søren Veje, Vibeke Rasmussen, Robert Kroll, Peter Møllgaard og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels Erik Philipsen
Niels Erik Philipsen

"Missilangrebet var et gengældelsesangreb for det formodede gasangreb på civile i det nordvestlige Syrien sidste tirsdag, som det syriske regime mistænkes for.
Gasangrebet er dog omgivet af uklarheder, hvor det dybere og rationelle motiv til forbrydelsen mangler."
NETOP! ELEMENTARY MY DEAR WATSON. HVORDAN KAN KOMMENTATORER OG POLITIKERE OVERSE, AT ER DER NOEN, DER IKKE HAR INERESSE I AT BRUGE GIFTGAS LIGE NU, SÅ ER DET ASSAD.Han har jo fået serveret på et sølvfad accept af sin deltagelse i fredsforhandlinger af Rusland og Iran, hvor man kunne forvente for nogen tid siden, at Trump ville blive inviteret til at medunderskrive den endelige fredsaftale så der ENDELIG kunne blive fred i Syrien. Så ville han og Putin sammen kunne høste æren for stort statsmandskundskab - men DET var selvfølgelig uacceptabelt for "the deep state" i USA som brug for en fjende til at opretholde den enorme krigsindustri,som holder gang i beskæftigelse af millioner af mennesker i hver eneste stat, der alle er afhængig af at krigsmaskinen kører uhindret videre - og DANMARK har udnævnt sig selv som fortaler for dette. Hvor er de danske fredsprotester.....Amerikanerne kan det der, men vi har opgivet.Danmark kunne teoretisk vælge at føre en uafhængig udenrigspolitik - hvis f.eks. socialdemokratiet og de radikale sammen med Alternativet valgte at gøre netop det, som også andre militærfolk argumenterer for. Se seneste nummer af RÆSON.

Dagmar Christiandottir, Preben Jensen, Jesper Nielsen, Sven Christensen, Peter Jensen, Niels Nielsen, Anders Graae, Olav Bo Hessellund, Jacob Jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Petersen
Henrik Petersen

Så længe vi ikke kender Trumps mål med angrebet på luftbasen, så er det svært at forudsige det kommende spil.

Jeg tror ikke, at Rusland uden videre vil skyde amerikanske fly ned over Syrien. Ligesom USA vil holde sig tilbage for at skyde Russiske fly ned.

For at teste analysen, er man nødt til at spørge, om Rusland er parate til at udkæmpe en altødelæggende atomkrig med USA over Syrien. Jeg tror svaret er nej.

Næste spørgsmål: Kunne USA med konventionelle våben slå Rusland og Syrien? Svaret er sikkert et stort "JA".

Sidste spørgsmål: Ønsker USA en større konventionel krig med Rusland i Syrien? Svaret er sikkert et rungende "Nej".

Måske Trump bare vil sende et diskret signal om, at Rusland ikke er alene om at bestemme fremtiden for Syrien. At det kan blive en dyr og langvarig krig for Rusland, hvis der ikke findes en løsning som begge parter kan leve med.

For ligesom i Afghanistan i 80érne, så er det Russerne som har folk i skudlinjen.

Måske det egentlige spørgsmål er, hvor længe Rusland kan blive i Syrien, hvis tabstallet begynder at stige - måske som følge af diskret våbenhjælp til Kurderne.

Brugerbillede for Robert  Kroll

Fin artikel.

Man bør dog huske på, at statschefer, generaler , ministre m v ikke nødvendigvis altid reagerer logisk, rationelt og forudsigeligt - det har verdenshistorien (og for den sags skyld danmarkshistorien) mange eksempler på.

Så analytikernes og kommentatorernes forsøg på at se udenrigspolitiske og militære "handlinger" som en del af noget, der er udspekuleret og gennemtænkt, er sommetider helt hen i vejret.

Det er iøvrigt en overvejelse værd, om russeren i en givet situation i Syrien ville reagere over for USA ved at sætte fornyet/forstærket pres på Ukraine ?

De eksisterende konfliktområder rundt omkring kan udmærket kobles både positivt og negativt sammen som led i "konkurrencen" mellem stormagterne - og så er vesteuropa sat uden for indflydelse.

Brugerbillede for Casper Fryd  Rækjær
Casper Fryd Rækjær

Det er desværre også blevet sådan, at en forhandlet løsning synes langt væk. Hvor FN som optakt til Geneve III havde bilaterale samtaler med alle parter, store som små, så er optakten til Geneve IV meget mere selektiv. Den eksklusion af interessenter vil formentlig vise sig at være dyr for freden.

Et par oplagte eksempler er, at Islamisk Stat langt fra er færdige i Syrien, og at al-Qaida står stadigt stærkere. Har man lige som sidst sikret sig, at der er "hul igennem" til disse grupper - eller i det mindste de dele af befolkningen, som støtter dem? Desuden vil SDF sikkert ikke slå sig til tåls med en løsning, hvor de ikke opnår en eller anden form for (PYD-styret) autonomi. Har man fra koalitionens side luftet den mulighed over for kurderne, at de ikke nødvendigvis får selvstyre? Et sidste eksempel er, at Syrien mange steder fungerer som et stammesamfund, hvor alliancer er baseret på udvidede slægter mv. Hvis det ikke tænkes med i en kommende fredsproces (hvilket der ikke er meget, der tyder på), så risikerer man vel at trække nye grænser med samme lineal som sidst?

Med 59 missilnedslag flyttede freden i Syrien endnu længere bort.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Anbefalet supplerende læsning af Will Bunch, om den tilsyneladende uhellige alliance mellem den nuværende "celebrity"-præsident, nyhedsmedierne og reality tv: Cable TV president launches cable TV war — and the reviews are boffo! Et par løsrevne brudstykker, som dog ikke yder artiklen som helhed retfærdighed:

"The pictures were beautiful, but the policy was a mess. No one understood exactly why the most politically inexperienced and most truth-challenged president in American history had just pulled a complete flip-flop in the world's most volatile civil war. No one could explain on what legal authority Trump had launched the deadly missiles, whether our allies knew this was coming — or what happens next."

"Suddenly, cable TV's well-paid squadron of retired generals appeared out of nowhere to bestow their blessing. (Has any network ever hired a retired peace activist as an analyst?)"

"But in the broader context of humanity — and this strange and sometimes, yes, beautiful world that we've created after millions of years of evolution — I believe that what we witnessed on April 6, 2017, marked a dangerous turning point. Vital decisions of war and peace, life and death, have been sucked into our vortex of around-the-clock entertainment."

"The only shocking thing, really, was that it had taken Trump nearly 11 weeks to realize he could bomb his way to higher approval ratings."

"The Apprentice saved him; reality TV taught Trump that he was 10-times better at playing the role of a CEO than the hard work of actually running a large company."

"How did the president of the United States learn about the gas attack by Assad's forces in the Syrian city of Idlib? "I was here," he said. "I saw it on television." And suddenly a Celebrity Apprentice president was compelled to act."

"And yet despite the glaring inconsistencies in policy, from a president who continues to tell massive lies and make outrageous false accusations, Trump probably did solidify his political standing last Thursday. Not by becoming a president, as Zakaria foolishly gushed. But by remembering how he became president — by being the star of his own reality show."

"President Trump's new reality show won boffo reviews Thursday from the people whose adulation that he craves the most — the heads that are talking on his TV screen. It was a feeling he won't soon forget, and will only crave even more."

Sven Christensen, Nis Jørgensen, Niels Nielsen, Janus Agerbo og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Hvis USA og Rusland bliver neutraliseret altså deres militær rolle stærk begræset, det betydet situationen går tilbage til start. Man ved det er indblanning udfra der gjorde Assad stærk. uden hjælp fra Rusland og Iran kan oprørene tage over forudsat de få kommando over hele oprøret i alle opgaver, også køb af våben. IS skal ikke være påskud for at blande sig eller sætte betingelser for hjælp. Det blive set som indblanning og som konsekvens svækkelse af oprøret Det er sikkert Assad personlig er svækket efter den amerikansk angreb, og det vil hjælpe oprørerne. Sagen for USA og Rusland efter dette er krig eller bare ser an. Det sidste er bedre, også for oprørere.

Brugerbillede for Peter Jensen

"Gasangrebet er dog omgivet af uklarheder, hvor det dybere og rationelle motiv til forbrydelsen mangler."

Sludder og vrøvl, de ulovlige militser har et både dybt og rationelt motiv for at udføre en sådan forbrydelse, nemlig at få USA og andre aggressive regimer til at brænde løs på Syrien.

Det er utroligt, som journalisterne ... eller skal vi kalde dem medieskribenter og bloggere? ... danser på line som fanatiske fulderikker. Pinagtigt.

Dagmar Christiandottir, Henrik Leffers, Erik Mikkelsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Det Kan ikke ses effekten af hvad president trump har gjort. på den ene side Assad er svækket og ingen vil ønske ham blive ved magten. Putin er ydmyet, han er forsvundet fra scenen. Og verden har han vist en anden side af USA, Der er hverken Bush eller collin Pawl. det var elendig verden, Bush brugte en sortmand for at sælge krig i Irak, Og brugte dobbelstandard règel for at smadre hele Irak og dets befolkning mens målet var kun Saddam Hussein. Et fengsel, hvis de demokratiske love tillader ikke, vi bygger et fengsel i Kuba.( Guantanamo) Altså det hele var bygget i bush tid på løgn og dobbelmoral, alt det var forladt med Trump. Angrebet var rettet mod Assad , individuelt. Dobbel moral er også væk med Trump. Loven er praktiseret ved angrebet som det er i hjemlandet. Skyld er forstået individuelt og ikke som med Bushjr Kollektivt. Straf også er individuelt. Jeg synes Trump har ændret verden, især med at han ikke brugte dobbeltmoral´s regel.

Brugerbillede for Olav Bo Hessellund
Olav Bo Hessellund

Artiklen er et udmærket korrektiv til regeringens og visse kommentatorers dumstædige skråsikkerhed mht. hvem, der stod bag gasangrebet. Vi så et par stykker af dem optræde gårsdagens Deadline. Ingen af dem husker tilsyneladende Carla del Pontes forbehold overfor at drage for hurtige slutninger om gasangrebet i 2013. Dengang slugte de etablerede medier i Vesten også den amerikanske udlægning råt. Ingen plads til kritisk reflektion, selvom USA tidligere har vist, at de er ret dygtige til det med false flag operationer.

Dagmar Christiandottir, Preben Jensen, Jens Bryndum, Henrik Leffers, Jesper Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Per Jongberg, Niels Erik Philipsen, Flemming Berger, Erik Mikkelsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Leffers
Henrik Leffers

Information skal passe på med at bringe kontroversielle nyheder, specielt når der nemt kan findes kilder, der direkte modsiger det, der siges i artiklen! Her påstås den syriske luftbase og landingsbanerne ødelagt, men det modsiges af andre nyhedsbureauer (https://twitter.com/Reuters/status/850425431899680768). -Information kalder det "fake news" når andre gør det, og det er jeg enig i!