Læserbrev

Reform er med til at ødelægge lærer-elev-relation

26. april 2017

Louise Klinges ph.d.-projekt gør ret i at fremhæve den enorme betydning af folkelærernes relationer til eleverne, sådan som man kan læse om i artiklen »’Jeg håber, der kommer en folkeskole, hvor alle elever oplever, at skolen er til for deres skyld’« (21. april). Men hvis hendes store arbejde med ph.d.-projektet skal nytte noget, må hendes pointe sammenstilles med den praksis, som folkeskolereformen i disse tider presser lærerne ud i.

Reformen ødelægger nemlig lærernes relationsarbejde.

Reformen pålægger lærerne så meget undervisning, at det tidskrævende relationsarbejde bliver skubbet til side til fordel for alle de uopsættelige ’skal-opgaver’, der udspringer af selve undervisningen. Samtidig dynger reformpolitikerne lærerne til med tidskrævende, meningsløse dokumentations- og bogføringskrav og dræner dem dermed for det mentale overskud, der skal til for at kunne engagere sig seriøst i elevernes problemer. Endelig forsvinder klasselærerfunktionen reelt, når reformen splitter den op på en gruppe af lærere, som hver især kun har ansvaret for en lille gruppe elever. Ingen har længere ansvaret for klassen som en samlet gruppe.

Den nære, tillidsfulde og stabil relation mellem lærer og elev nedbrydes i den såkaldte ’fleksible’ reformskoles flimmer af skiftende holddannelser, individualiserede forløb med ansvar for egen læring og flere forskellige voksne i biroller.

Den overlagte opsplitning af lærerarbejdet i en faglig og en relationel del, hvor den første skal varetages af en lærer og den anden af en pædagog, forekommer fuldstændig hovedløs. Her har man simpelthen fjernet det relationelle arbejde fra læreren. Hele problemstillingen skærpes yderligere af kravet om inklusion.

Louise Klinges arbejde er både velkomment og vigtigt, men hvis vi ikke udtrykkeligt tør at stille det i forhold til skolereformen, går vi som katten uden om den varme grød.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu