Klumme

Hvad er der sket, siden døden pludselig er blevet så interessant?

Ustandselig hedder det, at jeg er det store tabu. Uha. Men kan et tabu være eksponeret overalt? Det er jeg, i kronikker, reportager, endeløse features, debatter, enqueter og alenlange – og jeg mener alenlange – portrætsamtaler med døende
Palliativ afdeling på Nordsjællands Hospital. (Arkivfoto)

Palliativ afdeling på Nordsjællands Hospital. (Arkivfoto)

Tor Birk Trads

Debat
18. april 2017

Mine damer og herrer: Godaften! Jeg er DØDEN. Nå, det havde De ikke regnet med? Og dog, De læser jo om mig som aldrig før, så jeg tænkte ikke, jeg behøvede nogen præsentation.

Nej, det er ikke dødsannoncerne, jeg hentyder til. Jeg mener ude i avisen. Hvor har redaktionerne travlt! Med mig. Har De ikke lagt mærke til det?

Jeg tænker med andre ord på dagspressen og ugepressen (den glittede) og fjernsynet. Jeg kan for tiden ikke åbne nogen af delene uden at læse om mig selv. Spalte op og spalte ned. Og tv-programmerne! Mon ikke snart der kommer et par temaaftner?

Ustandselig hedder det, at jeg er det store tabu. Uha. Men kan et tabu være eksponeret overalt? Det er jeg, i kronikker, reportager, endeløse features, debatter, enqueter og alenlange – og jeg mener alenlange – portrætsamtaler med døende.

Det eneste, læserne indtil videre er sparet for, er interviews med nyligt afdøde. Dér ville nogle skinhellige redaktioner måske også sætte grænsen … Og det vil så alt sammen blive drøftet endeløst i den følgende søndags Presseloge.

Mit enkle spørgsmål er: Hvorfor er jeg pludselig så godt stof? I betragtning af hvor mange flere døde der er i verdenshistorien end levende. Prøv selv engang at regne på det. Man må da efterhånden have vænnet sig til mig og min form for virksomhed.

Før jeg blev den nye trend, kan jeg huske, at alting handlede om at leve, leve optimalt. At gøre kroppen til en perfekt maskine med pulstællere på arme og ben. Dyrk dig selv. Altså kroppen. Det var lykken.

Hvor mange kilometer skal du løbe, hvor hurtigt, hvor tit? Hvor mange stykker frugt eller grønt skal du spise? Ufuldkommenheder har fanden skabt, men de kan bekæmpes, så du får meget bedre styr på dine forskellige roller som mor, medarbejder, kone! Ikke? Du kan ovenikøbet helbredes for sygdomme, du ikke har, men måske kan få engang. Hvorfor ikke sikre sig det fejlfri liv? Hvad er der i vejen med det?

I vejen? Det skulle da lige være mig. Godmorgen!

Mine damer og herrer! Jeg har lige været en tur i Afrika for at se til produktionen. Det gik over al forventning. Jeg kan fortælle Dem, at de dør som fluer – af sult – så jeg klager ikke.

Jeg er forberedt på at tage imod 270.000 børn i allernærmeste fremtid alene fra Sydsudan (ud af en befolkning, der er godt dobbelt så stor som den danske). Og læg dertil Nigeria, Somalia og Yemen, så er vi oppe på 1,4 mio., altså børn. Og de dør hver sin død i armene på deres forældre, hvis de da ikke selv er døde. Ikke småting.

Men pressedækningen? Den er jeg ikke imponeret over.

Jeg har også været et smut rundt om Mosul og Raqqa, hvor der heller ikke er noget at klage over. Dér er det ikke klimaet og fattigdommen, men primært nogle ophidsede gruppers store interesse i at slå hinanden ihjel, der styrer produktionen. Ligegyldigt – men her er det også småt med omtalen, når man tager omfanget i betragtning.

I Danmark, hvor jeg i den grad holdes stangen af sundhedssektoren og på mange andre vellykkede måder, er der imidlertid ingen ende på, hvor hypet jeg bliver. Død overalt! Hvad foregår der i hovedet på redaktørerne? Det er det, jeg spørger om. Hvad har jeg gjort?

Er det de skånede og beskyttedes angstfantasier, der slår ud? Dem, historiens knytnæve aldrig har ramt, og som derfor kun kender én alvorlig, uovervindelig modstand: det uomgængelige mørke for enden af tunnelen? Når alt er blevet comedy eller fake drama i Paradise Hotel i dét, der er blevet vores livline til virkeligheden og kaldes tv, får jeg så pludselig en absurd magt over sindene?

Eller er det, fordi grunden smuldrer påfaldende under den rige og rigtige verden? Klimahensynet undergraves, de nationale fællesskaber forlades, og i stedet bygger man mure og befæster grænser. Begynder den vestlige civilisations afgrund at tegne sig? Den er som bekendt min adresse. Jeg mener afgrunden. Og er min ringheds tiltagende nærvær derfor en indlysende sag. Eller hvad er det, der hjemsøger redaktørerne?

Kort sagt: Hvad skylder jeg æren?

Niels Barfoed er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

               

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Thaarup Nyberg

Længe leve døden ! - ?

Sören Tolsgaard

Please allow me to introduce myself
I'm a man of wealth and taste
I've been around for a long, long year
stole many a man's soul to waste

I was 'round when Jesus Christ
had his moment of doubt and pain
made damn sure that Pilate
washed his hands and sealed his fate

I stuck around St. Petersburg
when I saw it was a time for a change
killed the czar and his ministers
Anastasia screamed in vain

I rode a tank
held a general's rank
when the blitzkrieg raged
and the bodies stank

I watched with glee
while your kings and queens
fought for ten decades
for the gods they made

I shouted out,
who killed the Kennedys?
when after all
it was you and me

Let me please introduce myself
I'm a man of wealth and taste
I laid traps for troubadours
who get killed before they reached Bombay

Just as every cop is a criminal
and all the sinners saints
as heads is tails just call me Lucifer
'cause I'm in need of some restraint

So if you meet me
have some courtesy
have some sympathy, and some taste
use all your well-learned politesse
or I'll lay your soul to waste

Pleased to meet you
hope you guessed my name

Maj-Britt Kent Hansen

Sådan går det, når noget bliver moderne at tale om.

Michael Kongstad Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Det er efterhånden meget almindeligt at hævde, at vi taler for lidt om døden - at døden er blevet et tabu. Men med mindre man tror, at døden blot er indgangen til et andet (og vigtigere!) liv, er døden jo blot den afslutning, der kommer, uanset om vi taler om den eller ej. Hvorfor så bruge mere krudt end højst nødvendigt på den? Det handler ikke om at "fortrænge", men blot om at prioritere det liv, vi har nu og her.

Niels Barfoed som ghost writer. Skarpt.Tak